MINE FORÆLDRE SLÆBTE mig med på Roskilde Festival, da jeg var 10 år gammel. Jeg er opvokset i Gevninge ved Roskilde, og min folkeskoleklasse havde en bod på festivalpladsen, hvor vi solgte slik og samlede ind til en skoleudflugt. Mine forældre var frivillige på festivalen, og det var første gang, jeg oplevede det helt magiske univers og sammenhold, der er derude. Det var skelsættende for mig. Identitetsskabende. Det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet.
Som 13-årig, i 1992, var jeg første gang på festivalen uden mine forældre. Først spillede mine store idoler, Faith No More, og et par dage senere så jeg Danmark vinde EM i fodbold. Få timer efter gik Nirvana på Orange Scene. Derfra var der ingen vej tilbage. Min store drøm var en dag at lave min helt egen festival.
I 1995 KOM jeg med i det, der hedder Canopy Crew, som byggede Orange Scene. Jeg var med til at bygge den op fra bunden, der hvor alle mine store idoler havde spillet. Ude på festivalpladsen kom en masse branchefolk inde fra København, og via dem fik jeg job som stagehand til koncerter inde i byen. Senere blev jeg også produktionsmanager og skulle stå for at afvikle koncerterne.
Jeg lavede koncerter i Den Grå Hal på Christiania. I Pumpehuset, Vega og endda i Parken. Det var i starten af 00’erne, og jeg var totalt passioneret omkring det. Jeg syntes, det gav så meget mening at arbejde med at give andre mennesker de store oplevelser, jeg selv havde haft med at gå til koncert. Men et eller andet sted tænkte jeg også, at jeg hellere måtte få mig en uddannelse. Jeg læste til lærer i et års tid, men droppede ud. I stedet begyndte jeg i 2002 på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. Jeg blev bachelor i socialvidenskab i 2005, og omtrent samtidig startede universitetet en linje på kandidaten, der hed performance design. Det virkede som en uddannelse skræddersyet til mig.
MENS JEG LÆSTE, var jeg fast freelancer hos koncertbureauet Live Nation og lavede stadig masser af koncerter. Vi var nogle festival-ildsjæle, som alle havde haft berøring med Roskilde Festival i 90’erne, hvor musikprogrammet var hårdere og mere rocket. Vi var af den opfattelse, at Roskilde i slutningen af 00’erne bevægede sig længere og længere væk fra den stemning og musikprofil, som havde haft så stor betydning i vores ungdom. Derfor begyndte vi omkring 2008-09 at diskutere, om vi ikke skulle lave en ny festival. Var der opstået et hul i markedet for folk, der kunne lide hård rock og metal? Vi fik grønt lys fra cheferne, og min barndomsdrøm gik i opfyldelse.
Helt fra starten var det min makker Jeppe Nissen, der satte den musikalske profil. Jeg elsker musik, men det, der var interessant og i fokus for mig, var, hvordan man skabte rammerne for en festival: produktion, frivillighed, atmosfære, design – hvad er det, der er iboende i mennesker, som gør, at man længes efter det frirum, som en festival er? Det skrev jeg speciale om, mens vi udviklede Copenhell.
Jeg fandt ud af, at for at besvare spørgsmålet skulle jeg helt tilbage til middelalderen. Hvordan undgik man folkeligt oprør i det feudale samfund? Det gjorde man blandt andet ved at lave karneval eller byfester, hvor man åbnede ventilen, så folk kunne lukke alt det ud, de gik rundt og baksede med til daglig – et frirum, hvor andre regler og normer var gældende end i det etablerede samfund. Vi havde samme tilgang til Copenhell. Metaluniverset er jo et oprør mod det etablerede, og derfor ville vi skabe en festival, hvor der var plads til alle, og hvor folk kunne slippe deres indre svinehund løs, uden at nogen pegede fingre ad dem.
Det var blandt andet med det afsæt, at vi indførte mottoet, at ”på Copenhell er der ingen regler eller løftede pegefingre”. Første år var der dog en trang fra publikum til at smadre ting, blandt andet diverse installationer. Denne iboende aggressivitet var som taget ud af teoribøgerne om at slippe sin indre svinehund løs under byfesterne i middelalderen – og som stadig kan ske ved fejringer efter for eksempel en fodboldkamp. Derfor oprettede vi i 2011 ’Smadreland’, hvor det var muligt at smadre bilvrag.
Guns N’ Roses på Copenhell, 2023.
DEN FØRSTE UDGAVE af Copenhell var i 2010. Det regnede vanvittig meget det år. Festivalpladsen ude på Refshaleøen havde ligget hen i lang tid, efter B&W-værkstederne lukkede. Der var blevet dumpet en masse jord fra byggeriet af Øresundsbroen, og drænsystemet virkede ikke, så folk gik rundt i vand til knæene. Det mindede mig om ’smatten’ på Roskilde Festival, som jeg havde oplevet som ung.
Det første år solgte vi kun stærke øl på 6,66 procent – selvfølgelig – og det var en fejl, for folk blev vanvittig stive. Men vi kunne mærke, at vi havde fat i noget, der var rigtigt, og selvom vi solgte for få billetter, og økonomien var elendig, kunne vores chefer i Live Nation godt se, at der var potentiale. Det kunne man især se i vores Biergarten, et kæmpe øltelt, hvor taget flere gange var ved at lette, når det gik vildt for sig. Det var dér, det gik op for Jeppe og mig, at vi var lykkedes med at skabe et helle for nogle mennesker, som måske normalt blev set lidt skævt til i deres lokalsamfund, fordi de så anderledes ud og hørte noget andet musik end flertallet, som det var tilfældet for mig i min ungdom.
Der var mange, som til at begynde med havde fordomme om Copenhell. Et år havde vi besøg af en præst, der arbejdede som frivillig i vores vikingeby. Hun skrev efterfølgende en kronik, der hed noget i retning af ’Næstekærlighed i helvede’. Den handlede om, at hun var ankommet med en helvedes masse forestillinger om metalmiljøet og de mennesker, der kom i det, men at de var blevet gjort fuldstændigt til skamme. Hun havde aldrig været et sted, hvor der var så meget kærlighed i luften. Folk plejer at sige, at hvis man på Copenhell kommer til at gå ind i en stor, tatoveret, brysk udseende mand, og han taber sin øl, tror man, at nu skal man have en omgang tæsk. Men i stedet får du et kram, og han siger: ”Jeg køber lige en ny øl til os begge.” På den måde er metalpublikummet bare noget særligt.
I DAG ER COPENHELL blevet en af de allerstørste tilbagevendende musikalske begivenheder i København. I 2023 havde vi op mod 40.000 gæster pr. dag i fire dage. Vi står i den situation, at vi på et tidspunkt skal rykke væk fra Refshaleøen på grund af byudviklingen, og derfor er vi gået i gang med at kigge på, hvor Copenhell skal bo i fremtiden. I den forbindelse tror jeg, at jeg vil genbesøge mit speciale og alt det, jeg lærte på performance design, for at blive mindet om de elementer, der skal til for at skabe en god festival.
For eksempel er det vigtigt, at man ikke indtager et rum, som allerede er indtaget, og som folk har en relation til i forvejen. Copenhell skal ikke ligge i Fælledparken, for så bliver folk bare mindet om alt det, den bliver brugt til i hverdagen. For os ville det passe perfekt med for eksempel et forladt postindustrielt område, som folk kan gå på opdagelse i. Det er vi i gang med at lede efter, så Copenhell også i fremtiden kan være et sted, hvor folk kan slå sig løs.
