GRÅT ETAGEBYGGERI ligger i søvnige enklaver og ligner et hvilket som helst lejlighedskompleks i en hvilken som helst forstad i landet. På Solnavej i Søborg er rækkerne af ligusterhække klippet, facaderne identiske, og roen tæt på larmende. Med jævne mellemrum kører busser forbi i tøffe-tempo, i vindueskarmene strækker stueplanter hals mod det bragende solskinsvejr, og ved cykelstativerne står albumaktuelle Karen Mukupa. Rap-udgivelsen ’Bonobo’ – et album, hun selv har stået for at producere og promovere efter at have holdt plade-pause i 14 år – har høstet fuld anmelderplade i Politiken og flere andre medier. Den handler om at være midt i livet, at stå ved sin alder og om at have set og oplevet mere end de fleste. Hun har så godt som rejst verden rundt, boet i Danmark og Afrika, er vokset op mellem to kulturer, har mistet sin sjæleveninde og kæmpet for at være sig selv i en til tider ultrakommerciel musikbranche. I flere år var hun dømt ude. Rapmusik og modne kvinder var åbenbart en cocktail, der skabte kollektiv kortslutning for flere i branchen.
I dag, hvor vi mødes for at tage turen tilbage ad memory lane, er Karen Mukupa i sorte Adidas-bukser og med en høj knold og to fletninger, der sammen med et par store, guldindfattede solbriller rammer hendes ansigt ind. En smittende energi oser fra hende: Let’s go!
”De boede lige der på anden sal ved orkideen i vinduet,” siger Karen Mukupa og peger sine bedsteforældres gamle hjem ud. Et smil brænder igennem, idet hun fortæller om dem. Selv blev hun født i Zambia og voksede op i Tanzania, men hvert andet år satte hun og hendes familie sig på et fly for at besøge farens familie. Han var nemlig dansk, og Danmark blev synonym med Tivoli-ture og bedsteforældre-hygge for den dansk-zambiske pige.
I lejligheden i Søborg udspillede dagene sig efter den samme drejebog. Bedsteforældrene var eksil-fynboer, men havde taget måltidsprogrammet fra øen med sig: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenkaffe.
”Eftermiddagskaffen var det bedste, for der var tit wienerbrød til,” siger Karen Mukupa og griner. København-forstaden var tryg, fuld af barndommens velkomne gentagelser. Men det var også her, hun for første gang blev opmærksom på sin egen hudfarve. At hendes kulør i nogles øjne gjorde hende anderledes, at nogle så den som fribillet til drillerier og dårlig opførsel. På et besøg hos bedsteforældrene, da hun var omkring syv år, var hun ude at lege med sine søskende, da nogle drenge fra kvarteret indtog legepladsen. Karen Mukupa forstod ikke, hvad de sagde, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af.
”Jeg kunne ikke rigtigt dansk, men jeg opfangede lidt. De sagde, at mine søskende og jeg talte ’indianersprog’. De grinede af os. Vi sad på en gynge, og de kom hen og skubbede os alt for hårdt. De sagde, at vi var ’nogle negre’. Jeg var ikke særlig gammel, så det var ubehageligt. Og det var egentlig nok første gang, jeg følte, at jeg ikke var en dansk pige,” siger hun og peger i retning af bedsteforældrenes lejlighed.
”Vi løb hjem og fortalte min far, hvad der var sket.”
Uden betænkningstid fulgte han med sine piger tilbage til legepladsen. Han ville finde drengene og fortælle dem, at de skulle opføre sig ordentligt. Han var gift med en zambisk kvinde, havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Afrika og var bevidst om 70’ernes Black Power-bevægelse. I det hele taget var han optaget af lige rettigheder for alle mennesker, og han havde allerede fortalt sine børn, at ’Elefantens vuggevise’ var en dårlig sang, fordi den brugte nogle grimme ord.
”Han stod op for os, støttede os. Ville statuere et eksempel. Det var fedt. På den måde var det ikke så vigtigt, at drengene allerede var smuttet,” fortæller Karen Mukupa på legepladsen, der i mellemtiden har fået skridsikkert fald-underlag og bløde kanter anno 2023.
Ad to omgange flyttede Karen Mukupa med sin mor, far og søskende til Danmark på grund af farens arbejde. Første gang til Søborg, hvor de boede lidt længere nede ad gaden fra bedsteforældrenes lejlighed, fra hun var to til fire, og anden gang til Hvidovre, fra hun var 10 til 12 år. Her startede hun i den lokale skole, lærte at tale dansk og fik nye venner. Hun var vant til at rejse, vant til forskellige nationaliteter fra opvæksten i et internationalt miljø i Dar es-Salaam – og trivedes.
