HAN SAD oppe til klokken 23 i går for at lave planen om. 23-årige Thorbjørn Randrup havde lige udtænkt en endnu hurtigere måde at nå alle 85 stationer i S-togsnettet på kortest mulig tid.
Ruten printede han ud til sig selv og til sin 23-årige veninde, Nanna Heinicke.
Den største udfordring, der er indbygget i planen, er Frederikssund Station – her er der præcis nul minutter til at skifte tog.
På jodel.com har Thorbjørn Randrup spurgt de andre brugere, om det er muligt at nå C-toget 14:10, når man ankommer med et H-tog 14:10. ”Selvfølgelig kan du ikke det,” og ”det ville jeg ikke satse på,” svarede brugerne på chat-appen, mens en tredje spurgte, hvorfor han dog ville det, når Frederikssund er en endestation.
Men det vil Thorbjørn Randrup. For sammen med Nanna Heinicke vil han i ’Guinness rekordbog’ som de to danskere, der hurtigst har nået at ankomme eller afgå fra samtlige S-togsstationer i København og på Sjælland.
Ved hvert af de 85 S-togsstop noterer Thorbjørn Randrup ankomst- og afgangstidspunkt målt i sekunder.
Inspirationen til The Copenhagen Challenge er hentet fra London og New York, hvor folk siden 60’erne har forsøgt at besøge alle stationer i byerne på kortest mulig tid kun med fødderne og anden offentlig transport som hjælpemidler.
De to rekorddeltagere er mødt op på Køge Station i god tid en kold og klar mandag i oktober, lige efter myldretiden. Bib-bib-bib, dørene lukker. Thorbjørn koncentrerer sig om at føre venstre pegefinger ned til telefonens stopur præcis i det sekund, toget i et stille hvin sætter af fra perronen.
Klokken 9:06 trykker han på knappen. Og ånder lettet op.
”Dér, godt, phew. Er du klar til seks timer i tog?”
”Ja,” siger Nanna uden at kigge op fra køreplanen.
Nanna har en time og tre kvarter til skole hver vej, men det generer hende ikke. Tiden bruger hun ikke på at læse op på de fag, hun er på vej til. Hun vil hellere kigge ud eller læse bøger.
”ØLBY,” LYDER det kort efter fra højttaleren. Thorbjørn kigger på stopuret og noterer med en af sine 10 medbragte gule skoleblyanter, at toget ankom til perronen 2 minutter og 28 sekunder inde i dagens rekordforsøg og afgik 21 sekunder senere. Det er tre sekunder længere end den gennemsnitlige tid, Thorbjørn har regnet ud, at et tog bør holde på perronen. Det stresser ham. Bliver tidsplanen ved med at skride på den måde, kan det sætte rekordforsøget over styr.
Der findes en uofficiel rekord på 5 timer og 56 minutter, og ifølge planen kan Thorbjørn og Nanna nå alle stationer på 5 timer og 52 minutter.
Thorbjørns kæreste synes, han er skør. Men ”vi har alle sammen vores ting,” som han siger og glæder sig over, at veninden Nanna havde lyst til at tage med på turen. Til daglig studerer Thorbjørn forhistorisk arkæologi og bor i Albertslund, hvorfra han hver dag pendler til sit studie på Amager. Derfor har han et ungdomskort, hvormed han frit kan benytte hele S-togsnettet. I sommerferien glemte han at sætte kortet i bero. 30. juni blev der trukket 650 kroner på hans konto, og det skulle udnyttes: ”Jeg tog en tur til alle S-togsstationer, bare for sjov, og tog tid på det.”
Det tog ham 6 timer og 16 minutter at nå alle stationer, og han spekulerede på, om andre havde gjort forsøget før ham. På nettet stødte han på fænomenet Tube Challenge. Det viste sig, at samme koncept kun var afprøvet få gange i København og Danmark, og derfor satte Thorbjørn Randrup sig for at slå rekorden i disciplinen.
”Første fejl,” siger Thorbjørn på vej mod Solrød Strand. ”Vi skal sidde på de yderste sæder, så vi er tættest på døren.”
De rykker sig. Thorbjørn noterer ankomsttidspunktet. En ung fyr med håret strøget tilbage læser en bog på sædet ved siden af, en mand omkring de 30 får en lur udstrakt, og en ældre herre kigger på sin mobiltelefon.
