DET ER EN GRÅTONE-DAG, hvor det er svært at skelne mellem dag og aften, luften er tæt af regn, og udenfor går landingsbanernes asfalt og himlens grums ud i et. Så da hun stryger ind ad karruseldøren på Clarion Hotel ved Københavns Lufthavn i skinnende klorofyl-grønt jakkesæt og sølvfarvede sneakers, er Helle Thorning-Schmidt i sit raske trav et gedigent drys konfetti ud over en fredag i april, der ellers hurtigt kunne glide over i glemslen.
”Undskyld, jeg kommer for sent,” siger Helle Thorning-Schmidt med hænderne fulde af outfits, som fotografen har bedt hende om at tage med til dagens fotoshoot på hotellet. Hun giver hånd, smiler og præsenterer sig, selvom en introduktion næppe havde været nødvendig. Der er ingen stress at spore i de grønne øjne, der glitrer på én gang venligt og målrettet. Helle Thorning-Schmidt smalltalker ikke om hverken vejret eller trafikken på vej til elevatoren, der skal føre hende selv, fotografen og denne journalist til præsident-suiten på 12. etage. Hun er en prof, og vi er her for at løse en opgave.
Inde i præsident-suiten går Helle Thorning-Schmidt direkte til sagen. Hun smider sine poser og tasker på en sofa og spørger fotografen ind til dennes planer. ”Det lyder alt sammen fint” – hun vil bare ikke fotograferes liggende i sengen. I næste nu sætter nervøse tics sig i mundvigene hos både journalist og fotograf, og flakkende blikke forlader øjenhulerne, da det går op for det nyligt introducerede trekløver, at der er sket en kommunikationsfejl. Journalist og fotograf tror, at de har fire timer til at eksekvere seancen, Helle Thorning-Schmidt har halvanden time, inden hun skal videre. Der går et sus gennem præsident-suiten. Kan vi virkelig nå det hele? Helle Thorning-Schmidt tager overraskelsen med ro og forsikrer om, at vi nok skal nå at få noget godt fra hånden.
”Jeg går lige ud og retter min makeup,” siger hun og griber sin toilettaske.
Snart efter går hun all in på opgaven som fotomodel. Rank i sit powersuit stiller hun sig klar til kameraknips og følger flittigt fotografens anvisninger, alt imens flyvemaskiner lander og letter på den anden side af hotellets panoramavinduer, og bagagevogne, der ligner små myrer oppe fra 12. etage, pukler med bjerge af kufferter i transit til alle afkroge af verden.
TAGER MAN EN hurtig scrolle-tur ned over hendes Instagram-profil, forledes man hurtigt til at tro, at den tidligere statsminister lever et liv i lutter glamour med god tid til kaffeaftaler. Der er velkomponerede outfits, eftermiddagste i et overdådigt badekar, champagne og rooftops, indbydende frokoster og glimmer galore.
Sænker man hastigheden en anelse ned ad Helle Thorning-Schmidts profil, opdager man hurtigt et væld af andre lag under den glitrende, glade overflade. Der er alt fra ture med S-tog og cykel gennem Københavns gader til analyser af global politik, klip fra BBC News, hvor hun selv udtaler sig om aktuelle emner, samt billeder fra scenekanter, hvor hun taler for tusindvis af erhvervsfolk, sender sin medfølelse til kvinderne i Iran, der kæmper for frihedsrettigheder, eller skaber opmærksomhed omkring krigen i Ukraine.
En uge i Helle Thorning-Schmidts liv strækker sig snildt fra København til New York til Miami til London og tilbage igen. Men hvad er det egentlig, hun laver? Hvordan ser hendes hverdag ud?
”Det er der rigtig mange, der spørger mig om. Og det forstår jeg også godt, for jeg forstår det dårlig nok selv,” siger Helle Thorning-Schmidt med et veloplagt blik, da hun får netop dét spørgsmål en gang til.