Imens havde Karen Mukupas mor svært ved at falde til i forstadslivet, hvor naboer og genboer holdt deres bane på fortovet. Som satellitter, der kredsede rundt om de samme bygninger, men næsten aldrig kolliderede og mødtes i en smalltalk. Etageejendommens lukkede lejligheder virkede som fængselsceller på Karen Mukupas mor, og hver vinter frøs hun helt ind i knoglerne.
”’Denmark is like a jail,’ kunne hun finde på at sige. Man går ikke bare ind til naboen, man skal lave en aftale og helst tre uger i forvejen, haha,” siger Karen Mukupa og gelejder os ned mod Kildebakke, Søborgs lokale S-togstation, og et vindblæst stationstorv med falmede facader og en enkelt kiosk, hvor folk drypper ind og ud med cigaretpakker eller en sodavand under armen.
DET VAR MED en klump i maven på størrelse med en honningmelon, at Karen Mukupa vinkede farvel til sin mor og far i lufthavnen i Nairobi. Hun var lige fyldt 15 år, og hendes billet til København var one way.
”Der var et eller andet indeni, der sagde mig, at jeg nok havde boet hjemme hos mine forældre for sidste gang. Men det var også spændende. En fornemmelse af, at det her var et nyt kapitel i mit liv. Noget helt nyt, der skulle til at begynde,” siger Karen Mukupa.
Det hele kom sig af, at forældrene gerne ville flytte fra Arusha i det nordlige Tanzania og tilbage til morens hjemstavn, en lille by ude på landet i Zambia. Karen Mukupa, der var vant til at gå på en multikulturel skole, følte, at hun boede i Afrikas perle. Og hun havde ikke lyst til at udskifte byens og skolens buzz med fred og ro. Så hellere prøve at flytte til Danmark. Først var det meningen, at hun skulle bo hos sine bedsteforældre i Søborg, men i stedet blev aftalen, at hun skulle flytte hen til nogle af sine forældres venner og gå på friskole i Grenå, hvor hun kunne tage sin 9.-klasses-eksamen.
”Jeg havde egentlig ikke tænkt konsekvenserne igennem. For da jeg så var i Danmark, savnede jeg mine forældre helt vildt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tale i telefon med dem, jeg græd og græd, når jeg hørte deres stemmer. Men lige så snart jeg havde lagt røret på, var jeg også videre med noget nyt og spændende,” siger Karen Mukupa, der set i bakspejlet måske alligevel synes, at hun var en tand for ung til at stå på egne ben.
Hun var landet på Djursland i et østjysk hippiekollektiv og fik et mindre kulturchok. Folk fandt sig nøgne til rette ved morgenbordet, og der var i det hele taget en mere afslappet facon, end hun havde været vant til, både derhjemme og på friskolen i Grenå.
”Jeg var vant til ret faste rammer på de skoler, jeg havde gået på. Man lyttede til læreren. Så det var vildt underligt, at man pludselig gerne måtte diskutere i timerne, og at man lidt selv måtte bestemme, hvordan man gerne ville have sin undervisning,” siger Karen Mukupa, der for eksempel udnyttede de frie rammer til at skrive raptekster i temaugerne. Generelt var der et stort musikmiljø på skolen, hvor Sharin Foo, der senere skulle blive forsanger i bandet The Raveonettes, også var blandt eleverne.
En af klassekammeraterne, Daniel, havde et kassettebånd med den nyeste rap på. Teksterne handlede om at være black and proud og fight the power. Det talte til Karen Mukupa som et friskt pust. På det tidspunkt var hiphoppen stadigvæk den nye dreng i musikklassen i Danmark. Jo, MC Einar og Rockers By Choice havde fået hul igennem til radioen, der dengang sidst i 80’erne ellers var domineret af D-A-D, Søs Fenger og Thomas Helmig. Men rap var stadigvæk undergrund.
Især den fra USA, som Karen Mukupa allerede havde stiftet bekendtskab med i Dar es-Salaam, hvor hun gik på international skole, og de amerikanske elever medbragte de nyeste kassettebånd med Run DMC og LL Cool J. Fra da af var hun hooked, og da hun flyttede til Danmark, holdt betagelsen, og hun fandt et spejl i de amerikanske rappere, deres sprog og deres look.
”Stilen var bare sej. Nogle gange tænker jeg, at jeg også blev vild med hiphop, fordi jeg i virkeligheden altid har følt mig lidt som en outsider. Om det så var her i Danmark eller i Tanzania. Rappen var outsider-musik, det var hverken rock eller pop, og jeg følte mig enormt meget hjemme i den kultur,” siger Karen Mukupa, der med det formelle afgangsbevis fra folkeskolen flyttede hjem til sin farmor og farfar i Søborg. Hun længtes ikke bare efter familie, men også efter en større by, og Karen Mukupa havde hørt, at det skulle være det fedeste at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Hun var klar.
