DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet.
Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?
Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde.
”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen.
Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen.
Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.
De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.
Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.
10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”
Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.
”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk.
Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig.
Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.
Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.
SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en kølerfigur på en svinedyr sportsvogn.
”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud.
De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.
Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det.
”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”
Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.
Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk.
”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”
I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen.
Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.
Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.
”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt.
”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.
Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op.
På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.
Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering.
”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.”
9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag.
Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.
Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.
”Danes are hard to get to sweat,” mener han.
Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.
Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.
Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.
Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.
Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen.
”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”
Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet.
”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”
Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.
”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.
”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.
”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen.
Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”
Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften.
I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde.
I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?”
Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”
Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:
”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”
Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet.
De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.
”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”
PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.
”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.
Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen.
”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”
Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.
Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand.
”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude.
”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.”
Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.
”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”
Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår.
Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”
Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.
”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.”
NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Færøerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.
”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler.
I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.
Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke.
Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor.
Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.
Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse.
”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.”
Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne.
Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til.
”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”
Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.
I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt.
Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem.
Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne.
”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”
Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.
Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.
Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i.
”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.”
Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu.
”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.
”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”
Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.
Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.
”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”
I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.
”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”
I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag.
”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde.
”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.
I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen.
”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”
DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak.
Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.
Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts.
De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt.
Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.
”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”
Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.
”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.”
Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?
”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”
12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.
Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.
Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.
Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio:
”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.
Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.
”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.
Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.
Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie.
”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”
Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.
Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende.
Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag.
”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.
”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.”
I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød.
”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”
