DEN ALLERSIDSTE STORE BEDEDAG på Døllefjelde-Musse Marked begyndte tidlig morgen med gratis kaffe i Café Corner og sluttede om natten med musikeren Pattesutter i Markedsteltet. Og selvom mange fortalte mig, at én dag langtfra er nok til at indfange alt det, som markedet, der blandt venner bare kaldes Dølle, kan byde på, skete der ikke så lidt i timerne mellem de to yderpunkter.
Jeg så en lokal mand knalde en udlænding i hovedet, så tuden brækkede. Jeg så en ung fyr fra Ringsted trække flere hundrede kilo efter sig til sjællandsmesterskaberne i havetraktortræk i en ombygget havetraktor med navnet ’Fuck you Greta’, en maskine, han fik i konfirmationsgave, og som siden er blevet ombygget i en sådan grad, at den ikke længere kan slå græs.
Jeg blev antastet af en ældre mand, der som en søvngænger forsøgte at sælge lodder til en tombola, hvor man kunne vinde enorme bamser og tarvelige trøstepræmier. Jeg så en dame med en amerikansk borgerkrigshat sælge luftgeværer med kikkertsigte. Jeg blev tilbudt en hel plade hash af en 16-årig fyr med ADHD i ungdomscampen. Han havde ikke sovet i over et døgn, fortalte han, hvorefter han også tilbød kokain, amfetamin og svampe, fordi alt åbenbart er tilgængeligt på Døllefjelde-Musse Marked, hvor bagmændene kommer med bæltetaskerne fulde på trods af snusende politihunde. Jeg så en ældre kvinde tage musikeren Chief 1 på måsen, mens han gik rundt blandt publikum i et propfuldt festtelt, hvortil han sagde, at man altså kunne blive fyret for sådan en hånd. Så grinte han og bad hende gøre det igen, og så grinte hele teltet med.
Jeg talte med mennesker, der har været på markedspladsen, siden før de kunne gå, og jeg talte med deres forældre, som var med til at starte markedet, dengang heste og kaniner og den berygtede jyske forretningsmand Jens Peter Svendsen, bedre kendt som ’Låsby-Svendsen’, var en del af det. Jeg så to fuldvoksne mænd forsøge i fællesskab at presse en ’døllepølle’ ned i et alt for lille fransk hotdog-brød. Jeg så en præst, der for alt i verden ikke ville kramme en landevejsridder med kaldenavnet ’Storken’, og jeg overværede Finn Nørbygaard holde gudstjeneste om, tja, Finn Nørbygaard.
Alligevel fortalte alle markedsgæsterne, at jeg ikke havde set noget endnu, og at jeg burde komme dagen efter, hvor det rigtig ville gå løs med damefrokosten, som er hele markedets store trækplaster – en kæmpe fest, hvor 1.600 damer iført tyrolerhatte, sombreroer og andre spændende hatte betaler for at rive tøjet af unge, lokale tjenere til lyden af et liveband. Som Simon Hansen, den socialdemokratiske borgmester i Guldborgsund Kommune, fortalte mig, lægger damerne alt, der hedder MeToo, inden de går ind i teltet, og mændene plejer at sige, at det er ligesom at se køerne komme på græs, når damerne kommer ud igen. En anden fortalte, at flere kvinder bliver hentet af ambulance, før de overhovedet rammer teltet, fordi de er så fulde, mens en helt tredje nævnte, at hvis mændene opførte sig som kvinderne, så ville de blive hentet af salatfadet.
Mændene har dog også deres frokost, om end herrefrokosten er noget mindre. Den sælger et par hundrede billetter, og selvom der både er bare babser og stegt flæsk, er det ikke en institution på samme måde som damefrokosten, der i år skulle husere for 22. gang. Men det nåede jeg heller ikke at opleve, ligesom jeg hverken nåede spøgelseshuset ’Falster House of Horror’ eller fik taget sigte i skydeteltet. Jeg fik ikke trukket ponytræk eller overfløjet markedspladsen i helikopter. Jeg mødte ikke Morten Messerschmidt, som ifølge elektroniske bannerreklamer i Nykøbing Falster ville gøre sin entré dagen efter, og jeg fandt aldrig Låsby-Svendsens søn, der angiveligt skulle have en kræmmerbod i nærheden af den gamle ølvogn.
At gennemgå Døllefjelde-Musses markedsavis på bagkant er en lang erkendelse. Nej, jeg havde ikke tid nok til at opleve markedet i al dets magt og vælde. Det større spørgsmål er, om jeg får muligheden igen. For måske er tiden ved at rinde ud for Dølle.
