1.
Mine forældre er meget gæstfrie. Det ligger nok meget i kulturen såvel som i opvæksten. Når jeg fik kammerater på besøg, blev de altid inviteret til at spise med og budt på alverdens frugt, snacks og slik. Det var helt modsat, når jeg var hjemme ved dem – så bad deres forældre mig vente på børneværelset, mens de spiste sammen med deres børn. Måske var det en af grundene til, at mine venner elskede at være hjemme hos os.
Min far er sikh, kommer fra en øvre middelklassefamilie fra provinsen og drømte som den ældste i en søskendeflok på syv om lykken i Europa. Han forlod Indien som 25-årig i 1970 med én symbolsk dollar på lommen, som han havde fået af sin far, og med en klasse umodne bananer, som skibskokken havde rådet ham til at købe på havnen i Bombay (i dag Mumbai, red.). Selvom han var veluddannet, startede han sin ’karriere’ i Iran som stenhugger og arbejdede sig videre op igennem Tyrkiet og Europa for at ende i Danmark, hvor han fik arbejde som smed. Senere lykkedes det ham at få en uddannelse ved DTU og arbejde ved Ericsson.
Min fars livsindstilling har ligheder med TV-2-sangen ’Kys det nu, det satans liv’: Vær ihærdig, arbejd hårdt, drøm stort, også selvom det ved første øjekast kan virke uoverskueligt eller urealistisk. Når du fejler eller falder, for det kommer du til, så rejs dig op igen, børst støvet af, og fortsæt din færd med din nye læring.
Min mor er ni år yngre end min far og kommer fra den højeste hindukaste i Indien, brahmin. Hun er en modsætning til min far på rigtig mange punkter. Min mor er fra hovedstaden New Delhi og storbypige med alt, hvad det indebærer. Hun er ekstrovert og elsker sociale sammenkomster, mens min far er introvert og kan lide at fordybe sig i tekniske tegninger, aviser og anden faglitteratur og ikke orker sammenkomster. Mor er sproglig og politisk uddannet, far er teknisk og matematisk.
Jeg tvivler på, at mine forældre havde fundet sammen, hvis ikke de var blevet introduceret for hinanden af deres familier. Det skete, da far var hjemme i Indien for at passe sin far på hans sidste dage. Min mors familie spurgte min far om medgiften, og han svarede, at de kunne give ham en rupi (dengang svarende til én dansk krone, red.). Mere ville han ikke have, for mor var en juvel i sig selv.
Fra Sri Naina Devi er udsigten over Gobind Lake storslået selv på en regnvåd dag og trods mængderne af affald.
2.
Skolen var vigtig for mine forældre. Når jeg indimellem kom hjem og var ked af det i de små klasser, sagde de: ”Sådan er det, skat. Når man har en anden hudfarve, skal man være dobbelt så dygtig, ellers bliver man valgt fra – i skolen og i livet.” Jeg var glad for sport i fritiden, men det fik jeg ikke lov til, før jeg havde lavet lektier. Da jeg blev ældre, lærte jeg at sige: ”Vi har ikke noget for”, så jeg kunne komme ud at spille rullehockey med kammeraterne.
Jeg voksede op på Brandholms Allé i Rødovre og gik på Valhøj Skole til og med 6. klasse. Det sluttede, da jeg kom hjem og fortalte, at der lugtede sjovt i klassen, fordi flere af mine kammerater var begyndt at ryge andet end smøger. Desuden røg jeg i håndgemæng hver anden dag, fordi der blev råbt ’dumme perker’ og ’sorte svin’ efter mig. Det ville mine forældre ikke acceptere, så jeg blev flyttet til privatskole på Frederiksberg.
