LEGESYGE SKUESPILLERE med mærkelige parykker fra klæd ud-kassen kravler rundt på væggene i Skuespilhusets øvelokale, og langs scenekanten flyder alskens rekvisitter og masker hulter til bulter på tilfældigt opstillede borde.
”Velkommen til crazy town,” siger Frederik Cilius, da han selv træder ind i rummet.
Det er en solrig formiddag i København, og det er tid til prøver på Ludvig Holberg-komedien ’Jeppe på bjerget’, der skal køre på Det Kongelige Teater i starten af 2025 – med ham selv i hovedrollen som den drikfældige fæstebonde Jeppe. Det er blot de indledende prøver, og premieredatoen ligger endnu langt ude i horisonten, men det er heller ikke, fordi han ligefrem går og tæller ned.
”Nej, jeg glæder mig sgu ikke,” siger han og griner. ”Ej, det gør jeg altså ikke. Jeg er nervøs. Der er en lang tradition for at spille ’Jeppe på bjerget’ på Det Kongelige, så man stiller sig op i en lang række af skuespillere, og man har ikke lyst til at være ham, der ikke kan løfte sværdet ud af stenen.”
Flere skuespillere møder drypvis ind – Simon Mathew, Youssef Hvidtfeldt og Freja Klint Sandberg, der skal spille den modbydelige hustru, Nille. Snart støjer det i hele salen, hvor folk pjatter og sludrer, og hele tiden kan man høre Frederik Cilius slå sin lyse skraldlatter op, når enten han selv eller en af de andre har sagt noget sjovt. Han er det naturlige centrum: spørger interesseret til de andre, knytter anekdoter på om noget, han har læst eller hørt, og strør om sig med ord som ’ikonoklasme’ og ’respit’, som om de hørte enhvers vokabular til. Og så kan han ikke dy sig for hele tiden at sige noget tenderende grænseoverskridende for at få de andre til at grine – som da han fortæller, at han snart skal et smut til Færøerne.
”Jeg forbereder mig på kvalmende turbulens og rådden mad. Jeg har aldrig været andre steder i rigsfællesskabet end i fladlandet, så derfor har jeg en spinkel drøm om at nå at opleve grindedrabet, inden det er for sent,” siger han, før latteren igen ekkoer i lokalet.
SÅ HÆVER INSTRUKTØREN Heinrich Christensen stemmen: ”OKAY! Nu prøver vi at kaste os ud i vores lille lægescene. Husk nu, at alt det, vi prøver på nuværende tidspunkt, bare er noget, vi kaster op med en møggreb for lige at mærke, hvad der fungerer.”
Denne dag skal der øves en scene, hvor Jeppe efter en ordentlig fuldemandsbrandert vågner op i baronens seng og bliver lokket til at tro, at han selv er baron. Frederik Cilius iklæder sig badekåbe og rød nathue og sætter sig i sengen, midt på scenen, med et tomt og tåget blik i øjnene. Rundtom stiller flere af de andre sig op iført lægeuniformer. Folk rømmer sig, instruktøren råber: ”Værsgo!”
”Vi hører med største smerte, at herren er upasseliiig,” siger den ene doktor.
”Ja, hr. doktor, herren er i en elendig tilstand.”
”Hvordan er det fat, nådige herre?”
En mærkelig udefinerbar lyd kommer fra Frederik Cilius’ Jeppe, før han vrøvler noget om brændevin hos Jacob Skomager dagen forinden:
”Vil I kun give mig et krus øl og lade mig gå, så må man gerne hænge jer og alle doktorer op, thi jeg behøver ingen medicin.”
Sådan fortsætter scenen fremad, mens skuespillerne skiftevis glemmer deres replikker og må starte forfra, og instruktøren hele tiden kommer med små kommentarer og impulsive justeringer, indtil det hele glider næsten som smurt.
”Er jeg så ikke Jeppe på bjerget?” spørger Frederik Cilius, da de til sidst når til den del af scenen, hvor Jeppe så småt begynder at tro på, at han ikke er fæstebonde, men i virkeligheden baron, som de falske doktorer har bildt ham ind.
”Neeej, nej nej.”
”Er den onde Nille så ikke min kone?”
”Nej, herren er enkemand.”
”Er det så også lutter indbildning, at hun har en krabask, som hedder Mester Erik?”
Efter halvanden time er de færdige for denne gang.
”Tak for det, alle sammen,” råber instruktøren ud over forsamlingen, mens flokken af skuespillere lister mod udgangene. På vej ud efterspørges der ekstra cigaretter fra flere sider.
”Jeg har masser af smøger, hvis der er nogen, der mangler,” siger Frederik Cilius myndigt ud i rummet. ”Min mor sagde altid til mig, at hvis man skulle have cigaretter med, så skulle man have nok til at kunne dele ud.”