Da hun trådte ud af politik i 2016, flyttede hun til London og blev direktør for den internationale afdeling af Red Barnet, hvor hun havde ansvaret for 25.000 mennesker fordelt på 100 forskellige lande, en stilling, hun bestred indtil 2019.
I dag har hun gjort det, hun selv kalder ’bestyrelseskarriere’. Helle Thorning-Schmidt sidder i bestyrelser i Danmark (blandt andet hos Vestas), Storbritannien og USA, er med i tænketanke, der har udenrigspolitik som hovedramme, og så er hun en del af den multinationale softwarevirksomhed Metas oversight board, på dansk tilsynsråd. Meta er hovedselskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, og Helle Thorning-Schmidt er med til at træffe beslutninger om, hvilket indhold der må – og ikke må – ligge på platformene.
”Det bruger jeg rigtig meget tid på,” siger hun og forklarer, at hun også bruger rigtig meget tid på at vejlede store virksomheder i at ansætte flere kvinder, mennesker med anden etnisk baggrund, LGBTQ+ personer og folk med handicap, hvis de gerne vil fremad i bussen. For selvom hendes arbejdshverdag kan være vanskelig at få greb om, er hendes overordnede mission til gengæld svær at tage fejl af: Alle skal have lov til at være sig selv.
”Når jeg taler ude i virksomheder, siger jeg altid, at vi bliver dygtigere, mere engagerede, sjovere og mere kreative, hvis vi kan få lov til at møde op som vores hele selv. De skal byde diversiteten velkommen i virksomhederne. Der er ingen, der bliver bedre eller dygtigere, hvis de skal tone sig selv ned i forsøget på at passe ind i nogle rammer.”
TIL DANMARKS ÅBNINGSKAMP mod Tunesien ved VM i Qatar i 2022 tøvede Helle Thorning-Schmidt ikke med at dukke op i en kjole med tydelige regnbuestriber på ærmerne, selv om UEFA havde erklæret, at der ville være repressalier og røde kort, hvis spillerne bar det regnbuestribede one love-anførerbind. Hun var på stadion i kraft af sin rolle som medlem af DBU’s Governance- og Udviklingskomité, og efter kampen blev hun fotograferet i samtale med FIFA-præsidenten Gianni Infantino, og verdenspressen kastede sig over historien. Om hun fik påtaler, vides ikke, men faktum er, at Helle Thorning-Schmidts påklædning endnu en gang blev genstand for offentlig diskussion.
Ligesom den blev det, da hun i anledning af dronningens 50-årsjubilæum som regent i 2022 dukkede op i en magenta-farvet drøm af en kjole med slæb og lange kimonoærmer. Visse mente, at den udringede sag var for vovet til et royalt arrangement, og en regulær ’kjole-gate’ voksede sig pludselig stor og larmende, som en motorvejskø i myldretiden. Som svar på postyret og den enorme opmærksomhed skrev hun en på én gang kæk og alvorlig konstatering på Instagram:
”Nå, men hvordan var din dag? Tro det eller ej, så lavede jeg faktisk andre ting end at svare på de utroligt venlige kommentarer i min indbakke, tjekke sociale medier og være i kontakt med Søren Le Schmidt (kjoledesigner, red.). Tidligt i morges startede min dag sammen med 200 kvinder fra The International Bar Association, World Women Lawyers. Hold op, en imponerende flok. Ingen af dem så ud til at være uenige, da jeg snakkede om hyppigheden af mikro-aggressioner mod kvinder på arbejdspladser. Still a lot of work to do.”
Selv tilskriver hun sine børn, at hun bliver ved med at være nysgerrig, og at hun gør sig umage for at holde sin horisont åben, særligt når det kommer til kønsstereotyper.