Det skal tilføjes, at den mand, der fik en på lampen og brækkede næsen, selv bad om det. Eller, han var i hvert fald med på spillereglerne. For det skete i en titelkamp i sværvægtsklassen foran 2.500 mennesker i et tolvmasters markedstelt med internationale dommere fra bokseforbundet IBF på sidelinjen, hvor albanske Sefer Seferi mødte den 33-årige falstring Kem Ljungquist. En hovedattraktion, som også markedsavisen varmede op til:
”Kom og vær en del af Danmarks bedste publikum til en gratis, men historisk eftermiddag, hvor der tilmed kæmpes om den største titel i sværvægtsboksning på dansk jord nogensinde!”
Måske en overdrivelse, men arrangørerne peger på, at det er første gang, der bokses om en titel i et af de fire store forbund i sværvægtsklassen, og at det er paradoksalt, at det er gratis og på Døllefjelde-Musse Marked. Uanset hvad var det en stor og vigtig kamp for Kem Ljungquist, som ikke blot skulle bokse ved stævnet, men også stod som medarrangør af kampen.
”OPRINDELIGT VILLE JEG gerne lave noget overdrevet. Jeg overvejede et stort amfiteater eller en boksering ved Dodekalitten, hvor Minds of 99 har holdt koncert,” siger den kronragede bokser to dage før kampen, mens han vasker tøj i sin lejlighed i Valby, hvor han bor med sin kæreste og deres søn, og hvor vi ad flere omgange må et smut i kælderen for at fylde vaskemaskinerne med trænings- og børnetøj og et smut på altanen for at få det hængt til tørre.
Men selvom Dodekalitten – et påskeøagtigt kompleks af 12 stenskulpturer, der står i kystlandskabet ved Kragenæs på Nordvestlolland – kunne have været en spektakulær kulisse for hans kamp, var Døllefjelde-Musse Marked nu engang en mere håndgribelig størrelse. Som festglad falstring var det noget, Kem Ljungquist havde et forhold til, og så snart han fik talt sig ind på markedets formand, Per Hansen, havde de en aftale.
Nu håber Kem Ljungquist, at kampen kan blive en ny begyndelse for hans karriere, som faldt fra hinanden under corona-pandemien. Alle hans boksekampe blev aflyst, hans promotor pressede ham på løn, og han følte sig i det hele taget ikke værdsat og endte med at gå ud af samarbejdet med det internationale promotorfirma Wasserman.
”Det var først og fremmest en lettelse at komme ud af kontrakten. Men jeg var også sindssygt bange. Jeg var lige blevet far, og nu stod jeg uden nogen indtægt. Det var et skelsættende tidspunkt i mit liv. Jeg har ingen uddannelse overhovedet, og skulle jeg nu gå tilbage til amatørboksningen?”
Det gjorde Kem Ljungquist i en kort periode, hvor han vandt danmarksmesterskabet som amatør i den tungeste vægtklasse.
”Men der indså jeg hurtigt, at jeg var færdig med at stå i en halvtom hal en søndag aften. Jeg troede, at jeg kun boksede for mig selv, men jeg fandt ud af, at jeg nok også bokser for publikum,” siger han.
Han beskriver selv sin tilbagevenden til professionel boksning som ’ægte Rocky-stil’. I stedet for at vente på en kontrakt, der muligvis aldrig ville komme, besluttede han at arrangere egne stævner med sin lillebror som promotor. På den måde kunne han tage sin boksning tilbage til det, han kom fra. Til familien og til Lolland-Falster, selvom han stadig drømmer om et stævne ved Dodekalitten.
Kem Ljungquist går ikke op i detaljer, og han går slet ikke op i overflade, fortæller han. Han kunne aldrig drømme om at købe en dyr bil, det siger ham intet, og han er fuldstændig ligeglad med, om han skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, i Royal Arena eller King Abdullahs Sports City i Saudi-Arabien, hvor han boksede mod og vandt over egypteren Mourad Omar på blot seks minutter tilbage i 2018. Men uden en anerkendt promotor, der kan trække i trådene, bliver man nødt til selv at arbejde dét hårdere. Boksebraget på Døllefjelde-Musse bliver hans femte kamp på knap et år, mens de fleste professionelle boksere holder sig på omkring to-tre kampe om året.
Den manglende opmærksomhed på detaljer skinner også igennem i lejligheden i Valby, hvor Kem Ljungquist selv står for renoveringen. Der mangler lidt fodlister og en dørkarm hist og her. I gangen har han sat gipsplader op, men det er endnu ikke blevet spartlet og malet. Og så har han et værelse udelukkende til bokserod og puslebord, hvor han i en eller anden pose finder det boksebælte fra forbundet WBC, som han vandt i september 2022 i Nykøbing F. Hallen.
