1.
JEG VOKSEDE OP i Skanderborg i 50’erne i faste rammer. Både i skolen og derhjemme. Jeg turde ikke komme hjem senere end aftalt, og kom man i skole fem minutter over otte, var det op til inspektøren.
Min mor Inger og min stedfar Jens levede i deres egen verden og omkring sig selv. Nok dybest set fordi min stedfar var en smule jaloux på os børn. Han ville have min mors opmærksomhed 100 procent.
Min mor var udearbejdende, så det var hos de andre børns mødre, jeg fik boller og chokolade om eftermiddagen. Min stedfar var sådan set sød og god mod os, men vi skulle underholde os selv. Ud fra devisen ’børn skal ses, men ikke høres’. Min lillebror Peter og jeg kunne ikke drømme om at sige, at vi kedede os. Det er kun dumme mennesker, der keder sig. Vi skulle beskæftige os selv. Læse en bog. Spille et spil. Gå udenfor og lege. Det var frihed under opsyn og frihed til at lære at blive selvstændig.
Min stedfar havde været modstandsmand under krigen, og han led voldsomt af PTSD. Men det vidste vi ikke, hvad var dengang. Som barn fornemmede man, at det ikke var helt, som det skulle være. Få gange fik vi ham til at fortælle, hvordan det var at sidde sidste nat på dødsgangen med sine kammerater og synge fædrelandssange. Kammeraterne blev hentet og skudt, men Jens gik fri som den eneste. Flere gange spurgte jeg ham, om han nogensinde havde slået et menneske ihjel. Det fik jeg aldrig svar på.
Han var et plaget menneske og en forpint sjæl, og vi vidste ikke, at han gik og spiste Stesolid for at holde ud at være til. Han holdt sine mareridt for sig selv, opholdt sig meget i naturen, men drak også meget. Han havde nogle sår, der ikke kunne hele. Han døde som 58-årig.
2.
MIN MOR OG FAR gik fra hinanden, da jeg var meget lille. Min far boede i Flensborg, hvor der åbnede sig en helt anden spændende verden for mig med to nye små søskende. Rolf, min far, var politisk engageret i det danske mindretal. Som barn kan man godt mærke, når nogen er grebet af noget på hjerteplan. Det var jeg fascineret af.
Jeg var med til politiske møder, valgkampagner og demonstrationer. Engang skulle vi smugle den danske højskolemand, forfatter og professor ved Aarhus Universitet Tage Hind over grænsen til en demonstration mod atomkraft. Jeg var med. Det foregik under nogle tæpper i bunden af bilen. Flensborg var eksotisk for mig, og det var meget intenst at være der en uge eller 14 dage ad gangen.
Jeg var min morfars øjesten. Min mormor døde desværre, da jeg var tre år, og hos min morfar blev jeg set og hørt 500 procent. Der var ingen grænser og ingen rammer. Havde jeg bedt om at komme til månen, havde han arbejdet for det. Hvis jeg ville se en film, der var forbudt for børn, var det ham, jeg gik til. Jeg fik penge til is, hver gang jeg spurgte. Og to kroner i lommepenge om ugen for ikke at lave noget.
Da jeg blev ældre, var vi hinandens fortrolige. Vi snakkede rigtig godt sammen. Min mor syntes, han fortalte mig lidt for meget. For eksempel om alle sine damebekendtskaber. Vi betroede hinanden mange ting, som jeg ikke fortalte til min mor. Jeg trøstede ham, og jeg elskede at høre om det hele. Jeg elskede at få et kig ind i en voksenverden.
Jeg har altid elsket at lege, at jeg var andre end mig selv. Lige siden jeg har kunnet tænke og tale og stå på mine ben. Som helt lille var det den tyske sangerinde Caterina Valente. Jeg kunne alle hendes sange udenad, og jeg kunne godt lide, at familien så mig optræde.
Ret hurtigt vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, men jeg gik meget stille med tankerne. Jeg fortalte det måske til min morfar og et par veninder, men sagde man den slags, fik man ofte en reaktion i retning af, om man nu også var rigtig klog. Derfor var det bedre at holde sin mund og sige lærerinde eller sygeplejerske, når en voksen spurgte, hvad man ville være. Min mor og Jens var meget dømmende over for den slags. Min morfar var til gengæld meget åben og mere ungdommelig af sind end dem.
3.
JEG GIK I GYMNASIET på Aarhus Katedralskole og blev forelsket i en af mine lærere. Han hed Lars Waage, og ud over at læse klassisk filologi uddannede han sig som operasanger på Det Jyske Musikkonservatorium og var blevet tildelt et studielegat til musikkonservatoriet i Rom. Jeg var skoletræt og dumpede min studentereksamen.
