JEG ER VOKSET op med Cartoon Network og Disney Channel. Tv’et var altid tændt i mit barndomshjem. Vi elskede alle sammen film og serier, men mest af alle min far. Han bad mig af og til om at sætte mig ned med ham og se bestemte scener, han godt kunne lide. Jeg var ikke så gammel, da han introducerede mig for Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’. Gang på gang spolede han lige tilbage, når der havde været en særligt vild dialog. Det er hans store passion, og han abonnerede på Netflix fra begyndelsen, dengang det var en tjeneste, der sendte dvd’er ud med posten.
I lang tid var jeg ikke fan af at skrive. Jeg havde svært ved at læse. Svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen. Jeg havde en rigtig social medie-hjerne. Jeg tænkte på at lave noget kreativt. Uden konkret at vide hvad. Jo, måske noget med at blive modedesigner, så jeg kunne få flot tøj uden at bruge en formue på det.
Det føles som evigheder, men er i virkeligheden ikke så længe siden, at det gik op for mig, at man kunne blive manuskriptforfatter. At det faktisk var et arbejde. Under corona var min telefon gået i stykker, så jeg brugte tiden på at se enormt mange serier på min laptop. Jeg var specielt vild med ’Insecure’ og begyndte at læse alt, hvad jeg kunne om Issa Rae, der både er hovedrolleindehaver og skaber af serien, for at se, hvad hun havde at sige om at skrive. Hun fik det til at lyde realistisk. Den måde, hun fortalte om at komme ind i faget (Rae har en bachelor i afrikansk-amerikanske studier, begyndte at instruere og spille skuespil under studierne og droppede at læse videre, da hendes serie ’Awkward Black Girl’ blev et hit på YouTube, red.). Det kunne jeg da også gøre!
JEG GAV MIG til at læse en masse manuskripter. Blandt andet serien ’Atlanta’ af Donald Glover og ’Festen’, efter jeg havde læst Mogens Rukovs bog om at skrive. Jeg læste en masse pilotafsnit til serier, kiggede på opbygningen af historien, kiggede på dialogen. Jeg elsker sætninger, der bliver afbrudt, historier, karaktererne ikke får fortalt færdig. Det skal lyde virkeligt.
I foråret 2021 begyndte jeg på Filmhøjskolen Møn, hvor jeg skrev mit første manus. Det var en komedie, og den var virkelig dårlig, men sjov at arbejde på. Jeg var ret sikker på, at jeg ville være manuskriptforfatter, men det virkede skræmmende at satse 100 procent på det, så jeg begyndte på socialrådgiveruddannelsen. Det var på mange måder interessant, men da jeg fandt ud af, hvad jobbet egentlig består af, kunne jeg mærke, at det slet ikke var mig. Der er alt for meget papirarbejde i det – og ikke den slags, jeg kan lide.
Jeg meldte mig til kortfilmmanuskriptkonkurrencen Northern Script, mest for at få noget feedback – og vandt en tur til en international børnefilmfestival i Oulu i Finland, hvor jeg mødte unge manuskriptforfattere fra de andre nordiske lande. Det var et fedt fællesskab og en succesoplevelse.
En dag var der nogen, der nævnte Filmskolen i København, hvor de også har en manuskriptforfatterlinje. ”Nå, ja. Det var vel en meget god idé at søge ind,” tænkte jeg og indsendte sammen med min ansøgning 10 sider af et manus til en mockumentary (fiktiv serie i dokumentar-form, red.) om nogle somaliske mødre i et socialt udfordret område, der sætter sig for at stoppe al kriminalitet, hvor de bor, men uden at have værktøjerne til det. De er meget upædagogiske, men ender med at have en vis succes. Historien er baseret på en gruppe af min mors veninder, der går rundt i gule veste i Rosenhøj-kvarteret i Aarhus. Som min mor fortæller om det, frygter de unge drenge ikke politiet, til gengæld har de respekt for mødrepatruljen og smider deres cigaretter fra sig, når de kommer om hjørnet.
Filmskolen kaldte mig til en samtale, hvor jeg skulle fortælle om mig selv og om, hvorfor jeg gerne ville skrive manuskripter. Jeg fortalte, at jeg savnede danske film og serier, som jeg kunne se mig selv i. At det er ærgerligt altid at skulle kigge mod USA eller England efter entertainment, hvor jeg føler mig repræsenteret. Eller mod norske ’Skam’ og muslimske Sana, som straks blev et samtaleemne blandt mig og mine veninder. Vi glædede os til hvert afsnit og talte om hende, som om hun var vores veninde. Hvis jeg skulle vurdere, hvad Danmark er for et land ud fra, hvad jeg har set af film og serier, ville jeg nærmest ikke tro, at der fandtes andet end hvide mennesker.