”Jeg tror, jeg har fået rigtig meget uddannelse af mine egne børn, som tænker meget moderne over de her ting,” siger Helle Thorning-Schmidt, der er mor til Johanna Kinnock på 26, der er panseksuel, hvilket blot betyder, at hun ikke forelsker sig i et bestemt køn, men i mennesker. Hendes andet barn, 24-årige Milo Kinnock, ændrede sit navn fra Camilla og fik fjernet sine bryster, da hun hverken definerer sig som mand eller kvinde. Hun er nonbinær og valgte derfor det mere kønsneutrale navn Milo. Det krævede en omstillingsperiode for Helle Thorning-Schmidt at vænne sig til nye pronominer, navne og tænkemåder, men som hun sagde til Alt for damerne i 2021: ”Det må jeg jo bare respektere, fordi jeg elsker hende.” I samme interview uddyber hun, at hun er stolt af, at hendes børn lever det liv, de gerne vil leve, og at de har taget deres forældre med på rejsen og ikke følt et behov for at skjule, hvem de er inderst inde. Selvom børnene har spillet en stor rolle i Helle Thorning-Schmidts diversitetsuddannelse, er forestillingen om, at der skal være plads til alle og lige præcis deres karakteristika, ikke ny for hende.
”Det er en tankegang, som jeg altid har haft, det her med at forsøge at være inkluderende. Jeg er ikke boomer, jeg er en del af generation X, så jeg var ung i 80’erne, og dengang skulle vi virkelig til at begynde at forstå, at folk var meget forskellige. At der var andre seksualiteter end heteroseksualitet. Vi havde aids meget tæt inde på livet.”
PÅ SOCIALE MEDIER bliver Helle Thorning-Schmidt hyldet for at bane vejen for forskellighed og ikke mindst for unge kvinder, hvad hun blandt andet er blevet belønnet med Alt for damernes Søstersindpris for. Hun har i skrivende stund 127.000 følgere på Instagram, som hun viser, at glimmer og politiske analyser fint kan gå hånd i hånd. Det er heller ikke svært at forstå, at ungdommen har den tidligere statsminister som idol. Imidlertid er det selvsamme sprudlende udtryk, der var med til at gøre hendes tid som regeringsleder besværlig.
Da hun blev Danmarks første kvindelige statsminister efter folketingsvalget i 2011, gik nyheden tværs over Atlanten til New York Times og adskillige andre internationale medier. I den danske presse var nysgerrigheden også stor. Helle Thorning-Schmidt var politisk usædvanlig i den forstand, at hun seks år tidligere blev medlem af Folketinget og partiformand på stort set samme tid.
Hun var heller ikke en klassisk socialdemokrat, men mere farverig, end hvad de spæde 2010’ere var vant til. I en ny dokumentar, ’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’, giver hun et indblik i sit liv efter Christiansborg, men også et indblik i de kampe, hun måtte tage derinde. Og ikke mindst i pressen. Det skabte kognitive kortslutninger i hjernen på mange interviewere såvel som almindelige danskere, at en blond kvinde, der – blandt alt muligt andet – interesserede sig for mode, også kunne være fuld af kløgt og politisk tæft. ’Vuitton-socialist’, ’Bambi-Helle’, ’Seksuelle Helle’, ’Krop som en mynde’, ’Kønt smil … god røv’ og ’I seng med Helle’ er et udpluk af de rubrikker, som flere medier lod stå som kirsebærret på toppen af deres artikler, mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Og så selvfølgelig ’Gucci-Helle’, der fik hverdagsbrug i folkemunde.
”Jeg skruede ned for mig selv, da jeg var i politik,” siger Helle Thorning-Schmidt.
”Jeg fik i hvert fald et mere neutralt udtryk. Det var bare nemmere at have kedelige farver på, konservative negle og håret sat op. Jeg tænkte, at hvis jeg gjorde det, ville folk holde op med at snakke om, hvordan jeg så ud.”
