I 3. KLASSE sad vi en dag i en rundkreds med vores lærer i midten. Vi skulle lave det årlige skoleløb, hvor det gjaldt om at løbe så mange kilometer som muligt for at tjene penge til et velgørende formål. Mens min lærer fortalte om konkurrencen, vendte hun sig pludselig mod drengene og sagde: ”Nu skal I ikke blive irriterede, bare fordi Alberte løber hurtigere end jer.” Det var første gang, det gik op for mig, at jeg egentlig var ret god til at løbe. For det var jo rigtigt. Jeg kunne nemt løbe fra drengene – og jeg kunne også slå dem alle sammen i armlægning.
Mine forældre indførte, at mine to søskende og jeg hver især skulle gå til én sportsgren og ét instrument. Det sidste var vigtigt for min mor, der altid godt havde kunnet lide at spille klaver, og det endte jeg også selv med at gå til i fire år. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med det, men mine forældre havde den tilgang, at når først man har sagt A, må man også sige B, og stadig i dag har jeg meget nemmere ved at starte på noget nyt, end jeg har ved at stoppe igen.
I løbet af min opvækst prøvede jeg alle mulige forskellige sportsgrene af. Min mor var gymnastiklærer, så jeg startede først til springgymnastik og gik senere over til håndbold, svømning, ridning og til sidst triatlon. Det sidste skete, da der blev afholdt ’feriesjov’ i Fredericia, hvor triatlon-klubben afholdt en børne-duatlon. Det måtte jeg prøve. Og så blev jeg suget ind i den verden.
JEG VAR IKKE særlig gammel, før jeg begyndte at løbe hurtigere end min storesøster, når vi var til motionsløb rundtomkring. Jeg var egentlig ikke specielt interesseret i at slå hende. Jeg gik meget mere op i at slå dem på min egen alder. Min søster havde det til gengæld svært med, at hendes tre år yngre søster kunne løbe hurtigere end hende. Jeg kan stadig huske det sidste løb, hvor hun vandt over mig. Hun var 15 år, og jeg var 12. Det var i en periode, hvor jeg rykkede rigtig meget løbemæssigt, men det passede hende ikke, at jeg nu kunne løbe fra hende. Derfor snørede hun mig.
Det var til et løb i Vejle, hvor vi havde fulgtes hele vejen. Til sidst gik det ned ad bakke før det sidste flade stykke til mål. På vej nedad begyndte jeg at løbe fra hende, da hun pludselig råbte: ”Alberte, pas på, at du ikke falder, du må ikke løbe så hurtigt nedad!” Så stoppede jeg op, og hun kom op til mig igen. Og så gav hun den alt, hvad hun kunne, og spurtede fra mig hen til målstregen. Det var et ægte bissetrick, men det var så også sidste gang, hun lykkedes med at vinde over mig.
I DE ÅR SPILLEDE jeg rigtig meget håndbold i Fredericia Eliteidræt. Vi var blandt de bedste i landet og altid med til DM, og jeg var fløj, så det var mig, der løb kontra, når muligheden opstod. Det var især, når alle andre blev trætte i løbet af anden halvleg, at jeg blev god. Det var jeg meget bevidst om. Når jeg kunne se, at de andre begyndte at lide, var det min tur til at shine, for jeg gav aldrig op.
Fordi håndbold er en holdsport, er man afhængig af andre, og det kunne nogle gange frustrere mig. Jeg har altid været ret god til at komme mig over de små fejl, man kommer til at lave, men det var ikke alle på holdet, der var det, og det førte ofte dårlig stemning med sig til kamp og konkurrencer. Det brød jeg mig ikke så meget om. Så var det nemmere, når jeg løb og bare var mig selv.
Jeg var tilmed god til det. Som 12-årig løb jeg fem kilometer på 17:56 i Eventyrløbet og blev nummer to bag Simone Glad, der var dansk eliteløber og seks år ældre end mig. Jeg burde have været stolt, men jeg var bare træt af at blive nummer to, for jeg ville gerne have slået hende – og jeg var ikke så langt fra.