Jeg gik videre til tre dages optagelsesprøve på Filmskolen, hvor vi skulle skrive både enkeltvis og i grupper. Sammen med en fyr, der hed Louis, skrev jeg et pitch til en komedieserie om nogle servicemedarbejdere på Skejby Sygehus. Vi snakkede om, at vi elsker de karakterer, der let bliver usynlige i hverdagen. Hvordan ser det ud, hvis vi gør dem til hovedkarakterer?
Jeg havde hørt meget om, hvor intenst prøveforløbet skulle være, men jeg syntes ikke, det var så slemt, vi spiste da frokost og havde tid til små pauser indimellem. Det var faktisk superhyggeligt, men det turde jeg ikke sige til nogen. Sæt, jeg nu ikke blev optaget, var det så, fordi jeg havde taget det for useriøst? Bagefter gik jeg med en følelse af, at det var gået godt. Jeg turde ikke sige det til nogen, ville ikke jinxe det. Men jeg syntes, jeg gav mit bedste, og jeg ville have været tilfreds, om jeg gik videre eller ej, men nu endte det med, at jeg kom ind på skolen, og det gjorde Louis for øvrigt også. Det var en fed følelse.
På skolen har jeg faste strukturer, SU og trygge rammer til at skrive og lære. For nylig færdiggjorde jeg et spillefilmmanus på 90 sider. Det var første gang, jeg skrev så langt. Heldigvis havde vi kun fem uger til at skrive det, så jeg var nødt til bare at få det ud. Jeg kunne ikke sidde og overanalysere det. Nu skal det pakkes væk en tid, indtil vi på et senere tidspunkt har et rewrite-semester, hvor jeg kan få lov at arbejde videre med det. I mit første halve år på skolen har vi løbende haft samarbejder på tværs af faggrupper og med skuespillerelever, hvor vi har fået mulighed for at se, hvordan et manuskript fungerer i praksis og på lærredet. Hvor er der for meget dialog? Er historien forståelig for skuespillerne? Hvad sker der i klippeprocessen?
Foto: Privat
FOR NYLIG SKREV jeg tre sider om emnet afsked. Det handlede om en fyr, der er sammen med sin kæreste, aftenen inden hun skal ud at rejse. Hun tager et billede af ham, han er ikke fan af det, synes, han er grim, og det er hans mål at få det slettet. Det startede som en let, lidt fjollet komedie-idé. Men da instruktøren og skuespillerne kom indover, antog det en dyster side. Det var interessant at se det potentiale, der kan ligge i et manuskript.
Efter at jeg er kommet ind på Filmskolen, er der mange, der siger: ”Hey, jeg har en idé til et manuskript.” Jeg synes, det er sjovt nok at høre folks random ideer, men tænker altid: ”Skriv det dog selv.” Jeg vil hellere høre folks historier end deres ideer.
Ifølge en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut savner mange unge repræsentation i danske produktioner. Tit ender de så med at gå ind og se film som ’Shorta’ (dansk politidrama om optøjer i et socialt boligområde, red.) eller lignende, selv om det ikke er en særlig positiv repræsentation, fordi de føler, de trods alt i en eller anden grad kan genkende sig selv på skærmen. Det er ikke, fordi de historier ikke skal fortælles. Men man er nødt til at have hele billedet med. Historier fra blokken handler næsten altid om de kriminelle miljøer. Eller om folk, der bare vil væk. Jeg er selv opvokset i Gellerup, og det er ikke nødvendigvis et sted, hvor man er bange for at dø, og hvor man enten er meget religiøs, meget kriminel eller har det meget hårdt. Jeg vil gerne fortælle nogle andre, mere overraskende historier fra den arena.
Jeg kunne også godt tænke mig, at der var flere almindelige mennesker i dansk film og tv, som tilfældigvis var brune eller muslimske, uden at dét er hele deres story line. Jeg vil gerne se, hvordan de karakterer kan gå igennem en helt normal tilværelse i, lad os sige, en lægeserie. Det ville give et frisk take. Jeg ved ikke, om det er det, markedet vil have, om det er det, danskerne vil se, og jeg gider ikke forsøge at regne det ud. Jeg tror, det er vigtigt at præsentere det og så se, hvordan det bliver modtaget.
Jeg ser stadig rigtig mange serier. Jeg skal altid se noget, mens jeg spiser. Hvis nogen nævner en serie, skriver jeg den ned og tjekker den ud. Jeg går også tilbage til gamle sitcoms. Det er trygt og godt. Jeg elsker Kurosawa og alt det der, men serier har virkelig mit hjerte. Det er nice, at det er så tilgængeligt et medie. Jeg tror også, at det er der, der ligger mest arbejde, når jeg skal til at tjene nogle penge. Min store drøm er en dag at blive showrunner, hovedforfatter på min egen serie. Gerne på en stor streamingtjeneste.
