IBEN HJEJLE ER TRÆT. Træt af at tale offentligt om sin barndom. Træt af at fortælle om sit internationale arbejde med den engelske instruktør Stephen Frears og om, at hun blev foreslået at gå til casting på ’Ringenes Herre’, men afslog. Træt af offentlig virak om sine tidligere forhold til mere eller mindre landskendte mænd. Træt af at tale åbent om at miste sin mor for tidligt, om de to gange, hun blev slået omkuld af stress, eller om hvordan hun håndterede moderskabet i en alder af 26 år, da hun netop var blevet udråbt som et af landets største skuespiltalenter med tilbud fra ind- og udland.
”Man har sgu da ikke spurgt mine mandlige kolleger, hvordan de håndterede deres børn, men mig … igen og igen,” som hun siger med tydelig stemme.
For Iben Hjejle er det mere relevant at tale om, hvor hun er i dag, om hendes fag og om det skift, hun har oplevet i indholdet i kvinderollerne på film, tv og teater gennem sin karriere. Og om alle de mandlige instruktører, der i starten bad kvinderne om at stå ovre i hjørnet og plirre med øjnene – til i dag, hvor hun spiller hovedrollen i teaterstykket ’Lægen’ på Folketeatret i København. Et klassisk teaterstykke fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den mandlige hovedrolle er blevet skrevet om til en kvinde.
”Dén forestilling handler om alt det, vi beskæftiger os med i dag, som er langt mere vedkommende: race, køn og klasse blandt andet, og så er jeg et sted nu, hvor jeg får mulighed for at spille teater igen. Dét elsker jeg.”
OKAY, LAD OS gå Iben Hjejles vej. Vil man høre mere om hendes baggrund, kan man få fingrene i hendes selvbiografi ’En gylden korkprop’. Man kan også lytte til hendes og tv-vært Signe Lindkvists podcastserie ’Sitter’, hvor de to hver onsdag siden 2018 har talt om stort og småt og indimellem skraldgriner og lader skiver af deres privatliv glide ind. Og så kan man fortsætte læsningen af denne artikel, der tager afsæt i Iben Hjejles prøver på ’Lægen’.
En torsdag i begyndelsen af januar har en natlig snestorm dækket Danmark med et tæt, hvidt tæppe, og Vejdirektoratet har fra morgenstunden frarådet alle at tage på unødvendig langfart. Men klokken 12:00 er næsten alle involverede i forestillingen alligevel til stede på teatret. Også forestillingsleder, instruktørassistent og sufflør, der bag et skrivebord følger prøven tæt – og i ny og næ scroller et par nyheder på internettet. Ensemblet har alt for travlt med at nå i mål inden premieren til, at en smule snestorm skulle lamme produktionen.
De har været i gang siden midten af december, og nu gælder det en central scene for hovedkarakteren Ruths udvikling. Ruth er læge og landet i en shitstorm, fordi hun har nægtet en 14-årig pige den sidste olie fra en katolsk præst i håbet om at skåne hende for visheden om, at hun skal dø.
Udenfor er der udsigt til Ørstedsparken og en musegrå, snemættet himmel. Indenfor i et kridhvidt øvelokale med syv lægekitler på et tøjstativ taler instruktør Kim Bjarke scenen igennem med Iben Hjejle.
”Jeg var sjældent rundt på gulvet, da jeg kom hjem i går. Min hjerne var slået helt fra, så jeg er en smule udfordret med den her scene,” siger Iben Hjejle.
”Det tager jo noget tid at lære det her,” beroliger instruktøren.
Der foregår en form for forhandling om at få renset alt overflødigt ud af manuskriptet, derpå klikker Iben Hjejle scenen i manuskriptet ud af sit ringbind, puster ud, retter ryggen, stikker den ene hånd i lommen og træder i myndig karakter.
I de næste par timer undersøger hun og to andre skuespillere teksten sammen med instruktøren, mens de prøver. De er nede i detaljer i forhold til fysisk placering i rummet, bevægelser, intonation og replikker.
Iben Hjejle træder lynhurtigt ind og ud af sin versionering af den ranke og dumstædige Ruth. Når hun går i stå, henter hun replikker hos suffløren, og kløjes hun i talemåder, skærer hun grimasser, siger nogle almindeligheder og derpå noget sjovt. Så er hun tilbage igen. Det går lynhurtigt.
