SOM LILLE HAVDE jeg tynde arme, tynde ben og var lidt for tyk på maven. De andre børn drillede mig, og jeg var rigtig nem at få op i et gear, hvor jeg blev sur og ked af det. Jeg begyndte altid at græde, og det gjorde bare, at de syntes, at det var ekstra sjovt, og så blev det ved og ved og ved.
Min far var træt af, at jeg evigt og altid var i skudlinjen, så en dag sagde han: ”Det slutter her. Nu starter du til kampsport.” Han ville lære mig at sige fra på den hårde måde. Som ung i Bosnien havde han selv gået til kampsport og mente, at jeg skulle starte med noget af det samme, men det ville min mor ikke være med til. Hun var bange for, at jeg ville miste hjerneceller, hvis jeg fik for mange slag i hovedet. Hver gang han foreslog en ny kampsport, sagde hun nej, men da det kom til taekwondo, sagde hun omsider ja. Det er først og fremmest en selvforsvarssport, og det er først fra 12-årsalderen, at man lærer at sparke efter sin modstanders hoved.
Vi boede i Brøndbyvester, men klubben lå i Albertslund. Første gang jeg satte mine fødder der som otteårig, syntes jeg, at det hele lignede noget fra en Bruce Lee-film eller fra ’Ninja Turtles’, som jeg var kæmpe fan af.
Her lærte jeg at forsvare mig selv, og et par måneder senere var der ikke længere nogen, der drillede mig. Det, jeg pludselig kunne, havde de kun set på tv før, og jeg kunne se på dem, at de tænkte: ”Shit, han må være en farlig knægt, ham der!”
JEG ER VOKSET op på Vestegnen med bosniske forældre. Mit bosniske ophav fyldte en del i barndomshjemmet, for ligesom de mente, at vi skulle integreres i den virkelighed, vi lever i, ville de heller ikke have, at vi mistede det, vi kom fra. Hver sommer var vi tilbage i Bosnien i 2-3 uger, og i hverdagen dominerede Balkan-køkkenet menuen. Jeg er født og opvokset her, og jeg føler mig som dansker, men glemmer ikke mine bosniske rødder.
Mine forældre har til gengæld altid holdt mig ude af alt det, de oplevede i borgerkrigen. Jeg ved ikke, hvad de er gået igennem, jeg ved kun, at noget af det har været ret slemt og traumatiserende. Men i hjemmet blev det altid betragtet som et overstået kapitel. De ville ikke have, at det, de havde oplevet, skulle fylde i min og mine to yngre tvillingesøstres hverdag.
Min far er en sjov type. Hans tilgang til opdragelse er nok ikke helt klassisk i en dansk kontekst, og der vil helt sikkert være folk, der tænker, at det ikke er etisk korrekt, hvor meget og hvor hårdt han har presset mig.
I Bosnien havde han dyrket basketball på højt niveau, men da han kom til Danmark som 18-årig, måtte han lægge det bag sig, fordi alting handlede om at lære dansk, få en uddannelse og blive ordentligt integreret. Der var andre responsibilities på bordet.
HAN BEGYNDTE AT pace mig til at blive verdens bedste taekwondokæmper. Han kan være en meget hård mand, og han var rigtig hård mod mig, når det kom til træning og dedikation.
Fra jeg var helt lille, gik han i gang med at hjemmetræne mig. Bokseren Floyd Mayweather sagde engang: ”When you’re sleeping, I’m working.” Sådan var det hjemme ved mig. Når mine jævnaldrende slappede af, så trænede jeg. Enten ud at løbe, eller også fik han mig til at lave nogle af de øvelser, han kunne huske fra sin tid som basketballspiller i Bosnien. Han fik mig også til at lave et hav af armbøjninger og andre styrketræningsøvelser.
Han vidste, hvordan han holdt mig sulten. Man kan rose og rose og rose mig, men hvis man siger: ”Det her gjorde du forkert”, bliver jeg først lydhør. Han var god til at give mig små ’svinere’, også selvom jeg havde vundet. Jeg skal være meget bedre end min modstander. Den mentalitet har fået mig langt, og den bliver ved med at få mig længere og længere.
