RUSLAND 2010
Vi rejste rundt i Rusland for at fotografere forladte steder til vores første bog, ’Abandoned 1’, da askeskyen fra Island pludselig lukkede luftrummet over hele Europa. Meldingen var, at der kunne gå to dage – eller en måned – før vi kunne komme hjem. Vores visum var ved at udløbe, og hvis man er i Rusland, og ens visum er udløbet, ryger man i brummen. Så vi var nødt til hurtigt at finde ud af, hvordan vi kom ud af landet.
I lufthavnen i Moskva hørte vi om andre, der kørte hjem til de lande, de kom fra, i udlejningsbiler, men vores udlejningsfirma sagde, at vi kunne aflevere bilen i Skt. Petersborg, men ikke køre den ud af landet. På turen til Skt. Petersborg holdt vi ind ved et kæmpestort supermarked, hvor vi købte en hel masse mad, som vi tog med os videre i bilen, blandt andet et glas med revet gulerod i en eddikeagtig lage, som vi stillede i forruden. De har sindssygt meget – og snedig – fartkontrol i Rusland, blandt andet skraldespande og papskilte med skjulte fartmålere i, så nogle gange måtte vi træde ret hårdt på bremsen, og på et tidspunkt faldt glasset ned og smadrede på tæpperne i bunden af bilen.
Et forladt Bartini Beriev VVA-14-fly fra 70’erne og et af verdens sidste eksemplarer. Det blev designet til at kunne lette fra vand og flyve med høj hastighed over lange afstande lige over havoverfladen.
Vi havde i forvejen boet i bilen i en uge, og nu var der også eddike ud over det hele, så da vi afleverede bilen i Skt. Petersborg, skyndte vi os ud. Biludlejningsfirmaet opdagede vist ikke noget og hjalp os endda med at skaffe os en supercool fyr, der kunne køre os til Tallinn i Estland. Vi forklarede ham, at vi skulle være ude af Rusland inden midnat samme aften, hvor vores visum udløb. Da vi nåede til grænsen, var der kø. Det går nok, tænkte vi, vi var jo så tæt på. Men da det blev vores tur til at køre over grænsen, var klokken kvart over 12, og vores visum var udløbet klokken 12. Vores chauffør forklarede sagen for en 20-årig grænsebetjent i stram uniform og spids hat, der bare rystede på hovedet. Vi blev tilbageholdt i 45 minutter. ”Prøv at høre,” sagde vi, ”vi skal køre én meter, så er vi ude af Rusland!” Til sidst fik vi lov at køre ind i Estland og mod Tallinn, hvor vi sagde farvel til chaufføren og fandt et hotel.
Vi havde et døgn i Tallinn, inden vi skulle videre med færge til Stockholm, og i ventetiden fandt vi et forladt fængsel, hvor vi mødte en gut, som tilså fængslet og viste os rundt. Han fortalte, at han var tidligere indsat. Han havde siddet halvandet år i fængsel i 80’erne, fordi han havde plukket nogle blomster, der stod plantet rundt om en statue i Tallinn, og som han havde villet give til en pige, han var nyforelsket i.
Færgeturen tog 18 timer, og om aftenen røg vi med i en slags datingfest med zumba-undervisning, hvor vi sad i vores beskidte tøj. I Stockholm mødte vi andre danskere ved busterminalen, som også bare ville hjem. Vi sad i bussen i otte timer, og vejret var gråt, men lige da vi kørte over Øresundsbroen, gik skyerne til side, og solen stod ned på broen. Alle i bussen jublede, som om vi havde været udsat for en nærdødsoplevelse. Det var jo bare en askesky, men det var alligevel ret fantastisk at se folk stå og kramme hinanden ved Hovedbanegården.
“Hello Kitty er et kæmpe brand i Japan. Man kan få ALT med den nuttede tegneseriefigur på, fra swimmingpools til gravsten. Da vi hørte, at der fandtes et Hello Kitty-hotel, måtte vi bare prøve det.”
JAPAN 2014
Da vi begyndte at rejse efter forladte steder rundtomkring i verden, fotograferede vi om dagen og sov tit i telt om natten. I starten var det især for at holde budgettet nede, men også så vi kunne snige os ind de forskellige steder. Nogle gange vidste vi ikke rigtig, hvor vi var. Vi var bare rejst et sted hen, fordi der var et slot eller en nedlagt militærbase, vi havde hørt om. Vi slog lejr, hvor vi endte, når vi efter at have klatret og løbet rundt i 14 timer skulle finde et sted at sove. Det var ret spontant. Engang vågnede vi på en sportsplads i en landsby i Japan ved den skingre lyd af gammel japansk musik fra en højttaler. Da vi lynede ned og åbnede teltet, stod der 50 kvinder i halvfjerdserne og kiggede på os. De lavede tai-chi, og vi endte med at lave morgengymnastik med dem. De syntes, det var fantastisk med de her to store, hvide, kropsstive mænd. En af kvinderne kunne lidt engelsk, for hun havde været i England og undervise. Vi snakkede lidt med dem, selvom vi ikke forstod så meget, men vi grinede og blev budt på morgenmad. De var virkelig gæstfri og interesserede i, hvad vi lavede så langt væk fra storbyen.
