SOM DRENG VAR Sebastian Aristotelis Frederiksen fascineret af Polo, Magellan, Rasmussen og andre store opdagelsesrejsende. Han fantaserede om selv en dag at finde et stykke land at plante sit flag på. Efterhånden gik det op for ham, at næsten hver en meter af jordskorpen er betrådt, og en dag mødte han den nedslående påstand, at hans generation er født for sent til at udforske jorden, men for tidligt til at udforske rummet. Hvem der er ophavsmand til citatet, husker Sebastian Aristotelis Frederiksen, der er født i 1994, ikke, men han husker den desillusionerede fornemmelse, det efterlod:
”Det var de mest deprimerende ord, jeg nogensinde havde læst. Og svære at argumentere imod. Min generation var bare en pause.”
Da skuffelsen var fordøjet, vendte rejselysten tilbage i mere realistisk målestok. Som backpacker tog han blandt andet seks måneder til Østen, og de fremmedartede visuelle indtryk, sådan en rejse byder på, fik ham sporet ind på, hvad han skulle beskæftige sig med. Han kunne i forvejen godt lide at tegne, bygge maskiner og lege med elektronik, men var usikker på, om han skulle læse til ingeniør, eller om han hellere ville være arkitekt som sin far.
”En dag gik jeg ind på en restaurant i Hanoi i Vietnam. Et mørkt, højloftet rum med varme, røde rispapirlamper. Der var en lidt mystisk, opiumshule-agtig stemning, som vakte en stærk følelse i mig. Jeg fik lyst til selv at skabe rum, som kunne vække følelser i andre. Og det er ikke ingeniørens rolle,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der søgte ind på Arkitektskolen i København efter sit sabbatår.
Uden for skoletid fulgte han med i ambitionerne om en koloni på Mars, som blandt andet ligger til grund for Elon Musks rumfartsvirksomhed SpaceX.
”Pludselig stod det klart for mig, at der, måske, i min livstid ville være mennesker på Mars. Og at vi i hvert fald vil komme tilbage til månen. Det var den vildeste tanke. Al min eventyrlyst vendte tilbage,” siger han og forklarer, at han som arkitekt ville have noget at byde ind med til de forestående rumrejser:
”Hvis mennesket skal ud i rummet, skal der da også være nogen til at tegne de steder, de skal bo derude.”
Til højre Sebastian Aristotelis Frederiksen. Til venstre hygger han og arkitektkollega Karl-Johan Sørensen i T-shirt-ærmer på deres godt fire kvadratmeter i en rumbolig af eget design – midt i den nordgrønlandske tundra.
DA HAN EN dag forsøgte at sende ideen om rumarkitektur i kredsløb hos nogle medstuderende, blev han mødt med spørgende blikke, tøvende svar og den hule lyd af en idé, der falder til jorden.
”Men hvad skulle de også sige,” spørger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der besluttede at holde resten af tankerne for sig selv indtil videre.
To år senere sad han med en medstuderende, Karl-Johan Sørensen, på en café. De kendte ikke hinanden specielt godt, men var begge kommet for tidligt til afgang på en studietur og besluttede at slå ventetiden ihjel med kaffe. Sebastian Aristotelis Frederiksen var i gang med at læse en biografi om Elon Musk og havde svært ved at tale om andet. Det viste sig, at Karl-Johan Sørensen også havde læst den og delte fascinationen af Tesla-grundlæggeren og hans rumfartsdrømme. Og også han havde overvejet at skabe arkitektur til rummet.
Opdagelsen af en ligesindet gav drømmen nyt brændstof, og de to studerende holdt ugentlige møder, hvor de snakkede om, hvordan de kunne realisere ideen om at blive rumarkitekter. En dag deltog de i en konkurrence lanceret af det internationale digitale kultur- og livsstilsmagasin Eleven om arkitektur på Mars – og vandt med ’Dandelion’, en idé om en transportabel, mælkebøttelignende bolig, der blandt andet kan omdanne den røde planets støvstorme til energi.
”Det gav noget nødvendig selvtillid. Indtil da havde vi bare været de her to mærkelige studerende, der gerne ville lave noget andet.”
Som afgangsprojekt på Arkitektskolen skulle eleverne tegne ideer til et byudviklingsprojekt på havnen i Køge. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen og Karl-Johan Sørensen ville hellere lave et projekt om en koloni på Mars. Underviserne var først imod ideen, idet Mars ikke som Køge bød på en tilgængelig byggegrund, hvor man kunne øve sig i at måle op og registrere. Men de to studerende løste problemet ved at tage på en flere uger lang telt- og studietur til den jordanske Wadi Rum-ørken, hvor Ridley Scott har lavet optagelserne til filmen ’The Martian’.
”Det var svært for vores undervisere at argumentere imod,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der efter Arkitektskolen tog en overbygningsuddannelse på rumuniversitetet i Strasbourg sammen med Karl-Johan Sørensen, hvorpå de stiftede tegnestuen SAGA Space Architects.
I SOMMEREN 2020 tilbragte de to arkitekter tre måneder i Nordvestgrønland, cirka 1.000 kilometer nord for polarcirklen – midt i ingenting. Indledningsvis boede de i en forladt fangerhytte, mens de gjorde en beboelig kapsel af isoleret kulfiber klar til indflytning. ’Lunark’, kalder tegnestuen kapslen, som er designet til at kunne bruges under ophold på månen, og som i sammenfoldet stand fylder lidt mere end et amerikaner-køleskab, men som fuldt udfoldet giver 17 beboelige kubikmeter. De to arkitekter havde fået et eksemplar af den æggeformede sorte bolig, der kan foldes sammen som en japansk origamiæske, afskibet i en container til Grønland.