DET VAR SAMMEN med barndomsvennen Brian fra Blans, at Frederik Cilius røg sin første cigaret som 10-årig. En dag kørte de på Brians Puch Maxi ned til den lokale købmand og købte en 10-pak Prince Light under påskud af, at de var til Brians mor, og så fandt de et fredfyldt spot, hvor de kunne pulse på deres livs første røgpinde.
Brian var to år ældre end Frederik Cilius, og når ikke de to sønderjyske knægte var i skole, tilbragte de det meste af tiden med at rende rundt og lave drengestreger eller køre rundt på Puch Maxi’en, men dengang var der ingen, der rynkede på brynene ad en 12-årig på en knallert med en 10-årig bagpå – så længe de holdt sig fra de store veje, som de havde fået at vide.
Hvor Frederik Cilius allerede dengang var besat af blokfløjtespilleren Michala Petri, var landmandssønnen Brian mere til Iron Maiden og Metallica, men trods forskellighederne fik de det til at fungere.
”Jeg har altid været nærmest i parforhold med bestemte venner. Der har typisk været én ven, som jeg har set rigtig meget i en periode, nogle gange i årevis, og så er der kommet en anden og har overtaget – dengang var det Brian,” siger han.
Frederik Cilius kom selv fra Øster Sottrup, en anden lillebitte flække af en landsby med kun 100 indbyggere. Her voksede han op med sine forældre, der i fællesskab drev en BabySam i Sønderborg, og to ældre storesøstre, der konstant curlede for den overforkælede efternøler. Men selvom han var doven, var han kvik, og når der var to års forskel på ham og bedstevennen Brian, skyldtes det, at han var ualmindeligt tidligt på den.
Hans mor mente, at han var klar til at komme i sving, så derfor var han kun fem år, da han startede i 1. klasse, og året efter sprang han direkte videre til 3. klasse. Han kom bedst ud af det med børnene i den klasse, så derfor kunne han lige så godt følges med dem, og samtidig havde han intet besvær med det faglige. Det var dog aldrig seriøst på tale at sende ham videre til en specialskole for intelligente børn eller melde ham ind i en Mensa-klub.
”Mensa er nok den mest kiksede klub, der findes. ’Åh, jeg kan ikke tale med almindelige mennesker. De er simpelthen for dumme. Jeg vil kun lave noget, hvor kun vi kloge er.’ Jeg synes, det er så åndssvagt, og jeg er lykkelig for, at det ikke var sådan nogle børn, jeg kom til at vokse op med. Jeg har mødt masser af ’dumme’ mennesker igennem mit liv, som har sagt vanvittigt intelligente ting,” siger Frederik Cilius, der i stedet gik i den lokale landsbyskole, men med dem, der var to år ældre. Dengang var det ikke noget, han hæftede sig synderligt ved, heller ikke da alle de andre gik i puberteten to år før ham.
”Jeg havde ikke en følelse af, at jeg gik glip af alt muligt. Jeg levede i lykkelig uvidenhed,” siger han og griner. ”Sådan noget som piger. Det var slet ikke, fordi jeg følte mig udenfor, da de andre gik i gang. Jeg anede bare ikke, hvad der foregik, og opdagede det så selv to år efter.”
Lidt tidligt på den var Frederik Cilius dog alligevel med visse ting. Som 13-årig begyndte han at gå i byen på Crazy Daisy i Sønderborg, og han blev også meget tidligt glad for at drikke whisky og ryge store cigarer. Til forældrenes sølvbryllup var det den kombination, der førte til, at hans egen aften sluttede med, at han brækkede sig ude i hækken.
”Min mor er meget bekymret for mine børn, hvor jeg nogle gange kigger på hende: ’Altså, hvornår er det lige kommet?’ For det var hun godt nok ikke for mig. Men mine storesøstre havde banet vejen, så jeg tror bare, at mine forældre tænkte: ’Det finder han sgu nok ud af.’”
I SKOLEN SKULLE alle elever have blokfløjteundervisning, og det fangede næsten øjeblikkeligt Frederik Cilius. Det var ikke noget, han havde fået hjemmefra, for hans forældre gik slet ikke op i klassisk musik, men de understøttede gerne sønnens hobby og forærede ham cd’en ’De fire årstider’ med den danske blokfløjtespiller Michala Petri, som han hørte igen og igen.
Han blev besat af at lære færdighederne bag, og i musiklæreren Michael havde han den perfekte læremester.
”Det var alvor for ham. Blokfløjte var ikke bare en opgave, han havde fået stillet, der gik ud på at pacificere en flok børn i en periode. Han ville fandeme have, at vi lærte noget,” husker Frederik Cilius.
Senere skiftede han blokfløjten ud med en klarinet og fik to klarinetlærere, Hans-Jørgen og Bo, som blev en slags mentorer for ham. De tog ham under deres vinger og forventede noget af ham, både som klarinettist og som menneske.