Jeg tog med ham et år til Rom uden studenterhuen. Min far forsøgte at bestikke mig til at blive hjemme med penge og en lejlighed. Mine forældre var så bange for, at jeg ikke fik min studentereksamen, og det var også et nederlag for mig selv ikke at få den. Men jeg vidste, at jeg ville gå klassen om, når jeg kom tilbage fra Rom. I løbet af et vidunderligt år dernede fik jeg øjnene op for værdien af viden, mens jeg gik rundt mellem ruinerne. Jeg blev student som 20-årig med ret gode karakterer, og i 1973 kom jeg ind Skuespillerskolen i Aarhus.
På Aalborg Teater blev jeg instrueret af Erling Schrøder i ’Sparekassen’, hvor jeg spillede sammen med Bodil Udsen. Han lærte mig at finde ind til min kerne som skuespiller. Ved at blive ved og ved at pille unoder af mig, som jeg ikke vidste var unoder. For eksempel ikke at være for ferm og for hurtig. Jeg skulle helt ned i maven, hvor jeg var til stede noget mere og bedre kunne mærke efter.
Erling Schrøder havde ry for at forløse skuespillere, som det også var sket med både Ghita Nørby og Lone Hertz. Han gav mig en masse selvtillid og mente, jeg skulle til København. Direktøren på Aalborg Teater ville bare ikke give mig fri. Indtil han selv tog mig med til København, da han i 1981 blev direktør for Nørrebro Teater.
4.
AT BLIVE MOR har været det bedste overhovedet. Der er ikke noget at spille om. Klicheen er sand. Der er ikke noget bedre. Og det bliver det ved med at være. Når der kommer børnebørn, er dét så pludselig det bedste.
Det kom lidt bag på mig, at jeg ville blive så glad. Og det er helt sikkert også alt for meget. Jeg skal beherske mig meget for at holde det nede på 100. Det ene øjeblik forsøger jeg at holde igen, men det næste øjeblik får Ferdinand og Osvald alt, hvad de vil have. Jeg får en del stikpiller fra Mille, for jeg gør meget forkert, og så skal jeg også sættes på plads.
Jo ældre jeg er blevet, jo dybere sidder det i én, at det er i familien, guldet ligger. Mille og jeg er meget tætte, og vi joker ofte om, hvordan man mon skærer den navlestreng over. Vi har nok været tættere end i dag, men hvis der er noget vigtigt i hver vores liv, har vi altid hinanden i telefonrøret kort tid efter.
5.
DE TEATERSTYKKER, der er kassesucceser, er ikke altid dem, der udvikler én mest som skuespiller. ’Piaf’ på Aalborg Teater (Kirsten Lehfeldts gennembrudsrolle i 1980, red.) bragede igennem, og det var fantastisk udfordrende hver aften at spille en kvinde, fra hun var 16, til hun døde. Der var forskel på, hvordan hun sang, da hun var ung, og da hun var i begyndelsen af fyrrerne og næsten ikke kunne længere.
Personligt betød Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’ (1983, red.) og Samuel Becketts ’Glade dage’ (1995, red.) bare mere. I førstnævnte spillede jeg et indadvendt menneske, hvor det hele foregik i en lillebitte drømmeverden. Et sart og skrøbeligt univers, jeg ikke havde prøvet før. I Becketts stykke var det en udfordring at styre en monolog igennem, hvor jeg var tvunget til at tilrettelægge tankerne på en helt anden stringent facon. Det var to vigtige disciplinære øvelser.
I 80’erne var det en vild oplevelse at spille Henriette ’Henry’ i ’Flamberede hjerter’. På film skal du jo skrue dit udtryk helt anderledes ned i forhold til teater, revy og tv-satire. Især når du spiller en hovedrolle. Det handlede i virkeligheden om at gå efter nogle få karaktertræk og bare være i det og reagere på, hvad de andre skuespillere kom med.
Pludselig stod jeg midt i en kæmpestor succes, og jeg nåede ikke at reflektere over hverken publikumssucces eller Bodil-pris før langt senere. I 80’erne var det bare videre, videre, videre hele tiden. Jeg havde ingen pauser, og jeg kunne godt lide at være i gang. Med alt det, jeg har lavet, kan jeg næppe tillade mig at brokke mig, men det har alligevel undret mig, at ’Flamberede hjerter’ ikke førte flere større filmroller med sig. Måske var rollen alligevel for aparte og speciel.
6.