EN UGE SENERE sætter hun sig ved et mødebord i et tilstødende lokale med brunt brokadetapet på væggene og billeder af de tidligere teaterdirektører tilbage til teatrets begyndelse i 1857. Hun har urtete i hånden, smøger ærmerne på en langærmet T-shirt op og placerer sig som en opvakt skoleelev med begge underarme på bordet og hænderne foldet.
Hvorfor vil du ikke tale om din baggrundshistorie?
”Det er kun en lille håndfuld mennesker, jeg skal samtale med det om, og det er mine allernærmeste. Jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver en lille smule forbløffet over, at det er det, folk vil høre om. Det er forbigående deprimerende, at jeg kan blive ved med at gå på internettet og finde mig selv. Men det er jo ikke mig. Det er en råbebutik af holdninger og meninger. Og hvis ikke det er direkte løgn, så er det udsagn forvandlet til ukendelighed. Og det er ikke en klage, det er en konstatering. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det længere.”
Måske virker Iben Hjejle skrap, men hun er også venlig og imødekommende, hun smiler meget, ser én i øjnene, lytter og er ihærdig med at svare så præcist som muligt. Da hun hælder danskvand op, bliver glasset placeret oven på en serviet, så det ikke skramler på bordet og ind i diktafonen. Det handler om hensyntagen, men også om en form for ubevidst kontrol, som når hun retter på kaffekande, service og slikskål midt i en sætning, så arrangementet står bare en lille smule anderledes.
Lige nu optager hendes teaterarbejde hende så meget, at hun tænker over, om hun skal tage elever privat.
”Jeg har jo et håndværk, og så kommer jeg fra en lang slægt af undervisere. Nogle, man godt gad lytte til. Det ligger også i skuespillerfaget, at folk helst skal gide kigge på én og lytte til én, når man stiller sig op og fortæller en historie. Men jeg tror også, det har noget med min alder at gøre og min lyst til at fordybe mig i noget, der ikke flimrer og forsvinder så hurtigt væk. ”
Hendes forklaring sender hende alligevel bagud i tid – som det sker flere gange i løbet af de timer, vi taler sammen. Hendes refleksioner over, hvor hun står i dag, må holdes op i forhold til hendes tidligere ståsted, før pointerne falder.
”Teaterarbejde flimrer ikke. Det står solidt og konkret. Hele det forløb, hvor man bliver ved med at dykke ned i teksten sammen med sine kolleger og instruktøren, der har en idé og et forkromet overblik. Det udvikler mig som menneske. Film og tv har også været udviklende, men det er en helt anden disciplin og har et andet tempo. Det er mindre brikker. Og de skal ikke nødvendigvis sættes sammen. Det er det, jeg mener med flimmer.”
IBEN HJEJLE HOLDER af filmarbejde, der vælges med omhu, siger hun, men til gengæld er det lige før, hun siger ja til alt det teaterarbejde, hun bliver tilbudt. Men kigger man ned over hendes cv, er det alligevel film- og tv-produktioner, der fylder mest.
”Selvom man har lang anciennitet og er et menneske, der forhåbentlig kan sælge nogle billetter, er teater ikke noget, man bliver rig af. Så det handlede om nogle personlige valg, jeg havde truffet på et tidspunkt, eller rettere ikke havde truffet, og som gjorde, at jeg blev fattig som en kirkerotte og havde benene solidt plantet i blå luft. Der var helt klart et element af at skulle tjene nogle penge, men også af at være i livssituationer, hvor jeg ikke var villig til at være så dyb. Hvor jeg befandt mig bedst på overfladen. Dér blev jeg, indtil jeg kunne mærke, at det ikke gav mig det rigtige i sjælen. Jeg begyndte at føle mig tom, hul og råbende og larmende og flimrende langt inde i mig selv.”
Hun hentyder her til sit første stressanfald under indspilningen af tv-serien ’Dicte’ i 2015. Hun rejste sig dog hurtigt og arbejdede videre, men anden gang, i 2016, blev hun uarbejdsdygtig i næsten to år.
”Det var ikke én produktion, der gjorde udslaget. Det var mange års opsparet flimmer. Ligesom når det flimrede på tv-skærmen i gamle dage, og man slog hårdt ned på toppen af et fjernsyn.”
BAM. Iben Hjejle slår sin håndflade hårdt ned i bordet.