Særligt Bo hjalp med at rette ham lidt ind, når der var brug for det. Det skete blandt andet ved morgenbordet på en bed & breakfast i en lille by uden for Tallinn i Estland i slutningen af 90’erne, hvor de var af sted med musikskolen. Frederik Cilius blev ved med at brokke sig over forskellige ting ved opholdet, indtil Bo kiggede på ham og helt lakonisk sagde: ”Du skal lige vide, at den der opførsel, den klæder dig ikke.”
”Jeg kan stadig nogle gange føle en enorm uretfærdighed. Det kan være noget så småt som en opvaskemaskinedør, der ikke vil lukke, som jeg kan føle som et grundlæggende angreb på mig og min person, og så bliver jeg simpelthen så sur og kontrær. Det er jo et tegn på forkælethed, men Bo var heldigvis god til at få pillet det værste ud af mig,” siger han.
For selvom bemærkningen sved, var det præcis det, han havde brug for at høre. ”Det er ikke rart i øjeblikket, men det er godt i det lange løb, og måske mangler det i virkeligheden lidt i vores samfund i dag. Den der brutale omsorg, hvor man gør nogen ked af det i en god sags tjeneste.”
De to mentorer var også med til at åbne hans øjne for verdens rigdom. Bo havde boet og rejst over hele kloden og kunne fortælle om eksempelvis stammefolket i Omo-dalen i Etiopien på en nærmest David Attenborough-agtig måde, og hver gang han gav Frederik Cilius et lift til musikskolen, var det som et foredrag.
”Han kunne også have sagt: ’Det er bare et lift, knægt.’ Men han havde virkelig en passioneret tilgang til, at verden er et stort og spændende sted, og så var han sådan en, der tog folk alvorligt. Sådan var de begge to. De regnede ikke med, at der var noget, der var på for højt niveau, så længe man lod engagementet smitte, og det er noget, jeg virkelig har forsøgt at tage til mig.”
EFTER GYMNASIET SØGTE han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men i stedet for at brillere og klare sig igennem nåleøjet, som han havde forventet, blev han afvist.
”Der gik jeg fra at være konge i en lorteby til lort i en kongeby,” siger han med et famøst politikercitat lånt fra medsønderjyden Carl Holst. ”Det var sådan det første rigtige nederlag. Hele min identitet var, at jeg spillede musik, og så kunne jeg ikke engang komme ind på konservatoriet. Altså, det var det, jeg skulle. Det var det, jeg havde fortalt alle om i mange år, at jeg skulle, inklusive hele min familie, og så var jeg ikke god nok … Det gjorde fandeme ondt.”
Det kom som et chok, og så alligevel, for inderst inde vidste han godt, at han nok ikke var så stort et musikalsk geni, som han altid havde fået det til at fremstå. For nok havde han altid haft et vist talent for det, men han havde også altid været frygteligt doven, når det kom til at øve sig og gøre sig umage.
”Jeg vidste jo godt, at der var en sko, der trykkede, jeg havde bare håbet, at der aldrig var nogen, der opdagede det. Problemet er, at når man når til et vist niveau, så opdager alle det, hvis man simpelthen ikke er dygtig nok.”
I de efterfølgende uger svælgede Frederik Cilius i selvmedlidenhed. For hvad skulle der nu ske? Så blev han pludselig tilbudt en plads på konservatoriet i Aarhus i stedet. Den tog han imod, og her fik han en lærer, han blev meget glad for – en slags held i uheld. Men samtidig betød det også, at han heller ikke denne gang blev tvunget til virkelig at tage sig sammen.
”Jeg tror måske, det havde været sundere, hvis ikke jeg var kommet ind. Jeg var for første gang i mit liv blevet smidt i vandet uden at kunne svømme, og så var der alligevel nogen, der i sidste øjeblik kastede en redningskrans ud til mig og sagde: ’Nå, så kom da med her.’”
MÅSKE FORNEMMEDE Frederik Cilius’ lærer på konservatoriet i Aarhus det samme. Det var i hvert fald ham, der opfordrede ham til at rejse til USA, fordi han mente, at det ville være godt for den unge klarinettist at komme over til en kultur med mindre snak.
”Han mente, at sådan en døgenigt som mig ville have godt af at prøve kræfter med miljøet derovre. Der er ikke nogen kære mor. Folk er ligeglade med dig.”
Frederik Cilius sendte pligtskyldigt en cd med en klarinetoptagelse over til Jacobs School of Music ved Indiana University – og blev optaget. Et par måneder efter stod han i lufthavnen i Indiana med to kufferter i hånden og nervøs mave. Han var 22 år og havde aldrig rigtig været på egen hånd.
