’Din nye film ’Lille sommerfugl’ handler om en bondemand, der tilsyneladende har det hele: dejlig kone, idylliske huse, blank, moderne silo. Selv gyllelugten har han fået under kontrol. Og så vælter problemerne ellers frem ved hans guldbryllupsfest. Hvorfra kom ideen?
”Min kone og jeg har sommerhus på Glænø i Vestsjælland og har i mange år været fast inventar i Bøgelunde Forsamlingshus ved Skælskør. Jeg har altid syntes, at forsamlingshuset var et ekstremt eksotisk stykke Danmark. Jeg synes, de er smukke indvendigt. Og jeg synes, det er et sjovt sted at møde mennesker og høre musikken. Som i virkeligheden ikke er min musik, men har jeg fået et par glas rødvin, synger jeg også med på ’Den knaldrøde gummibåd’. Det er en festlig og kulørt arena. Flere gange har jeg tænkt, at det var underligt, at der ikke var nogen, der havde lavet en film med forsamlingshuset som centrum. Men så har jeg parkeret ideen igen.”
Og hvorfor blev den så til noget nu?
”I 2017 fik jeg en hjerneblødning, der var ved at slå mig ihjel. Men jeg kom til live igen, skruptosset og helt forvirret. Jeg gik dårligt, havde ingen korttidshukommelse og tissede i bukserne. Ved genoptræning og ved et Guds under blev jeg en af de 13 statistiske procent, der slipper helskindet igennem. Jeg kom ud på den anden side uden handicap. Så en dag i 2018 sagde jeg til min kone: ’Nu er det min tur til at lave noget.’”
Din tur?
”På det tidspunkt havde jeg stort set været hjemme i fire år. Min kone har sklerosesygdommen ALS og er sengeliggende, så jeg havde brugt det meste af min tid på at pleje hende. Jeg havde lavet lidt småtterier, instrueret et par afsnit af Per Flys serie ’Bedrag’, men nu havde jeg lyst til at lave mit helt eget. Det sidste, jeg sagde til min kone, inden jeg tog af sted på optagelser, var: ’Hvis du dør, så kommer jeg hjem og slår dig ihjel.’ Og jeg var lige ved at slå hende ihjel af grin, for hun har en fin humoristisk sans endnu, selv om hun er meget syg.”
Søren Kragh-Jacobsen havde først tænkt sig at indspille ’Lille sommerfugl’ på Vestsjælland, men pengene fra filmfonden FilmFyn sendte dem til Kerteminde-egnen.
Hvordan påvirkede hjerneblødningen filmens tilblivelse?
”Jeg har undret mig over, at den ikke har spoleret noget af det kreative. Jeg har levet det meste af mit liv af ting, jeg selv fandt på. Pludselig syntes jeg, jeg fandt på endnu mere og skrev hurtigere. Jeg skal ikke plædere for, at folk skal have en hjerneblødning, men jeg ramte ind i en enorm arbejdsglæde.”
Hovedpersonen er en småracistisk, klimagas-udledende konventionel svinebonde. En knap så politisk korrekt hovedperson?
”Når jeg kigger ud ad vinduet fra vores hus på Glænø, ud på Agersø og Omø, stemmer alle DF, men der er ikke én fremmed. Det undrer mig. Men det er nu ikke det, der bærer filmen. Den handler om et nuanceret, tvivlende menneske, der er endt i en blindgyde. Jeg ville gerne lave et kærligt danmarkspostkort ude fra landet. Og det skulle være en historie om en svinebonde, grise er bare sjove på film.”
Ud over fremmedhadet lurer utroskab og druk under overfladen. Er der i virkeligheden ikke så dejligt ude på landet?
”Jeg synes, der er dejligt, tag ikke fejl af det. Og jeg synes også, folk er rummelige. Jeg vælger ikke mine bekendte ud fra deres politiske holdning. Det må de sgu selv om. Men på landet findes også alt det, som du har i storbyen. Og på et mindre sted bliver problemerne måske mere udtalte.”