”Min kæreste hader, at jeg er ligeglad med den slags. Men som jeg ser det, behøver jeg ikke være mere end en god far, en god kæreste og en god bokser.”
PÅ DØLLEFJELDE-MUSSE MARKED sammenligner man ofte sig selv med Roskilde Festival. Ikke på grund af størrelse, budget, klientel eller musikalsk kvalitet, men fordi begge støvsuger de omkringliggende byer, som bliver mennesketomme versioner af sig selv de dage, begivenhederne løber af stablen. En af de mest markante forskelle på Roskilde Festival og Døllefjelde-Musse Marked åbenbarer sig, når man ankommer til pladsen, hvor en lang slange af folk med tårer i øjnene kniber ballerne sammen, mens de venter på at komme på toilettet. Modsat de fleste festivaler, hvor toilet er gratis, og festivalplads er betalingsområde, har Døllefjelde-Musse Marked gratis adgang, men betalingstoiletter. Man kan derfor vælge at betale fem kroner for et enkelt toiletbesøg eller 25 kroner for et armbånd, der giver ubegrænset lokum, og jeg skynder mig at købe armbånd til toiletvognene, mens jeg overhører folk beklage sig – både over toiletkøen og over afskaffelsen af store bededag.
Siden 1980 har Døllefjelde-Musse Marked været drevet af hundredvis af frivillige, som kommer for at have en fest. Noget at samles om. Og noget, der kan støtte op om de lokale foreninger, som knap ville kunne køre rundt af sig selv. Overskuddet går derfor ikke til nogen ejer eller markindehaver. Pengene bliver i stedet fordelt til almennyttige formål. Over en million kroner bliver uddelt til Døllefjelde-Musse Idrætsforening, Holeby-Bursø Gymnastikforening, Sakskøbing Handicap og Senior Svømmeklub, Toreby Centrets Venner, Øster Ulslev Skytteforening, og man kunne blive ved. Skal volleyball-klubben have nye bolde, sender man en ansøgning til Dølle. Skal roklubben have et nyt bekosteligt ror, sender man en ansøgning til Dølle.
Med afskaffelsen af store bededag bliver markedet potentielt amputeret. Som formand Per Hansen har forklaret til Lolland-Falsters Folketidende, kan man miste en tredjedel af omsætningen, mens omkostningerne vil forblive det samme. Uden helligdagen kan det betyde, at folk ikke vil tage på miniferie på campingområdet, mener formanden. Skiltningen skal også laves som, hvilket vil koste 300.000-500.000 kroner. Og hvem tager til åbningskoncert torsdag aften, hvis man skal tidligt op på arbejde dagen efter?
FOR DE FLESTE danskere er det en fridag mindre i fremtiden. Lidt mindre smør på brødet, lidt flere grå hår i hovedet, lidt dybere rynker i panden. For Døllefjelde-Musse Marked kan det gå hen at blive en kniv i hjertet. Og den lokale socialdemokratiske afdeling i Guldborgsund Kommune er taget til Døllefjelde-Musse Marked med nervøsitet i knæleddene. Det er trods alt deres parti, der har været bannerfører og ansigt på afskaffelsen af bededagen.
Gæsterne har dog ikke været alt for grove over for ham, fortæller den socialdemokratiske borgmester Simon Hansen i et overdækket kræmmertelt blandt haglgeværer, sengespecialister og lugten af frisklavet crepe. Før borgmesterens ankomst har vrede lollikker ellers råbt ad Socialdemokratiets bod og spurgt, hvordan de kan tillade sig at komme på besøg til noget, de forsøger at smadre. Alligevel er borgmesteren fortrøstningsfuld. Han tror, de fleste forstår, at han som kommunalpolitiker ikke kan gøre så meget ved folketingspolitikernes beslutninger. Og han er da også en af de få socialdemokrater, der ikke blev boykottet af Fagbevægelsens Hovedorganisation, sandsynligvis fordi han offentligt har været ude at kritisere forløbet omkring afskaffelsen af helligdagen. Måske ved han, at der er stemmer i Døllefjelde-Musse. Han er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad markedet betyder for egnen.
”Der er hundredvis af frivillige, der langer fadøl over disken, sælger store pølser og sørger for, at det hele bare kører. At man med et knips kan tage det fra dem, det forstår jeg godt, man kan være harm over. Næste år skal de virkelig kæmpe for at trække det op på samme niveau. Se, hvor mange der er i dag. Så mange kommer der nok ikke næste år på en fredag uden fridag,” siger han og går op i et større perspektiv.