FOR NYLIG MØDTE jeg tilfældigvis Jonas Warrer i toget. Han vandt guld i sejlads ved OL i 2008. Jeg havde en Team Danmark-taske med mig, så han spurgte, om jeg skulle til OL, og så endte vi med at snakke hele vejen fra Aarhus til Vejle. Han sagde, at det, han misundte mest ved triatleter, er, at vi altid er fuldstændig smadrede, når vi kommer i mål. Jeg har altid selv elsket følelsen af at komme i mål og ikke kunne klemme en dråbe energi mere ud af min krop. Tit har jeg så ondt i nakke- og halsmusklerne og mellem ribbenene, fordi jeg har trukket vejret så hårdt undervejs.
Det har drevet mig sindssygt meget, at jeg fra en tidlig alder lærte, at min ekstreme stædighed er en stor styrke. Til håndbold som barn lavede vi tit en konkurrence, hvor vi skulle stå med ryggen op ad væggen med benene i en 90 graders stilling. Det var altid mig, der stod i længst tid. Jeg tænkte: ”Det kan godt være, at det er sygt hårdt lige nu, men jeg er bedre end hende ved siden af, og hun er her stadig, så jeg har det ikke hårdt nok endnu.”
Den tilgang tog jeg med mig, da jeg blev en del af eliteløber- og senere triatlonmiljøet. Der var altid en stemme inde i mithoved, der sagde: ”Du har det ikke hårdt nok endnu.” Og så kunne jeg trykke lidt mere på. Og så lidt mere. Og så lidt mere.
Men sidste vinter var jeg bange for, at jeg var blevet for magelig. Siden jeg var 12 år gammel, har jeg virkelig kunnet presse den og ramme mit limit of limit, men nu havde jeg en følelse af ikke rigtig at kunne det mere. Havde det med alderen at gøre? Var djævlen på skulderen blevet byttet ud med en overbærende engel?
Næste dag til træning havde min træner laktat-måleren med (bruges til at måle mælkesyre i blodet, red.), og så lavede vi en test, hvor min laktatværdi lå på 18,5 – hvilket er meget højt. Han kiggede på mig og sagde: ”Lad os bare konkludere, at du ikke er blevet magelig.”
TIL EN KONKURRENCE i Tønsberg i Norge i 2016 kunne jeg mærke, at noget var helt galt. Det var lavet om til en duatlon, hvor vi først skulle løbe, så cykle og så løbe igen, og det favoriserer mig, fordi min styrke er løb. Jeg lå allerforrest, og det gik virkelig godt, men samtidig stod det helt skidt til i mit venstre ben. Jeg havde en følelse i det, som jeg aldrig havde oplevet før. Det var, som om det nærmest var dødt. Lidt ligesom hvis man har sovet oven på en arm, så man ikke kan bevæge den, når man vågner. Sådan havde jeg det i mit ben, mens jeg løb.
Det gik væk igen, når jeg slap speederen, men så snart jeg gav den alt, hvad den kunne trække, kom det tilbage med det samme, og så kunne jeg næsten ikke løbe. Det gjorde pokkers ondt, og jeg forsøgte at kæmpe mig videre, men til sidst blev jeg nødt til helt at stoppe.
Det var første gang nogensinde, at jeg ikke havde gennemført et løb. Jeg havde aldrig prøvet at give op med noget som helst før. Nu var jeg pludselig udgået af en konkurrence, og til de to efterfølgende konkurrencer skete præcis det samme. Det gjorde så ondt i mit ben, at jeg græd af smerter, indtil jeg helt stoppede.
Jeg kunne heller ikke løbe lige så hurtigt længere. Jeg plejede at løbe en kilometer på tre minutter, men løb nu i 3:30, og selvom det måske stadig lyder hurtigt, er det virkelig skidt for en elitesportsudøver at blive et halvt minut langsommere ud af det blå. Det gjorde primært ondt, når jeg cyklede eller løb, men snart efter også når jeg svømmede eller havde siddet længe i en bil. Eller hvis bare jeg cyklede op på universitetet. Noget var helt galt, men ingen kunne finde ud af, hvad det var.