DET VAR NOGET andet med min morfar. Omkring min otteårsfødselsdag fik jeg to yngre tvillingesøstre, så mine forældre havde hænderne fulde, og så blev det meget ham, der tog med mig til træning og til træningslejre og turneringer alle mulige steder.
Han var en meget venlig mand, og han havde en evne til at træde ind i et rum og få folk omkring sig til at smile. Det var meget beundringsværdigt, for han havde også været meget igennem og havde været med i de første krige i Bosnien. Senere hjalp han mange fra min mors familie med at komme til Danmark. Der stod stor respekt om ham.
Min mormor og han boede i Nakskov, men flyttede senere til Vallensbæk, tæt på os, så han fulgte min taekwondokarriere tæt. Han var meget rosende af natur, og samtidig var han god til at forklare mig tingene på en ordentlig måde. Hvis min far lige havde skældt mig ud for ikke at tage mig nok sammen, kunne min morfar finde på at trække mig til side og sige: ”Prøv at høre, du gør det godt. Men jeg kan også forstå, hvorfor din far bliver sur, og måske siger han det ikke, som jeg ville gøre det, men det er rigtigt, hvad han siger.” Det fik mig altid til at tænke mig om. Okay, måske er det ikke bare, fordi min far hader mig. Måske vil han mig det bedste, men siger bare tingene på en speciel måde. Han var en god mand, min morfar.
TRE DAGE EFTER min 13-årsfødselsdag døde min morfar af kræft. Det var meget hårdt, og jeg havde brug for at fordøje det. Jeg endte med helt at tage en pause fra taekwondo. Han havde spillet en meget stor rolle for mig, og jeg måtte overveje, om jeg overhovedet kunne fortsætte uden ham.
Efter en måneds tid begyndte jeg at mærke et stort savn efter sporten. Jeg savnede ikke at træne, men jeg savnede at kæmpe. Jeg savnede at sparke og mærke adrenalinen i kroppen. Jeg elsker at kæmpe mod folk. Det er det, jeg hele tiden minder mig selv om i de svære tider. Og det er det, der altid hiver mig tilbage.
Jeg har flere gange været nødt til at tage tænkepauser. I perioder har jeg hadet sporten, fordi min far har været hård ved mig, og fordi det er slidsomt at træne hver dag året rundt. Mange gange har jeg tænkt, at det hele var noget lort, og at jeg ingen vegne kom med det.
Året efter at jeg havde mistet min morfar, røg jeg på hospitalet, fordi min blindtarm sprang. Det kan man dø af, og særligt min mor var meget påvirket af det. Hun havde lige mistet sin far, nu frygtede hun også at miste sin søn. Det var en hård tid for familien, og samtidig var det en slem skade, der gav mig en lang, ufrivillig pause væk fra taekwondo. Der fik jeg tid til for alvor at stille mig selv spørgsmålet: ”Er det rent faktisk det her, du vil?” Men taekwondo har givet mig så meget selvtillid, som jeg ikke tror, jeg ville kunne få noget andet sted.
FØRSTE GANG JEG skulle i kamp, var jeg pissebange, men jeg forelskede mig hurtigt i spændingen. Det er fast pace. Adrenalinen farer rundt i kroppen, hjertet pumper, når man står ansigt til ansigt med sin modstander. Det afhænger ikke af nogen andre. Det er mig mod ham, hvem vinder? Og det booster ens ego, hver gang man går sejrrigt ud.
I juniorrækken havde jeg et helt år som ubesejret. Jeg tabte ikke en eneste kamp. Men der har også været perioder, hvor jeg mistede fokus og overblik, og hvor jeg blev nervøs, når det rent faktisk gjaldt. Man siger, at man skal kunne præstere ’under lysene’. Det er svært, og det kunne også have knækket mig.
I kadet-rækkerne var jeg til VM én gang og EM to gange, og jeg tabte alle tre gange. Særligt det VM står stadig som den store skuffelse. Bagefter sagde alle til mig, at jeg kunne have slået ham. For nogle er den slags måske rart at høre, men det gavner ikke mig, det irriterer mig, og det gør mig sur. Jeg har en ’evigt sulten’-mentalitet, som jeg har fået fra min far. Jeg kan ikke klare, at nogen er bedre end mig. Det er sådan, jeg tænker.
