I LØB MOD DEN AMERIKANSKE DRØM
Min første store rejse gik til Midtvesten i USA. Jeg var 19 år og en af de bedste mellemdistanceløbere herhjemme. Jeg havde vundet en hel del ungdomsmesterskaber, blandt andet danmarksmesterskabet, og det gav mig mulighed for at komme til Kansas State University på et stipendium. Det havde altid stået som en romantisk forestilling for mig at se ’det rigtige USA’. De fleste, jeg kendte, ville hellere til New York, Californien eller måske Florida, men jeg ville opleve cowboys og de store sletter.
Når man er på et stipendium i USA, bliver man nærmest behandlet som en professionel. Collegesport er kæmpestort, og flere universiteter har stadioner med plads til mere end 100.000 tilskuere. Derhjemme var jeg vant til, at der selv til DM ikke var en eneste tilskuer, som ikke i forvejen havde noget med stævnet at gøre. Vi havde både en coach, der trænede os, og en trainer, der sørgede for isbade, varme bade, massage efter træning og proppede piller i os, så vi kunne restituere hurtigere.
Selvom jeg fik prisen som ’Outstanding Wildcat Freshman’, kunne jeg ikke for alvor leve op til forventningerne. Jeg døjede også en del med skader. Med tiden blev jeg træt af forventningspres, disciplin og min egen skuffelse over alligevel ikke helt at kunne leve op til det. Jeg havde indtil da levet et nærmest asketisk ungdomsliv uden udskejelser og alkohol, men nu fik jeg øjnene op for først Bud-weiser og senere Coors Light og de mere specielle øl på den spirende amerikanske mikrobrygscene.
Udklip om Mikkel Bjergsøs løbekarriere i USA.
Da jeg kom hjem i august 1996, røg jeg for alvor i gryden med trylledrik. Jeg begyndte på lærerseminariet, droppede mine løbeambitioner og begyndte at drikke bajere som mine jævnaldrende. Jeg blev sågar formand for festudvalget, men fik så pludselig en henvendelse fra et universitet i Alabama, der tilbød mig et full scholarship. Jeg var egentlig stoppet med at løbe, men det undlod jeg at fortælle dem og takkede ja til den gratis rejse.
Det var et lille, kristent college i byen Mobile helt nede i det sydlige Alabama. Alle var vildt religiøse, og der var steder, hvor det nærmest var Ku Klux Klan-agtigt. Der var tydelige efterlevn fra Jim Crow-lovene (raceadskillelseslove, red.), selvom de var afskaffet; de hvide boede i pæne kvarterer, mens de sorte boede i nedslidte bygninger med skudhuller i væggene. Vi havde en farvet løber på atletikholdet, og det var der en lidt mærkelig stemning omkring, da langtfra alle syntes om det på et hvidt, kristent universitet.
Der var både en englænder og en israeler på holdet, men det var mig, der skulle være stjernen. For ikke at troppe op i lorteform havde jeg trænet op til afgang, men derovre gik det hurtigt op i hat og briller. Jeg boede sammen med fire andre, og vi drak bajere hver aften. Alle de tomme ølflasker samlede vi og smed op på loftet gennem en lem. Da vores træner en dag kom forbi, dryppede det ned med ølsjatter. Det var et kristent college, hvor man ikke måtte drikke, og da vi tilmed var atleter, blev situationen problematisk. Han hev os ind på sit kontor og delte bøder ud. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at lægge løbekarrieren bag mig. ”Fint, så skrider jeg hjem,” svarede jeg. Så trak han bøderne tilbage, og den sidste tid gik mere op i øl end i løb, inden jeg vendte hjem og tog hul på det store bryggereventyr.