”Greve,” lyder det i højttaleren. Solen banker ind ad vinduet, og kulden strømmer ind i kupeen, hver gang døren går.
Thorbjørn og Nanna går mod skydedørene.
”Et godt trick er at holde knappen inde, lige inden toget holder. Så åbner døren med det samme, og vi sparer tid,” siger Thorbjørn.
Thorbjørn Randrup bruger sin daglige togtur fra Albertslund til Islands Brygge på at løse sudoku, høre musik eller podcasts.
KLOKKEN 9.31 kører toget ind på Vallensbæk Station. Vil nogen have en karamel? Nej, der er ikke tid. Thorbjørn har travlt med at notere tidspunkter, Nanna tjekker rejseplanen på sin mobil for at finde en hurtigere rute omkring Klampenborg.
På Friheden Station holder toget et helt minut. Thorbjørn virker urolig og kigger over skulderen ud på perronen. Da toget endelig kører videre, siger han til Nanna: ”Det er meget sjovt, ik’?”
”Jo, men jeg bliver stresset, når jeg ikke kender stationerne og skal lave om i ruten så hurtigt,” siger Nanna Heinicke, der bor i Næstved og pendler hver dag til København, hvor hun læser grønlandske og arktiske studier på Københavns Universitet. Det var her, hun mødte Thorbjørn, der gik der, inden han skiftede studie. Hendes første minde om ham stammer fra rusturen, hvor Thorbjørn midt ude i skoven pludselig åbnede sin rygsæk og hev termokander med varm kaffe frem til hele holdet. Kort efter åbner han sin rygsæk på Hellerup Station og skænker kaffe i medbragte plastickrus.
Thorbjørn Randrup elsker planlægning, og han elsker systemer. Derfor passer udfordringen godt til ham. Så meget af hans liv som muligt er organiseret i Excel-ark.
”Jeg har et kæmpe livsark, kalder jeg det, der går fra gymnasiet til forventet ph.d. Der står, hvilke fag jeg har haft og forventer at tage på hvilke semestre,” siger han, ”og mine 136 bøger er sorteret efter DK5-systemet, som man kender fra biblioteker, hvor man rangerer bøger efter emnekoder.”
Med i rygsækken er der køreplaner, blyanter, viskelædere, ostemadder, varm kaffe, småkager og powerbank.
EFTER ET SKIFT på Hovedbanegården går 17 børnehavebørn i to kolonner ind i toget. Det tager langt mere end de gennemsnitlige 18 sekunder.
”Sådan er det jo. S-toget er for alle,” siger Thorbjørn overbærende, men følger dem med øjnene, til sidste barn er inde, og dørene kan lukke i.
Siden 2006 har Nanna samlet på ’Guinness rekordbog’. Hvert år til jul fik hun sidste nye eksemplar og tilbragte resten af aftenen med at se, hvor høje tårne børn kunne bygge i Lego, og undre sig over den kvinde i verden med de længste negle og de brødre, der havde mest hår i ansigtet. Som Thorbjørn pointerer, er der ikke længere noget nyt land at opdage, hvis man vil optages i rekordbogen.
”Det, vi er i gang med nu, er lægmandens historieskrivning,” siger han.
”Uanset om vi slår rekorden eller ej, er det en dag, vi vil huske,” siger Nanna.
Personligt måler Thorbjørn al succes på, hvor meget han har grinet, og Nanna siger: ”Det er altid sjovt med dig.”
Det røde S-tog skærer igennem den kolde luft og standser på Nordhavn, der ifølge Thorbjørn ”helt klart ligger på den flotteste del af S-togsnettet”. Over det store havnebassin kan man se Trekroner og bagved Sverige.
”Gud, hvor er det gået hurtigt,” siger Nanna, da hun kort før Svanemøllen kan konstatere, at de har kørt en time.
PÅ HELLERUP STATION er tiden knap. Nanna og Thorbjørn står klar ved trykknappen, inden toget holder. De løber, da dørene begynder at åbne, med rygsækkene hoppende på ryggen, ned ad trappen, gennem en mørk tunnel og op til næste spor, helt forpustede. Det viser sig, at der er næsten to minutter til næste tog. De får pusten foran en plakat over tognettet.