20 KILOMETER VEST for lufthavnshotellet ligger Ishøj. I vestegnskommunen ved Køge Bugt finder man alt fra Tangloppen Camping til Arken Museum for Moderne Kunst. Ishøj har haft vokseværk de sidste godt og vel 60 år. I byen bor der i dag flere end 21.000 mennesker, men dengang Helle Thorning-Schmidt flyttede dertil med sine forældre, Grete og Holger, og sin storesøster Hanne og storebror Henrik, talte indbyggerne små 4.000. Der var nybygger-stemning på de langstrakte stykker vestegns-land, der udgjorde det perfekte fundament for parcelhusbyggeri. Indtil midten af 50’erne var det en decideret landsby og hed også Ishøj Landsby, hvor der mest blev udstukket strandlodder til primitive sommerhuse. I 60’erne blev der så anlagt store veje og en decideret by, og i 70’erne knopskød både etagebyggeri og etplanshuse med perlegrus-indkørsler.
”Det var meget pioner-agtigt i Ishøj dengang. Det betød, at hvis man ville melde sit barn til spejder, måtte man selv starte en spejderforening,” siger Helle Thorning-Schmidt, der blev smittet med en følelse af, at det meste kunne lade sig gøre, hvis man tog initiativ. Moren var med til at starte en vinterbadeklub, og datteren fulgte eksemplet og var med til at oprette flere forskellige foreninger. Den sjoveste, ifølge eks-statsministeren selv, var en diskussionsklub om den kolde krig, som hun satte i søen som 15-årig. Hvis man samlede 12 personer, efterkom ungdomsskolen i Ishøj det pågældende ønske og oprettede et hold.
”Jeg samlede 12 af mine venner og tvang dem til at skrive sig op. For jeg ville gerne have, at man diskuterede de 572 raketter, der skulle stilles op i den sidste del af den kolde krig i Europa. Jeg fandt en lærer, der vidste en masse om emnet, og så blev der lavet et seminar på ungdomsskolen. Der var så mange ting, man kunne dengang i Ishøj,” siger Helle Thorning-Schmidt, der lystigt fortsatte med at engagere sig.
Hun oprettede elevrådet på sit gymnasium, lavede festudvalg og demonstrationer og fik kommunen til at betale for sin årgangs studenterkørsel, fordi de var første kuld med de rød-hvide huer fra Ishøj Gymnasium.
”Jeg har altid haft en fornemmelse af, at hvis jeg rækker hånden op, kan jeg få ting til at ske. Det er noget, jeg har fået med mig fra min familie, og det er en meget stor ballast at have med. Mine forældre har altid opfordret mig til at involvere mig personligt – og at det nytter noget.”
PÅ PIGEVÆRELSET i Ishøj var det Dolly Parton, Sanne Salomonsen og Shit & Chanel, der kørte på højttaleren. Foruden arbejdet med de talrige foreninger og et tårnhøjt engagement i skolen brugte Helle Thorning-Schmidt masser af tid på at danse og synge. Hun gik til kor og jazzballet, og hendes mor syede, paillet for paillet, sølvglimmer-bodystockings, skørter og andre glitrende dragter til alle de konkurrencer, som datteren stillede op i. Men selvom Helle Thorning-Schmidt var både initiativrig og ambitiøs, havde hun en nervøsitet, der lå på lur, og som særligt ofte trådte frem, når danseskoene skulle kridtes, og scenetæppet lagde an til at gå op.
”Jeg var meget nervøs som barn. Særligt til de store dansearrangementer, som jeg gik til, og når vi skulle optræde med koret. Men jeg havde min mor, som var rigtig god til lige at presse mig det sidste, så jeg turde gå ud på scenen. Jeg var meget sådan: ’Jeg vil ikke alligevel.’ Men så tog hun det skridt for skridt. ’Jeg tror godt, du tør,’ kunne hun finde på at sige. ’Nu skal du tage din dansekjole på, og så ser vi, hvordan det går.’ Jeg synes, det var godt, hun gjorde det, for hun vidste, at jeg ville fortryde, hvis ikke jeg gennemførte,” siger Helle Thorning-Schmidt og slår fast, at det selvfølgelig ikke er nemt for alle og enhver at trodse nerverne, og at regulær angst er en helt anden snak.