”Tingene er jo rykket væk. Der har været butiksdød, og gågaderne er blevet mindre. Alligevel kan frivillige kræfter holde fast i det her marked i efterhånden 43 år. I kommunen lavede vi for nogle år siden en kulturkanon, hvor borgerne kunne komme med forslag. I den kanon står Døllefjelde-Musse Marked, og det siger noget om, hvor vigtigt det er i folks bevidsthed. Nu kan det føles som endnu en ting, der bliver presset eller forsvinder fra området.”
Men borgmesteren, som i en sidebemærkning fortæller, at hans storesøster er guddatter til Kem Ljungquists far, håber på, at de frivillige vil nytænke kræmmermarkedet til næste år, så det forbliver en attraktion – ligesom man har gjort i år ved at få boksning tilbage på markedspladsen.
DET ER MÅSKE meget godt, at Kem Ljungquist ikke har fine fornemmelser. Fra tidlig formiddag sidder samtlige boksere til dagens i alt fem kampe klemt sammen på de lave bænke i to små omklædningsrum i Døllefjelde-Musse Idrætsforenings klubhus, mens de venter på, at det er deres tur til at krydse markedspladsen med vagter på alle sider, som guider dem direkte ind i det enorme markedstelt med plads til tusindvis af mennesker.
Kem Ljungquist er hovednavnet og derfor også den sidste, der skal bokse. Med sine to meter og 114 kilo fylder han godt i omklædningsrummet. Men han synes ikke at have noget problem med trængslen. Tværtimod bliver han i takt med, at de andre forlader omklædningsrummet, stadig mere rastløs.
”Skal jeg bare sidde og glo her,” spørger han sin træner, Poul Duvill, der blandt andet har trænet bokserne Brian Nielsen og brødrene Bredahl samt tennisspillerne Caroline Wozniacki og Clara Tauson.
”Læg dig ned. Slap lidt af,” svarer træneren med munden fuld af nødder.
At han nu sidder i Kem Ljungquist ringhjørne og har trænet ham i seks måneder, var oprindeligt ikke en del af planen for ham.
”Jeg sagde nej flere gange, fordi jeg ikke gad den amatøragtige indstilling. Men så kom han rendende og beviste, at han ville køre professionelt, hvor man står mere fast, bliver mere bisset, træner mere og træner hårdere. Jeg bad ham om at gå all-in. Boksning er en pengesport, og det er en beskidt sport. Når man er på det niveau, vil den anden slå dig ihjel, hvis han kan komme til det,” siger Poul Duvill.
I mange år havde Kem Ljungquist svært ved netop det: at gå all-in. At låse sig fast på noget og ignorere resten af verden for dén ene ting.
”Jeg har levet en rodløs tilværelse i lange perioder af mit liv. Jeg har altid været ekstremt målrettet, men jeg har haft svært ved at finde min hylde,” siger han og begynder at remse en lang række mindre nederlag op.
Efter folkeskolen begyndte han som 16-årig på frisøruddannelsen, fordi han ville have sin egen barbersalon, hvilket han droppede under praktikken. Efterfølgende skulle han dagligt møde op på kommunen hos en vejleder, som fortalte, at han kunne undgå de daglige seancer, hvis han begyndte i 10. klasse. Så gjorde han det, hvorefter han begyndte på handelsskolernes grundforløb, hvor han startede og stoppede flere gange over de næste par år.
Han prøvede sig selv af som kok eller ernæringsassistent i en periode – han husker ikke hvilken af delene. Det droppede han også ud af. Han startede som tømrer, hvilket han godt kunne lide, men havde svært ved at holde fast i, og som 22-årig stoppede han igen. Men noget ændrede sig, da han mødte sin kæreste og flyttede til København. Pludselig havde han noget stabilt i sit liv, og da boksekarrieren formede sig, var det, som om fremtiden begyndte at give mening.
”For hver uddannelse, jeg fejlede eller ikke formåede at gennemføre, blev jeg mere og mere rodløs. Der var flere og flere steder, jeg ikke slog til, og i stedet gik jeg bare i byen med mine venner. Det var jo en deroute,” siger Kem Ljungquist.
”Men i bokseringen slog jeg til. Det blev min første sejr, og jeg forstod pludselig, hvad det vil sige at blive værdsat og være god nok. Jeg blev totalt høj af al den anerkendelse.”
