VI HAVDE BÅDE kaniner, en hund og en gris rendende rundt i haven, da jeg var barn. Det var i Bursø, lidt uden for Maribo, med et stort areal til dyrene, og der elskede jeg også selv at rende rundt.
Skolen var jeg til gengæld mindre glad for. Jeg havde ikke særlig meget gåpåmod og rakte ikke så tit hånden op – medmindre der var noget, jeg virkelig havde forberedt og kunne udenad. Jeg var ikke så god til fagene, og i de yngre klasser måtte jeg have ekstra hjælp til at lære alfabetet og var lang tid om at lære at læse.
I de sidste par år af skolen var jeg mildest talt skoletræt. Jeg havde rigtig meget ’afspadsering’, som min mor kaldte det – jeg pjækkede. Så var jeg enten derhjemme eller cyklede ned til kajakklubben. Måske lå det ikke til mig at være klog i skolen, men så var jeg i det mindste god til kajak.
MIN MORS VENINDE havde set et opslag for en sommerskole i kajakklubben i Maribo, så min mor tog min storesøster og veninden med for at prøve det af. Jeg fulgte bare med, for det var i en periode, hvor lillesøster gjorde det samme som storesøster. Det er lidt en uskreven regel, at man skal være 10 år for at starte til kajak, for det kræver en vis højde og længde på benene, men jeg var sådan: ”Hvornår kan jeg starte?” Træneren sagde: ”Det skal vi nok finde en løsning på.” Når nogen virkelig vil, er det jo med at gribe chancen, så gløden ikke går ud.
Jeg startede sammen med nogle af mine håndboldveninder, og vi var en gruppe på fire piger, som holdt ved i mange år. Det første lange stykke tid var det fællesskabet, der holdt mig til ilden – også når det regnede, og det var knap så sjovt. For så kunne jeg stadig ligge nede bagved med min gode veninde og skråle med på de MGP-sange, vi lige havde hørt.
Da jeg var yngre, var jeg altid den, der lå bagerst. Man kalder det at tage en ’hænger’, når man lægger sig på bølgen ved siden af båden. Der er ligesom at lægge sig i slipstrømmen på en cykel. Det gjorde jeg altid. Jeg var virkelig den dovne type. Men fra tid til anden tænkte jeg pludselig: ”Fuck de andre!” og så kunne jeg virkelig mose igennem og lå langt foran. Men til langt de fleste træninger lå jeg bagerst og snakkede og sang og tog den med ro. Lysten til at træne hårdt er først kommet sent.
I HELE MIN barndom var klubben mit yndlingssted. Forældrene støttede op og sørgede for, at der var pasta med kødsovs og alle de ting, når der var stævner og træningssamlinger. Og den træner, vi havde, gik enormt meget op i at fastholde os unge. Han kunne se et potentiale i mig, også selvom jeg dovnede den til træning. Det hjalp selvfølgelig, at jeg til stævner altid vandt hele lortet alligevel, både i min egen klasse, klassen over mig og to klasser over.
Som 13-årig blev jeg udtaget til Nordisk Mesterskab for dem, der var to år ældre end mig. Jeg var slet ikke gammel nok til at stille op, men jeg vandt alligevel. Der begyndte det at gå op for mig selv, at jeg nok kunne nå langt. Til mit første verdensmesterskab som junior blev jeg dobbelt verdensmester, og året efter blev jeg det igen. Det var ret ekstraordinært, og der er ingen, der siden har præsteret det samme. Efter det besluttede jeg mig for, at det var det her, jeg ville. Jeg ville være verdens bedste blandt de voksne.
MIN KÆRESTE OG JEG mødte hinanden på vandet. Vi havde set hinanden til stævner, men første gang, vi begyndte at snakke sammen, var til VM i Szeged i Ungarn i 2019. Et par uger senere var vi til DM i Silkeborg, og der kunne i hvert fald hans far fornemme, at vi syntes, at hinanden var lidt søde, for det har han senere fortalt. Der gik da heller ikke længe, før vi fandt sammen, og ja, siden har vi ikke kysset på andre end hinanden.
Vi har flere gange roet K2 Mix sammen, og det er megafedt, for Magnus (Sibbersen, red.) er meget stærkere end mig, så jeg føler virkelig, at jeg bliver skubbet af sted i vandet. Jeg synes også, det er fedt, fordi vi udvikler os sammen. Der er nogle helt særlige følelser på spil, når vi har roet det samme løb og gjort vores allerbedste for hinanden.
Vi prøver til gengæld på at snakke så lidt kajak som muligt, når vi er derhjemme. Det er nødvendigt, for når man dyrker så meget sport, har man også brug for at koble af. Og heldigvis er vi begge to store fans af sofa og Netflix, så det bruger vi i hvert fald meget tid på.