Men overordnet mener hun ikke, vi skal være så bange for at skubbe vores børn en lille smule.
”For den føles lidt farlig, nervøsiteten, men den er der også, fordi der er noget, vi rigtig gerne vil. Og så skal vi over på den anden side og blive venner med den.”
Man fornemmer meningen med de anekdoter, som Helle Thorning-Schmidt vælger at dele offentligt. Hun plukker først og fremmest episoder frem fra sit eget liv, der kan inspirere, og som kan give mod og spejling.
”Mange, der kigger på mig nu, tænker måske, at jeg altid har været en person, der stod helt roligt og holdt taler. Det er vigtigt at fortælle andre piger og kvinder, at det kan være en meget stor ting,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Diktionen er blød og tydelig og i et toneleje, der går glasklart igennem, og måske netop derfor er det temmelig svært at forestille sig, at den tidligere statsminister, der gang på gang har holdt taler for både den danske befolkning, for Folketinget, for dronningen og for FN, stadigvæk kan blive ramt af flaksende sommerfugle i mellemgulvet og svedige håndflader.
”Jeg er meget ambitiøs med at gøre tingene rigtig godt. Det har altid drevet mig, og det er også derfor, jeg stadig kan blive nervøs. Fordi jeg ikke gider levere en halvhjertet indsats. Hvis jeg kommer ud til en forsamling, der skal høre et foredrag, vil jeg gerne have, at den sidder lige i skabet. Jeg tror faktisk, at nervøsiteten er min drivkraft.”
I 70’ERNES ISHØJ brast parcelhus-drømmen om kernefamilien. Helle Thorning-Schmidts forældre blev skilt, fordi faren havde mødt en ny kvinde. Han blev boende i huset med sin nye kæreste, Lisbeth, og Helles storesøster Hanne. Han beholdt vennegruppen. Og han beholdt også den gode af familiens to biler, mens moren flyttede til en lille lejlighed med Helle og hendes storebror Henrik.
”Det var så tydeligt, at der var ulighed på det punkt. Og når man først har fået øje på uretfærdighed, kan man ikke lade være med at se den igen. Hvordan der blev talt anderledes til drengene end til pigerne i skolen. Og i Folketinget for den sags skyld,” siger Helle Thorning-Schmidt og forklarer, at hendes mor var halvvejs i sit lægestudie, da hun mødte hendes far.
Moren droppede ud af studiet for at kunne passe hus og børn, mens faren, der havde en kandidatgrad i økonomi, fortsatte sin karriere som lektor i matematik.
”Min mor har altid sagt til min søster og mig, at vi skulle sørge for at kunne forsørge os selv. Det har været hendes allerstørste mantra i forhold til os. At vi ikke skulle være afhængige af nogen. Det kan lyde helt gammeldags, når man siger det i dag, men det var virkelig vigtigt for hende at få banket ind i vores små hoveder.”
Helle Thorning-Schmidts mor havde allerede inden skilsmissen startet diskussionsgruppen Pink Ladies, der mødtes dels for at debattere tidens varme og vigtige emner, diskutere bøger og udvide hinandens horisonter, dels for at øve sig i at fremføre deres synspunkter.
”Kvinder havde ofte svært ved at tage ordet i en forsamling. Pink Ladies samledes for at tage nogle diskussioner, som kvinder ellers ikke tog dengang. De støttede hinanden, og der var en søstersolidaritet i gruppen, og det har helt sikkert påvirket mig. Som barn kan man sagtens se sådan nogle mekanismer.”