”Jeg drømmer om sådan en plakat. De skal skiftes ud på grund af de nye metrostop og det nye stop Køge Nord, så jeg har spurgt DSB, om jeg ikke må få en. Den er så flot.”
Klokken 10:22 ankommer toget til Klampenborg Station. Under gamle hvælvede lofter og store kuppellamper med udsigt til Dyrehaven på den ene side og Bellevue Strand på den anden får Thorbjørn og Nanna en banan i solskinnet. Thorbjørn tager en trøje af, inden de går ind i toget efter den nye rute, Nanna lige har ændret. Desværre er toget forsinket.
”Det gik jo galt på Klampenborg,” siger Thorbjørn 24 minutter senere, da de kører fra Jægersborg Station. Han er stille, bider i sin gule blyant.
På strækningen mellem Allerød og Hillerød er der store marker uden for togruden.
”Vi, der kommer syd- og vestfra, kommer jo sjældent herop,” siger Thorbjørn.
”Man tænker, at Nordsjælland er lig med rige mennesker og Strandvejen, men her er jo mere alsidigt. Det her landskab ligner jo Næstved. Det er meget godt at se i virkeligheden,” siger Nanna.
Ifølge Thorbjørn bruger mange pendlere for meget energi på at være frustrerede over S-togene, der indimellem kører med store forsinkelser.
”Jeg synes ikke, at folk sætter nok pris på S-toget. Alle bruger det som sådan en ting, man bare tager for givet. Jeg tænkte, at hvis vi bruger seks timer på at befinde os i det, kan det være, vi vil se anderledes på det bagefter,” siger han.
8 minutter og 39 sekunder inde i rekordforsøget ankommer Thorbjørn og Nanna til Hundige Station.
STEMNINGEN BLIVER afslappet på Birkerød Station. Måske lidt for afslappet. Thorbjørn og Nanna sænker skuldrene og glæder sig over ikke at skulle notere tidspunkter.
”Vi har 10 minutter, nice,” siger Thorbjørn og løsner sølvpapiret om en stor stak ostemadder. Han tager en mad ud og tager en bid. De skal med bussen til Farum, hvilket er i fuld overensstemmelse med reglerne. Ifølge planen er tiden knap i den anden ende. De skal løbe 400 meter på fem minutter.
”Velkommen om bord,” siger en venlig kvindelig buschauffør med rød læbestift.
Thorbjørn og Nanna finder et sæde bag i bussen og hiver en pakke cookies frem. Thorbjørn har kun 18 procent strøm tilbage på sin mobil, der stadig styrer stopuret, der er afgørende for rekordforsøget. Han slutter mobilen til en skriggul powerbank fra rygsækken og putter den og telefonen i forlommen på sin anorak.
Bussen nærmer sig stoppet nærmest Farum Station. I god tid går de mod midterdøren. De trykker stop, stiger ud og sætter i løb. Rygsækkene hopper endnu mere rundt på ryggene, da de nærmest i sprint passerer Vallensbæk Bilcenter.
Nanna sakker bagud, mens det langsomt går op for Thorbjørn, at de er kommet til at stige af et stop for tidligt. ”Fuck, det er pinligt, mand,” siger han.
Han stopper op, lægger armene bag hovedet og peger albuerne i vejret. Der er cirka tre minutter til afgang og stadig flere hundrede meter til stationen.
”Jeg tror sgu ikke, vi når det,” siger Thorbjørn uden at løbe. Han vil have Nanna med, om det så betyder, at de ikke når toget. Hun er langt tilbage med røde kinder.
Thorbjørn løfter blikket og får øje på, hvad der må føles som en oase på en ørkenvandring: et rødt og hvidt S-togsskilt. De giver det et skud. Nanna accelererer, finder flere kræfter. Thorbjørn danner fortrop. Han løber, men kigger sig hele tiden tilbage efter sin makker. Han passerer S-togsskiltet, kan se perronen og toget, hvis døre lige har givet lyd fra sig som tegn på, at de lukker. Han spæner, ligger næsten vandret i luften.