”Dét er det, min kammerat kalder for en Fona-reparation. Man slog alt, hvad man kunne, ned i apparatet, og så kom billedet tilbage. Så flimrede det igen, og til sidst gik fjernsynet ud. Det var simpelthen sådan, det føltes. Der var ikke mere,” siger hun og laver en grimasse med blottede tænder.
”Første gang var i Aarhus, hvor vi optog ’Dicte’, som jeg vil understrege på det kraftigste var en virkelig fin produktion. Jeg er meget, meget stolt af ’Dicte’. Det var en skidegod historie.”
Men det var dér, stressen kunne mærkes første gang. Hun var blevet dårligere og dårligere til at være sig selv og kunne stort set ikke mærke noget som helst – kun når hun var sammen med sit barn. Skulle hun ud at købe ind, blev alt straks besværligt. I stedet sendte Iben Hjejle skuespilleren Iben Hjejle af sted.
”Jeg spillede ’nu køber jeg ind imellem jer, helt alene. Og prøv at se mig, hvor tilgængelig jeg er. Jeg kan sagtens svare på alt muligt og skrive min autograf.’ Jeg kunne ikke interagere med andre end mine allernærmeste. Og når jeg alligevel gjorde det, blev det til meget larm, meget ha-ha-ha, meget alkohol, meget makeup, meget fest. Det hele skulle være stort, og det var ekstremt anstrengende. Til sidst blev det til flimmer på fjernsynet, inden det gik fuldstændigt ud.”
Hvad levede du af i de to år, hvor du ikke kunne arbejde?
”Godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det. Jo, jeg var så heldig at få nogle fondsmidler gennem Dansk Skuespillerforbund.”
Og hvad fik du tiden til at gå med?
”Jeg gik i terapi, mediterede, gik ture og sov meget på forkerte tidspunkter af døgnet. Og jeg brugte min allertætteste kreds af venner og familie, der lyttede nænsomt og gjorde mig opmærksom på, hvad jeg tidligere havde sagt var vigtigt for mig. Og jeg ved, at jeg blandt andet har sagt, at det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at spille teater.”
DET FØRSTE, Iben Hjejle gjorde, da hun rejste sig fra stresssygelejet, var at være med i ’Vild med dans’.
”Og så kan man jo tænke: ’Hold da op, det må da være noget af det mest stressende overhovedet at være med i.’ Men det var det ikke. Det var nede i kroppen – nede i teaterkroppen. Bare uden ord. Når jeg ser brudstykker af det på YouTube, kan jeg se, at jeg hele tiden græder og bliver utrolig rørt. Og det giver jo god mening. Det var starten på en rejse tilbage til mig selv. I 2018 kan jeg simpelthen ikke huske, hvad jeg foretog mig. Jo … utrolig vigtigt: Signe og jeg startede med at lave ’Sitter’,” glædesråber hun.
245 afsnit er det blevet til ved årsskiftet 2024. I de seneste måneder har podcasten handlet om små og store katastrofer som for eksempel Iben Hjejles kæreste, som kaldes ’Holdnings-Claus’, og hans surdej, der eksploderede op i loftet. Andre emner er rædslerne i Gaza-krigen, instruktør Sofia Coppolas håndtering af Priscilla Presley i sin seneste film og mulige bevæggrunde for dronning Margrethes abdicering. Et speedkørende sammenkog, som Iben Hjejle opfatter som mere personligt end privat båret.
”Vi er to kvinder, der altid har optrådt, og det gør vi selvfølgelig også i podcasten. Det er jo en slags redigerede samtaler, men alt sammen noget, vi putter os selv ind i. Jeg har talt i 245 timer om mit liv. Det er fra hestens egen mund, og for mig har det været fantastisk befriende.”
I podcasten har Iben Hjejle kunnet definere sig præcis, som hun har villet. Tage plads som kvinde i en verden, hvor mænd har fyldt en hel del i de ledende roller som producenter, instruktører og skuespillere. Men det er ikke det mandligt definerede glasloft, Iben Hjejle har villet sprænge:
”Vi er ikke særlig optaget af at være kvinder. Vi er heller ikke optaget af at være ’nogle af drengene’. Vi er optaget af at være de mennesker, vi er på det her tidspunkt i livet, og af at have det sjovt. Vi er først og fremmest komikere i den sammenhæng. Eller det har vi opdaget, at vi er. Og ud af det, som jeg jo synes kendetegner den fineste komik, kan der komme et stort drama eller en tragedie. Det er ikke kun ’Ha-ha, nu laver jeg pruttebevægelser under armhulen’. Hvis man lytter, kan man også finde steder, hvor vi bliver forknytte, og vores stemmer bævrer. ’Sitter’ har været ekstremt definerende for mit videre liv.”