Komforten i kapslen, eller habitatet, som SAGA benævner konstruktionen, var, relativt set, høj. De to arkitekter havde elektricitet fra en generator, som blev suppleret med solceller. De havde et aggregat til at smelte sne til drikkevand og madlavning, de havde lyskilder, der simulerede naturligt dagslys, og varmeapparater, der gjorde det muligt at holde fodkulden fra døren selv ved minus 30 grader. De havde også rifler til forsvar mod isbjørne. Dog mødte de aldrig isbjørnen ansigt til ansigt, men så kun dens spor i sneen en morgen uden for fangerhytten. Alligevel flyttede den ind i psyken:
”Jeg havde mareridt om isbjørne længe efter, vi kom hjem. Nu har jeg ikke haft dem i et halvt år. Når jeg gik rundt uden for habitatet, havde jeg hele tiden et indre kort i hovedet over området, hvor jeg tænkte over, hvor der mon kunne være en isbjørn. Og jeg vidste altid helt præcis, hvor min riffel var. Når jeg var ude at hugge is, særligt i mørkeperioden, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen. Der var en dag, hvor vi havde tømmermænd, fordi vi havde holdt fest og drukket vodka en fredag aften, hvor jeg nærmest hallucinerede og så isbjørne komme ud af isen.”
De to arkitekter skrev dagbog og lavede video-logs, hvor de udtrykte deres tanker og følelser midt i afsondretheden – data, som psykologer på flere udenlandske universiteter har fået til at forske i.
”Jeg var glad for at komme hjem, hvor jeg kunne holde op med at tale om, hvordan jeg havde det. Jeg følte ikke, jeg havde en eneste følelse tilbage, jeg ikke havde talt om,” griner Sebastian Aristotelis Frederiksen.
Den primære undersøgelse gik dog på det arkitektoniske: Ville boligen stå distancen, og hvilke rammer har mennesket egentlig brug for under ekstreme omstændigheder?
”Man har svært ved at forestille sig en arkitekt, der skal tegne et badeværelse uden nogensinde at have været på et badeværelse. Men der er endnu ingen arkitekter, der har været i rummet. Vores ekspedition er vel det tætteste, nogen endnu har været på det,” siger Sebastian Aristotelis Frederiksen i den lagerbygning i Sydhavnen i København, hvor ’Lunark’ blev til, og hvor han har fået mulighed for at ansætte nogle flere medarbejdere, efter at han har fået en ordre på et lignende månesimuleringshabitat til en ambitiøs elitekostskole i Schweiz.
”Vi tilbyder en vare, som meget få mennesker i verden har evnerne til at lave. Det kan godt være, at der ikke er særlig mange købere til vores produkt. Men dem, der er, er villige til at betale mange penge for det. Det har været hårdt at få i gang, men vi er efterhånden ved at skabe en forretning.”
10 MENNESKER er de aktuelt i firmaet, fordelt på programmører, arkitekter, industrielle designere og ingeniører. Medstifter Karl-Johan Sørensen er ikke længere med i firmaet, men det er ikke opholdet i den grønlandske ismark, der har fået stifterduoen til at slå sprækker, fortæller Sebastian Aristotelis Frederiksen.
”Vi blev naturligvis irriterede på hinanden indimellem. Men vi forsøgte altid at få det løst og ikke gå i seng som uvenner. Det virkede. Desuden havde vi hinandens liv i hænderne, og når man er så afhængige af hinanden, får man det til at fungere. Selv om vi ikke er partnere længere, er Karl den, jeg helst ville have med, hvis jeg skulle på en ekspedition en anden gang.”
For tiden arbejder Sebastian Aristotelis Frederiksen og hans hold på endnu et måne-habitat. Den altoverskyggende motivationsfaktor er NASA’s ’Artemis’-mission. Som led i den har det amerikanske rumagentur i kikkerten at sende mennesker til månen i løbet af 2025, og antagelig skal de også have noget at bo i deroppe. SAGA har igennem nogle år arbejdet på at knytte forbindelser i rumfartsbranchen, først og fremmest til SpaceX, der skal levere rumskibet til ’Artemis’. Men Sebastian Aristotelis Frederiksen ved endnu ikke, hvor de står. Networking er tidskrævende, og corona har ikke gjort det nemmere at trykke hænder og gnubbe albuer med de store aktører i branchen.
”Vi prøver at komme i betragtning. Og vi synes, vi har bevist vores kompetencer. Jeg har en selvtillid omkring, hvad vi har bygget op.”
Tegnestuen arbejder også på et andet projekt: 3D-printede almene boliger i beton. I første omgang til jordboer, men på længere sigt måske også til rumrejsende, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen:
”Hvis vi får etableret os selv som de førende 3D-printende arkitekter, kan det være, vi også kan 3D-printe huse på månen en dag. Og hvis jeg en dag har tegnet 30 boliger til månen, hvem ved, om jeg så ikke kan få lov at komme på besøg deroppe. Det er jo ikke mig, der bestemmer det. Men jeg tror, jeg har en chance.”
Efter missionen blev ’Lunark’ stående på Grønland indtil sommeren 2021, hvor habitatet blev fragtet hjem. Nu er det blevet sat i stand igen og kan fra 28. januar ses på Dansk Arkitektur Center på udstillingen ’A Space Saga’.
