FAMILIEVENLIG
I DSB’s app er der nu mulighed for, at familiens unge medlemmer mellem 12 og 17 år kan bruge DSB’s tjek ind-funktion. Det kræver dog, at både den voksne og den unge har en DSB Plus-profil, så de to profiler kan knyttes sammen i en DSB Familie. Læs mere om mulighederne på dsb.dk
TYSKERVENLIG
I år indsætter DSB flere afgange mellem København og Hamborg, blandt andet en ny tidlig afgang klokken 6:22 med ankomst i Hamborg klokken 10:59. Den nye forbindelse giver mulighed for at opnå flere forbindelser fra Hamborg og længere ud i Europa inden for samme døgn. DSB kører dagligt 5-8 afgange i hver retning mellem København og Hamborg og forventer at udskifte de ældre tyske IC1-vogne med fabriksnye EuroCity-vogne, der skal trækkes af DSB’s nye elektriske lokomotiver.
ORANGE BUNDLINJE
124,4 millioner rejser og et overskud på 541 millioner kroner. Det er status hos DSB efter årets første ni måneder. Antallet af rejser er i forhold til samme periode sidste år steget fem procent, mens overskuddet er steget med 25 procent. Det er især salg af Orange-billetter, der trækker væksten op. Fra 1. januar vil DSB desuden sænke billetprisen på rejser over Storebælt, med hvad der svarer til 20 kroner pr. billet.
SOLSTRÅLEHISTORIE
Fremover vil en stor andel af strømmen på Høje Taastrup Station komme fra solceller. Over 600 solcellemoduler fordelt på syv tagflader kommer til at levere omkring 254.000 kWh om året. På solrige dage vil stationen være 100 procent selvforsynende, og alt fra stationens 7-Eleven til rulletrapper, elevatorer samt lys og anlæg vil også være i stand til at levere overskydende strøm til resten af elnettet. Anlægget er et pilotprojekt, hvor DSB kan få erfaringer, så virksomheden bliver mindre følsom over for energikriser og svingende elpriser.
IS PÅ
Engang frøs Storebælt og andre farvande ofte til, og derfor måtte man til fods over isen med tilhørende både. Over Storebælt bestod beredskabet af isbådsstationer på Knudshoved ved Nyborg, Halskov nord for Korsør og på Sprogø, hvor man om nødvendigt kunne overnatte. Beredskabet hørte fra 1794 under postvæsnet, men blev i 1883 overdraget til De Sjællandske Statsbaner. Efterhånden blev behovet for isbådene mindre på grund af mildere vintre og ny teknologi, og i begyndelsen af 1890’erne oprustede Statsbanerne med fire isbrydere. Beredskabet blev aktiveret sidste gang i 1929.