Karen Mukupa får flettet hår af sin mor. Foto: Privat
EN SITREN RAMTE Karen Mukupa i mellemgulvet. Det var ellers en triviel morgen. Hun stod og ventede på toget fra Kildebakke Station i Søborg, der skulle køre hende mod gymnasiet. Men hun havde fået øje på en pige. Jævnaldrende med hende selv og med cap og baggy army-tøj på. Hun kunne læse ud af tøjet, at de helt sikkert måtte have musikken til fælles. Med det samme vidste Karen Mukupa, at dér var en ven.
”Jeg sneg mig tættere og tættere på hende der på perronen. Hun var mørk i huden ligesom mig. Jeg endte med at sidde over for hende i kupeen, og så samlede jeg mod til at spørge: ’Lytter du også til det der musik?’ ’Ja,’ sagde hun. Hun vidste udmærket, hvad for noget musik, jeg snakkede om.”
Fra mødet i S-toget var Karen Mukupa og Gina venner. De havde begge to en drøm om at blive en del af den spirende hiphopscene og mødtes ofte i København for at øve sig i at skrive raptekster. De holdt til i City Arkaden, lige over for Magasin på hjørnet af Strøget. Bevæbnede med blok og kuglepen eksperimenterede de med rim og flow.
En dag gik to piger forbi Karen og Gina i butiksarkaden. Den ene havde dreadlocks, ”tingeltangel i håret”, og der dampede coolness fra hende. Karen Mukupa genkendte pigen fra Ringe Festivalen, som hun havde besøgt sommeren forinden med sine venner fra friskolen. De to piger havde allerede skabt en kontakt på festivalen, men Karen Mukupa blev alligevel blæst bagover, da hun så hende igen.
”Da jeg så Natasja og den veninde, hun var sammen med, tænkte jeg bare: ’Hold kæft, hvor er de seje.’ De var på vej på Christiania, og dengang var det et totalt mystisk sted for mig, som jeg kun havde hørt om. At der var kriminelle, og at man røg hash derovre. Det var outlaw derude. Men der skulle de hen. Og jeg fik bare den der følelse af, at dem ville jeg gerne være venner med. Mest af alt fordi de havde en særlig aura over sig. De havde ben i næsen, og det blev jeg tiltrukket af,” siger Karen Mukupa.
SKYSKRABERNE STRAKTE SIG op i himlen, og det samme gjorde Karen Mukupa og Natasja Saads drømme. De var 18 og 16 år gamle, da de satte sig på et fly, der bragte dem tværs over Atlanten. Sammen havde de netop dannet rapgruppen No Name Requested og havde fast øvetid hver torsdag efter skole i den nu hedengangne Klub 47, en ungdomsklub på Amager, som den engagerede pædagog Niels Jørgensen, bedre kendt som ’Niels Turbo’, havde udstyret med en håndfuld pladespillere, mikrofoner og højttalere.
Niels Turbo så et lys i Karen Mukupa og Natasja og deres tredje medlem Gina alias McEmzee, der var med i gruppens helt spæde begyndelse, da han første gang oplevede dem iført batiknederdele, Dr. Martens-støvler, cottoncoats og et friskt flow til et open mic-arrangement på undergrundsklubben Barbue i København. Han besluttede sig for at introducere pigerne for Ungdomshuset og andre mindre scener i byen og give dem et skub fremad i rapmiljøet.
Og nu var duoen så på vej til hiphoppens arnested, New York. For at suge kulturen til sig, men lige så meget for at stikke en finger i jorden og mærke, om de havde en chance blandt de rigtige rappere. De havde kort forinden varmet op for den amerikanske stjerne Queen Latifah, da hun spillede i Amager Bio, og rapgruppen A Tribe Called Quest i Pumpehuset, så de var fulde af gåpåmod og forventning, da de indlogerede sig i Flatbush, Brooklyn. ’Pops’, en fyr, de havde fået kontakt til gennem en dansk kvinde fra reggae-miljøet i København, husede dem i sit klassiske brownstone med brandtrapper, der zigzaggede ned langs facaden, og hvor nogle store højttalere i kælderen blev skruet op for fuld styrke, når Pops en gang imellem holdt interimistisk dancehall-diskotek dernede.