I Tokyo er der mange forskellige slags dyrecafeer. Her en pindsvine- og uglecafé.
Hvis man ser rejseprogrammer eller følger internettets algoritmer, handler de altid om den smukkeste strand, den bedste Michelin-restaurant, det højeste og det bedste, men det er jo ikke nødvendigvis der, man oplever landet eller der, nerven er. Når vi holder foredrag om vores rejser, spørger vi ofte publikum, om de selv har nogle sjove rejseoplevelser, og det er altid det, der er gået galt, de husker. Der var for eksempel en pige, som fortalte, at hun havde booket et billigt hostel i London, men da hun kom til adressen, kunne hun kun finde en shawarmabar. Det viste sig, at der var køjesenge inde bag køkkenet, hvor hun skulle sove sammen med flere andre, som alle syntes, det var ret mærkeligt, men også sjovt.
En forladt forlystelsespark i Kina.
KINA 2018
På nettet anbefales det ikke at leje en bil i Kina, og de fleste turister kører med chauffør, fordi det er bøvlet at finde rundt alene. Desuden giver det beskæftigelse i Kina, og man kan holde øje med, hvor folk er. På nettet fraråder man også vesterlændinge at køre bil for ikke at blive involveret i ulykker. På YouTube kan man se nogle ret corny filmklip med kinesere, der kaster sig selv eller deres børn ud foran bilerne, når de kan se, at der sidder hvide mennesker i førerhuset, angivelig for at få erstatning. Hvis man alligevel beslutter at leje bil i Kina, skal man have lavet et kinesisk kørekort i lufthavnen, når man lander.
Vi var godt klar over, at det kunne blive besværligt, men havde forberedt os hjemmefra. Vi havde fundet et udlejningsselskab i lufthavnen og booket en Volkswagen Passat, som er en okay stor og sikker bil. Vi havde jo siddet og set de der YouTube-videoer og ville passe på os selv. Da vi landede i Beijing og fandt udlejningsselskabet, fik vi at vide, at vi først skulle undersøges af en læge i lufthavnen. Vi fik lavet en synstest, taget puls og den slags. Bagefter skulle vi så på posthuset for at have kopieret alle mulige papirer, de skulle bruge til kørekortet. Tilbage hos udlejningsselskabet spurgte kvinden bag skranken: ”Hvad er jeres kinesiske telefonnummer?” ”Jamen, vi har ikke noget kinesisk telefonnummer,” sagde vi. ”Det skal man have for at leje bil,” sagde hun, ”så I skal gå over i teleshoppen og få et kinesisk telefonnummer.” Her var der lang kø, men efter halvanden time var vi tilbage ved udlejningsselskabet, hvor kvinden spurgte: ”Hvad er jeres kinesiske navne?” ”Jamen, der står jo, hvad vi hedder,” sagde vi, ”Morten og Jan.” ”Okay,” sagde hun, ”Mao Chen og Chan.”
På motorkontoret for at få kørekort. ”Hvad er jeres kinesiske navne?” spurgte damen bag skranken.
Endelig så det ud til, at alle papirerne var i orden, og nu skulle vi se bilen. I stedet for en Volkswagen Passat kom en Toyota HiAce kørende. Sådan en sølvfarvet turistbus. ”Vi kan ikke køre rundt i en 12-personers varevogn,” sagde vi. Kvinden gik ind til tasterne igen, og efter en time kom hun tilbage: ”Nu har jeg skaffet en bil.” Og så kom der endelig en lille hvid Nissan, en by-firhjulstrækker. Vi blev ikke udsat for noget dramatisk i trafikken. Man skal ikke tro på alt, man hører. Da vi efter noget tid i Beijing tog til Guangzhou, ikke mere end fem timer væk, og ville leje bil dér – vi havde jo kørekort – sagde de: ”I kan ikke bruge det kørekort.” ”Jamen, det er jo et kinesisk kørekort?!” sagde vi så. Men det virkede ikke i den region. Vi endte med at rejse rundt i området i taxa.