”Det var sindssygt angstprovokerende, jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at stå der, men i dag er det jo en kæmpe gave, at jeg har gjort det,” siger han og fortæller, at han hurtigt mødte nogle mennesker, som inviterede ham med hjem til Thanksgiving og blev hans gode venner.
På konservatoriet var der imidlertid andre toner. Her havde professor Eli Eban et mantra, der hed: ’We are the athletes of the small muscles’. Hans regime gik ud på at gentage ting i en evighed for at oparbejde en pålidelig teknik, og så havde han samtidig ikke meget tilovers for hyggesnak.
”Han var overhovedet ikke interesseret i at være min ven eller i at høre, hvordan jeg havde det, eller om jeg var nervøs eller noget som helst. I Danmark var jeg vant til, at jeg kunne snakke mig ud af ikke at have øvet nok, men det kan man ikke derovre, for man har intet forhold til sin underviser,” siger han.
Hver eneste uge fik Frederik Cilius fem etuder – øvestykker – han skulle indstudere, foruden en masse mindre, løbende opgaver. Det var langt mere, end han var vant til, og da han efter den første uge begyndte at spille noget af det, han havde øvet, for så at gå en smule i stå, var professoren ved at miste tålmodigheden. ”Hvorfor stopper du hele tiden,” kommenterede han spidst. ”Nej, men jeg tænkte bare, at …,” forsøgte danskeren sig, men blev afbrudt: ”Du skal bare spille!”
I sin første tid tilbage i Danmark ernærede Frederik Cilius sig som freelancer. Et spillejob hist, et spillejob her. Han var i midten af tyverne, og han kunne godt leve af klassisk musik, men ikke på det niveau, han gerne ville.
”Det er sådan lidt et Cabinn-liv. Man tager til Aarhus og bor på Cabinn og spiller i deres symfoniorkester, og så er der ikke noget at lave i en uge, og så ringer de fra Aalborg Symfoniorkester, og så tager man derop og sover på Cabinn.”
Det stod gradvist klart for ham, at han aldrig ville blive verdens bedste klarinettist, ikke engang tæt på, og så længe det var tilfældet, ville han helst være fri.
”Hvis jeg havde færdighederne, hvis jeg rent faktisk kunne gøre det med det tekniske overskud, det kræver, ville jeg stadig gerne sidde i et af verdens store orkestre, men ikke med de evner, jeg har nu. Det ville simpelthen være en ydmygelse hver eneste dag. Alle ville vende sig om og tænke: ’Fucking hell, gider han lige!?’ Jeg kunne have gjort karriere, men ikke en særlig god karriere, og det ville have efterladt mig forbitret og forsmået, og det er ikke et godt sted at være.”
I LØBET AF sin skoletid havde Frederik Cilius ofte været klassens klovn. Ikke på nogen overivrig måde, snarere som tidsfordriv i de kedelige timer, som han kunne spæde op med hjemmestrikkede spøg og skæmt-numre og dumme bemærkninger. Det var som regel også ham, der blev tildelt hovedrollen i skolekomedierne, for selvom lærerne ikke altid ville stå ved det, kunne de heller ikke altid lade være med at grine af hans bemærkninger.
Så han vidste godt, at han kunne være morsom, hvis han anstrengte sig, men det var aldrig noget, han havde tænkt på at bruge på den måde. Og han var heller ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om det, da en af hans venner i 2011 faldt over et opslag om, at DR’s talenthold søgte nye satiretalenter, og opfordrede ham til at søge.
Natten før deadline skrev han alligevel en ansøgning – det blev til en A4-side med ideer til, hvad der skulle køre på DR2 næste aften – og næste morgen, da han skulle ind for at aflevere den, gik hans storesøster i fødsel, så han måtte først køre hende på hospitalet, før han selv trillede ind forbi DR og afleverede sin ansøgning. I forbifarten glemte han at skrive sin adresse på.
”De havde ingen måde at komme i kontakt med mig på, og det syntes de simpelthen var så sjovt, men det var sgu ikke planlagt. Det var bare, fordi jeg havde glemt det. Til samtalen sagde de: ’Det var fandeme sjovt, det der med kun at skrive dit navn på!’, og jeg skyndte mig at sige: ’Ja, var det ikke? Var det ikke skidesjovt?’”
Og en sen eftermiddag sad Frederik Cilius så som den sidste tilbage på satireredaktionen og arbejdede, da en fyr ved navn Rasmus Bruun stak hovedet ind. Sammen med Christian Trangbæk var han ved at lave et program til P3 samme aften, og nu manglede de en tredje til at være med. Det sagde han ja til, og fordi det gik godt, spurgte de efterfølgende, om han ikke også ville lave børne-tv-programmet ’Go’ lorte weekend’ sammen med dem.