NUTIDENS OMSKRIVNING af ’Lægen’ fra det oprindelige Arthur Schnitzler-stykke ’Professor Bernhardi’ kan ses som et udtryk for, at kvindelige skuespillere vejrer morgenluft. Da Iben Hjejle selv trådte ud fra Statens Teaterskole i København i 1996 og gjorde sin berømte kometkarriere, var der langt flere bærende roller til mænd end kvinder, men det oplevede hun ikke selv. Som nyuddannet skuespiller havde hun en følelse af at være lidt af en jagerpilot, fordi hun var kommet igennem et nåleøje som en af blot otte elever ud af 800 ansøgere. Under uddannelsen havde hun en rolle på Betty Nansen Teatret, hun havde medvirket i filmen ’Portland’, og ved sin afgang stod hun foran en fastansættelse på Østre Gasværk Teater.
”Jeg tror simpelthen, jeg var frygtløs. Jeg tænkte ikke, at jeg kom til at stå uden arbejde. Jeg hørte ikke efter, for jeg fik de store roller. Jeg var inde i varmen.”
Og det på trods af at der stort set kun var mænd i alle led af produktionskæden. Mænd hele vejen rundt.
”Jeg var helt klart en af drengene, og senere, da den første bølge af MeToo kom, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, det har jeg slet ikke forstået’, men så begyndte jeg at tænke mig om. Jeg havde ikke oplevet de her ting selv, men jeg havde stået lige ved siden af det, og jeg havde ikke reageret på det. Jeg syntes, det var så safe og rart for mig at være ’en af drengene’, og jeg kunne slet ikke se, at der var andre muligheder. Jeg var pissebange for at træde ud af det.”
Hvordan er man en af drengene?
”Man griner af alt det, drengene griner af, og det er ret upassende, og man tør alting. Man siger ikke nej, man går med i byen, og man råber og skriger, og man går ikke af vejen for at sige om andre kvinder: ’Hallo, det er ikke studenterhuen, der trykker.’”
HUN FØLTE SIG dog ikke som en decideret drengepige. Som barn af 70’erne havde hendes forældres forholdsvis kønsneutrale opdragelse givet hende mulighed for at finde sin egen forståelse af, hvad hun var for en person. Til gengæld følte hun sig altid trykket, når hun kunne mærke, at der var optræk til en kvindeklub i hendes nærmiljø.
”Jeg er ked af at sige det, men det har særligt været kvinder, der har lavet klubber. Alt fra feministiske klubber til ekstremt æstetikbårne klubber som ’Vi skal være nogle sexy ladies, der går i byen og bare tager for os’. Vi grinede af de der kvinde-kliker i gamle dage, da jeg var en del af det der beskidte dusin, der fik alt arbejdet. Man holdt sig gode venner med mændene. Og da MeToo-bølgen kom, kunne jeg se: ’Gud, dér har jeg da ikke været særlig hjælpsom.’”
Hvad kunne du have gjort anderledes?
”Jeg har ingen idé. Jeg så det ikke, fordi jeg havde succes. Jeg havde ikke problemer med at arbejde sammen med mændene. Jeg skulle ikke have kærlighedsforhold til dem. Jeg havde det skidesjovt. Og så har jeg åbenbart været ekstremt tydelig. Jeg har aldrig oplevet uønsket opmærksomhed eller tilbud eller ting, altså fysisk, som var ubehagelige. Jeg trivedes fint med mandedinosaurerne. Hele vejen igennem, og det er jo det, der er så forbløffende.”
Hvad handlede det med at være kvinde, der stod i hjørnet og plirrede med øjnene, så om?
”Det var jo ikke store, stærke, bombastiske, slå-i-bordet-kvinderoller, vi skulle spille. Vi var de lækre piger, der skulle spille de lækre piger. Og som sagde, bevares, noget kvikt eller sjovt en gang imellem. Men det var ikke os, der var i fokus, og hvis vi var, så var det, fordi vi havde meget lidt tøj på, og lyset var sat skideflot. Dét kan jeg se i dag. Vi skal ikke længere komme ind og svinge lidt med skuldrene. Og i virkeligheden … svinge med brysterne. Det var brysterne, man viste frem.”
