DA JEG GIKi 3. g, faldt jeg over gruppen GOT7 på YouTube. Det viste sig, at der fandtes en masse meget velproducerede videoer med de syv unge sensitive mænd. Jeg syntes, de var helt fantastiske, og blev en del af den intense fankultur omkring bandet og fulgte nøje med, hver gang de udgav et nyt album.
Hvert album havde sit eget visuelle koncept, nogle gange var udtrykket blødt og boyfriend-agtigt, andre gange fremstod de mere rå eller sørgmodige. Og hver ny cd blev udgivet i fire forskellige versioner med små bøger i novellelængde med billeder fra fotoshoots. Der var samleobjekter nok, som en teenagepige kunne bruge sine penge på.
Jeg forstod ikke, hvad de sang om, medmindre jeg googlede mig frem til oversættelserne, men i starten betød det ikke så meget. Jeg havde det ligesom alle dem, der kan lide at høre spansksproget musik og føler, at de forstår stemningen i musikken, selvom de ikke taler spansk.
Efterhånden fik jeg dog lyst til at forstå, hvad det handlede om, og i et sabbatår efter gymnasiet tog jeg til Sydkorea i et halvt år for at tage sprogkurser. Jeg havde et værelse og boede sammen med både koreanere og andre udlændinge i en lejlighed i den rige bydel Gangnam – kendt fra sangen ’Gangnam Style’.
Seoul. Foto: Colourbox
JEG KOM HJEMME FRA Falster, det var første gang, jeg rejste på egen hånd, og Seoul er virkelig en storby – på et helt andet
niveau, end hvad jeg før havde oplevet. Men det var fedt at være på egne ben. Kvarteret, jeg boede i, er meget rigt og kendetegnet ved sine tårnhøje bygninger, ophobning af store firmaer, dyre biler og folk i det smarteste nye tøj.
Lige på den anden side af floden bor folk i faldefærdige huse. Klasseforskellene er visuelt nemme at få øje på i Seoul. Samtidig er det en by, hvor alle går ud, rig som fattig. Det er nemt at finde en billig restaurant, og den koreanske kultur er meget social, det er næsten tabu at spise alene, og der er masser af cafébesøg og alkohol, som vi kender det fra Danmark.
Koreanerne er imødekommende og vil gerne tale med én og hjælpe én. Men mit koreanske var stadig mangelfuldt, og det gav begrænsninger. Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på koreastudier på Københavns Universitet.
Jeg begyndte uden nærmere at vide, hvad jeg ville med det – sammen med alle de andre, der også havde lyttet til K-pop (koreansk popmusik, red.). Jeg følte, at det var en bred uddannelse, der kunne føre til mange forskellige ting, der har med Korea og koreansk kultur at gøre.
Jeg bliver forhåbentlig bachelor til sommer, og undervejs har jeg været på udveksling to gange og trænet sproget og specialiseret mig i oversættelse fra koreansk. Koreansk er et godt sprog for sprognørder. Det er et logisk sprog, ordene er som legoklodser, man kan sidde og pille i og bytte rundt på, og man siger, at alfabetet kan læres på en weekend. På den måde er det meget lettere end for eksempel japansk og kinesisk.
En underviser introducerede mig til et forlag, der udgiver kinesisk og japansk litteratur på dansk, men som gerne vil gøre mere ud af Korea. Det er stadig i et tidligt stadie, men vi snakker om, at jeg skal oversætte bogen, der på engelsk hedder ’Kim Ji-Young, Born 1982’. Det er en ung kvindes livshistorie, der rammer ned i en ny feminisme i Sydkorea, og som har solgt millioner af eksemplarer. De skal dog lige have rettighederne først.
JEG VIL GERNE leve af at være oversætter en dag. Måske kommer der et boost inden for koreansk litteratur inden for de næste år. Man siger, at bogmarkedet er et par år bagud i forhold til trends. Mange danskere kender allerede musikken, filmene og maden – de fleste er efterhånden bekendt med kimchi (fermenteret kålspecialitet og hjørnesten i koreansk madlavning, red.).
Ellers tror jeg, der er mange andre muligheder for at finde arbejde for en, der kan kommunikere med koreanere og begå sig i kulturen, både inden for erhvervslivet og diplomatiet. Det koreanske sprog er opdelt i høflighedsniveauer, og man skal kende spillereglerne, hvis man ikke vil blive misforstået.
Er man for eksempel ude at spise en forretningsmiddag, er det lederen i hierarkiet, der får serveret først og begynder at spise først. De andre skal gerne byde og servere, og skænker man ikke drikkevarer op med begge hænder, bliver det opfattet som uhøfligt.
Efterhånden taler jeg ubesværet koreansk. En af mine bedste venner er koreaner, og vi kan tale sammen om samfundsforhold og om den præcise betydning af et ord. Vi skriver sammen næsten hver dag. Alligevel er sproget svært at holde ved lige, når jeg er i Danmark.
Og så savner jeg maden virkelig meget, specielt min livret tteokbokki – udtales dokbuggi – som er en slags kager af klistret ris serveret i stærk chilisauce.
Tteokbokki – populær koreansk gademad. Foto: Colourbox
JEG TROR IKKE, jeg vil bo permanent i Sydkorea. I Danmark har vi et fornuftigt skel mellem arbejde og privatliv. Den koreanske konkurrencekultur er meget stærk, lidt usund faktisk. Måske er det derfor, dansk hygge er blevet en trend. At sætte sig med en bog og et stearinlys og sætte tempoet ned.
Det er der mange unge koreanere, der savner. På arbejdet forventes det, at man deltager i spontane forretningsmiddage, går på druk til klokken fem om morgenen og møder på arbejde næste dag, hvis chefen beslutter det. Og du er nødt til at blive siddende på kontoret, indtil alle cheferne er gået hjem.
Heldigvis bliver der set lidt gennem fingre med det, hvis du er udlænding, så jeg kunne godt tænke mig at bo derude nogle år. Men jeg vil ikke have børn der. Som kvinde forventes man mere eller mindre at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når den tid kommer.