”Jeg var den eneste tilbage, så derfor spurgte de mig. Hvis ikke jeg lige havde arbejdet sent den dag, havde jeg formentlig slet ikke mødt Rasmus,” siger han. ”Der er simpelthen så mange uplanlagte tilfældigheder i et typisk livsforløb, og derfor tror jeg heller ikke på, at man kan planlægge særlig meget, når det kommer til stykket.”
DA RASMUS BRUUN og Christian Trangbæk efterfølgende blev tilbudt at lave sommerradio på Radio24syv, hev de Frederik Cilius med til idéudviklingen, der foregik i Frederiksberg Have med en efterfølgende middag i en af de små familiehaver. Mens de sad der, fik Rasmus Bruun en idé om at lave Danmarks første intelligente dameblad.
”Der var nogle kvinder, der havde forsøgt at lave et intelligent dameblad, fordi de var trætte af, at de eksisterende dameblade var fyldt med historier a la ’Sådan lakerer du dine negle’, men de var endt med at blive uvenner over det,” fortæller Frederik Cilius. ”Rasmus syntes, at vi skulle starte et dameblad med en meget chauvinistisk tilgang: ’Der går for meget kvindefnidder i den, så nu må vi mænd igen trække i arbejdstøjet.’ Altså i virkeligheden spille rollerne som sådan nogle 50’er-mænd: ’Nu skal vi nok komme og vise, hvor skabet skal stå.’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Han har fat i den lange ende.’”
Christian Trangbæk troede omvendt ikke rigtig på ideen og endte med helt at trække sig, og derfor var det Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i sommeren 2013 stod i spidsen for det satiriske radioprogram ’Damernes Magazine’, hvor de hen over fem uger forsøgte at stable et intelligent dameblad på benene.
”Joken gik jo på os selv og det der mandlige hovmod: ’Ja, vi har aldrig lavet et blad før, men hvor svært kan det være?’ Det er altså virkelig svært, og derfor fremstod vi pløkåndssvage og uduelige,” siger han. ”Der havde ikke været så mange lag i det, vi havde lavet til børnefjernsyn, men i løbet af de her 25 programmer gik det op for mig, at Rasmus og jeg virkelig kunne sammen – og der var heldigvis også lyttere, der forstod, hvad vi havde gang i.”
Samme år vandt ’Damernes Magazine’ ’Årets Nyskabelse’ ved den danske prisuddeling Prix Radio (i dag Prix Audio, red.). Året efter lavede Frederik Cilius og Rasmus Bruun endnu et sommerprogram til Radio24syv, denne gang ’Antidemokratisk Festival’, en slags modstykke til Folkemødet, hvor de hen over fem uger arrangerede en fysisk festival, hvor antidemokrater kunne komme og fortælle, hvordan de ønskede at indrette samfundet.
Herefter blev de tilbudt et fast program på Radio24syv. De havde selv fået en idé om at åbne et detektivbureau, hvor lytterne kunne ringe ind med alt fra en bortløben kat til mistanke om en utro hustru, som de så skulle forsøge at løse, men de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen tilbød dem i stedet at lave et program med afsæt i politisk satire. Fem dage om ugen for 25.000 kroner.
”Rasmus havde lavet politisk satire før og syntes ikke, at det var sjovt, og jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Hvis jeg kan slippe for at læse avisen, gør jeg helst det. Så det var ikke ligefrem fristende,” siger han.
Det blev ikke bedre, da Mads Brügger tilmed fik den idé, at Frederik Cilius skulle spille kvinde. Han var overbevist om, at det ikke ville fungere, men blev alligevel lokket til at prøve det af i to måneder, og i starten af februar 2015 blev den første udsendelse af ’Den Korte Radioavis’ sendt live – en slags radioparodi på det kontroversielle netmedie Den Korte Avis, hvor Frederik Cilius spillede den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm med filterløse Gauloises-cigaretter og bramfri ytringer.
”Man troede så lidt på det. Det blev sendt på et tidspunkt af dagen, hvor ingen hører radio. Der var så få lyttere på Radio24syv mellem klokken 12 og 13, at de ikke engang kunne måle det. Men det var jo også en gave, for så var der heller ingen til at høre, hvor dårligt det var til at begynde med.”
’DEN KORTE RADIOAVIS’ blev dog hurtigt en succes, og i stedet for to måneder kom programmet, i forskellige formater, til at køre resten af radioens levetid med daglige lyttertal på den gode side af 100.000. Makkerparret vandt også et hav af priser, blandt andet i fællesskab prisen som ’Årets Komiker’ til Zulu Comedy Galla i 2017.
”Hvis du gerne vil prøve noget forfærdeligt, så tag til Zulu Comedy Galla med tusind standupkomikere, der alle sammen skal bevise, at de er sjove. Det er simpelthen ulideligt, for det er en hel aften, hvor folk hele tiden bryder ind for at prøve at sige noget sjovere end det, der lige er blevet sagt,” fortæller Frederik Cilius, der følte en stor personlig lettelse i kølvandet på anerkendelserne. For nu havde han bevist sig. Nu kunne ingen være i tvivl om, at han var sjov.