Imens prøvede de to danske hiphop-aspiranter at manøvrere i rappens epicenter med en stak telefonnumre på forskellige mennesker, som de ville prøve at hooke op med. For eksempel de danske dj’s Phase 5 og Yo Akim, der skulle lave remixes for sangerinden Vanessa Williams, hiphopgruppen Lifers Group og det jamaicanske reggaeband Inner Circle, der tilfældigvis var i New York på samme tid. De to piger blev inviteret til fest på deres hotel på Times Square.
”De boede midt inde på Manhattan, så vi var sådan: ’Arh, vildt, mand!’ Deres hotel havde happy hour, så fra klokken fire til seks var drikkevarerne nærmest gratis. Vi blev totalt teenage-dansker-stive,” siger Karen Mukupa. Men det, der kunne synes som én lang fest, var også en mission for at promovere No Name Requested og få de rigtige til at lytte til deres demoer. En dag blev de inviteret af de danske dj’s til at lave en optagelse i det samme studie, som Mary J. Blige indspillede i. Pigerne fik et gigantisk selvtillidsboost, men var også fulde af den pure ungdoms pep og grinede så meget i indspilningsboksen, at de næsten ikke kunne synge. Senere samme aften blev de inviteret med til fest rundt om hjørnet.
”Det var ligesom at træde ind i MTV. Queen Latifah var der. De La Soul var der. LL Cool J og Beastie Boys var der. Alle, som man kunne forestille sig. Den fest var en øjenåbner for mig. Hvis man skulle være en rigtig rapper dengang, skulle man kunne freestyle. Og man skulle kunne vise sit værd med det samme. Vi blev introduceret af vores ven Jamalski til en producer: ’Freestyle lige for ham,’ sagde han. Og så var det bare: One, two, three, go! Jeg tror, jeg tyede til en gammel tekst,” siger Karen Mukupa.
”New York var vores Utopia. Det var land of opportunity. Man følte virkelig, at musikken var lige der foran én. Og at man kunne møde alle de store lige om hjørnet. Det føltes, som om alt var muligt. Alt kunne lade sig gøre, hvis bare man gav sig fuldt ud. This is where I belong, følte jeg.”
Det første amerikanske hiphop-eventyr var langt hen ad vejen finansieret af Karen Mukupas børneopsparing, som hendes farfar havde lavet til hende. Han var gammel modstandsmand fra Fyn og af en helt anden skole, men blev hverken skuffet eller formanende, da pengene ikke blev brugt på møbler, køkkengrej, husleje eller andet snusfornuftigt. Det var jo hendes penge.
Senere fulgte flere rejser til New York, og på en af turene blev Natasja og Karen Mukupa venner med nogle studieteknikere, der arbejdede for P. Diddy – dengang kendt som Puff Daddy.
”Teknikerne spillede vores demoer for ’Puffy’. Da han havde hørt dem, ville han meget gerne møde os. Men vi skulle rejse dagen efter, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi tog det ikke så alvorligt. I vores hoveder havde vi det sådan: ’Vi kommer jo tilbage,’” siger Karen Mukupa.
Turene til New York i start-90’erne var selvsagt uden internet og mobiltelefoner, og det var meget sværere at holde kontakten, når først man fysisk flyttede sig. Så da flyet landede i Kastrup igen, var New York, producerne og de store lydstudier langt væk, og P. Diddy, Biggie Smalls, Mary J. Blige og alle de andre var igen kun stemmer på kassettebåndene.
”Jeg tror ikke, vi fattede, hvor stor en chance vi egentlig havde,” siger hun.
MELLEM HØJHUSE, PALMETRÆER og bølgebrus blandede gloser fra flere end 120 forskellige sprog sig med den lune luft i Dar es-Salaam. Karen Mukupa voksede op i Tanzanias administrative hovedstad, en kulturel smeltedigel, hvor der blev fejret både jul, eid og hinduistiske højtider. Hendes far var uddannet laborant, og hans arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke havde først bragt ham til Zambia, hvor han arbejdede som frivillig på et mejeri. Og mens han lærte zambierne at lave ost, forelskede han sig i en kvinde, der arbejdede på mejeriet.
Karen Mukupa blev født i Zambia, men da hun var to år, rejste forældrene til Danmark for at bo. Efter kort tid fik hendes far dog et job, der sendte familien til Tanzania. Huset i Dar es-Salaam var altid fuldt af liv. Slægtningene fra Zambia kom ofte på besøg, og Karen Mukupas mor holdt fast i de afrikanske traditioner, selvom hun havde giftet sig med en europæer. Hun havde set, hvordan andre afrikanske kvinder blev ’lidt fine på den’ og begyndte at distancere sig fra deres egen kultur, når de giftede sig med en hvid.