Inden du gik i gang med at lave ’Lille sommerfugl’, gik du i mange år med en drøm om en film om komponisten Chopin …
”Jeg har været meget optaget af hans musik i mange år. Han er virkelig en klaver-poet. Og da jeg begyndte at læse ind på den her polak, der kommer til Paris som ung, fandt jeg, at han lagde sig flot ind i serien af generte, introverte underhunde, som jeg har portrætteret i mange af mine film. ’Han er sgu en Gummi-Tarzan’, tænkte jeg. Filmen skulle handle om det sidste af hans 39 leveår, hvor han rejser til England på flugt fra revolutionen i Paris i 1848 og for at søge alternativ behandling, men må forlige sig med, at han skal dø af sin kroniske lungesygdom.”
Og hvorfor blev den ikke til noget?
”Jeg ville sindssygt gerne have lavet den og var rimelig langt fremme med at finansiere den med midler fra en række lande. Det polske filminstitut hørte, at vi gik med planer, og kaldte os til orden: ’Der bliver ikke lavet en Chopin-film, uden at vi er med!’ Men jeg har et godt forhold til Polen og har indspillet to film dér, ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Øen i Fuglegaden’, så de var klar til at give os en halv million euro. Da det endelig så ud til at lykkes, hoppede min franske hovedrolleskuespiller fra, fordi det havde varet for længe. Samtidig blev min hustru syg. Jeg kunne ikke være væk fra hende så lang tid, som det krævede. Men jeg har stadig mit manuskript. Jeg tror ikke, jeg kommer til at lave filmen, men der er da et par instruktører i England, som jeg godt kunne tænke mig at tilbyde den. Jeg tror, der ville være et stort publikum til den.”
Leif Lindskov og Søren Kragh-Jacobsen indspiller ’Hinkeruder på motorvejen’ (1975). Albummet indeholder sangen ’Kender du det?’, som mange ikke kender for titlen, men for omkvædet om Mona.
Den her indadvendte, undertrykte type, du snakker om, hvorfor er han blevet et tema?
”Det er først senere i min karriere, at jeg er blevet bevidst om, at jeg vender tilbage til den lille mands sejr i ni ud af 10 film – og også i mine sange. Men jeg henter vel noget af det i mig selv. Det introverte har jeg aldrig lidt af, men manglende tro på mig selv har jeg masser af. Jeg synes, tvivl og usikkerhed er nogle udmærkede makkere at have. Man kommer til at omfavne dem hen ad vejen. Det siger jeg også til mine sønner. Jeg har mødt mange slamberter, der var så selvsikre, at de var ved at vælte bagover i skoene. Men usikkerheden får én til at tænke sig om en ekstra gang. Man kommer aldrig for sent. Man er velforberedt.”
I din sang ’Kender du det?’, som mange husker for dens ’Mona, Mona, Mona’-omkvæd, møder vi den usikre unge mand Jesper Ravn. Hvordan blev den til?
”Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en sang så hurtigt. Den ramte noget, jeg havde oplevet selv, nemlig at være genert i forhold til kærligheden. Da jeg skrev den, var jeg selv midt i tyverne og havde det på afstand, men jeg var blevet ansat i Børne- og Ungdomsafdelingen på Danmarks Radio og havde arbejdet sammen med og interviewet mange unge. Så jeg havde en forbindelse til dét følelsesliv. Da jeg satte mig ned for at skrive den, var det som at bide spidsen af et stykke overmoden camembert. Linjerne flød bare ud: ’Jeg sad ved andet bord i rækken.’ Nå! ’Det var tredje skoledag.’ Ja! Og så videre. På det tidspunkt havde jeg en duo sammen med min ven Leif Lindskov. Vi havde sendt et demobånd rundt, pludselig ville et pladeselskab have os i studiet, og det var et af numrene, vi tog med. Vi høvlede den af én gang, så sagde teknikeren: ’Det kan du aldrig lave bedre!’ ’Rolig, nu,’ sagde jeg. Jeg havde det ikke, som om sangen var færdig. Men sådan kom den til at lyde. Du kan ikke køre en metronom igennem den. Den vakler fra side til side. Men den var rigtig. Den blev spillet tit i radioen, da den kom ud i 1975, og den blev en ægte lejrbålssang. Det har været en gave for mig i min alderdom. Da jeg var ude at spille i 2014 og havde svært ved at huske teksten til alle fem minutter og 20 sekunder, kunne publikum den. Der var altid en på de forreste rækker, jeg kunne bruge som sufflør.”