Med armen strakt foran sig, klar til at trykke på knappen, løber han mod togdørene, der nu er lukket i. Da han når perronen, trykker han på døren, mirakuløst går den op. Nanna er ikke til at se, det er begrænset, hvor længe han kan stå og spærre dørene. Med det ene ben inde i toget og det andet på perronen kigger han efter sin ven. Pludselig løber hun, med nyfundne kræfter, rundt om hjørnet og det sidste lille stykke hen ad perronen, ind ad togdørene, der to sekunder efter lukker i. Toget kører, de nåede det.
INDENFOR nærmest kaster de sig ned på gulvet. Der går flere minutter, før de siger noget. De skal lige finde pusten. Nanna har røde kinder, og på Thorbjørns pande pibler sveden frem.
”Undskyld,” siger hun.
”Det er min fejl,” siger Thorbjørn om det forkerte busstop: ”Jeg giver en bajer senere. Men vi klarede den.”
Toget kører fra Farum, over Værløse og Hareskov til Skovbrynet. Hele ruten er omsluttet af skov.
”Så er vi halvvejs,” siger Thorbjørn ved Buddinge Station og tilføjer, at han har skullet tisse siden Klampenborg.
Kort efter kører Thorbjørn og Nanna ind på Flintholm – ’Fremtidens station’, som de kalder den med al dens glas og de mange spor, der krydser over og under hinanden.
”Det er meget fedt, at man snart kan sige, at man har besøgt alle stationer,” siger Nanna.
Efter Valby kommer to unge piger ind i toget. Klædt i ens pelskrave og sorte kondisko diskuterer de, hvor det er bedst at stå af, når man skal på Burger King. To fyre i trediverne sidder i sæderne mod det andet vindue og taler om opskrifter på hummus. Den ene har ring i øret, den anden i næsen.
Et sted mellem Rødovre og Brøndbyøster er der gået fire timer.
’Verdensmestrene’ Thorbjørn Randrup og Nanna Heinicke på Vigerslev Allé Station.
NANNA HEINICKE kigger på den printede plan. De nærmer sig Frederikssund, hvor de skal lave det skift, der er fuldstændig afgørende for rekordforsøget. De har nul minutter til at skifte.
Ved Egedal, to stop før dagens store prøvelse, stiller Thorbjørn og Nanna sig klar i midtergangen. Her spotter de en togfører.
”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger Thorbjørn, forklarer udfordringen og spørger togføreren, om han tror, at det kan lade sig gøre, og hvor det er bedst at stå.
”I skal ud ad dén dør her, og så skal I løbe stærkt,” siger togføreren, der tvivler på, at det er realistisk at ankomme 14:10 og afgå 14:10. Men som Thorbjørn optimistisk pointerer, er det heldigt, at toget ikke kører efter en rejseplan på sekunder.
”Det er den eneste forsinkelse, vi håber på i dag,” siger Nanna.
Klokken 14:10 standser toget. Thorbjørn og Nanna står helt fremme ved ruden og spurter ud mod en perron, der ligger skråt bagud. Toget holder der allerede. Det tager cirka 10 sekunder at løbe derhen, 10 sekunder, hvor de ikke ved, om dørene er låst eller bare lukkede. Thorbjørn trykker på knappen, da de når frem. Dørene går op.
”YES!” råber han og flår armene i vejret.
”Ej, hvor fedt, så nåede vi det sgu,” siger Nanna stolt, da de er kommet ind i toget.
”Den er ikke hjemme, før den er hjemme,” husker Thorbjørn hende og sig selv på.
”Jeg tror, at den er rimelig meget hjemme.”
Han logger på jodel.com og skriver en opdatering til sin tråd: ”Jeg fucking klarede det, h8ers” – efterfulgt af en smiley med solbriller på. Helt rolige går de kort efter ind et vilkårligt sted i det sidste tog, der kører dem til stop nummer 85 på dagens rute.
”Vigerslev Allé,” lyder det fra højttaleren.
”Klar, parat … og stop,” siger Thorbjørn på vej ud på perronen og placerer venstre pegefinger på stopuret på sin mobiltelefon.
5 timer, 53 minutter, 32 sekunder og 92 hundrededele.
”Vi klarede det,” siger han og giver Nanna et kram.
”They said it couldn’t be done,” bliver han ved.
“Haters gonna hate,” siger Nanna og griner.
De tager en vinder-selfie foran en grå væg på perronen og ringer Thorbjørns kæreste op på medhør.
”Hej smukke, så er Nanna og jeg sgu blevet verdens-mestre!”