KEM LJUNGQUIST VOKSEDE OP i et arbejderhjem i Nykøbing Falster, hvor alle var velkomne, og hvor venner og familie jævnligt kom forbi. Men til tider var det også et udfordret hjem, fortæller han, selvom han egentlig ikke har lyst til at dvæle alt for meget ved det. Han blev ikke slået, og der var ingen overgreb, men Kem Ljungquist lærte fra en tidlig alder, at der var større problemer og vigtigere udfordringer end hans egne. Det betød, at han aldrig har lært at bede andre om hjælp.
”Den dag i dag vægter jeg stadig alle andres problemer meget højere end mine egne,” siger han.
Men samtidig vil han gerne anerkendes og bevise, at ham, der droppede ud af alt og ikke kunne færdiggøre en uddannelse, faktisk kan udrette og opnå store ting. Tilsammen er det en giftig cocktail, siger han.
”Jeg hader at tale om det. Selv mine bedste venner ved ikke, at jeg har angst. Jeg har haft det hele livet, men det tog til i mine ungdomsår. Min kæreste fandt ud af det, da vi havde været sammen i syv år. Hun blev vildt ked af, at jeg aldrig havde fortalt, hvordan jeg havde det. Det er bare svært,” siger han.
Sidste gang Kem Ljungquist havde en periode, hvor angsten dominerede hans tilværelse, var for to år siden, da han fik opsagt sin professionelle kontrakt som bokser. Angsten faldt sammen med livskrisen, der opstod, mens han ikke anede, om han nogensinde skulle bokse professionelt igen. Men den tvivlende bokser var klar til forandring. Oplevelsen fik ham til at kontakte en mentaltræner, og det er nu mere end to år siden, han har haft et stort angstanfald. Han ved, at det højst sandsynligt ikke er noget, han kan slippe af med, men i det mindste er det under kontrol, også selvom han skal bokse sit livs vigtigste kamp.
”Den her kamp handler om liv og død. Hvis jeg taber kampen, skal jeg finde ud af, om jeg kan komme tilbage, eller om det skal være slut. Og så betyder det meget for mig personligt. Jeg gider sgu ikke være kendt på Lolland-Falster som ham, der fik fucking mange tæsk på Dølle.”
I 1980 VAR DER omkring 30.000 gæster, og Døllefjelde-Musse Marked endte med et overskud på 92.000 kroner. Der var 40 heste, og 56 kræmmere havde opstillet boder. Om lørdagen ankom 5.000 biler, som hver betalte fem kroner i parkeringsafgift, og måske vigtigst af alt spillede Blue Boys, der havde sat Døllefjelde-Musse på det danske landkort med deres sang om landsbyen med det besynderlige navn.
Året efter var der 50.000 gæster og et overskud på 150.000 kroner. Markedspladsen blev fordoblet, og 200 kræmmere meldte deres ankomst, mens stuntmanden Robert Gasser kastede sig ud fra 20 meters højde for at lande i en masse papkasser. I 1983 regnede det så meget, at 20 tons mudder skulle fjernes fra pladsen. I 1986 fik 77 bilister et girokort for ulovlig parkering på vejene omkring markedspladsen. I 1989 var Jørgen de Mylius konferencier ved et stort 60’er-bal, mens årets højdepunkt angiveligt var kvindelig mudderbrydning.
I dag kommer flere end 120.000 mennesker over fire dage. Tilsammen spiser gæsterne et ton døllepøller om dagen, mens de genererer et overskud på en million kroner og mødes med de mennesker, de voksede op med. Fælles for de fleste lokale på pladsen er det, at Døllefjelde-Musse Marked er en tidskapsel, fortæller 36-årige Jesper Krag, der har været med 36 gange.
Han er født i landsbyen Store Musse og gik på den lokale Brydebjergskolen, som i dag er lukket, men dengang mødtes alle kammeraterne på kryds og tværs til Døllefjelde-Musse Marked.
Jesper Krag flyttede 10 kilometer væk fra Store Musse i 10 år, før han vendte tilbage til forældrene, familien og markedspladsen og købte hus i området.
”Siden vi er blevet voksne, har det været en tradition, at alle de gamle fra området mødes om lørdagen til nogle øl.”
For ham er markedet en del af livet ligesom jul, sankthans og påske. Og en modvægt til de døende landsbyer og de lukkede skoler og butikker, som han ser, hvis han tager rutebilen mod Rødby og vestpå mod Nakskov.
”Det betyder alt for området hernede. Jeg ved ikke, hvad fanden vi skulle gøre uden markedet.”