”De kunne næsten ikke spise med fingrene længere, for nu var de blevet gift med en fra Europa. Derfor var min mor meget straight up og sagde: ’Vi spiser med fingrene her. Men du må da gerne få en kniv og en gaffel, hvis du vil det,’ hvis vi havde europæere på besøg til ugali (en fast grød lavet på majsmel, red.). Nogle gange kunne jeg godt synes, at det var vildt pinligt. Men samtidig sagde min mor også til mig, da vi boede i Hvidovre, at jeg ikke behøvede at fortælle mine klassekammerater alt. At vi spiste sommerfuglelarver, og at kvinderne spiste lerjord. Hun vidste godt, at det var noget, vi kunne blive drillet med,” siger Karen Mukupa.
Når hun lukker øjnene og tænker på barndommen i Tanzania, er kysten det første, der popper op. Hun legede i det kridhvide bounty-sand med sine venner ud til en horisontlinje af turkisblåt vand. Nogle af børnene fangede fugle, og Karen Mukupa byttede sig til et nyt kæledyr for sugerør, som hendes danske bedsteforældre havde sendt til dem. Det var hård valuta dengang, for det var dem af plastik, som havde et knæk. De nyerhvervede fugle tog hun med hjem og indlogerede i familiens bur, der oprindeligt var til høns. Senere blev kæledyrs-kartoteket udvidet med alskens eksotiske fugle, skildpadder og aber.
”Men jeg har aldrig haft en kat,” siger Karen Mukupa, mens hendes ansigt klemmer sig sammen i et grin, da hun fortæller om, hvordan de havde adopteret en abe for en stund, der blev ved med at komme tilbage og banke på, efter den var blevet sat ud i naturen igen.
”Vi legede også tit, at vi lavede mad. At vi havde et lille bål, og så fandt vi en tomatdåse, som vi hakkede noget spinat og proppede i. Det var sikkert dybt giftigt, haha. Men som syvårig kan man godt stege en fisk i Tanzania. Der er kultur for, at man hjælper til derhjemme, så det var en integreret del af vores lege,” siger Karen Mukupa.
”Altså, hvis min mor havde veninder på besøg, var der en forventning om, at det var mig, der kom ind med teen og småkagerne, og at jeg hilste pænt på alle damerne. Det gjorde man bare.”
Karen Mukupas forældre blev en del af det bedre borgerskab, fordi hendes far havde et godt job. De var medlemmer af den lokale yachtklub i Dar es-Salaam, hvor diplomaterne og deres børn mødtes. Det var et andet Tanzania, og det var hendes mor meget magtpåliggende, at de vidste og forstod, at de var afrikanske børn.
”Min mor sagde altid: ’You never know if you’re gonna marry somebody from the bush’, og derfor skulle jeg lære at lave en rigtig ugali og at være en ordentlig kone,” siger Karen Mukupa og griner af, at hun endte med at gifte sig med en kok, Nikolaj Kirk.
Generelt husker Karen Mukupa barndommen som fri og fuld af leg. Hun elskede at klatre i træer og blev som regel skuffet, når veninderne ikke havde lyst til at klatre lige så højt op som hende selv. Og så var hun kæmpe fan af Michael Jackson og brugte i det hele taget utrolig meget tid på at lytte til musik.
”Hvis jeg var alene hjemme med mine søskende eller fætre og kusiner, klædte jeg mig sommetider ud som Michael Jackson. Jeg havde en fætter, der var kommet fra Zambia for at bo med os i tre måneder, og han var også meget musikinteresseret. Vi klædte os ud sammen og stod oppe på bordene og dansede,” siger Karen Mukupa.
Fra hun var seks år gammel, vidste hun, at hun enten ville være Superwoman eller musiker. Og en dag, da hendes far kørte hende hjem fra skole, fortalte hun ham det.
”’I know what I wanna be,’ sagde jeg, og så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være musiker. Jeg kan bare huske, at han vendte sig om mod bagsædet, og jeg kunne se, at han var virkelig skuffet. Og lidt i chok. Sådan: Really? ’Bare husk, at du også skal have dig en uddannelse, for det er svært at være musiker,’ sagde han så. Det må jeg sige, at han har haft ret i, men jeg fik aldrig den der store uddannelse, som han måske drømte om, at jeg fik.”
NO NAME REQUESTED gik i opløsning nogle få år efter, de var begyndt. Men Karen Mukupa og Natasja forblev uformelt en duo. De var bedste venner, også selvom de nu lavede musik i hvert sit navn. De rejste også stadigvæk sammen, blandt andet til Jamaica ad flere omgange. Karen Mukupa var 23 år, da hun besøgte den caribiske østat første gang – og følte sig hjemme med det samme. Der var brune mennesker over det hele, og gæstfriheden var enorm. Det mindede lidt om Afrika.
