REJSEN BEGYNDTE i Kuala Lumpur. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet mig for at tage alene til Asien i tre måneder. En gang om ugen skulle jeg finde en mønttelefon, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at alt var godt.
Den første nat overnattede jeg i en stor baraklignende sovesal. Der var kun lokale malaysiere fra samfundets hårdere lag, men jeg sov fredfyldt som en lille, lykkelig killing blandt 100 fremmede mænd med mit mavebælte fuldt af alt, hvad jeg ejede.
Jeg havde et mål. Jeg havde hørt om en orangutang, der holdt til et sted inde i Borneos regnskov. Den måtte jeg se – dengang var orangutanger nok mere fascinerende for mig. Så jeg tog videre til Borneo. For at komme ind til den orange abe skulle jeg sejle med en mærkværdig ombygget flodpram. Sejlturen varede i otte timer, og jeg blev hamrende søsyg undervejs.
Da jeg kom i land midt om natten, havnede jeg i en lille, mærkelig jungleby. Alting var sort, og jeg havde det elendigt, så jeg tjekkede bare ind på det første, det bedste hotel og fik mit hotelværelse klokken fire om natten.
Da jeg vågnede, var det blevet eftermiddag. Jeg havde det stadig dårligt og forsøgte at lokalisere, hvor jeg egentlig var. Jeg åbnede døren ud til gangen og fornemmede, at jeg var på et enormt stort hotel. Der var et gigantisk gangsystem med døre overalt. Som at være midt i en labyrint. Jeg gik ned ad gangen og bemærkede, at alle dørene stod på vid gab. Og endnu mere surrealistisk: Inde på alle værelserne sad en lille yndig asiatisk pige på sengekanten og kiggede ud på mig.
Jeg nåede frem til en repos, hvor der sad en stor, ældre madamme og holdt nøje øje med alle gæsterne. Det var først her, det gik op for mig, at jeg havde indlogeret mig på et kæmpemæssigt bordel for de lokale mænd.
Tanken havde slet ikke strejfet mig, for stemningen og indretningen var slet ikke stripklub-vulgær, som man kan støde på i for eksempel Thailand. Det var mere som at være på borgerservice. Meget stilfærdigt og funktionelt, hvilket gjorde det endnu mere bizart.
De begyndte at tale til mig, og flere af pigerne spurgte, om jeg ikke godt ville tage dem med hjem til Danmark. Jeg var rædselsslagen og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Det endte med, at jeg barrikaderede mig alene på værelset og ikke kom ud af hotellet i et døgn. Jeg fik set orangutangen, men den gjorde ikke så stort indtryk som det hotel.
I dag ville jeg slet ikke turde rejse tre måneder alene rundt i Asien. Det kan jeg godt savne ved ungdommen. Jeg var et dejligt naivt fjols, der ikke kunne forestille sig, at der kunne ske mig noget. I dag er jeg nervøs for at spise en kylling, hvor udløbsdatoen er overskredet med tre minutter.
Mikael Wulff. Komiker, manuskriptforfatter og instruktør, 45 år. Har skrevet og instrueret TV 2 Zulu-serien ’Perfekte steder’.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.