Iben Hjejle rykker sin mund helt tæt på diktafonen og siger med staccato-stemme: ”Det, jeg gør, er, at jeg lige svinger med skuldrene, og så viser man brysterne frem, og så siger man et eller andet ud i luften.”
Det gjorde I simpelthen?
”Ja, altså, det er et udtryk, der blev lavet til os. Der var sgu da ikke nogen kvinder, der spillede det samme, som mændene i dogmefilmene gjorde. Altså, det var der jo ikke.”
Men i dag får kvinder flere handlekraftige roller. Og det omskrevne indhold af ’Lægen’ har været med til at give hende et nyt mindset, da det er en forestilling, der på flere planer er ret woke. Uden at plotspoile for meget bliver der byttet rundt på forventningen til de karakterer, der medvirker, og identitetspolitikken bliver vakt.
”Det er faktisk først nu, hvor vi er i gang med alle de her emner i ’Lægen’, at jeg for alvor har fået den brille på. Det handler jo lige præcis om alt det, mine skyklapper har forhindret mig i at forstå, fordi jeg sad på toppen af kransekagen.”
VÆSENTLIGE SKUESPILLERE HAR en tydelig spillestil. Måske er det hjørner af deres personlighed, der vikler sig ind i deres roller. Meryl Streep for eksempel har noget distræt, dirrende og nærmest sfærisk over sig. Det kan godt være, at Iben Hjejle ikke har været pusher number one eller nattevagt i danske film, men lige fra hun i rollen som Liva i ’Mifunes sidste sang’ i 1999 satte sig ned på gulvet og pissede på et ægte tæppe, har hun i sine roller virket stærk, stejl og stolt. En kvinde med rank ryg og tydelig diktion. En figur, der ikke stikker op for bollemælk, selvom der bag det hele godt kan gemme sig alskens sårbarhed. Den karakteristik kan hun godt genkende i sin egen personlighed.
”Dem, der er allertættest på mig, vil beskrive mig sådan, ja. Jeg er ret tydelig. Og jeg tror egentlig selv, at jeg er meget diplomatisk og lige mærker efter. Det gør jeg åbenbart overhovedet ikke i mine tætteste relationer. Jeg synes, det er bedst at melde klart ud, og jeg føler mig tryg nok til at gøre det.”
Karikaturen på dig selv i ’Klovn’ var jo en meget skrap dame …
”Ja.”
Har du fællestræk med hende?
”Ja. Men jeg er ikke så perfid. Altså Iben i ’Klovn’ er jo perfid og egoistisk. Ud over alle grænser. Det, Iben vil have, det får hun. Og det er jo ulækre egenskaber, der bor i os alle sammen, og det var enormt sjovt at få lov til at give los for.”
Får du roller efter ovennævnte definering?
”Det har jeg gjort. Lægen i den nuværende forestilling og Inge Lehmann, som jeg spillede i ’Jordens indre’ på Folketeatret i 2019, er skarpe mennesker med ordet i deres magt. Men det betyder ikke, at de ikke også er følsomme og sårbare, og at meget af det skarpe også dækker over noget, man ikke har lyst til at vise frem. Det kan jeg genkende. Men pludselig har jeg opdaget, at hvis man slår porten op til det følsomme og sårbare, bliver verden meget nemmere at være i. Folk kan spejle sig i én. Det er en kæmpe lettelse for én selv, og man får så meget kærligt tilbage.”
I dag vil hun gerne selv sætte dagsordenen for det, hun medvirker i – samt have kontrol over, hvordan hun fremstår.
”Da Alt for damerne besluttede ikke at billedredigere længere, havde jeg det bare sådan … æv. Jeg er skuespiller og holder meget af sminke og klæd-ud. Altså, hvad fanden havde I regnet med? Det at få taget sit portræt er en del af mit fag. Jeg har en ekstremt stor forfængelighed i forhold til, hvordan jeg tager mig ud på billeder. Og det er ikke, fordi jeg skal stå og være dronningen af Saba med fire kilometer lange øjenvipper og bølgende hår. Jeg vil bare have, at jeg føler mig tryg i det. At jeg har fået det på, som jeg synes er min passende maske.”