”Folk var virkelig søde til bare at tage os ind og låne os en sofa, vi kunne sove på, og give os nogle bananer, vi kunne spise,” siger Karen Mukupa.
”Natasja skulle have været af sted med en anden veninde, men hun meldte fra. Så i stedet spurgte hun mig. Jeg arbejdede i en børnehave på det tidspunkt, men jeg sagde op på stedet, og to dage efter rejste vi. Det var skørt og vildt. Vi skulle have været der i tre uger og endte med at være der i tre måneder. Vi havde nok endt med at være der endnu længere, hvis vi havde haft flere penge.”
På det tidspunkt havde Jamaica det største antal musikstudier pr. indbygger i hele verden, og den berusende følelse fra New York af, at alt var muligt, boblede i Karen Mukupas årer.
”Igen var det bare slaraffenland. Alle familier i Jamaica havde en, der lavede musik. Og igen var det et land, hvor det virkede, som om hvis vi bare lige gør sådan her, så åbner døren sig for alvor. Vi blev taget enormt godt imod. Nok mest af alt, fordi vi havde afrikansk baggrund. Rastafarierne tror på, at en dag kommer Haile Selassie – deres Jesus – og kalder deres folk tilbage til Etiopien. Så vi blev tit introduceret som two African daughters from Denmark,” siger Karen Mukupa.
De to veninder var af sted under den amerikanske spring break, og øen var fuld af internationale reggaemusikere, som de faldt i snak med. Samtalerne blev ofte indledt med: ”Hey, vi rapper også!”, og efter en uge havde de deres første show i byen Negril, der var fuld af musikere, der kom for at spille for de amerikanske turister. En amerikansk filmproducer hørte veninderne spille og sagde, de skulle komme med ‘et særligt sted hen’ dagen efter. ”This might be your window of opportunity,” sagde han.
”Vi var totalt klar. Vi kørte med til Ocho Rios, en by fuld af luksusresorts ud til vandet, og skrev under på en kontrakt på køleren af amerikanerens bil – en håndskrevet kontrakt, der handlede om, at hvis der skete noget stort inde i studiet, så skulle han have nogle procenter,” siger Karen Mukupa, der i næste nu befandt sig i et mansion af en anden ’MTV Cribs’-verden. Veninderne var landet i et studie sammen med folk fra det engelske reggae/pop-band UB40, og de var klar til at signe dem på deres eget pladeselskab, DEP International, som de på det tidspunkt var i gang med at starte.
Karen Mukupa og Natasja var euforiske og klar til at gribe chancen. Men historien fra New York gentog sig. Det blev et lige ved og næsten. Der var tovtrækkeri mellem Karen Mukupa og Natasja og Mega Records i Danmark, der stadigvæk havde kontrakt med de to danske rappere. Mega Records ville gerne gøre de to mere kommercielle og havde planer om at sende dem mod stjerneproduceren Denniz Pop i Sverige, der også havde arbejdet med Ace of Base.
I en periode sendte Natasjas mor penge til de to piger på Jamaica. Til sidst var der ikke flere, og Karen Mukupas bedsteforældre begyndte at spørge mere insisterende ind til, hvornår hun egentlig kom hjem. Pigerne var trætte.
”Vi kom hjem til Danmark og havde det sådan: ’Ej, fuck, nu kan vi ikke mere.’ Vi trængte til at trække vejret, og vi gik igen musikalsk hver til sit. Jeg begyndte at arbejde i en tøjforretning, samtidig med at jeg lavede nogle demoer sammen med nogle venner, og Natasja begyndte at arbejde med heste som jockey. Det var ikke lige så spændende at lave musik sammen længere, men vi var stadig enormt gode venner,” siger Karen Mukupa.
I 2000 debuterede hun med soloalbummet ’Mukupas Law’, der var produceret af den danske producer Remee. Albummet blev ikke helt, som hun selv ønskede det. Remee sleb rappen i kanterne og havde en vision om, at albummet skulle være mere poppet.
”Jeg var bare så taknemmelig for, at der var nogen, der ville lave noget sammen med mig, så jeg lyttede enormt meget til, hvad de havde at sige. Og jeg lyttede måske ikke så meget til mig selv. Desværre,” siger Karen Mukupa, der hele tiden fik at vide, at pladen ikke var en succes, og at den ikke solgte nok.
”Samtidig med at jeg var ugens uundgåelige på P3, sad jeg på bistandskontoret og havde ikke en krone på min konto. Det var virkelig skizofrent, og det fik mig til at føle mig meget lille.”