For nogle år siden var jeg tilbage i USA med min tidligere partner og vores to børn. Vi landede i San Francisco, hvor vi lejede en Chevrolet XL – en af de her kæmpe motherfucker-øser. De er latterligt store og bruger masser af benzin, men de er så fede at køre rundt i. Vi kørte ned ad Highway 1 og stoppede forskellige steder undervejs, blandt andet i strandbyen Carmel-by-the-Sea, hvor Clint Eastwood engang var borgmester, og ved nedlagte tankstationer og forladte forlystelsesparker, som der er overraskende mange af i den amerikanske ørken. Jeg elsker at opstøve oplevelser ud over det normale, og dem er der masser af. Jeg bliver aldrig træt af at rejse i USA.
Mikkeller-baren på Færøerne. Foto: Rasmus Malmstrøm
FULD AF FÆRØERNE
I flere år ville jeg revolutionere restaurantscenen. Jeg syntes, det var så mærkeligt, at man selv på Michelin-restauranter, hvor der var overdådig mad og enorme vinkældre, havde dødssyg øl i hanerne. Det førte til samarbejder med blandt andet Noma og El Celler de Can Roca i Spanien og ikke mindst med Jakob Mielcke fra Restaurant Mielcke & Hurtigkarl. Sammen lancerede vi en serie øl, der skulle komplementere de fem grundsmage: sødt, salt, bittert, surt og umami. På et tidspunkt blev vi inviteret op til den færøske restaurant Koks, der i dag har to Michelin-stjerner. Det var planen, at jeg skulle parre øllet med Mielckes mad, men det endte med at blive en rigtig lortetur, for vejret gjorde det umuligt for os at lande. Efter 22 timer i luften og tre forsøg på at lande fløj vi retur til Danmark.
Jeg havde aldrig været på Færøerne før, så jeg var ret ærgerlig. Derfor aftalte jeg med Johannes Jensen, ejeren af Koks, at besøge ham få uger senere. Sammen med musikeren Teitur hentede han mig i lufthavnen – deroppe kender alle hinanden – og de inviterede mig ud for at spise fermenteret kød og drikke naturvin klokken ni om morgenen, og senere stod den på levende jomfruhummer. Vi kørte rundt i helt utrolige landskaber, og jeg blev nærmest øjeblikkeligt forelsket i landet. Det var den smukkeste natur, den vildeste mad og de sødeste, mest gæstfrie folk.
Foto: Theis Mortensen
Siden dengang har jeg været tilbage et utal af gange, og undervejs opstod ideen om at åbne en Mikkeller-bar deroppe. Jeg har altid godt kunnet lide at åbne barer utraditionelle steder – fra Taipei og Bangkok til Warszawa og Bukarest – og Tórshavn, Europas mindste hovedstad, er sådan et sted.
I foråret 2017 åbnede vi en Mikkeller-bar i et 500 år gammelt træhus med bjælker og græstørvstag midt i byen og derefter fik jeg lov til at besøge Havneklubben – en gammel herreloge med rødder tilbage til 1799. Det var som at træde ind i en tidslomme. Indtil 1992 var salg af alkohol forbudt på Færøerne, men i Havneklubben lavede de deres egen sprut, og her tog logemedlemmerne hen for at drikke.
Jeg fik at vide, at man ikke kan blive medlem, medmindre man er bosat på Færøerne, men fordi jeg kender så mange deroppe, lykkedes det mig, og jeg er, så vidt jeg ved, det første medlem nogensinde af Havneklubben, der ikke bor på Færøerne.
En af gangene på Færøerne stødte jeg på Lars Løkke Rasmussen, der er færøsk gift og er kommet rigtig meget deroppe i årenes løb. Han blev misundelig, for han ville sgu også være medlem. ”Så må du jo gøre dig fortjent til det,” svarede jeg.
Mikkeller i Nordkorea. Foto: Theis Mortensen
DÅRLIG DRUK I NORDKOREA
Mikkeller har åbnet nogle døre for mig, der formentlig ellers ville være lukkede. Jeg har deltaget i et løb i Minsk, som de lokale arrangerede for mig, og jeg har som den første udenlandske brygger brygget øl i det lille buddhistiske kongerige Bhutan i Himalayabjergene. I flere år drømte jeg om at opleve Nordkorea, som for mig står som det mest crazy sted i verden. Med hjælp fra et engelsk rejseselskab fik vi arrangeret en tur, hvor jeg og nogle andre fra Mikkeller fik lov at deltage i et halvmaraton og besøge forskellige barer og landets største bryggeri.