Der var flere, der spurgte mig, om jeg var sikker på, at det ikke var noget mentalt. Til sidst begyndte jeg også selv at tvivle på, om det mon bare var i hovedet. Men samtidig gjorde det så ondt, at det umuligt kunne være tilfældet.
Der gik tre år, før lægerne fandt frem til, at blodforsyningen til mit ben var reduceret. Det krævede en kompleks operation, hvor man måtte fjerne den syge del af arterierne og i stedet tage en vene fra maven og føre den ned i benet, hvor der var en forsnævring. Operationen var ikke uden risici, for det var en hovedpulsåre, man pillede ved, og jeg ville nok ikke gøre det i dag. Det var en heftig omgang, hvor de måtte skære igennem mine mavemuskler, så i de efterfølgende 10 uger måtte jeg hverken løfte noget eller få pulsen for højt op. Selv derefter gik der et halvt år, før jeg kunne træne nogenlunde normalt igen.
HALVANDET ÅR EFTER operationen lykkedes det hele bare for mig til World Cup i Mexico i 2021. Svømningen var en strandstart, og jeg kom fint rundt om bøjerne og lå i den bedste tredjedel. Bagefter havde vi et ret langt løb op til skiftezonen, og jeg fik skiftet hurtigt og kom med i en gruppe, som kunne finde ud af at arbejde sammen. Selvom jeg kører fint på cykel, er jeg også afhængig af nogle, der virkelig kan træde igennem. Det lykkedes her, og lige pludselig havde vi indhentet de allerforreste. Så sad jeg pludselig med i frontgruppen til en World Cup. Det havde jeg ikke prøvet før.
Det var en sprintdistance, så vi skulle kun løbe fem kilometer til slut, til gengæld var det meget varmt, og der var høj luftfugtighed. Der skal man virkelig passe på ikke at gå kold. Jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben, så jeg prøvede at give det en chance, trykkede speederen i bund og fik sat de andre.
I den varme kan man dog ikke tage noget for givet. Man kan risikere at få et varmechok, så man slet ikke kommer i mål. Så det var først med 300 meter tilbage, at jeg vidste, den var hjemme. Det var meget surrealistisk at nærme sig båndet hen over målstregen. Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg tænkte: ”Hvordan skal man lige gøre det her?” Det endte med, at jeg fik ført båndet op i ansigtet på mig selv. Det må have set rigtig kikset ud, men følelsen inde i mig selv var overdrevet fed.
MIN SPORTSPSYKOLOG SAGDE på et tidspunkt: ”Alberte, du identificerer dig aldrig som atlet.” Det er sjovt, for det har han helt sikkert ret i. Selvom jeg har været på landsholdet, siden jeg var 14 år, har jeg stadig svært ved at se mig selv som triatlet. Jeg tror måske, det skyldes, at jeg har en forestilling om, at folk så tænker, at jeg må være sindssygt seriøs og sådan en, der følger stramme kostplaner og aldrig kan drikke en øl eller hænge ud om aftenen. Jeg er bange for, at jeg bliver degraderet til kun at være det, og det har jeg ikke lyst til. For jeg rummer jo meget andet.
Som elitesportsudøver er man meget egoistisk. Det er ’mig, mig, mig’. Jeg skal spise nu, jeg skal sove nu, jeg skal træne nu. Hele verden kører efter, hvad jeg skal. Jeg har døjet meget med dårlig samvittighed, for i mange år har min familie tilpasset alting efter, at jeg også kan være med. Nogle gange har de ligefrem taget med mig ud for at træne bare for at være sammen med mig. Min kæreste er også sindssygt god til at indrette sig efter, hvad jeg skal. Men det betyder så også, at man bliver centrum for alting, og det kan jeg nogle gange have det svært med.
For noget tid siden sagde jeg til min kæreste, at jeg godt gad, at vi lavede flere ting sammen. Så satte han sig ned, åbnede computeren og fandt et hav af standup-shows, teaterstykker og koncerter og købte billetter til alt muligt forskelligt. Og nu har vi været af sted til en hel del ting. Jeg synes, at det fedeste i hele verden er også at få den slags oplevelser. Jeg har et ønske om også at få lov til at leve i den ’normale’ verden. Det er der, hvor jeg for en lille stund bliver frakoblet tri-verdenen og alt, der har med konkurrencer at gøre.