Søren Kragh-Jacobsen gennemgår dagens optagelser til ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991). Anden verdenskrigs-filmen blev indspillet i Polen, der mange steder stadig kunne ligne noget fra 40’erne.
Hvad knap så mange ved om dig, er, at du igennem en karriere, der både har budt på børne- og ungdomsfilm, dogmefilm og historiske dramaer, også har lavet reklamer. Hvordan var det?
”Da jeg holdt op på Danmarks Radio i 1983, kom der perioder, hvor jeg havde brug for noget at leve af mellem mine spillefilm. Så fik jeg et vist navn inden for reklamefilm. Det var godt betalt, og der var altid penge til det nyeste. Første gang, jeg brugte CGI, altså computergenererede billeder, som er i næsten enhver produktion nu, var på en reklamefilm. En af mine bedste kunder var et norsk firma, Stabburet, som lavede pizzaer og andre færdigvarer. Vi lavede små idylliske film, optaget på romantiske gårde i Sverige, og nicede det op med blomsterranker og anden computergrafik i redigeringen. Det var dengang, alt skulle hedde ’Kornblomst’ eller ’Kærgården’. Rent fup.”
Havde du, som venstreorienteret, nogle kvababbelser over den illusion, man sælger folk?
”Det havde jeg nok. Og jeg har da også sagt nej til swap-lån og andet, der var over min grænse. Men ellers har politik ikke som sådan stået i vejen for min egen indtjening. Og jeg var på en måde ret glad for det. Jeg syntes, det var sjovt at fortælle en historie på 30 sekunder, og kunne godt lide, hvis det var lidt menneskerelateret. Jeg speakede Amagerbankens reklamer i mange år. Deres film var smukke og poetiske. Det var nærmest digte, der skulle læses hen over billeder af kunder. Teksterne var gode, og jeg filede selv lidt løs på dem. Og så lukkede banken. Jeg blev ringet op af en sønderjysk bank for nogle år siden. Om jeg ville speake en reklame for dem. ’Det vil jeg godt, men jeg synes, I skal vide, at det var mig, der speakede Amagerbanken.’ Så hørte jeg ikke mere fra dem.”
Jesper Christensen (72) og Karen-Lise Mynster (68) fejrer deres guldbryllup i ’Lille sommerfugl’.
Du siger, at du mestendels har levet af ting, du selv fandt på. Havde du nogen forestilling om det, da du efter skolen begyndte i lære som elektromekaniker?
”Overhovedet ikke. Jeg var elendig i skolen, gik for at være ordblind, kunne ikke stave, og mit hår var helt forkert, haha. Jeg var en dagdrømmer og forelskede mig i alle mulige på afstand. I min læretid følte jeg mig meget alene, når jeg stod ved drejebænken og skulle fremstille 10.000 emner på 14 dage. Men i løbet af min læretid lærte jeg mig at spille guitar og blev forsanger i et orkester, der hed The Boozers. Jeg var skrækslagen, men syntes, det lød godt, når det først kom i gang. I slutningen af mine læreår mødte jeg Leif Lindskov, og vi satte os ned og skrev tekster inspireret af Sebastian og Dissing, og hvem der ellers var af danske sangskrivere. Det begyndte at blive rigtig lyrik. Af og til ramte vi noget.”
Har du kunnet bruge din uddannelse til noget?
”Helt klart. Jeg er ikke sådan en, som ligger og reparerer min bil. Men jeg lærte samarbejdets kunst. Jeg kom i lære på en pænt stor fabrik med hen ved 80 ansatte og mange forskellige typer, man skulle arbejde sammen med. Jeg lærte at stikke fingeren i jorden. At skimme et rum og se, hvem man skulle passe på, hvem der var et dumt svin, hvordan man kunne sno sig. Jeg fik forfinet min sans for menneskelig psykologi. Og det er præcis det samme, man benytter sig af, når man står med et filmhold.”