Det lykkedes mig at blive nummer tre i halvmaratonet i amatørklassen, hvilket vil sige for ikke-nordkoreanere. Jeg kom op på skamlen foran 40.000 begejstrede tilskuere, der helt tydeligt var blevet hevet ind af regimet for at huje og klappe ad os. Efterfølgende besøgte vi så bryggeriet som de første turister nogensinde. Rejseselskabet havde overtalt dem ved at spille på mig som den her store brygmester fra Vesten. Det var et gammelt engelsk bryggeri, de havde købt 40 år tidligere og sat op på helt samme måde i Nordkorea. Selv spejlene på toilettet hang præcis samme sted, som de havde gjort i England. Det hele lignede noget fra en svunden tid. De havde eget malteri, som ingen bryggerier bruger længere, de havde kun én humletype, fordi der ikke er import af råvarer, og efter alt at dømme havde de ingen til at renvaske gæren, hvilket har rimelig stor betydning for, hvordan en øl smager.
Vi besøgte også ølbarer og brygpubber – blandt andet en kæmpestor Bier Halle. Her skulle jeg også mødes med ejerne og give hånd og skrive hilsner i en bog. Det var et virkelig mærkeligt sted, det var kæmpestort, og baren var vel 100 meter lang, og der stod i hvert fald 1.000 mænd og drak bajere. De var alle sammen i helt ens tøj og arbejdede for regimet. Det viste sig, at man i Nordkorea starter med at bestille det antal øl, man regner med at drikke. Hvis man vil drikke 10 øl, bestiller man 10 øl fra starten. Derfor var der overalt grupper på eksempelvis seks mænd med 60 halvliters fadøl foran sig. Så stod de og snakkede, og på et tidspunkt skålede en af dem, så bundede de hele øllen på en gang og snakkede videre, før det præcis samme skete lidt efter igen.
Da vi havde drukket os mod til at skåle med de lokale, kunne de fandeme drikke sådan nogle vesterlændinge som os under bordet. Det gjaldt om at bunde, og hvis man ikke var med på den galej, blev man mødt af mistroiske blikke. Det var pilsnere, de serverede, og nogle gange smagte de fint, men andre gange helt forfærdeligt, så jeg måtte holde mig for næsen for ikke at brække mig over smagen. De samme øl varierede helt vildt. Når de var dårlige, smagte de af ren råddenskab. og selv flere måneder efter kunne jeg få hovedpine bare af at tænke på det.
Mikkel Bjergsø løb maraton i Nordkorea og har medaljer til at bevise det. Foto: Privat
Da vi rejste hjem, tog vi 18 kasser øl med ud, som jeg ville servere til ølfestivalen Mikkeller Beer Celebration et par uger senere. I København blev vi stoppet i tolden. De ville vide, hvad vi havde i kasserne, og jeg svarede ”Øl fra Nordkorea”, og jeg fik lov til at gå videre. Nogle dage senere blev jeg ringet op af en mand, der præsenterede sig som ’Niels fra Bagmandspolitiet’. Bagmandspolitiet? Det lød som noget fra ’Olsen-Banden’. ”Du er blevet sigtet af Udenrigsministeriet for at have ført luksusvarer ud af Nordkorea og har dermed brudt de internationale handelsrestriktioner,” sagde han. Hvad? Jeg havde bare taget nogle bajere med ud, men det viste sig at være et brud på den internationale lovgivning, så Mikkeller fik en dom for det.
Et par dage efter jeg var kommet hjem, havde jeg det helt forfærdeligt. Der var noget galt med min krop, og jeg var så dehydreret, at jeg drak 12 liter vand på et døgn. Min læge var bekymret. Hun mente, det var usædvanlige symptomer, og tog forskellige prøver på mig. Efter et par dage fik jeg det bedre, hvilket jeg skrev til hende, og så svarede hun med det samme: ”Godt, for jeg har lige fået svar på prøverne, og du har en resistent bakterie, som vi ikke har set i Danmark i 15 år.”