I 2022 REJSTE Iben Hjejle til Portugal for at møde sin tidligere kæreste Casper Christensen i tv-eksperimentet ’All Exclusive’, hvor hun lukkede en smule op for de private sluser.
”Det var for at binde en sløjfe på den pakke, som var min og Caspers offentlige historie. Fordi vores samliv og brud blev meget offentligt, og jeg ikke syntes, det havde fortjent den udgang. Ligesom med ’Klovn’ blev det en enormt karikeret udgave af os, der gik fra hinanden, gætterier og alt muligt pjat. Vi var jo sindssygt gode til at arbejde sammen. Og så er Casper min kammerat.”
I programmet kom blandt andet en historie frem om en lille portugisisk porcelænshane, som Casper Christensen helt rituelt fik til at sige modbydeligheder om Iben Hjejle foran børnene ved måltiderne i hjemmet. For sjov, syntes han, men Iben Hjejle endte med at spise sin mad i en anden stue. Historien gik sin sejrsgang i medierne, og det kan undre, at Iben Hjejle, som ikke bryder sig om mediernes håndtering af hendes privatliv, havde lyst til at stille op til programmet.
”Men det syntes jeg var fint. Hanen havde et virkelig sjovt navn, som jeg ikke kan huske (den hed ’McFlurry’, red.), og den var et symptom på, hvor Casper var oppe i hovedet dengang. Jeg kunne have forestillet mig værre ting, han havde fundet frem, og jeg kunne have forestillet mig værre ting, jeg kunne have budt ind med. Men det var for at få en afrunding, hvor vi sammen fik sat et punktum.”
Der er andre punktummer, 53-årige Iben Hjejle ønsker at sætte for at finde en ny måde at være i livet på uden at behøve at skulle forklare eller undskylde.
”Det er den undersøgelse, jeg er i gang med nu, og den er svær. Jeg vil gerne give mig selv lov til at være den kunstner, jeg altid har været. Den gode kammerat, mor, søster, datter … og kæreste, skal jeg tilføje. Jeg har fået en vidunderlig kæreste,” siger hun og griner stort.
Hvorfor har du svært ved at holde fast i dig selv?
”Det er måske svært at forstå, hvordan det er at være et menneske som mig, der er enormt god til at være andre personer. For hvem er man så, når man er sig selv? Og når man nogle gange synes, at den, man er, når man ikke spiller skuespil, er røvirriterende og uduelig og doven og ikke har økonomisk sans og ikke forstår at klæde sig og råber og larmer og siger: ’Nu skal jeg ikke drikke alkohol i januar måned’, men alligevel sætter sig ned på værtshuset og drikker 100 øl. Den der ekstreme disciplin, jeg kan have omkring at lave en karakter, findes slet ikke i mit eget liv. Jeg har brugt meget tid som rigtig voksen på at spekulere over, hvad der foregår.”
I ØVELOKALET PÅ Folketeatret graver Iben Hjejle og hendes medspillere sig dybere og dybere ned i deres karakterer. Som timerne går, og de prøver den samme scene igen og igen, falder replikkerne på plads i munde og kroppe. I slutningen af scenen kryber Iben Hjejle ned under et bord med den unge skuespiller Laura Kronborg Kjær, som hun spiller mor over for, og i nogle sekunder er Iben Hjejle en moderlig og øm version af den kantede og myndige læge Ruth.
”Ja, godt,” siger instruktør Kim Bjarke, da de har gennemspillet scenen tredje gang.
Der bliver stille i rummet, Iben Hjejle går lidt rundt, kigger ud ad vinduet, står med begge hænder i lommerne og tipper med fødderne.
”Jeg kan mærke, at jeg skal have noget ilt til hovedet,” siger hun.
”Ja, det skal du nemlig,” svarer Kim Bjarke.
”Fem minutter, okay?” siger Iben Hjejle og åbner et vindue.
Lidt efter vælter de øvrige skuespillere ind.
Uden for vinduet klarer himlen over Ørstedsparken op i en knivskarp isblå nuance. Nede på gaden, på fronten af teatrets facade, træder Iben Hjejle frem på en plakat i flot, stort format iklædt en lægekittel. Med al respekt for de øvrige medvirkende er hun det store trækplaster.
