PERU, 2016
Jeg er 30 år og har deltaget i nogle enkelte langdistanceløb, da jeg melder mig til Jungle Ultra i Peru. Løbet foregår i Amazon-junglen og strækker sig over 250 kilometer fordelt på fem dage. Jeg plejer at sige, at jeg både løber fra noget, men også mod noget. Løbeskoene er det første, jeg sigter efter, hvis jeg har haft en dårlig dag eller har brug for at slippe væk fra tankerne. Samtidig gør det mig helt grundlæggende glad at løbe. Og så giver det mig mulighed for at skubbe til mine fysiske og mentale grænser. Jeg er enormt drevet af: Hvad er jeg egentlig i stand til?
Jungle Ultra er et såkaldt selvforsynende etapeløb, så alt ud over vand skal jeg bære selv i en rygsæk. Sikkerhedsudstyr, medicin, tøj, frysetørret mad. Bland selv-slik. Løbesko. Hængekøje. Sovepose. Først efter tilmeldingen bliver jeg klar over, at det er en del af en serie på i alt fire løb i Peru, Namibia, Sverige og Kirgisistan.
Jeg flyver til Lima, derfra videre til Cusco, hvor jeg opholder mig i nogle dage for at vænne min krop til, at ilten er mere knap i bjergene. Derfra bliver vi hentet i nogle terrændygtige pickup-trucks. Fem timer fra Cusco bliver vi sat af. Vi er ret højt oppe og kigger ligesom ned i junglen. Skyerne hænger ikke særligt højt over os. Så langt øjet rækker, er der grønt og atter grønt. Her skal vi sove, i 3.200 meters højde.
Dagen efter begynder løbet. Vi er cirka 75 deltagere, unge og gamle, mænd og kvinder. På os bærer vi hver en gps, så løbsledelsen kan tracke os, med en stor, rød SOS-knap på, sådan at vi – hvis vi skulle komme til skade eller blive bidt af en giftig slange – kan tilkalde hjælp. Ved startlinjen står et lokalt band og spiller – jeg kan huske, at der blandt andet er en kæmpestor trompet. De spiller den samme melodi igen og igen, og med den kørende i hovedet går løbet i gang. Jeg ender hurtigt bagerst. De andre lægger ud som fyr og flamme. Men efter få kilometer begynder jeg at arbejde mig op igennem feltet.
På første etape går det meget nedad, hvilket er virkelig hårdt ved benmuskulaturen. Nogle steder er der mudrede, nedadgående strækninger, hvor man må bruge et reb for at komme ned. Helt surrealistisk krydser jeg målstregen som den første kvinde.
En deltager lykønsker mig og spørger mig, om jeg så den kæmpestore grønne slange længere nede ad vejen. Jeg svarer, at jeg er ret sikker på, der ikke var en grøn slange, da jeg kom. Lidt efter kommer en anden kvinde i mål, og hun spørger om det samme. Det slår mig: Har jeg været så fokuseret på at vinde, at jeg uden at registrere den er hoppet hen over en kæmpe slange?
Vi sætter hængekøjer op. Alt vores udstyr skal bindes fast til stolper. Ellers vil aber komme og stjæle det. Højt, højt oppe kan man se dem hoppe rundt med de her store, hvide numser. De er i drillehumør. Og de larmer sindssygt meget. Farverne i junglen er helt utrolige. Og samtidig ved man, at alle de her farver potentielt set repræsenterer noget giftigt, en fare. Man må træde varsomt. Til sidst – efter de fem etaper – er jeg rykket fra den nærmeste kvinde, og i målbyen Pilcopata bliver jeg modtaget af lokale børn og voksne. Det er, som om jeg er årets helt, fordi jeg er kvinde. Bandet, der spillede ved startlinjen, er der igen. Og de spiller stadig den samme melodi.
NAMIBIA, 2018
Jeg flyver til Windhoek, hovedstaden i Namibia, hvor jeg bliver samlet op i en bus og kørt ud i Namib-ørkenen til endnu et etapeløb. På startlinjen er vi ikke meget mere end 20 deltagere.
