JEG ER VOKSET op med almindelig japansk hverdagsmad i Tokyo. Morgenmaden var typisk ris med grøntsager og grillet fisk. Frokost var nudler eller suppe, og til aften fik vi igen ris og suppe, sommetider friturestegt kylling. Generelt var der rigtig meget fisk og fermenterede grøntsager.
Min mor arbejdede i kantinen på et kollegie. Hun var alene med mig og mine brødre, der er tvillinger, og hun insisterede altid på, at vi skulle have god, ordentlig og sund hjemmelavet mad. Hun lavede alt fra bunden, ingen smagsforstærkere eller kemikalier, som ellers var meget udbredt i 80’erne. Og hun købte aldrig noget færdiglavet.
Jeg var den yngste, så jeg var tit med i min mors kantinekøkken. Hun hentede mig, og så fortsatte hun arbejdet. Hun har altid sagt til mig, at jeg skulle kunne forsørge mig selv. Også selvom jeg fik en mand. For hvad ville jeg gøre, hvis han fik en tagsten i hovedet?
Min livret som barn var kogt makrel og miso-sauce, en meget traditionel ret. Da jeg som voksen var flyttet til Danmark, ringede jeg altid til min mor og sagde, at hun skulle lave det til mig, når jeg kom hjem på besøg.
Kanaes risboller er den ultimative favorit hos cafeens gæster.
UDDANNELSESSYSTEMET I JAPAN kører derudad uden pause. Ikke noget med sabbatår eller lang sommerferie. Man skal bare knokle igennem, og når man er færdig med at uddanne sig, skal man starte i arbejde, og dét igen stort set uden ferie.
I gymnasiet havde jeg skrevet en stor opgave om skandinavisk velfærd, og på den måde tonede Danmark og Norge frem på mit verdensbillede. For en japaner er de skandinaviske velfærdssystemer simpelthen et drømmesystem. Efter jeg blev færdig på sygeplejeskolen i Japan, tog jeg til Norge for at se nordlys. Jeg ville holde en pause og se, hvad der var ude i verden. Da jeg skulle hjem igen, mellemlandede jeg i København og syntes, der var rigtig hyggeligt. Det føltes lidt mere naturligt for mig at være i en storby.
Da jeg kom tilbage, fik jeg arbejde på et hospital i Tokyo og specialiserede mig som diabetessygeplejerske. Med tiden blev jeg nysgerrig på at se det danske sygehusvæsen indefra, så jeg fandt en højskole i Sønderjylland for at lære den danske kultur og sproget at kende. Hvis jeg var heldig, kunne jeg få lov at arbejde på et dansk hospital, så efter højskoleopholdet flyttede jeg til København for at starte rigtigt i sprogskole. Imens arbejdede jeg som au pair for en dansk familie.
Til sidst fik jeg et tilbud fra sygeplejeskolen i København om at tage nogle kurser, så jeg kunne konvertere min japanske uddannelse og arbejde i Danmark. Jeg tænkte ikke, at jeg skulle være her for evigt. Men så fandt jeg kærligheden og blev gift.
FØRSTE GANG, JEG stødte på dansk mad, var i højskolekantinen i Sønderjylland. Min første tanke var: Hvordan får de alle de nødvendige vitaminer? Altså, der kunne være iceberg og tomater, men i Japan var det normalt med 10 forskellige slags grøntsager i ét måltid. Den danske madkultur har dog forandret sig meget siden.
På et tidspunkt fik vi tarteletter, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan jeg skulle spise den. Skulle jeg spise den med kniv og gaffel, med ske, med hænderne? Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle angribe den. Jeg kiggede rundt for at se, hvad de andre gjorde, men de fleste var også udlændinge, så de kunne heller ikke finde ud af det.
I dag elsker jeg smørrebrød. På et tidspunkt arbejdede jeg på et plejehjem i København, og de spiste sildemadder hver eneste dag. Min første indskydelse var, at dén kunne jeg ikke klare. Nu spiser jeg selv sildemadder flere gange om ugen. Med karrysalat, lidt frisk æble og kogt æg.
MIN FAMILIE OG jeg flyttede til Møn for at få mere tid sammen og for at være mere i naturen. Vi ville dyrke vores egen have og så vidt muligt være selvforsynende. Det første år i haven gik rigtig godt. Vi havde godt vejr og god tid, og lige pludselig var der masser af grøntsager i overskud, og dem solgte vi på et marked i Stege. Der var mange vandre-gæster og turister i byen, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at lave japanske risboller og sælge dem. Man kan have dem i hånden, og de er gode som madpakke til dem, der er på farten.