Jesper Krag var med, dengang Cult-teltet var epicenter for lokale slagsmål mellem falstringerne og mariboerne. Han var med, da motorcykelklubberne i 80’erne og 90’erne kom for at vise deres rygmærker og give en ørefigen. Og så har han været barn i karrusellerne, ung til koncerterne, og nu er han far og har smidt gps’er om halsen på sine små børn, så de kan drøne rundt.
”Men hvis du virkelig vil vide noget om Dølle, skal du tale med mine forældre.”
DET ER FØRSTE GANG, Kem Ljungquist skal bokse på Døllefjelde-Musse Marked, men det er ikke første gang, han er oppe at slås på Døllefjelde-Musse Marked. Ligesom Jesper Krag har han også været på markedspladsen i sin ungdom, og han husker også Cult-teltet:
”Det var ligesom en westernfilm, hvor folk røg ud gennem vinduerne.”
Nu har han forladt omklædningsrummet og er begyndt at småløbe til teltet, hvor bokseringen befinder sig. Han har blå overtrækssutter på fødderne, så den knastørre markedsplads ikke ødelægger hans boksesko. Da hans albanske modstander Sefer Seferi træder ind i ringen, er det til 50 Cents ’In da Club’. Kem Ljungquist ankommer til ’Mr. Swing King’ af Gnags og får smurt vaseline i hovedet af en langskægget hjælper i sit ringhjørne, før de 12 runder går i gang.
Det viser sig hurtigt, at Poul Duvills pisk igennem det sidste halve år har båret frugt. Den tårnhøje falstring er aggressiv, og albaneren falder til jorden i både første og anden runde, og hver gang begynder han næsten patetisk at kramme danskerens lår. Da nummerpigerne har vist sig et par gange, begynder der at lugte af tobak i teltet – det er et af Nykøbing Falsters kendteste bysbørn, forfatteren Knud Romer, der sidder blandt publikum og bakker på sin pibe.
Efter tredje omgang taler Poul Duvill og Kem Ljungquist lidt forbi hinanden. Sidstnævnte påpeger, at modstanderen har brækket næsen, men det vil hans træner ikke høre på.
”Det er sgu da lige meget. Gå efter den!” svarer Poul Duvill.
Men Sefer Seferi kommer ikke ud fra tredje omgang, og næsen er i den grad brækket, midt på næseryggen, som om den var punkteret. Tydeligt lettet tager Kem Ljungquist mikrofonen og takker alle, der kom. Der er iskoldt i teltet, og hvid damp stiger fra bokserens isse og skuldre, mens han fortæller, at arrangementet ikke kunne være sket uden hans brødre, kæreste, sponsorer, træneren, Døllefjelde-Musse Marked og kommunen, som alle har hjulpet med penge eller tid.
Kem Ljungquist har stadig blod på handskerne, da han hænger dem i omklædningsrummet kort efter for at blive interviewet af TV 2, Radio SydhavsØerne og Boksenyt. Han får også gentaget, at han har været mere til stede denne gang, fordi han ikke skulle stå for alt selv.
Ved det seneste stævne, i september 2022 i Nykøbing, havde han nærmest ikke kunnet koncentrere sig om at bokse, fordi han skulle køre rundt med modstandere til og fra hoteller, sørge for, at bokseringen stod, hvor den skulle, og at der var musik i anlægget. Han købte flybilletter, og da et fly til Bosnien med tre boksere blev aflyst, skulle han ordne det hele med flyselskabet.
”Jeg nød det ikke, fordi jeg skulle stå for alt. Det var for hårdt. Bagefter var jeg helt udkørt,” fortæller han journalisterne.
Men denne gang har han haft bedre hjælp. Hans kæreste kørte rundt med den albanske modstander, mens hans to brødre, Magnus og Ketel, fungerede som henholdsvis promotor og altmuligmand.
”Det er nu, de store kampe skal begynde. De store kampe i udlandet er lige rundt om hjørnet, og jeg får tilbud fra udlandet hver måned. De er bare ikke store nok endnu,” siger Kem Ljungquist, og pludselig kommer Knud Romer ind i omklædningsrummet for at ønske tillykke, sådan falstring til falstring.
Da hele Kem Ljungquists følge er smuttet, går han selv i bad. Så sætter han sig med sit såkaldte team bestående af sponsorerne og hans tætteste familie til en middag. Han siger, at han skal tidligt i seng, men så griner han. Og så blinker han.
DER ER SKET et stort holdskifte på markedspladsen. Havetraktortræk, ponytræk, cirkus og unge-disko er alt sammen lukket til fordel for DJ Hovmand i markeds-teltet og Chief 1 i festteltet. Børnefamilierne er smuttet hjem for at blive erstattet af både unge og ældre, som skal være ude hele natten.