Ørkenen er både superflot og virkelig barsk. Sandet er nogle steder helt blødt, andre steder indeholder det små sten, som gør det nemmere at løbe i. Det bløde sand er ubarmhjertigt. Jeg kan aldrig finde nogen rytme. Det sluger al min energi. Og ørkenen er flot, men den er også bare åben. Man kan se rigtig, rigtig langt. I junglen varierede det hele tiden. Her løber jeg 50 kilometer og kigger på den samme klippeformation. Det fucker med min hjerne.
Undervejs falder flere fra. Nogle dehydrerer, andre får forbrændinger, der bliver til store væskebobler. Vi rammer temperaturer på over 50 grader, det er ulideligt, og jeg får spurgt mig selv flere gange: Hvad er egentlig meningen med at løbe her?
Undervejs slår vi lejr i et udtørret flodleje, som er berømt for, at elefanter af og til lægger deres vej igennem. Sent om aftenen bliver vi vækket af det lokale crew, der råber rundt i lejren, at der er elefanter på vej. Og så er det lynhurtigt hu-hej ud af teltene. Elefanterne tager ikke hensyn til, at de står der. Vi stiller os på sikker afstand, men stadig ret tæt på, hvorfra vi kan se dem komme vadende gennem lejren. Helt lydløse er de. Ørerne basker. I et af teltene befinder der sig stadig en mand, som først sent har hørt beskeden, men elefanterne træder heldigvis ikke på nogen telte, og til sidst kommer han løbende ud med så godt som numsen bar.
Solnedgangene i ørkenen – og stjernehimlen på dette sted, der er så rent og uberørt af mennesker – føles meget, meget ægte. Og når man løber og bliver ved med at se det samme, uden at det kommer tættere på, bliver man meget bevidst om, hvor lille og ubetydelig man er. Den her store verden kunne fint køre videre uden mig. Hvilket er skræmmende, men også betryggende.
Jeg når målstregen som den første kvinde. Den næste er 10 timer bag efter mig. Samlet set bliver jeg nummer to.
SVERIGE, 2023
I vinteren 2022 løber jeg og træner i et fryselager i Kolding. I den ene del af lageret er der minus 18 grader, i den anden ende minus 30 grader. Jeg er ved at gøre mig klar til at løbe Ice Ultra i det svenske Lapland, hvor temperaturerne vil komme ned omkring minus 40.
Jeg flyver til Luleå, hvorfra jeg sammen med en anden deltager, Karl, tager til Gällivare, det område, hvor løbet skal begynde. Der er vi i 10 dage for at vænne os til, at det er så hamrende koldt. Det første, jeg husker, er, hvor kold luften er at få ind gennem næsen og munden. Det er faktisk lidt ubehageligt. Kinderne bliver iskolde. Og næsetippen.
Alle søerne er frosset til, og isen er så tyk, at man frit kan løbe på dem. Området er beklædt med bjerge, og når solen rammer rigtigt, skifter de farve mellem hvid og blå. Når solen står op, er det det vildeste, flotteste syn med alverdens farver. Det er så romantisk og storslået. Samtidig skal man have respekt for naturen sådan et sted.
På anden etape skal vi op ad bjerget Kabla. Jeg løber allerforrest sammen med min ven, Karl, og på vejen kan vi se, hvordan bjerget bliver indhyllet i nogle skyformationer. Der foregår en storm deroppe. Sigtbarheden daler lynhurtigt. Sneen fyger frem og tilbage. Vi kan ikke længere se, hvad der er snedække, og hvad der er horisont. Det hele falder sammen i ét. Vi løber efter nogle langrends-markeringer – røde kryds, der står med 10 meters mellemrum – og man skal virkelig holde snuden i sporet. Man bliver hurtigt desorienteret: Hvilket kryds er det næste, og hvilket er vi lige kommet fra?