TILBAGE PÅ CLARION HOTEL er billederne i kassen, og i sekundet fotografen pakker kameraet sammen, sætter Helle Thorning-Schmidt sig ved det lange mahogni-mødebord i præsident-suiten. Venligt tids-optimerende takker hun fotografen og hilser pænt til farvel, samtidig med at hun erklærer sig klar til interview i nærmest samme sætning. Omstillingen fra at posere til at tale politik og karriere tager kun et øjeblik, og vi begynder ved den dag i 2015, hvor hun for alvor havde forladt Christiansborg og sit folketingspolitiske liv. Hun var ikke længere statsminister, og hun husker, at stilheden larmede.
”Det var en meget stor overgang. Den ene dag var jeg statsminister og havde folk omkring mig. Der var hele tiden nogen, der havde styr på mig. Sekretærer, sikkerhedsvagter og chauffører. Alle de her ting. Da jeg var færdig som statsminister, var de der ikke mere. Jeg skulle som menneske over på den anden side. Altså nærmest fysisk over på den anden side og finde mig selv igen. Jeg havde været statsminister, formand for mit parti i 10 år og havde haft endnu flere år i politik. Det var forbundet med mange forskellige følelser. En tristhed og en tomhed, men også en spirende følelse af frihed.”
I mange år havde Helle Thorning-Schmidt været vant til at skulle skrue på sig selv og sin fremtoning udadtil. Enten var hun for meget, eller også var hun for lidt. Statsminister-formen strammede om hendes personlighed.
”Jeg tror, de fleste kan se, at jeg starter med at gå ind i politik som Helle og er en rigtig glad person på mange måder med et, ja, personligt udtryk. Men så bliver jeg rigtig meget Helle Thorning-Schmidt. Jeg synes, det er interessant, fordi jeg tror, det er noget, vi alle sammen gør, forandrer os, både mænd og kvinder, men kvinder bliver presset lidt mere ud i at skrue ned for sig selv.”
”Der er mange kvinder i historien før mig, som har udviklet lidt robotagtige, fastlåste måder at være på, hvor de på en måde er tvunget til at tænke: ’Hvordan går jeg klædt?’ ’Hvordan taler jeg’ ’Hvor meget temperament kan jeg vise?’ Jeg prøvede at være mere neutral, men det var heller ikke godt nok. Så blev jeg kaldt kedelig og fik at vide, at ’folk ikke kunne mærke mig’. Og det er også rigtigt. For hvis man rent faktisk skruer ned for sig selv, kan folk ikke mærke ens personlighed. De kan ikke fornemme, om man har varme, humor, et smil på læben eller en frisk bemærkning parat,” siger Helle Thorning-Schmidt, der mener, at man ikke ville stille det samme brede spektrum af krav til en mand.
”Hvis jeg havde været en mand, ville folk bare have sagt, at jeg havde styr på tingene.”
På tærsklen til sit ’nye’ liv besluttede Helle Thorning-Schmidt sig mere eller mindre for at skrue op for sig selv og sin personlighed igen udadtil. Og bevægelsen fra politikeren Helle Thorning-Schmidt til, ja, den ’oprindelige’ Helle er næsten fotografisk dokumenteret.
Samme år som hun forlod dansk politik, blev hun fotograferet backstage sammen med den danske rapgruppe Suspekt, der netop havde vundet fire statuetter ved Danish Music Awards. På hendes venstre side står rapper Bai-D, på den højre producer Rune Rask, i hånden holder hun en cigaret og et glas hvidvin, håret hænger løst, og der er ikke noget kontrolleret valgplakat-smil på læberne.
”Folk gik helt amok over det billede,” husker hun.
”Dels ser vi lidt fulde ud – hvad vi også var – og så står jeg med en smøg i hånden. Sammen med Suspekt. Folk var sådan: ’Hvad fanden laver hun der?’ Det sjove er, at jeg ikke engang kan finde ud af at ryge. Men jeg stod sammen med rygerne, og så var der en, der sagde: ’Hvis du står her, skal du også have en cigaret i hånden.’ Det virker selvfølgelig lidt utroværdigt at sige bagefter, haha.”