FØRSTE GANG, jeg fandt ud af, at jeg havde komisk talent, var, da jeg mødte Per Pallesen og Rolv Wesenlund på Aalborg Teater. Først lavede jeg tv-satire, senere Cirkusrevyen og så revy i Aarhus med Søs Egelind. Da jeg først fandt ud af, at det er fantastisk at få mennesker til at grine, blev jeg bidt af at udforske den side af mig selv.
Søs Egelind og jeg stod rundt regnet samme sted. Vi havde begge en oplevelse af, at de numre, der blev skrevet til piger i revysammenhæng, ikke var så morsomme som dem, der blev skrevet til mændene. Under optagelserne til ’Klikk’ (satireprogram på DR, red.) talte vi om, at vi skulle skrive noget sammen, og det gjorde vi så til Århus Revyen i 1988.
Folk skreg af grin. Det gav os blod på tanden. Det var udfordrende, berigende og meget tilfredsstillende selv at skrive numrene. I 1990 opfandt vi bodegamændene ’Carsten & Helge’ samme sted. Vi fik lyst til at udforske, hvad vi kunne slippe af sted med at sige. Og fandt ud af, at folk gerne vil have den dér genkendelighed. Det var dét, de grinte af: Når de genkendte noget hos sig selv eller naboen.
Vi har aldrig klædt os ud som Lars Løkke eller Helle Thorning. Vi har forsøgt at ramme noget tidstypisk, arketyper og jargonen mellem mænd og kvinder. Vi har begge to en baggrund i provinsmiljøet. Mig i Skanderborg, og Søs i Silkeborg. Vi kunne provinstyperne udenad.
Når vi arbejder sammen, er der meget, vi ikke behøver sige. Det går helt af sig selv. Vi begynder altid med noget, vi synes er irriterende eller uretfærdigt. Noget småligt i samfundet eller noget, vi synes er mærkeligt.
7.
GENNEM TIDERNE har vi haft mange forskellige arbejdsmetoder. Først troede vi, at vi skulle drikke os skidefulde for at lave noget godt. Så blev det nok haha-sjovt, men det holdt ikke rigtigt. Så troede vi, at vi skulle ryge os skæve, men det, vi havde grinet af om aftenen, var ikke sjovt dagen efter. Til sidst fandt vi ud af, at man skal starte klokken otte om morgenen og være disciplineret. Det gav de bedste resultater. I humor kan man tillade sig at gå meget langt, men går man over sin egen grænse, går man formentlig også over publikums grænse.
Lige så snart det var slået fast, at vi var ’to sjove piger’, kom der bud efter os. Vi fik masser af tilbud og rykkede ud alle steder i landet. Nogle gange kunne vi godt nå et par jobs på en dag. Engang optrådte vi samme dag i fodboldklubben Brøndby og i Vestre Fængsel. Det var en voldsom kontrast. Først tilbedte fodbolddrenge og bagefter drenge, der var kommet skævt ind på det hele.
Ideen til ’Kongeriget’ troede vi ikke helt på til at begynde med. Det her med at blande fiktion, komik og virkelighed. Det er Jens Folmer Jepsens fortjeneste, at vi har sat et aftryk i den forbindelse. Mens man har gang i det, ved man jo ikke, hvad det er. Drivkraften var der bare. Vi kunne ikke lade være, og vi ville gerne sætte en dagsorden.
Det var sjovt at bestemme alt selv. Sådan har vi det meget begge to. I dag kan jeg godt se, at vi var med til at sætte piger lidt mere på landkortet. ’Søs & Kirsten’ var og er et hjertebarn. Men vi har også helt bevidst taget pauser fra hinanden, så vi har haft tid til at lave andet ved siden af. Når du er med i sådan en duo, hvor vi selv har fingrene i alt, er det skønt nogle gange at arbejde, hvor andre har ansvaret.
Det viste sig at være en rigtig god idé at klæde sig ud som mænd. Det får ligesom et metalag, så du faktisk kan tillade dig at sige endnu mere om mænd, end de selv kan. At du er klædt ud som mand, giver også i sig selv den virkning, at situationerne bliver endnu sjovere. Carsten & Helge var et forsøg til at begynde med. Vi har altid syntes, at når mænd klædte sig ud som damer, grinte folk af det – når Ulf Pilgaard kommer ind som dronning Margrethe for eksempel. Men når kvinder klædte sig ud som mænd, blev det altid lidt koket og sødt. Det var simpelthen ikke gennemført helt ned til nosserne og var sådan lidt tuttenuttet. Vi ville være mænd. Med røvrevne og det hele.
8.
NÅR DU BLIVER kendt for at være sjov, dukker der som regel reklamefolk op, som gerne vil bruge dig i reklamefilm. Det er nærmest en naturlov. Jeg har sagt nej til meget gennem tiderne. Men jeg har også sagt ja. Susanne Biers fiskereklamer med Niels Olsen, hvor vi spillede Minna og Gunnar, var mægtig sjove at lave. Det var et skarptskåret univers, som folk i dag næsten husker som en film eller en tv-serie. Så tydelige var karaktererne.