Den dag bliver der evakueret otte deltagere på bjerget. De har fået forfrysninger. I for lang tid har de befundet sig uden væske, fordi det, de havde, var frosset til is. Og det ender med, at jeg på vej ned ad bjerget må efterlade Karl ved et checkpoint, fordi han også skal tilses af læger. Selv har jeg det egentlig – i alt det potentielt farlige – sindssygt godt. Jeg føler mig virkelig rustet til at være her.
Jeg udbygger min føring. Landskabet i de resterende etaper er magisk. Frosne søer og passager med skove. Efter 230 kilometer i alt ankommer jeg til mål som den samlede vinder.
Med klap for øjet i Kirgisistan.
KIRGISISTAN, 2023
Det sidste løb i Ultra-serien strækker sig over 200 kilometer i de meget uberørte Tian Shan-bjerge, hvor vi undervejs skal hen over i alt cirka 10.000 højdemeter. Tre uger før start tager jeg derud sammen med en veninde fra Danmark for at akklimatisere og vandre ruten igennem.
Den ene dag er landskabet, som om man var i ørkenen på Mars, den anden ligner det Himalaya i Nepal. Kirgiserne, vi møder, taler ikke engelsk, og fordi der ikke er forbindelse i bjergene, kan vi heller ikke bruge Google Translate. Så vores kommunikation er meget begrænset. Alligevel er de meget nysgerrige.
En nat overnatter vi i en jurt (traditionel form for telt, red.). Dagen efter, da vi spiser morgenmad, bliver vi mødt af høj musik. Det viser sig at være en karaokemaskine, som de har fået båret op i 3.800 meters højde. De inviterer os til at være med, og så er det ellers bare Elton John og Bon Jovi, som de ikke kan teksterne til, men som de kan nynne med på.
Mens vi står der og synger i bjergene, bliver jeg prikket på skulderen af ham, der ejer jurten. Han beder mig komme med udenfor. Da jeg kommer ud, står han med et stort gevær. Først bliver jeg sindssygt bange, men det er – viser det sig – en gestus fra hans side: Jeg må få lov til at skyde med hans gevær efter en tom Cola-plastflaske, de har stillet op. Han viser mig, hvordan geværet fungerer, jeg rammer, og vi er dagens helte og bliver båret rundt i kongestol.
To dage før jeg mødes med de andre løbere i en lille bjergby ved navn Karakol, begår jeg en rookie-fejl. Jeg spiser noget kød på en restaurant og får madforgiftning. Så da jeg to dage senere begynder mit Mountain Ultra, er det med total racerrøv. Jeg er helt nede på energi, og det er bare virkelig ubehageligt at have dårlig mave et sted, hvor man ikke kan komme ordentligt på toilet.
De første to etaper er svære. Men jeg hooker op med Karl, som også denne gang er med, og det er en kæmpe hjælp. På tredjedagen vågner jeg op og har det egentlig okay. Jeg har tabt en del kilo, men det er ikke så skidt endda som løber. Jeg føler, jeg er tilbage i mit es. Vi løber igennem varme, så tordenvejr, så haglvejr og regn. Det går godt for mig, og jeg glæder mig til at skulle i gang med fjerde etape.
Dagen efter, da jeg vågner op, kan jeg ikke rigtig åbne mit ene øje. Lægerne mistænker en infektion, så jeg får det lukket til med sportstape og må fortsætte med kun ét øje. Det hele er lidt vanvittigt. Og jeg vælter også flere gange, fordi det er så svært at afstandsbedømme med ét øje.
Jeg prøver at tænke positivt. Det er slemt nu, men det kunne være endnu værre. Jeg kunne været faret vild, kommet alvorligt til skade eller være blevet bidt af et farligt dyr. Jeg kunne være blevet fyret, vi kunne have mistet huset. Så jeg føler taknemmelighed for, hvad jeg har, og heldigvis finder lægerne senere ud af, at det ikke er en infektion, men en lille ridse, hvilket betyder, at jeg på den sidste etape kan løbe uden klap for øjet.
På det her tidspunkt er alle andre kvinder udgået af løbet, så jeg vinder og bliver sammenlagt nummer tre. Hvilket gør mig til den første kvinde nogensinde til at vinde alle fire løb i Ultra-serien.