Men det var ikke kun den rebelske side af Helle, der fik ny luft. I sin nytårstale i 2017 opfordrede dronningen danskerne til at huske at gøre noget aldeles unyttigt, noget, der ligger uden for praktiske gøremål, men som i stedet fodrer fantasien, og ansporet af Hendes Majestæt besluttede Helle Thorning-Schmidt sig for at genoptage en gammel hobby.
”Nu får du en hemmelighed,” siger hun, griner og tøver et øjeblik. ”Du må godt skrive den. Men altså, jeg er lige begyndt at gå til sang igen. Jeg sang så godt, da jeg var yngre, og det gør jeg ikke mere. Så jeg besluttede, at jeg ville gøre noget ved det.”
”Men det tjener jo intet formål. Det er ikke som at træne eller læse tykke bøger, der gør én klogere. Men det gør mig glad,” siger Helle Thorning-Schmidt, der i øjeblikket øver sig på Albertes ’Lyse nætter’. Drømmen er imidlertid at kunne svinge sig op til at ramme rent på ’Amazing Grace’.
Minuttælleren på optageren viser, at interview-tiden er gået. Da det går op for Helle Thorning-Schmidt, siger hun: ”Vil du ikke bare med i taxaen? Så får vi lige et kvarter mere. Det vil også være dejligt for dig, hvis dine børn venter på dig derhjemme.”
TAXAEN GLIDER GENNEM regnen, der gør København utydelig bag ruderne. Konturerne af Tårnby og Ørestaden suser forbi, og flyvemaskinerne bliver færre og færre på himlen i takt med, at København kommer nærmere. Et spørgsmål hænger ligesom stadigvæk i luften efter det effektive fotoshoot og interview. Ville det så have været anderledes for hende at være statsminister i dag? Er tiden i dag moden til, at folk sagtens kan folde påfuglefjerene ud og samtidig bestride en magtfuld post eller et alvorligt erhverv? Det håber Helle Thorning-Schmidt, at den er.
”Jeg vil gerne fortælle den her historie om mit liv i politik med et smil på læben. Jeg vil ikke opfattes som et offer, men hellere være en del af løsningen. Jeg står ikke og råber ad medierne eller nogen bestemte personer. Men jeg vil gerne have, at vi sammen får en forståelse af, at der dengang (da hun var statsminister, red.) var et narrativ, både om mig og om andre kvinder. Og jeg tror, at når vi først får sat lys på det, gør vi det ikke igen. Så finder vi nogle andre måder at fortælle historier på. Vi skal virkelig huske på, at det ikke er en særlig fjern fortid, hvor kvinder blev omtalt på den her måde. Men jeg håber, at jeg har været med til at få åbnet en dør, blandt andet ved at skrive om det i min bog (’Blondinens betragtninger’, red.), og det er også derfor, at jeg sagde ja til at medvirke i dokumentaren om min tid som statsminister. Vi skal sørge for at blive ved med at holde den dør åben. Vi skal ikke tilbage i de gamle mønstre, for det var ikke særlig fedt.”
Hvad drømmer du egentlig om?
”Jeg har det rigtig godt, som jeg har det nu. Det er ikke sådan, at jeg drømmer om nogle helt andre ting arbejdsmæssigt,” siger hun og holder en kort pause. ”Men altså, jeg vil jo rigtig gerne være mormor på et tidspunkt.” Helle Thorning-Schmidt griner og forsikrer om, at hendes børn ikke skal føle noget pres. I næste sekund holder taxaen ind ved hendes danske adresse. Med et hurtigt klik er hun ude af både selen og døren og står bukket over bagagerummet for at samle sine sager sammen. Gennem bagruden siger hun: ”Tak for i dag, det var hyggeligt. Og hvor nåede vi meget!” Bagsmækken klapper i, og Helle Thorning-Schmidt går ud i regnen.