FOR NYLIG LÆSTE jeg en bog, der handlede om, at mange unge har så mange høje krav til sig selv, at de kommer til at føle sig utilstrækkelige. ”Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok.” Det kan jeg genkende, og når man har det sådan, kan man komme til at presse sig selv så meget, at man faktisk får det skidt af det. Jeg har vildt svært ved at slappe af. Selvom jeg er megatræt, er det svært at sove til middag, for jeg føler, at jeg spilder min tid, hvor jeg burde gøre noget mere fornuftigt i stedet. Nogle gange føler jeg nærmest ikke, at jeg må se mine veninder, men ”selvfølgelig må du det, Alberte”, som min sportspsykolog altid minder mig om. Jeg har brug for sparring fra gode mennesker, der fortæller mig, når det bliver for meget. For jeg kan nok ikke helt slippe den stemme inde i mig, der siger, at hvis bare jeg træner lidt hårdere, vil det også gå endnu bedre.
Jeg har haft min træner Boris Bjulver, siden jeg var 14 år gammel, og han er heldigvis god til at sørge for, at der også er balance i det hele. Han er helt klart min stopklods. Når jeg bare speeder op, er han god til at sige: ”Ro på, ro på, ro på.” Jeg havde 100 procent ikke været, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde haft ham. Han fulgte mig også igennem gymnasieårene og mindede mig om, at man altså godt kan tage til en fredagsbar, så længe man ikke drikker sig alt for fuld, hvis man skal op og træne næste morgen. Jeg har prøvet at tillade mig selv at være lidt ung og lave ungdomsting, så jeg ikke kommer til at se tilbage på min elitesportskarriere og fortryde, at jeg ikke lavede noget som helst andet.
SIDSTE SÆSON VAR ingen succes, og alting hang mig ud af halsen. Jeg havde brug for at nulstille og finde ud af, hvad der er vigtigt for mig. Jeg ville helt vildt gerne ud at rejse med min kæreste. For selvom jeg rejser vanvittig meget, er det aldrig med ham, og som regel ser jeg ingenting ud over løbsruten, og der er jeg alligevel for fokuseret på at præstere til at lægge mærke til omgivelserne. Højskoleophold og backpackerture og alt det, der hører ungdommen til, har jeg ikke fået gjort noget af, fordi jeg har trænet og trænet og trænet.
Det er selvfølgelig, fordi jeg har elsket det, men da muligheden opstod, tænkte jeg: ”Nu skal vi fandeme på tur!”
Fra midten af oktober til midten af november, hvor sæsonen lå stille, og hvor jeg ikke behøvede at træne alt for meget, tog vi på rygsæktur. Min træner var helt med på den. ”Selvfølgelig skal I da det,” sagde han bare, også selvom der var folk i branchen, der betragtede det som et lidt kontroversielt valg, når der var under et år til OL. Men jeg havde brug for at komme væk og ikke tænke på point og kvalifikationer, hvad jeg spiste, hvornår jeg sov, og hvor meget jeg trænede.
I en måned rejste vi rundt i Peru og Costa Rica. Vi besøgte oasebyen Huacachina, der er omkranset af ørkenbakker, som man kan kælke i, og i Arequipa besteg vi en vulkan i 5.822 meters højde, som vi løb ned ad bagefter. Vi river-raftede og besteg Machu Picchu og vandrede rundt i den storslåede natur. Min kæreste elsker også at være aktiv, så vi lavede styrketræning flere gange og fandt en svømmehal undervejs, men samtidig var det en måned, hvor jeg ikke hele tiden skulle tænke over, hvad der ville være det optimale for min karriere.
Ved turens afslutning glædede jeg mig virkelig meget til at komme hjem. Jeg trippede helt. Nu ville jeg tilbage min sport, for jeg elsker at konkurrere og præstere på så højt niveau som muligt. Jeg var bare nødt til at komme væk for at blive mindet om, at jeg elsker, hvad jeg laver.