”’Den Korte Radioavis’ modtog så megen anerkendelse, at det var lidt ligesom at få et standardtelegram om, at vi var sjove. Det har både åbnet mange døre, men også gjort det nemmere og meget mere afslappende at skulle være sjov.”
Han mindes stadig tiden på DR’s talenthold, hvor redaktørerne hele tiden ville vide: ”Hvad er garantien for LOL?”
”Det må være noget nær det mest pikhovedede, man kan spørge om,” siger han og griner. ”Hvad fanden skal man svare til det? Men fordi Rasmus og jeg har fået ry for at være sjove, kan vi komme med en idé til et tv-program, som overhovedet ikke lyder sjov, og så tænker folk alligevel: ’Det skal nok blive sjovt.’ Faren er jo så, at man bliver doven. Det er jeg meget opmærksom på.”
FREDERIK CILIUS TØMMER sidste sjat i kaffekoppen og skænker sig straks en ny.
”Nå, man kan vel lige så godt få koldsved og tyndskid, når nu man er gået i gang,” konstaterer han og slæber både kop og kaffekande med sig igennem kontoret i Den Grå Kødby i København, som han deler med resten af holdet bag podcastuniverset r8Dio.
I 2020 gik de i luften med satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, og i dag har de opnået over 20 millioner downloads og vundet en række priser for programporteføljen. Foruden at være en del af ejerkredsen spiller Frederik Cilius forskellige karakterer i universet og står desuden bag ’Bernsteins cigaretetui’, hvor han sammen med Mikael Bertelsen undersøger, om det cigaretetui, han modtog i sensommeren 2023 af en ældre dame i Tølløse, rent faktisk har tilhørt den verdensberømte dirigent Leonard Bernstein.
Det er i slutningen af april, og blot et par dage forinden er han hjemvendt fra USA efter at have rejst rundt for at optage tredje sæson af DR-føljetonen ’Operarejsen’ med de faste makkere Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen. Et par uger forinden har anden sæson af tv-serien ’Orkestret’ haft premiere. Her spiller han rollen som Bo Høxenhaven, den sære, temperamentsfulde og evigt oversete anden-klarinettist i et symfoniorkester, der minder om DR’s – en rolle, som efter første sæson indbragte ham en Robert for årets bedste mandlige hovedrolle.
I de her dage er Frederik Cilius’ fokus dog rettet et helt andet sted hen: ’Jeppe på bjerget’. Da instruktøren Heinrich Christensen ringede og tilbød ham rollen, sagde han ja uden at tøve.
”Jeg har lidt en filosofi om, at der er nogle mennesker, som jeg bare stoler blindt på – han er en af dem. Jeg synes, der er kommet sådan en tendens til, at folk har ekstremt store forbehold, fordi de er bange for, at det bliver noget lort, eller at de havner i et dårligt lys, eller at det påvirker deres brand på Instagram, men jeg tror simpelthen, man ender med at kvæle sin kreativitet ved at være så skide forbeholden,” siger han og åbner vinduet for at ryge, men ombestemmer sig, da en øredøvende lyd fra en arbejdsmand i færd med at skære brosten op lige nedenfor trænger ind i lokalet. ”Tag Dirch Passer, han sagde ja til alting. Han lavede mange lortefilm, ja, men han fik til gengæld også lavet nogle smash hits, fordi han bare sagde: ’Ja ja, jeg stiller op.’ Man kan alligevel aldrig forudsige, hvad der bliver godt, og hvad der bliver noget lort.”
Siden sit folkelige gennembrud som Kirsten Birgit har Frederik Cilius blandt andet spillet Master Fenn i tv-serien ’Guru’, været fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’, tilbagevendende monopolist i ’Sara & Monopolet’ og været på foredragsturné landet rundt med Svend Brinkmann. Foruden et hav af både små og store roller i film, tv-serier og teateropsætninger.
Nu venter så en vaskeægte kardinalrolle som Jeppe på bjerget i den mere end 300 år gamle Holberg-komedie, tilmed på Det Kongelige Teater, og dét til trods for, at han slet ikke ser sig selv som skuespiller.
”Det er på en eller anden måde dumpet ned i hovedet på mig, og det kan også godt gøre mig nervøs. Det ville glæde mange, hvis det gik dårligt for mig,” siger han. ”Det tror jeg. Jeg har en forventning om at få nogle stryg. Der vil være folk, der synes, at nu laver jeg for mange ting, og jeg tænker, at det ville glæde dem at kunne sige: ’Se! Det var alligevel for svært!’”