Derfor var det også en hård tid for mig. Det fyldte meget i mit hoved: ”Når jeg træner i klubben, så flækker jeg folk. Så hvorfor ikke når det gælder?” Det hjalp ikke at have en far, der samtidig blev rigtig sur på mig, når jeg tabte. For så var der to, jeg ikke kunne lide at gøre sur. Min far og mig selv.
NÅR JEG TABER, tænker jeg uafbrudt på nederlaget indtil næste stævne. Jeg går og piner mig selv og bliver ved med at tænke på den person, der har slået mig. Hvis jeg er ude at løbe, får det mig til at løbe endnu hurtigere, og hvis jeg træner, får det mig til at træne endnu hårdere. Den mentalitet har bragt mig langt, for jeg var på ingen måde den mest talentfulde, da jeg var yngre. Rent fysisk var jeg ikke skabt til at blive til noget stort i sporten, men jeg havde viljen til at træne hårdere og hårdere og hårdere.
Min træner har den samme mentalitet. En skade tvang ham til at stoppe som ung, så i stedet dedikerer han sig til at forløse sin egen drøm igennem mig. En sommer for et par år siden satte vi os ned og tog en alvorssnak. Jeg havde opnået mange gode resultater, men stadig ikke vundet et af de helt store trofæer.
Jeg var den eneste på mit niveau, der aldrig havde fået en europæisk titel eller var blevet verdensmester. Nu mente min træner, at det var på tide at lave om på det. Ikke flere skuffelser. Nu skulle vi virkelig chokere folk.
I de følgende måneder trænede vi sammen 2-3 gange hver eneste dag. Taekwondo, kondition og styrke. Nogle gange var vi i fitnesscenteret, andre gange trænede vi på stranden, hvor menuen stod på spark, svømning, sandtræning eller løb. Vi løb også op og ned ad stejle bakker. Det var meget intensiv hård træning, og det var det mest ekstreme, jeg har prøvet, men min træner mente, at det var nødvendigt, for at jeg kunne blive bedre end alle andre.
I sidste ende bar det frugt. Til det efterfølgende U21-EM fik jeg sølv. Jeg var kun 17 år, og ham, jeg tabte til, havde lige været til OL. Der forstod jeg for alvor, at man med virkelig hård træning kan blive virkelig god.
DA JEG FYLDTE 18 år, sagde min far: ”Jeg tror, jeg trækker mig lidt tilbage.” Han mente, at jeg var i gode hænder og havde gode mennesker omkring mig, og at det var bedre at lade dem styre det herfra. I stedet ville han fremover følge med fra sidelinjen.
For at være ærlig så passede det mig godt. Det var på tide, at vi cuttede det gamle bånd og genopfandt vores relation på ny. I dag er jeg 100 procent sikker på, at min far er stolt af, hvad jeg præsterer. Min familie er alle sammen rigtig støttende og følger altid med i min karriere – uanset hvor jeg er henne. For nylig var jeg i Mexico, hvor der er en del tidsforskel, så de var nødt til at stå op midt om natten for at se mig kæmpe, og det gjorde de.
Min mor græder altid, når jeg opnår flotte resultater. Med min far er det anderledes. Jeg har aldrig nogensinde set ham græde. Men da jeg vandt European Games, så jeg ham smile, som jeg aldrig har set ham smile før. Jeg tror aldrig, han har været så glad før i sit liv.
MIN STUDENTERKØRSEL lå lige oven i European Games i Polen. Jeg skulle egentlig være rejst derned en uges tid forinden for at træne og finde mig til rette i miljøet, men studenterkørslen var kun to dage før min første kamp. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre, og i sidste ende tog jeg med på studentervognen, og så, næste morgen, fløj jeg direkte til Krakow, hvor en af dem fra stævnet hentede mig i bil og fragtede mig de sidste tre timer.
På studentervognen holdt jeg mig væk fra alle former for alkohol. Jeg er i forvejen ikke typen, der drikker særlig meget, men her sagde jeg helt nej. Det var noget andet med al den dejlige mad, vi fik serveret undervejs. Den kunne jeg ikke dy mig for at proppe mig med.