Sådan har det altid været, fortæller ægteparret Lars Krag og Britta Pommer, der har været frivillige på markedspladsen siden begyndelsen i 1980, og som har taget sønnen Jesper Krag med, fra han kom til verden – ham med de 36 Dølle-besøg på lige så mange leveår.
”Jeg har gjort det i alle de år, fordi det var sjovt at se det hele vokse. Og at finde ud af, at vi kan organisere noget så stort og samle så mange mennesker,” siger Britta Pommer.
Det var i stuen hjemme hos hendes far, at en grisehandler, en landmand, en entreprenør og nogle andre virksomme typer besluttede, at de ville lave en lokal sommerfest. Der blev skålet i nogle øl, måske endda en del øl, og så kom ideerne langsomt på bordet. Lars Krag blev udelukkende en del af selskabet, fordi han var hjemme hos Britta Pommer den dag.
”Vi skulle bare have et lille markedsområde og en parkeringsplads, som skulle koste fem kroner. Men det var jo langt mere omfattende end først antaget, og pludselig traskede vi alle rundt i alt for store T-shirts med reflekser, der gik os til knæene, mens vi guidede nogle af landets største kræmmere til deres pladser,” fortæller han.
Britta Pommer har både været en del af bestyrelsen i 10 år og personalechef for 700 frivillige. Men de sidste par år har hun forsøgt at have en mindre krævende rolle som en del af personaleudvalget.
”Jeg havde en idé om, at jeg kunne gå ud af bestyrelsen, tage til mit sommerhus i Sverige og ankomme lige til markedsstart, men det var utrolig naivt. For man kan ikke stoppe som frivillig. Pludselig står jeg alligevel og laver mad til elektrikerne. Eller som i morges, hvor jeg hjalp billetfolkene,” siger hun.
Lars Krag derimod har en del af ansvaret for kræmmerne. Siden tredje år blev der organiseret madhold, el-hold, skraldehold og så videre. Alle sammen har de en kaptajn, og det er i dag Lars Krags job at sidde i det lille skur i informationsområdet, hvor han holder styr på de hold og på, hvor de forskellige kræmmere skal slå deres boder op. I år har den 63-årige entreprenør sammen med sin gruppe banket 1.200 metalpæle i jorden for at markere standene efter en plan, som står beskrevet på et kort, der hænger fast i hans skur.
”Vi vil have en fest, og så må vi sgu lægge de timer i det, som det kræver. Jeg har altid tænkt det som festen på Lolland. Den måtte aldrig gå ned,” siger han.
ÆGTEPARRET IMØDESER med spænding og nogen gru, hvordan området tager imod et Døllefjelde-Musse Marked uden helligdag.
”Jeg havde aldrig set den komme. Jeg troede, at den var lagt i graven for år tilbage, da politikerne første gange talte om at afskaffe store bededag. I mit hoved var den stendød, og jeg blev rystet. Man smadrer jo den sidste fest på Lolland-Falster og Sydsjælland,” siger Lars Krag.
Det påvirker muligvis ægteparret ekstra hårdt, fordi de har været viklet ind i markedet igennem alle årene. De bor selv fem minutter fra markedspladsen, hvor der de første mange år blev afholdt efterfest, om de ønskede det eller ej. Nogle år skyndte de sig hjem og låste døren, fordi de ikke længere ville lægge hus til. Men de havde knap slukket lyset og var krøbet til køjs, før resten af bestyrelsen kom og bankede på.
”Og de blev ved, indtil der blev åbnet. Dengang havde vi jo kræfter til at feste videre bagefter. Det kan vi ikke i dag, fordi det er blevet så stort. I dag er vi helt flade,” siger Lars Krag.
Det har stormet hele dagen på markedspladsen, hvor forlystelserne har gynget og knirket. Flere boder har været ved at blæse væk, og en enkelt stand med udsalg af lædertasker lå næsten krøllet sammen hen imod aften. Da Lars Krag ankom klokken syv i morges, tænkte han over, hvad al den blæst mon ville gøre for besøgstallet.
”Men allerede klokken 10 i morges var jeg overrasket, for det tyndede ikke ud. De kom sgu alligevel, selvom der var storm. Man kunne jo frygte, at teltene kom flyvende gennem luften, men vi har aldrig haft en alvorlig ulykke hernede med undtagelse af knivstikkeriet på parkeringspladsen sidste år,” siger Lars Krag og fortsætter:
”Da jeg var kommet mig lidt over alt det bededags-halløj, blev jeg enig med mig selv om, at det nok skal gå. Det bliver spændende, om det er helt tyndt fredag næste år, eller om folk tager en fridag for at komme til Dølle. Det er jeg lige ved at tro, at de gør.”