MAN SKULLE TRO, at Frederik Cilius virkelig elsker at optræde. Han ligner en fisk i vandet, uanset om han medvirker i programmer som ’Den klassiske musikquiz’ eller spiller med i tv-serier og teateropsætninger. Så hvorfor glæder han sig alligevel ikke rigtig til det, der venter på Det Kongelige Teater i starten af det nye år?
”Det lyder enormt pessimistisk, men det er bare … Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at stå på scenen. Jeg kan heller ikke lide at optage ’Orkestret’ og sådan noget. Alt i mig har lyst til ikke at gøre det, fordi det er så angstprovokerende.”
Så skynder han sig at tilføje: ”Nu er det heller ikke sådan, at folk skal tænke: ’Åh, han lider, hvor synd!’ Det er enormt tilfredsstillende, at der er mennesker, der får øjnene op for den klassiske musik eller ligefrem går i Det Kongelige Teater, fordi de har set noget, jeg har været med i. Så føler jeg, at jeg er med til at åbne en dør for dem, ligesom der har været folk i mit liv, der har åbnet døre for mig. Men jeg morer mig ikke med at gøre det.”
Faktisk har Frederik Cilius flere gange oplevet at få angst-anfald i forbindelse med at optræde. Første gang, det skete, var i Odense tilbage i 2021, da han og Rasmus Bruun var i gang med at optræde med teaterstykket ’Sommeren på Birgitø’ – et slags teater-spinoff på ’Den Korte Radioavis’. Han stod ude bagved og var i færd med at lægge stemme til en udstoppet ræv, og så kom det som et lyn fra en klar himmel.
”Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: ’Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?’ Så snowball’ede det totalt ud af kontrol. Men der var ingen, der lagde mærke til det. Det var kun inde i mig, det var ude af kontrol. Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol.”
Efterfølgende prøvede han flere gange at blive ramt af tilsvarende små angstanfald under forestillinger. Han endte med at opsøge en angstbehandler, der spurgte: ”Spillede du videre?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Så er det fint,” sagde behandleren.
”Det er jo angstprovokerende at stille sig op på en scene foran andre, så det handler om ikke at lade sig styre af den angst. Det er naturligt nok at føle angst, problemet opstår først, hvis man begynder at ændre adfærd. Man kan blive afhængig af at stoppe, og så gør man det næste gang og næste gang igen. Hvis man omvendt fortsætter på trods af angsten, er den ikke i sig selv farlig. Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det.”
Når Frederik Cilius sagde øjeblikkeligt ja til ’Jeppe på bjerget’, dengang instruktøren ringede, skyldtes det også en anden filosofi, han forsøger at efterleve: Hvis der er noget, han er meget bange for at gøre, så skal han gøre det. Det eneste, han frygter mere end at optræde, er nemlig at ende med at leve et konformt og friktionsfrit liv, hvor han spilder sit talent og aldrig sætter sig selv på spil.
”Jeg er jo bange for, at det bliver noget lort, men lige netop derfor bliver jeg også nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at sætte røven lidt i klaskehøjde,” siger han og tænker sig ekstra længe om. ”Jeg kunne leve et meget,
meget let liv, hvis jeg ville, men der vil jeg helst ikke hen. Jeg synes, man skal prøve at gøre det, som er ubehageligt – altså inden for det, man laver. Det er ikke, fordi jeg pludselig kommer til at springe bungee jump. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave så mange forskellige ting som overhovedet muligt, inden jeg dør.”
DET ER GRÅT og skyet og vindomsust, og spredte regndråber drypper ned i kanalen og laver ringe i vandet foran hovedindgangen til DR Byen, hvor Frederik Cilius ryger cigaretter og tygger tyggegummi på samme tid. Han er iført en af sine karakteristiske uniformer – brun blazer, skjorte og spraglet slips, lyse bukser og en panamahat på hovedet.
Efter to hurtige smøger i rap forsvinder han ind ad svingdøren til den store kolos af en bygning. Han er på vej ind for at optage to udsendelser af ’Den klassiske musikquiz’ med Phillip Faber i værtsrollen. Det er 10. sæson af det populære program, der skal optages, og han har været med hele vejen siden 2016.
Stort set lige siden han lagde drømmen om at blive klassisk musiker på hylden, har han på forunderlig vis beskæftiget sig med det alligevel. Kort efter at han var blevet en del af DR’s talenthold i 2011, kom det nogle høje herrer for øre, at der rendte en sjov mand rundt med en lidt særegen baggrund. I 2013 blev han derfor medvært på radioprogrammet ’Den slukkede mikrofon’ på P2 – og efterfølgende ’Cilius-patruljen’ og ’Taktløs’ på samme kanal.
På vej mod rulletrappen i foyeren bliver han stoppet af Anders Stegger, den tidligere radiovært, der i dag er redaktionsleder.
”Frederik! Jeg vil høre dig, om jeg må hyre dig til at holde et foredrag om inspiration for nogle yngre medarbejdere.”