Karen Mukupa og Natasja hjemme hos Pops i Brooklyn. Foto: Privat
ADSKILLIGE ÅR SENERE landede Karen Mukupa igen på Jamaica for at hænge ud med Natasja. Det var i 2007, og Natasja stod på kanten af sit internationale gennembrud. Karen Mukupa havde lagt musikken lidt på køl og udnyttede i stedet sin kreativitet på flere forskellige måder. Hun havde lavet børneprogrammet ’Mukupas Kidchen’ på TV 2, skrevet børnebøger, været korsanger, arbejdet som tolk i swahili og søgt ind på Filmskolen to gange, fordi hun drømte om at lave dokumentarfilm. Hun filmede blandt andre Natasja, men kom ikke ind på skolen. Og her var hun så igen med sin hjerteveninde i hjertet af Caribien. Nu skulle de nyde livet.
Men en juniaften mistede en chauffør herredømmet over den bil, hvor Karen Mukupa sad på forsædet, og Natasja på bagsædet med sin kæreste og en ven. Sammen havde de været til Portmore Awards, hvor Natasja havde optrådt, og nu havde de kurs fra sovebyen Portmore tilbage mod Kingston, hvor de boede. Chaufføren ville spille smart og kørte hasarderet på en tæt trafikeret vej. Som i en film blev alt stille og gik i sort. Da farver og lyd vendte tilbage, så Karen Mukupa, at Natasja ikke bevægede sig. Chaufføren fik hende ud af bilen, og Karen Mukupa og Natasja blev samlet op af en forbipasserende og kørt mod hospitalet. Men Natasjas vejrtrækning blev hurtigt langsom, og hun døde i Karen Mukupas arme.
”Jeg fik mit hjerte knust, da Natasja gik bort. Lige pludselig var livet ikke uskyldigt mere. Den der eventyr-boble, Natasja og jeg havde sammen … den brast bare.”
I ly af en kæmpe svamp i Tanzania. Foto: Privat
FRA KILDEBAKKE STATION har S-toget i behagelige svingninger bølget sig gennem små forstæder for at gøre holdt på Nørreport. Karen Mukupa manøvrerer hurtigt og hjemmevant hen til metroen, der tilbagelægger det sidste stræk til Islands Brygge, hvor hun bor. Metroen er tætpakket, fuld af folkeskoleklasser, der har været på tur. Karen Mukupa stikker flere af dem et smil og en highfive, da de gør plads til, at vi kan komme ud, da toget når Islands Brygge Station. Karen Mukupa viser vej til Café Alma, slår sig ned og bestiller en avocadomad.
”Hun boede lige der,” siger hun og peger på bygningen på den anden side af gaden, mens et smil tegner sig fra den ene kind til den anden.
I gymnasietiden tilbragte Karen Mukupa selv mere tid i dén lejlighed, Natasjas, end hjemme hos sine bedsteforældre i Søborg, hvor hun egentlig havde adresse.
Natasja Saads og Karen Mukupas musikalske karrierer flettede sig ind og ud af hinanden. De var definerende for hinanden, og derfor er det svært at tale om den ene uden at tale om den anden. Ud over at tabet af Natasja var en altomsluttende personlig sorg for Karen Mukupa, lagde det også et åg over hendes egen karriere og eksistens.
”Da hun gik bort, blev jeg ved med at tænke: ’Gud, du kom til at tage den forkerte. I’ve got nothing going on.’ Jeg var bare hendes veninde. Jeg var korsanger. Det var hende, der havde en masse ting, hun gerne ville sige ude i verden. Sangen ’Calabria’ lå nummer et, Alicia Keys’ manager spurgte, om hun ville skrive for hende, og Sean Paul ville også lave musik med hende. Jeg syntes, tingene var så uretfærdige. Det var helt forkert. Jeg syntes, hun havde så meget mere end mig,” siger Karen Mukupa og holder en pause for at trække vejret. Små tårer stiger op i hendes øjne, men hun smiler.
”Selvom jeg er okay, er det svært at snakke om uden også at blive ked af det. Sorg er jo bare en stor del af livet. Liv og død går hånd i hånd,” siger hun.
Der er aldrig noget positivt ved at miste et livsvidne. Men sorgen manifesterede også en urokkelig taknemmelighed inden i Karen Mukupa. Hun nægtede at tage livet for givet.
”Efter ulykken havde jeg et enormt behov for at sige til mine forældre: ’Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer’, sådan at hvis jeg gik bort, så vidste de det i hvert fald,” forklarer hun.
I årene efter havde hun svært ved at give sig hen til at få tætte venner, fordi hun var bange for at miste dem igen.
”Jeg havde lyst til at skrige hele tiden, og jeg trak kun vejret helt heroppe,” siger hun og placerer en hånd med glitrende guldringe på den øverste del af brystkassen.
