LIGE FRA JEG begyndte i gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville studere medicin. Min mor er sygeplejerske og har altid sagt, at det er et skidefedt job, men at hun nogle gange savner den autoritet, lægerne har. I Odense kræver det et snit på omkring 11 at komme ind på medicinstudiet – jeg har altid syntes, at det ville være fedt at få et snit over 12. Det gik jeg lidt stille med. Jeg gad ikke, at man skulle definere mig som 12-talspige. Jeg ville ikke bare være et snit. Jeg har altid gået meget op i skolen og været villig til at lægge timerne i det. Men jeg har også haft tid til at se mine venner og cykle og styrketræne.
JEG ARBEJDEDE også ved siden af. Mere og mere faktisk. I 3. g var jeg oppe på 30-40 timer om ugen. Et af mine fritidsjob var hos en bager, en af min fars venner, som jeg kender rigtig godt. Vi havde problemer med at få fat på en lærling, så jeg hjalp lidt ekstra. Jeg kommer fra Bøjden, en lille landsby, hvor vi måske føler pligten på en lidt anden måde. Jeg hjalp i bageriet fra klokken fire om morgenen. Det hjalp på det, at jeg er A-menneske. Det passede som regel med, at jeg kunne nå forbi fitnesscenteret og træne og tage et bad, inden jeg skulle i skole. Alle tre år lå jeg i min seng klokken 21. Det var en meget struktureret hverdag. Den dag, vi stoppede undervisningen, var rimelig lækker.
DA VI SKULLE til eksamen i 3. g, sagde mine veninder hver gang, at jeg ikke behøvede at være nervøs, jeg skulle jo nok få 12 alligevel. Det var også en form for pres. Hver gang jeg følte nerver, syntes jeg, det hjalp at træne eller cykle en tur. Men generelt er jeg ret god til at snakke mig ud af tingene. Der var én eksamen, hvor jeg kun fik 10, det var skriftlig dansk. Det havde jeg fuld forståelse for. Det er ikke min stærke side. Jeg fik i alt 27 12-taller og et samlet snit på 13,1.
NU ER JEG værnepligtig i Haderslev. Det er en stor omvæltning. Det var dejligt at gå i gymnasiet, men det kunne også godt stige én lidt til hovedet, og man kunne hurtigt komme til at tænke meget på sig selv og sine egne karakterer. Herinde på kasernen er det en helt anden verden, hvor man hele tiden tænker sig selv som del af en gruppe. Vi relativt få piger er jo ikke lige så stærke som drengene. Så når vi er ude at løbe, kommer de og tilbyder at bære tasken. Man kommer igennem en masse lorteopgaver og bliver råbt ad og kaldt uduelig flere gange om dagen. Men jeg kunne ikke drømme om at give op, man lærer hurtigt at børste det af og sige pyt.
DE FØRSTE TO uger var lange og hårde, men fællesskabet trækker én igennem. Du er hele tiden sammen med nogen, I spiser sammen og sover sammen, og efter en uge følte jeg, at jeg kendte de andre bedre, end jeg nåede at kende mange af mine gymnasiekammerater.
JEG HAR BESLUTTET at tage endnu et sabbatår, når jeg er færdig med værnepligten. Til efteråret har jeg og nogle veninder arrangeret et roadtrip i USA. Måske jeg også får tid til et par andre smårejser. Jeg skal også have taget et par HF-kurser. I gymnasiet ville jeg hellere have idræt end tage matematik og kemi på højeste niveau, så dem skal jeg have taget nu for at kunne komme ind på medicinstudiet. Og så skal jeg flytte til Odense og falde til derinde. Jeg glæder mig til at bo ude og føre en selvstændig tilværelse. Jeg er lidt skræmt over, at medicinstudiet har rygte for at være halvhårdt. Men jeg glæder mig. Jeg bliver den første i min familie, der går på universitetet. Men der er ingen, der har presset mig. Det er fuldt ud min egen drøm.”