DET FYLDER VILDT meget for mig, hvad der skal ske efter min karriere. Jeg er sådan lidt i en identitetskrise, for hvad vil jeg egentlig gerne med mit liv? Hvor skal jeg starte henne? Hvem er jeg? Hvad kan jeg egentlig? Jeg er pissegod til at være kajakroer, men er jeg god til andet? Jeg var jo i hvert fald ikke speciel god til at gå i skole. Det er lidt skræmmende at tænke på, hvad der skal ske en dag.
Efter OL i Tokyo i 2021 tog jeg en pause på 10 måneder fra kajakken for at uddanne mig til idrætslærer. Det var efter mit andet OL, og jeg var oprigtigt i tvivl, om det var på tide at stoppe og lave noget helt andet. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk fra sporten for en stund og få tid til at mærke efter, hvad jeg egentlig gerne ville med mit liv.
Jeg valgte idrætsuddannelsen, fordi jeg måske godt kan se mig selv blive idrætslærer en dag. Det kører lidt i perioder, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave, når jeg engang er færdig, men idrætslærer vender jeg tit tilbage til. Jeg synes, det kunne være fedt at arbejde med unge mennesker, der står ved en skillevej, hvor de er dygtige til sport, men hvor der samtidig er alt muligt andet, der lokker – fester og drenge og piger. Man kan godt have en følelse af, at man går glip af noget. Det kender jeg fra mig selv. Men samtidig synes jeg, at det vil være ærgerligt at smide sit potentiale som sportsudøver væk, for den mulighed kommer ikke igen.
JEG HAR SELV fravalgt alt, der ikke har med kajak at gøre, og jeg er helt klart gået glip af ting. Jeg missede min fætters konfirmation, og det var jeg enormt ærgerlig over, for det var jo en milepæl for ham, og så kunne jeg ikke være der for ham. Der har også været utallige gange, hvor jeg kun lige er nået et hurtigt smut forbi en begivenhed, før jeg skulle af sted igen for at passe min træning. Det er jo et valg, jeg har taget, fordi jeg gerne vil lykkes. Prisen er så, at jeg har måttet sige nej tak til en masse ting – også til at være et ’almindeligt’ menneske, der kan sidde en sommeraften og drikke drinks på Islands Brygge. Der er altid en stemme i mit baghoved, der siger, at nu er det tid til at komme hjem, så jeg kan komme op i morgen og passe min træning.
Da jeg tog uddannelsen, havde jeg ikke været væk fra kajakken i otte år. Det var sundt, tror jeg. Jeg var samtidig sammen med andre mennesker på en måde, hvor det ikke handler om at vinde, men om at udvikle sig selv og blive en god formidler. Det fedeste var at møde mennesker, som kom fra alt muligt andet. Der var en pensioneret motocrosskører og en kvinde på min alder, som havde tabt 50 kilo og lagt sit liv om. Vi kom med alt muligt, som vi kunne lægge i den fælles pulje for at blive bedre mennesker.
Undervejs på uddannelsen spurgte jeg mig selv: ”Hvad er det egentlig, jeg vil?” Og jeg fandt hurtigt ud af, at svaret var: ”Jeg vil stadig gerne vinde.” For jeg er ikke tilfreds med to OL-bronzemedaljer. Jeg føler, at jeg har meget mere at opnå endnu.
DER ER ET BEGREB blandt elitesportsudøvere, der hedder OL blues. Det er 100 procent en ting. Jeg oplevede det selv efter mit første OL i 2016. Bagefter gik der lang tid, før jeg kom tilbage til kajakken. Jeg var så mættet af det hele. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville fortsætte, men jeg var nødt til at komme helt væk fra det i en periode.
Til at starte med var min træner god til at sige: ”Du tager bare den tid, det tager.” Men efter to måneder begyndte han alligevel at blive lidt utålmodig. Han fik lokket mig til at prøve at komme ned i klubben en gang imellem, men jeg var stadig ikke klar til at gå all-in. Der gik fire måneder, før jeg startede min træning rigtigt op igen. I den periode havde jeg taget fem kilo på. Når man spiser, som man plejer, men ikke laver det samme, ja, så går det hurtigt.
Efter Tokyo i 2021 fik jeg så OL blues igen. Man kan ryge ned i et sort hul efter en stor turnering, for man går fra det der ultra-kompetitive, til at … så er det bare slut. Selvfølgelig kan man have familie og kæreste og venner omkring sig, men de har bare ikke oplevet det samme, så det kan være svært rigtigt at dele det med nogen. Da jeg kom hjem og sad i sofaen i min lejlighed helt alene uden musik i højttalerne og uden fjernsynet tændt, tænkte jeg: ”Jeg er godt nok alene.” I flere uger i træk havde det været 180 km/t, og jeg havde været fuldt fokuseret på at præstere i den her lille OL-boble, men nu sad jeg pludselig og mærkede stilheden. Jeg kan godt lide at være alene i mit eget selskab, men lige der … wow, hvor var der stille.