To måneder senere vendte en norsk kvinde faktisk hjem fra Nordkorea med en bakterie, der ikke kunne behandles, og som hun endte med at dø af. Så jeg føler mig heldig. Det var kraftedeme en mærkelig tur.
Mikkel Bjergsø og Rick Astley. Foto: Peter Neill
RICK ASTLEY OG BELGISK BERUSELSE
Der gik rygter om, at popsangeren Rick Astley boede på Amager. Han er dansk gift, så det var ikke helt usandsynligt, og da jeg hørte det, skyndte jeg mig at få en af mine ansatte, en rigtig fixertype, til at forsøge at få kontakt til ham, så vi kunne sende ham en kasse med blandede Mikkeller-øl. Som barn og teenager var jeg kæmpefan af Astley, jeg havde plakater af ham hængende og samlede på hans vinyler, også de sjældne singler og picture-vinyler. Hvis der var den mindste mulighed for at møde ham, måtte jeg gribe den,
Det viste sig, at han ikke boede på Amager, men i Richmond lidt uden for London, men nu var ideen plantet, så vi fik omadresseret kassen med øl dertil, og pludselig hørte jeg fra ham. Han havde været vant til at drikke pints på pubben, men jo længere ned i kassen han var kommet, jo mere havde han forstået, hvad det der nye mikrobryg gik ud på. Vi fik arrangeret et Skype-møde, og han viste sig at være en virkelig cool dude, der var helt nede på jorden, og inden længe havde vi aftalt at rejse sammen til Belgien for at drikke øl og besøge mit faste bryggeri, De Proefbrouwerij. ”Så skal du fandeme få lov til at opleve øl,” sagde jeg til ham.
Et par måneder senere sad jeg i receptionen på et hotel i Belgien, da Rick Astley kom gående ned ad trappen med sin kone. Det var et surrealistisk øjeblik, fordi jeg havde været så stor fan af ham, og nu var han rejst til Belgien for at mødes med mig, så jeg kunne lære ham om bajere. Efter et stop på 3 Fonteinen i udkanten af Bruxelles med blåmuslinger og forskellige lambic-øl, en meget sur øltype og min egen personlige favorit, tog vi ind til selve byen, hvor jeg havde lavet aftaler rundtomkring.
Rick Astley’s Amber Ale. Foto: PR
Næste dag kørte vi til Lochristi i det nordlige Belgien for at besøge De Proef-bryggeriet, hvor vi gennemgik hele processen med at lave øl, før vi sluttede af med et ritual i ølbranchen: Når man første gang besøger et bryggeri, skal man smage humleekstrakt. Det er en klistret, sumpgrøn masse, som er helt sindssygt intenst at drikke rent. Bare man rører det med tungen, snører hele ens mund sig sammen. Men det er en manddomsprøve, og den måtte Rick Astley igennem, før han omsider var optaget i øllens verden.
Til sidst bryggede vi en øl sammen. Det skulle være en Red Lager, en hommage til både hans røde hår og hans ritual med at drikke te med honning og ingefær, før han skal på scenen. Den fik navnet ’Astley’s Northern Hop’ som en hyldest til hans rødder i Nordengland og datidens balfester. Jeg har lavet et hav af collaborations med andre bryggere, men også kafferistere, kokke, landmænd og alle mulige andre. Det er også blevet til samarbejder med Burger King, en dansk begravelsesforretning, designeren Henrik Vibskov, forskellige bands og Warner Bros. i forbindelse med lanceringen af en serie ’Game of Thrones’-øl – og alt der i mellem. Men at stå i Belgien med mit barndomsidol Rick Astley og brygge øl stikker stadig ud for mig. I dag er vi pals, besøger jævnligt hinanden og har både åbnet en bar og en brygpub sammen i London.
