Lokomotivføreren skal ikke bare styre toget sikkert fra station til station, men også kommunikere med blandt andre stationsbestyrere og toiletter. Heldigvis er der hjælp at hente i et veludstyret instrumentbræt. Kom med indenfor, og se tyfonen, kontrolleren, og hvad der ellers rører sig på førerbordet i et IC4-tog.
Tekst:Ruth Winther PoulsenIllustration:Jakob Wedendahl

1. RADIOEN

Via MSR3 (Mobil StrækningsRadio model 3) kan lokomotivføreren kontakte stationsbestyreren omkring drift, kørsel og sikkerhed. For eksempel hvis toget skal standse på en ekstra station. Strækningsradioen indstiller automatisk signalet til den station, toget er på vej til.

2. TYFONEN

En tyfon er et trykluftdrevet horn, som bliver brugt til at give advarselssignal, hvis for eksempel en person står for tæt på skinnerne, eller hvis der er et dyr på banen. Navnet stammer fra dengang, de håndværkere, der byggede skibe, også byggede tog, hvorved flere udtryk fra søen tog rejsen over på skinnerne.

3. FARTEN

ATC-hastighedssignalet (Automatic Train Control) fortæller togføreren, hvor langt frem sporet er ledigt, og dermed, hvor mange kilometer i timen han kan køre med. Nede i sporet ligger en såkaldt ATC-balise, som gennem en modtager i toget informerer ATC-hastighedssignalet. Hvis noget på skinnerne længere fremme kræver en hastighedsnedsættelse, daler viseren til den hastighed, lokomotivføreren skal sørge for at holde. 

4. TASTERNE

Via tryktasterne i driftspanelet kommunikerer lokomotivføreren med toget. Toget giver et tilbud om en aktion – lukke døre, tænde lys eller lave en bremseprøve. Tasterne blinker, når lokomotivføreren kan vælge en handling, som toget skal udføre. 

5. SKÆRMEN

På skærmen i informationspanelet kan lokomotivføreren hente informationer om driften i selve toget. Det kan være status på alt fra dieselolie, gear, motorer, klima og temperatur i toget til, om der mangler vand i toiletterne.

Tags: , ,
SE MERE