Boghandleren i Stege smagte risbollerne og kunne virkelig godt lide dem. Han spurgte, om jeg ville overtage cafeen ved siden af hans butik. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” Jeg havde alligevel sagt mit job op for at have tid til at sætte gården i stand og passe haven og dyrene. Min mand og jeg har altid elsket at gå på café sammen i København, og vi snakkede tit om, hvordan vores egen café skulle se ud. Det havde lidt været en drøm, når vi skulle pensioneres. Men pludselig blev det virkelighed.
Vi overtog en gård med fire får og en kat. Siden har vi også fået høns og ænder i haven. Ræven har desværre lige taget dem. Men vi dyrker kartofler, gulerødder, hvidløg, jordskokker, grønkål, palmekål, asparges, salat og masser af bær. Jordbær, hindbær og solbær. Jeg prøver også at dyrke lidt japanske krydderurter, som jeg bruger rigtig meget i cafeen. For eksempel shiso, som er en slags japansk bladmynte, der findes i både røde og grønne udgaver. Jeg støder shisoen i en morter, så den kan bruges som krydderiblanding i risbollerne, og så laver jeg saft af de røde blade. De har en rigtig god antiinflammatorisk effekt.
MENUEN I CAFEEN er lavet ud fra mine barndomsopskrifter, og det er mig, der laver maden. Jeg står alene i køkkenet, og det kan godt være lidt af en udfordring. For det kræver tid at passe haven, som er økologisk, og det tager lang tid at lave langt det meste fra bunden.
Jeg laver mange forskellige slags risboller. Både med tun-mayo og nogle med ume, som er en saltsyltet blomme. En anden variant er med salt og sesam, hvor rissmagen virkelig træder frem. Jeg laver dem også med saltet wakame-tang eller hijiki-tang, og risene blander jeg sammen med det shiso-krydderi, jeg laver, og så bruger jeg okaka, som er tørret og røget bonito-tun, og som man høvler til meget fine flager. Flagerne masserer jeg med sojasauce og mirin, som er en sød japansk risvin. Det giver rigtig god umami til risene.
Jeg går rigtig meget op i ris-kvalitet. Egentlig er det samme sort ris, man bruger til risboller og sushi, men forskellen er, at sushiris bliver syrnet med eddike, salt og sukker. Det gør man ikke med risbolle-risen, så her betyder tilberedningen meget. Først skal de skylles, derefter lægger man dem i vand i halvanden time, og så skal de koge i riskogeren, så man kan styre temperaturen, og så de kan holde fugten bagefter. Jeg bruger en japansk sort af ris, som bliver dyrket i Italien. Hvis man skal have absolut topkvalitet, skal man importere ris fra Japan. De er på et helt andet niveau. Men så er klimaaftrykket også meget større. Det er et kompromis, jeg indgår.
Risbollerne er den mest populære ret i cafeen, og sommetider går kunderne forgæves, fordi jeg har udsolgt. Processen tager så lang tid, at jeg ikke kan nå at lave flere, når udvalget først er spist. På den anden side er det også den bedste måde ikke at lave madspild på. Størstedelen af vores madspild er kaffegrums.
MØNBOERNE HAR TAGET godt imod den japanske mad. De er vant til turister og tilflyttere, der laver en masse skøre ting. Jeg oplever, at de ikke er bange for at prøve noget nyt. Der kommer også mange københavnere til Møn, og de bliver så overraskede over at finde autentisk japansk mad her. Børn elsker også risbollerne, det kan jeg se på deres ansigter. Jeg tror, det er, fordi det er enkel mad, som de kan spise med fingrene. Der er også mange veganere, der kommer her. Mange af vores retter er både veganske, laktosefri og glutenfri, uden jeg havde tænkt over det. Men det er dejligt, for jeg vil gerne lave mad, som alle kan spise.
De fleste af råvarerne kommer fra min egen have, men jeg har også nogle samarbejdspartnere på Møn. Både en grønthandler og en vingård, der har fritgående økologiske kyllinger. Jeg bruger også fire forskellige slags salt, to af dem fra Japan, som passer bedst til den rissort, jeg bruger. Det virker måske som småting, men når man laver simpel mad, skal man bruge gode råvarer.
En par gange om måneden kører jeg til København for at handle de ting ind til cafeen, som jeg ikke kan få på Møn. Men jeg skynder mig altid hjem igen. Jeg er blevet så glad for Møn. Bare det at gå ud. I marken, skoven eller på stranden og gå tur med hunden. Der er så mange utrolig smukke steder. Selv på en dag som i dag, hvor det blæser og regner, og alt er vådt og koldt, er det stadig smukt. Og dejligt bare at kunne gå ud. Jeg savner ikke storbyen.