I DAG ER ISLANDS BRYGGE hendes hjem. Hun har boet her siden 2009 med sin mand, Nikolaj Kirk, og de seneste 10 år også med datteren Tiki. Kokken og rapperen mødte hinanden under nogle optagelser til børnenes MGP og fandt fælles kærlighed, både til hinanden og til at rejse.
”Vi har begge to – og har altid haft – nogle job, som kræver noget uafhængighed. Nogle gange kan vi godt leve lidt i hver sin verden, men vi har vores hjem og vores rejser, hvor vi altid finder hinanden igen. Som oftest er vi rejst meget langt væk, til Brasilien, Filippinerne og Belize for eksempel,” siger Karen Mukupa.
Da de gerne ville stifte familie, viste det sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have forsøgt i syv år gik de i gang med at prøve at adoptere Karen Mukupas fætters søn, Kingston, fordi fætteren var hiv-smittet og ikke havde økonomi til at få flere børn. Det var en langsommelig proces, fordi Danmark og Zambia ikke havde nogen adoptionsaftale, og da der var gået tre år med bureaukrati, skete naturens uventede mirakel. 40 år gammel blev Karen Mukupa gravid. Tiki kom til verden, og siden da har hun set sig om i verden med sine forældre.
”Nikolaj og jeg havde altid begge to været draget af det der eventyr: at komme væk og se noget andet. Bare være os to på opdagelse. Og vi syntes, at det var vigtigt at bibeholde med Tiki,” siger hun.
Adoptionen af Kingston gik permanent i stå, men Karen Mukupa har støttet ham og hans familie økonomisk siden da og har også besøgt ham i Zambia, så ofte det har kunnet lade sig gøre.
I ÅR UDGAV Karen Mukupa ’Bonobo’, sit første album i 14 år. Selvom albummet var en fornøjelse at lave for den 50-årige rapper, krævede det blod, sved og tårer at finde sin stemme og sin plads i musikken igen.
”Jeg føler lidt, at jeg er startet forfra med musikken. Jeg føler, at det er sådan her, min musik skulle have været, da jeg startede. Det føles fedt, og det føles naturligt. Jeg har arbejdet på det her album, som om det var det sidste, jeg nogensinde skulle lave,” fortæller Karen Mukupa, der tog mod til sig, efter at hun i mange år havde følt, at nogle i musikbranchen kunne gøre lidt grin med hende, hvis hun nævnte, at hun gerne ville lave musik igen.
Som ung havde hun selv været af den opfattelse, at det ville være decideret pinligt at stille sig op og rappe med en cap kækt på sned, når man havde passeret 50. Men Karen Mukupa modbeviste branchens og sin egen ungdoms-tese. ’Bonobo’ fik en overstrømmende modtagelse. Politikens anmelder skrev blandt andet:
”Karen Mukupa er trådt i karakter, og jeg har sommerfugle i maven på alle voksne kvinders vegne over, at det her album findes.” Musikmagasinet Gaffa tilsluttede sig koret og gav albummet fem stjerner med begrundelsen:
”De minimalistiske R’n’B-rytmer og slæbende hiphopbeats hylder dermed også den musik, som Karen Mukupa selv er formet af. Resultatet er hendes stærkeste album til dato med skarpe rim og fængende omkvæd, der både taler til hjerte og hjerne – alt sammen leveret af en moden kvinde i sin bedste alder.”
Karen Mukupa synes også selv, at hun med sin nye plade har knækket nøden. Fået sit liv og sin kunst til at gå op i en højere enhed.
”Jeg synes, at rap skal være troværdig. Og hvis den skal være det, skal jeg rappe fra mit eget udgangspunkt. Hvis vi formår at gøre det som rappere og hiphoppere, kan musikken også vokse med os. Nogle af mine mandlige kolleger skriver stadigvæk fra det samme udgangspunkt som for 20 år siden. Om druk og damer og at fyre penge af. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men jeg er blevet mor, jeg er blevet gammel. I går var jeg til begravelse for en af mine gamle venner. Jeg har lyst til – blandt andet – at skrive tekster om at være midt i mit liv. Om at nu går vi ikke til fester mere, vi går til begravelser.”
Når Karen Mukupa tænker tilbage, fik Natasja det, hun ønskede sig, selvom hun ikke var i live til at opleve det hele vejen. Hun lykkedes med musikken. Og det gjorde Karen Mukupa også selv. De gjorde det bare forskudt af hinanden. I forskellig tid, i forskellige universer.
”Jeg føler, at hun er med på min rejse. Jeg føler lidt, at hun hepper på mig. Sådan we did it!,” siger Karen Mukupa og giver sig selv et lille klap på skulderen.