Da min far hentede mig ved et-tiden om natten, rungede mit hoved af al den høje musik, fløjterne og råberiet, og det blev ved med at ringe for mine ører hele natten. Da jeg vågnede næste morgen klokken seks, havde jeg kun fået halvanden times søvn. Fremme i Polen kom jeg for sent til den officielle vejning, men fik dispensation til alligevel at deltage. Støjen i mit hoved forsvandt, men da jeg kom hjem på værelset for at sove om aftenen, vendte den tilbage som bip-lyde. Bip-bip-biiip.
NÆSTE MORGEN VENTEDE kampene. I første runde i anden kamp vred jeg om på anklen. Heldigvis var adrenalinen høj, den dulmede smerterne, og jeg vandt alligevel. Lige efter ventede semifinalen, som jeg også fik kæmpet mig igennem og vundet. Uheldigvis var der tre timer mellem semifinalen og finalen, så jeg kunne ikke fortsætte på adrenalinen, og det begyndte at gøre vanvittig ondt.
Jeg gik hjem for at sove på værelset, og da jeg vågnede, kunne jeg ikke gå på min fod, jeg kunne ikke engang støtte på den. Jeg måtte nærmest bæres af mit team. Jeg overvejede at trække mig fra finalen, men mit team blev ved med at sige: ”Lad os nu se.” De forsøgte at finde en læge, der kunne kigge på min fod, og fandt til sidst en hollandsk læge. Så snart han havde tilset mig, sagde han: ”Den her fod er helt færdig. Jeg vil råde dig til ikke at kæmpe.” Mit team spurgte den hollandske læge, om der ikke var noget, han kunne gøre. Han tænkte sig længe om og fandt så nogle smertestillende piller frem fra sin medicintaske. De skulle være tre gange så stærke som almindelige Panodiler. Jeg skulle tage en med det samme, en mere med en halv time til kampstart og så endnu en, lige inden kampen gik i gang.
Da jeg trådte ind på måtten, kunne jeg ikke længere mærke, at der var noget galt med min fod. Faktisk kunne jeg slet ikke mærke den. Jeg vandt kampen, og efterfølgende hævede min fod helt op, og jeg måtte tilbringe en måned på skadesbænken. Det gjorde sindssygt ondt, men i dag gør det kun historien 10 gange bedre. Den turnering var mit Rocky-moment. Jeg overkom alle forhindringerne og tog sejren.
HVER GANG JEG har en hård træning, spørger jeg mig selv: ”Kan jeg smadre den version af mig selv, som jeg var i går?” Hvis svaret er ja, har jeg gjort det godt nok. Hvis ikke, må jeg tage mig sammen.
Når jeg træner, træner jeg pissehårdt. Jeg sætter mig selv i situationer, hvor jeg ikke kan løfte mine arme. Eller ikke kan løfte mine ben. Og hvor jeg får lyst til at kaste op. Jeg holder mig kørende, fordi jeg ved, at der er ét mål. Næste gang, næste gang, næste gang. Næste gang skal jeg vinde.
Jeg har en mentalitet, som nogle ikke vil kunne forstå, men den hjælper mig, for i sidste ende er elitesport ’Spis eller bliv spist’. Og jeg kan ikke lide at tabe. Jeg vil være den, der vinder, og derfor må der være andre, der taber. Sådan er det bare.
Når folk ser sport i tv, ser de kun det færdige produkt. De ser ikke alt det, der har ført til, at man er der. De har ikke set dig, når du har været ved at dø efter en eller anden træning, men er blevet ved alligevel. Jeg forsøger hele tiden at motivere mig selv, og hvis ikke jeg kan mærke i min krop, at det har været hårdt nok, får jeg skyldfølelse.
Til OL har jeg ikke tænkt mig at tage af sted bare for at suge stemningen til mig. Det her er min chance for at vinde en medalje. Selvfølgelig ønsker jeg også at være på toppen om fire eller otte år, men det er umuligt at sige. Til gengæld ved jeg, hvor god jeg er nu. Derfor siger jeg til mig selv, at det her OL bliver mit sidste. Det bliver alt eller intet. Det er nu eller aldrig.