Det er en skæg øvelse at koge noget komik helt ind til benet, som kun må vare 30 sekunder. Det var også sjovt at arbejde med Peter Frödin og Henrik Juul på Tuborg-reklamerne og TDC. Og med Søs Egelind på BKI.
Det har givet en økonomisk frihed at være med i de forskellige kampagner. En frihed, jeg kunne bruge til at skrive på nyt materiale med Søs Egelind eller fordybe mig i noget helt andet. Nu siger jeg nok noget frygteligt, men de reklamefilm har givet mig råd til indimellem at spille teater. Teater, især på de mindre scener, er dårligt lønnet, så det er noget, du skal vælge til med hjertet og ikke for pengenes skyld.
9.
I SLUTNINGEN af 80’erne fik jeg stress på grund af for meget arbejde, og jeg havde aldrig troet, jeg ville havne i den situation igen. Men det gjorde jeg pludselig alligevel. Op mod premieren på ’Inden jeg fylder 67’ i januar 2018 satte min harddisk ud. Jeg havde kun gang i det ene teaterstykke på det tidspunkt, så det kom meget bag på mig.
Jeg var nødt til at tage situationen alvorligt, så jeg trak stikket i fem dage. Jeg fik hjælp og kom heldigvis hurtigt på benene. Uden at slæbe en angst for at optræde med mig videre. Det værste, der kan ske som skuespiller, er at blive bange for at gå på scenen.
Jeg var hurtigt klar igen og spillede 22 forestillinger, men kunne mærke, at jeg ikke ville holde til en lang turné. Fremover skal jeg kun lave en ting ad gangen, men det er svært at undgå overlap i vores branche.
Det hårde ved vores arbejde er, at vi hele tiden begynder forfra og er til eksamen i noget nyt. Det er anderledes end for sangere med et repertoire, de ofte kan nøjes med at forfine og fordybe. En type som mig skal åbenbart lære at passe på sig selv the hard way.
10.
JEG TÆNKER STADIG på alder med vendingen ”når jeg engang bliver gammel”, og føler mig ofte som en på 30. Men tror du, sådan et par læsebriller, jeg har siddende i panden, er irriterende? Ja! Og så skriv da med nogle større typer på indpakningen i supermarkedet. Man må vænne sig til forfaldet, men man skal samtidig ikke gøre det til et problem, for så tager det over.
Jeg lærer ikke så hurtigt udenad, som jeg gjorde engang, men jeg kan stadigvæk nogenlunde hurtigt tilegne mig en ny tekst. Det gode ved faget er, at man kan blive ved med at arbejde, så længe man kan lære roller udenad. Samtidig holder det mig ung at arbejde sammen med yngre skuespillere. Jeg har netop lavet en tv-serie, ’Minkavlerne’, hvor jeg har fået mange nye venner, som jeg nærmest er forelsket i. Komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross har både skrevet og spiller med, og det er inspirerende at møde et helt nyt univers. Man lærer noget hver gang, og måske kan man også give lidt fra sig.
Stig Hoffmeyer mødte jeg midt i 70’erne. Han var en afholdt, venlig og skøn kollega. Værdsat at arbejde med. Og han havde integritet. Man kom dertil og ikke længere. Han var hurtig og sjov at spille bold op ad, og jeg var dybt fascineret af ham. Og blev meget forelsket i ham. Alligevel kan der godt være held involveret i, at vi har dannet par i omkring 45 år. Eller måske har vi kæmpet lidt mere end andre, før vi har givet op.
Hver gang vi har kæmpet, har det bagefter været kampen værd. Efter en overvundet krise er forholdet blevet bedre og bedre. Rigtigere og dybere. Man vokser sammen. Kunsten er at forblive elskende og soulmates. Hvis bunden, som forholdet skal vokse i, var tørret ud, var vi skredet fra hinanden for længst. Man udvikler sig jo ikke altid samtidig, eller man kan glemme hinanden i perioder. Her gælder det om at få taget konfrontationerne og om at få halet hinanden ind igen. Men også om nogle gange at lade hinanden være.
Jeg fatter ikke, at Stig fylder 80 år næste gang. Vi har det så sjovt og griner så meget sammen hver dag. Jeg kan slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af. Han har det på samme måde. Vi elsker virkelig at gå i vores egen lille puppe ude på vores vidunderlige stykke land. Man bliver mere taknemmelig, når man ved, at det hele snævrer ind.