TEENAGERNE HÆNGER UD ved forlystelserne og drikker sig fulde uden for teltene. Jeg render ind i den 37-årige Guldborgsund-borgmester Simon Hansen, der er på vej til Østkyst Hustlers, hvor han sammen med en masse jævnaldrende skal se ungdomsidolerne og nikke i takt til ’Verdens længste rap’. Selv går jeg til den nærliggende Døllefjelde Kirke, hvor Finn Nørbygaard afholder gøglergudstjeneste.
Det viser sig hurtigt, at jeg har misforstået konceptet. Jeg troede, at vi skulle opleve Finn Nørbygaard i fuldt flor som den satiriker, han er. Men det er i stedet en traditionel gudstjeneste med Finn Nørbygaard som gæsteprædikant for den traditionsrige begivenhed, hvor kirken i anledning af markedsdagene inviterer alle de omrejsende landevejsriddere på markedet til bededagsgudstjeneste.
Foran mig sidder en lille, gammel mand og ryger hash af en majspibe, og når vi får øjenkontakt, krøller hans ansigt sig op i et smil, der fylder hele hovedet. Og er Finn Nørbygaard ikke kommet for at riste folkekirken, bliver han til gengæld selv ristet af publikum.
Hver gang komikeren nævner, at han også er uddannet psykoterapeut, råber en gøgler, at han da godt nok lyder som en klog mand, og da Finn Nørbygaard fortæller en historie om, at Gud havde fortalt ham, at han skulle stoppe med at ryge, siger en anden gøgler:
”Uha, fint besøg. Fine venner.”
Efter en omgang lokal gospel i kirken skynder jeg mig tilbage til markedspladsen. Fordi det blæser en pelikan, tager jeg imod et lift fra en lille, venlig kvinde med en hidsig kørestil. Som tilflytter kan hun fortælle, at Lolland-Falster er det fladeste sted, hun nogensinde har set, og at en, hun kender fra Gedser, engang sagde, at det blæser 300 dage om året her. De resterende stormer det.
Markedspladsen vælter med fulde teenagere, der kæmper for at komme ind i det store telt og høre den unge hitmager Gobs, der blandt andre har samarbejdet med Branco, Hjalmer og Thomas Helmig.
I mylderet får jeg øje på Kem Ljungquists yngste bror, Ketel, der i grillbaren er i gang med at fortære en døllepølle. Måden, hvorpå han fører pølsen til munden, indikerer, at han har fået ikke så lidt at drikke til sponsormiddagen og koncerterne efterfølgende. Det medgiver han, inden han fortæller om, hvor utrolig glade og lettede alle brødrene er over resultatet og over, at storebror, der nu er taget videre i byen i Nykøbing for at fejre sejren med nogle venner, knap nok blev ramt af sin modstander.
”Det eneste problem er, at jeg skal køre de små italienske dommere i lufthavnen i morgen klokken seks, så jeg skal hjem nu,” siger han.
På én gang glad og bedrøvet.
FRA NÆSTE ÅR skal Døllefjelde-Musse Marked foregå den første weekend i maj, for første gang uden helligdag. En ny tradition skal etableres. Folk er angiveligt både blevet friet til og viet på Døllefjelde-Musse Marked. Jeg har sågar talt med en ung kvinde, der fandt sammen med sin kæreste, fordi han tilbød hende husly en aften, hun var for fuld til at køre hjem til Slemminge. De har været sammen lige siden.
”Hellere det end at miste kortet,” som hun formulerede det.
Det kan godt være, at jeg ikke har set de hønefulde damer med de skøre hatte, og at jeg ikke har mødt Messerschmidt på stemmejagt på Østlolland, og at jeg ikke fandt Låsby-Svendsens søn. Men jeg har da set noget, som ikke ser ud til at dø. Mens mørket og blæsten lægger sig over markedspladsen, bliver Pattesutter, musikeren bag numre som ’Hun rider på den’, ’Lille pik’ og ’Klamydia’, opgraderet fra Festteltet til det enorme Markedstelt, hvor han skal lukke og slukke den sidste store bededag, hvilket tyder på, at folket i hvert fald støtter op, når der er øl og musik involveret. Fra næste år håber Døllefjelde-Musse Marked på det bedste, mens de frygter det værste. Gæsterne er skidehamrende ærgerlige over, at de skal tage fri for at få den fulde oplevelse. Men mon ikke de gør det – som Lars Krag har besluttet sig for at håbe på.
Hellere dét end at miste Dølle.
