Flere mener, at månelandingen for 50 år siden ikke fandt sted. Hvordan opstod mistroen?
”Den tidligere NASA-ansatte Bill Kaysing begyndte at tale om det i midten af 70’erne, og han skrev en bog om det. Fordi han havde arbejdet inden for murene, var han på en måde en autoritet. På den måde kan jeg godt forstå, at nogle kan blive forvirrede. Netop derfor har forskere som mig pligt til at kaste os ind i kampen og ikke føle os for fine til at tale om det.”
Hvad er det, der får nogle til at tro på de konspirationsteorier?
”Jeg tror, at nogle synes, at de argumenter, der har cirkuleret om falske billeder, virker overbevisende. Nogle mener, at skyggerne falder forkert på de billeder, og at det er et tegn på, at det må være fra et tv-studie og ikke fra Månen. Hvis man så kommer med modbeviser og en naturlig forklaring, er det ikke en lige så god historie, og folk gider måske ikke høre den historie.”
Giver det mening at argumentere – der kommer vel nye modargumenter?
”Man kan ikke gøre så meget andet. Jeg tror ikke, man kan tie det ihjel, og jeg mener, at man som forsker har en forpligtelse til at holde fanen højt og fortælle folk, hvad vi mener, sandheden er. Det mest usandsynlige ved teorierne er, at alle de mennesker, der skulle være involveret i svindelnummeret, måske over 1.000 mennesker, alle sammen skulle holde på den hemmelighed. Mon ikke én af dem ville fortælle det til sin familie eller stå frem for at få noget berømmelse? I den forstand er teorierne jo en kærlighedserklæring til menneskeheden. At nogle tror, at 1.000 mennesker kan blive enige om at holde på en hemmelighed.”
Det giver cirka 24 millioner hits at google ’Moon landing conspiracy’. Det må næsten være nedtrykkende for en forsker?
”Jo, men på den anden side er det godt, at folk interesserer sig for det. Man kan håbe, at de i deres søgen finder ud af, at der er mere hold i virkeligheden end i konspirationsteorier. Når jeg holder foredrag, er der altid nogle, der spørger om det. Tidligere kom jeg med en lang forklaring om, at vi har hentet månesten til Jorden, og vi kan se, at geologien på Månen er helt anderledes end på Jorden. Men det overbeviste ingen af skeptikerne. Nu har jeg fundet et svar, der overbeviser folk: Hvis amerikanerne ikke havde været på Månen, havde Sovjetunionen afsløret det. Den køber folk, selvom det jo ikke er et videnskabeligt argument. De helt hardcore konspirationsteoretikere siger så, at Sovjet også var med i konspirationen, sådan at de dækkede over det sammen med USA.”
Hvorfor kommer så mange af de her konspirationsteorier fra USA?
”Det er den amerikanske rumfartsorganisation NASA, der landede på Månen, og så er der jo så mange mennesker i USA, at der også vil være mange originaler. Nogle af dem tror sikkert fuldt og fast på de teorier.”
Hvad betyder nettet i den sammenhæng?
”Historier bliver spredt meget hurtigt. Det har så den ulempe, at folk synes, det er sjovere at sprede en sjov historie end en faktuel historie. Fakta kan ofte fremstå som en lidt kedelig historie, mens en konspirationsteori er en underholdende historie. Problemet er, når man kun får en meget ensidig opfattelse på grund af de algoritmer, der bestemmer, hvad vi bliver præsenteret for. Hvis folk kun støder på en alternativ virkelighed, er det et problem.”
Hvad er det skøreste argument, du er stødt på?
”Jeg bliver mest overrasket, når nogen insisterer på, at det slet ikke er teknologisk muligt at tage til Månen. Men vi har jo gjort det og kunne gøre det endnu bedre og mere sikkert i dag. Jeg er enormt fascineret af, at det kunne lade sig gøre dengang, og at astronauter turde sætte sig ind i sådan en blikdåse med risiko for at blive sprængt i luften. Det er også fascinerende, at de kunne gennemføre det, selvom de manglede en masse viden. Hvordan reagerer kroppen på vægtløshed? Det vidste man ikke meget om dengang.”
Har du mødt nogle insisterende skeptikere?
”Jeg er stødt på nogle, der, efter at jeg har fremlagt kendsgerningerne om månelandingerne, siger: ’Ok, men jeg tror, at den første landing var fake. Den foregik nok i et tv-studie.’ Argumentet er, at amerikanerne ikke havde råd til at fejle. Der var meget på spil. Og jeg kan da ikke totalt afvise, at amerikanerne har haft en plan B og tænkt: ’Hvad nu, hvis noget går galt under missionen, og vi ikke har nogen billeder at vise fra Månen? Har vi så noget andet, vi kan vise?’ Allerede dengang var der jo nogle, der forstod sig på PR og vidste, at det betød alverden at have et billede at vise.”
Hvorfor er der ikke opstået samme historier om missionerne til Mars?
”Jeg tror, det er, fordi der ikke har været mennesker med. Det er svært at hidse sig op over en lille robot, der lander på Mars. Jeg har til gengæld bemærket, at når jeg holder foredrag på folkeskoler, er der mange elever, der bliver overraskede over, at der ikke har været mennesker på Mars, for det har de ellers set på YouTube og i science fiction-film. De har et ret præcist billede af, hvordan der ser ud, at det er en rød ørkenplanet, og de tror, at der har været astronauter. Det er ikke svært at overbevise dem om, at det har der ikke, men de bliver overraskede. Jeg kan egentlig godt forstå dem, fordi film i dag er lavet så godt, at det kan være svært at se forskel på fiktion og virkelighed.”
Area 51 i Nevada.
Følger man som forsker med i, hvilke konspirationsteorier der er oppe i tiden?
”Jeg har lige holdt et foredrag om månelandingerne, og jeg nævnte konspirationsteorierne om Månen, og den nye bevægelse, hvor nogle mennesker mener, at Jorden er flad. Som forsker er man helt uforstående over for det, fordi beviserne for, at Jorden er rund, er så overvældende, og man har vidst det siden de gamle grækere. Enhver sømand vidste, at Jorden er rund. Man skal jo ikke sejle særlig langt for at gøre sig den observation, at Jorden krummer. Jeg håber da som forsker, at der er noget viden, der sniger sig ind, når de, der tror på konspirationsteorier, går i gang med at søge oplysninger. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Kan vi være helt sikre på, at der har været mennesker på Månen?
”Der er ingen tvivl om, at mennesket har været på Månen. NASA har for nylig frigivet seks nye satellitbilleder i høj opløsning af de steder på Månen, hvor månelandingerne fandt sted. Man kan se de steder, hvor Apollo 11, 12, 14, 15, 16 og 17 landede (Apollo 13 nåede ikke frem og måtte returnere til Jorden, red.). Man kan se fodspor og hjulspor, hvor astronauterne har været, og resterne af landingsmodulerne. De var heldigvis nogle skovsvin, der efterlod alt muligt, som man kan se på billederne i dag. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at NASA føler sig kaldet til at bevise det med de billeder. ”
Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Hun har jævnligt fortalt om astronomisk forskning i medierne og har skrevet flere bøger. I slutningen af juni udkommer ’En lille bog om Månen’ på Lindhardt & Ringhof.