Træningsmæssigt var det også møghårdt. Der var VM fire uger efter, så jeg var nødt til at lægge mig i selen, men jeg kæmpede sindssygt meget med at finde ind i det gode flow. Jeg var i megagod form, men alligevel gjorde hver træning ondt. Jeg var simpelthen så mentalt drænet.
DET VAR I den periode, jeg tog uddannelsen som idrætslærer. Jeg skulle på overlevelsestur med de andre oppe i Sverige og sove på liggeunderlag under en presenning på jorden. To dage senere startede VM. Min træner måtte køre op og hente mig, dagen inden stævnet gik i gang, og selvom det ikke lyder ideelt, tror jeg faktisk, at det var rigtig godt, for jeg fik 2-3 dage væk fra kajakken, hvor jeg lavede noget andet og fik fornyet energi af mødet med andre mennesker – og det gik jo også godt til det VM (guld i 200 meter enerkajak og bronze i 500 meter enerkajak, red.).
Omkring efterårsferien var vi i Athen med studiet, hvor vi var ude for at se deres OL-stadion. Vi skulle udføre forskellige opgaver, og under en af dem skulle vi stille os med afstand til hinanden og lukke øjnene. En af fyrene begyndte at snakke sådan nærmest terapeutisk. Det handlede om at mærke jorden og mærke, at man er til stede, og lige pludselig strømmede det bare med følelser igennem min krop. Der var et eller andet, der havde ligget og ventet på at komme frem, men som ikke havde fundet det rigtige tidspunkt. Men der på OL-stadionet kom det væltende.
På uddannelsen havde jeg bare været Emma, men det der med at komme tilbage i en OL-setting udløste noget i mig. Det blev en måde, hvor jeg underbevidst opsummerede det hele. Hold kæft, hvor havde det været hårdt, men jeg var også virkelig stolt af mig selv.
De andre ville selvfølgelig vide, om jeg var okay – og det var jeg jo. Jeg kunne ikke helt sætte ord på, men det gav på en måde mening, at det var lige der, jeg satte punktum på hele den oplevelse, som OL 2021 havde været. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde, og nu var det hele overstået. Nu var jeg færdig med det kapitel. Nu kunne jeg ånde ud – og starte et nyt.
SIDSTE ÅR VANDT Frederikke (Hauge Matthiesen, red.) og jeg guld til VM i Tyskland. Jeg har gemt en video af løbet, som jeg tit genser. Dagen før var jeg blevet nummer to i enerkajak, og nu skulle vi så ro finalen i 500 meter toerkajak. Vi havde kun arbejdet sammen i den sæson, og der var ingen, der forventede, at vi ville vinde, men jeg havde selv en ret god følelse med det hele.
Da boksen gik ned, kom vi godt op i tempo som aftalt, og jeg kunne fornemme, at vi lå med fremme. Man kan ikke få det helt store overblik, mens det hele er i gang, men man kan godt fornemme, hvad der sker ved siden af, og vi var i hvert fald foran bådene på siden af os.
Vores race-plan var, at vi ved 75 meter ville gå over i banetempo, som er forholdsvis højt, men hvor man stadig kan presse endnu mere, hvis det skal være. Vi kom tættere og tættere på 200-metermærket, og det begyndte at blive hårdt. Så sagde Frederikke: ”To”, hvilket betyder to tag til at sætte tempoet op, og så trykkede vi den helt af.
De sidste 200 meter vidste jeg, at vi i hvert fald var foran dem, der lå lige omkring os, og jeg tænkte, at vi måtte være allerforrest. Vi hev og flåede de sidste 100 meter, hvor bøjerne skifter fra hvide til røde, og det eneste, jeg havde i tankerne, var at give den alt, hvad jeg havde.
Da vi passerede målstregen, kiggede jeg straks ud til siderne, og så var det sådan: ”Fuck … vi er lige blevet verdensmestre.”
Herfra var det ren ekstase. Vi rakte begge to armene i vejret og råbte og skreg. I den slags øjeblikke er der noget inde i én, der bare skal ud. Normalt har man møgondt i armene, når man kommer i mål, men når man vinder, mærker man det slet ikke. Det er en ubeskrivelig følelse.
DET ER IKKE, fordi tanken om OL fylder sindssygt meget til daglig, men nogle gange, når jeg er i gang med et hårdt interval, popper det pludselig op: ”Det er derfor, jeg gør det her. Det er derfor, det gør så ondt. Det er, fordi jeg vil til OL og gerne vil gøre mit bedste, så jeg kan opleve dén følelse igen.”
Det kan godt give lidt sommerfugle i maven, men det er gode sommerfugle. Jeg glæder mig, og jeg tror, det bliver et superfedt OL. Nu skal jeg bare arbejde hårdt, for jeg skal fandeme lykkes. Det er den sidste medalje, jeg mangler: den berygtede OL-guldmedalje. Jeg har prøvet at blive verdensmester flere gange, men jeg mangler stadig den ene medalje, og nu vil jeg have den.