”Ja ja, det gør vi bare,” siger Frederik Cilius, og efter at have udvekslet informationer er han på vej videre igen.
”Inspiration …,” siger han, mens han sjosker videre igennem den store labyrintbygning. ”Jeg ved ikke, hvor inspirerende jeg er. Jeg bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.”
Efter at have tilbagelagt nogle rulletrapper, nogle lange gange og en elevatortur træder han ud i den afdeling, hvor ’Den klassiske musikquiz’ bliver optaget. I køkkenet finder han Mathias Hammer, den anden holdkaptajn på programmet, der står og dingler med en kaffekop. De krammer og pjatter, før Hammer kommer i tanke om noget, han skal sige.
”Hov, i øvrigt, jeg har sagt ja til et job for dig. Tivoli vil gerne lave et nyt arrangement om klassisk musik sammen med os. Jeg har bare sagt ja.”
”Nå, skidegodt!” siger Frederik Cilius.
LIDT SENERE MØDER også quizværten Phillip Faber ind. Han har en rullekrave på, der er trukket godt op, så den næsten dækker munden, og Frederik Cilius
udbryder straks:
”Du ligner en, der skal begå et bandemord! Er det en af de svenske teenagere?”
Da de næste gang støder på hinanden, denne gang i sminken, er det Phillip Fabers højtaljede bukser, han påtaler.
”Hold kæft, hvor er de trukket langt op!”
”Du skulle prøve det,” griner Phillip Faber.
”Det kan jeg desværre ikke. Jeg ville ende med at ligne en af de der fede mafiosoer fra ’Godfather’!”
Inde i salen får opvarmeren de fremmødte publikummer – hovedsageligt pensionister – helt op at støde med vittigheder og fællesråb, før han omsider brøler i mikrofonen: ”Mine damer og herrer, her kommer de!”
Først Phillip Faber, dernæst Mathias Hammer med sine to deltagere og Frederik Cilius med sine. I baggrunden er hele DR’s symfoniorkester linet op, klædt i kjole og hvidt, og hen over de næste par timer quizzer de i brudstykker af symfonier og andre klassiske musikstykker fra Mozart til Carl Nielsen. Og når ikke musikken spiller, fyrer Frederik Cilius vittige bemærkninger af som et løssluppent haglgevær.
”Når andre ser porno fredag nat, sidder jeg og ser André Rieu på DK4,” siger han, da samtalen falder på den folkelige hollandske orkesterleder, og da der kommer en tekniker ind med en lang stang for at rette på et kamera, udbryder han: ”Der har vi stangspringeren fra Sverige! Han er lige inde for at slå verdensrekorden en gang til.”
Ved showets afslutning roder han sig ud i en kuriøs anekdote om den østrigske komponist Anton Bruckner, der havde en fetich med at berøre kranier og efter sigende skulle have stukket sine fingre ned i Beethovens kiste, og beretter om det med en morbid detaljerigdom, der får ikke bare publikum, men også orkestret bagved og kamerafolkene rundtomkring, til at knække sammen af grin og tage sig til maverne, og en latterkvalt Phillip Faber til at udbryde: ”Du er jo syg i hovedet!”
EFTER AT HAVE fortæret en clubsandwich fra Lagkagehuset i pausen mellem to optagelser har Frederik Cilius endnu en gang sneget sig ud for at pulse ved en af indgangene til DR Byen. Han er ofte blevet beskrevet som en levemand med forkærlighed for store middage, alkohol og, ja, smøger.
”Jeg tænker da over det. Nu har jeg røget i 22 år. Det er lang tid. Jeg har børn, og jeg har jo også en eller anden form for ansvar over for dem i forhold til ikke bare at dø.”
Han puster røgen langsomt ud.
”På den anden side kan jeg heller ikke lide, at verden bliver så strømlinet, som den har tendens til i øjeblikket. Man forsøger at skære alt det væk, der er for meget, for usundt. Jeg vil heller ikke tage Ozempic. Jeg vil være den sidste fede i Danmark, for der skal være én. Jeg vil være the 300 pound man, og jeg vil have sådan et omrejsende cirkus, hvor man kan komme ind og se mig.”
Han bapper på smøgen igen.
”Hele den der sundhedsbølge er jo en måde for folk at få sådan noget pseudo-indhold ind i deres liv, ikke? ’Jeg har sænket min kropsalder med fem år.’ Ja? Som du så kan bruge på at tage flere vitaminer og kosttilskud?”
Så skodder han cigaretten for at gå ind til endnu et par timer i spotlightet med DR’s symfoniorkester i ryggen.
”Jeg kan bare sige det sådan: Jeg vil hellere sidde én aften i operaen i Bayreuth, end jeg vil sidde et år på en romaskine. Det er jo det første, der er noget værd.”