På Johannesskolen kom jeg i parallelklasse med Rasmus Seebach. Silas Holst og Per fra ’Krummernes jul’ gik der også, ligesom sønner og døtre af nogle af erhvervslivets tunge drenge. Det var en total omvæltning til et andet miljø, hvor der ikke blev sagt ’sgu’ og ’fuck’, og hvor man ikke svarede læreren igen. Der gik nærmest sport i at lave lektier. Man var i hvert fald ikke flov over det. Hele min familie måtte gå med aviser for at få råd til, at min søster og jeg kunne gå på den skole.
Min mor og far talte kun dansk til mig som lille, også selv om deres dansk var gebrokkent. For dem var der ikke tale om integration eller ej, det var assimilation. Du skal ville det sted, du er havnet, og ikke holde for meget fast i din mad og traditioner, men derimod omfavne den nye kultur og sige tak til samfundet, folket og landet – altså tak på dansk.
3.
I 2. klasse mødte jeg min første kærlighed, min dansklærer, Lise Gamborg. Hun gav mig ekstratimer i dansk, og jeg var så flov over, at jeg skulle sidde der efter skole og have enetimer med hende, men jeg kan takke hende og hele systemet for, hvor jeg er nået til i dag.
Mine forældre spinkede og sparede for at få råd til at rejse til Indien i sommerferierne. Jeg hadede rejserne og gad ikke med, jeg ville meget hellere til Gardasøen eller Mallorca som mine kammerater. Der var kedeligt i New Delhi, jeg forstod ikke sproget, og alle familiemedlemmerne kom og skulle kysse og kramme og nive mig i kinden. Der var også altid drama, intriger og endeløse skænderier om penge. Familien i Indien forventede at få gaver, når vi kom, at mine forældre betalte for alt og alle, og at de gav penge og gaver, når vi rejste. Da jeg blev teenager, gjorde jeg oprør og sagde fra – ikke flere ferier til Indien.
Der gik 20 år, før jeg vendte tilbage. Da havde jeg gjort karriere, haft lederjob, gik i Hugo Boss-jakkesæt, Lloyd-sko, havde Mont Blanc-kuglepen i inderlommen og kørte Audi.
Januar 2016 blev en skæbnesvanger måned for mig. Der var mildt sagt knas i mit daværende forhold, jeg mistede mit lederjob, havde indbrud i bilen, kom slemt til skade under en basket-træning, og meget symbolsk faldt skorstenen på mit hus pludselig sammen.
Midt i den helvedesmåned begyndte mit syn så at svigte. Det skete i løbet af få dage, og jeg fik at vide, at jeg risikerede at blive blind. Da jeg lå på Rigshospitalet og ventede på operationen, googlede jeg ’aktiv dødshjælp’ og tog stilling til, hvilke dele af min krop jeg ville donere og til hvem.
Da lægen kom, ville han operere mit højre øje. ”Nej, nej,” protesterede jeg, ”det er det venstre!”, hvorpå han replicerede: ”Så tager vi det højre næste gang.” Det viste sig, at jeg havde nethindeløsning på begge øjne.
Himalayas enorme bjergmassiv.
4.
I Danmark bliver jeg ofte spurgt: ”Hvor kommer du fra?” Når jeg svarer ”Rødovre”, spørger de altid: ”Jamen, hvor kommer du rigtigt fra?” Danskere forbinder Indien med en plet i panden, karrymad og hellige køer på gaden. I gymnasiet lærte jeg mig selv en remse, som jeg fyrede af, når jeg mødte nye mennesker, og de spurgte til mit ophav: ”Nej, vi er ikke på bistand, nej, min far kører ikke taxa, og min mor går ikke med slør, nej, vi har ikke et pizzeria eller en kiosk. Nej, vi bor ikke i socialt byggeri 10 mand under samme tag. Kan vi sige hej nu?”
En del af mig er indisk, det kommer jeg ikke udenom, men jeg føler mig som dansker og tænker på dansk. På en bar i Kalundborg blev jeg engang overfuset af en gæst, der kaldte mig fremmedarbejder og sagde: ”Gå hjem, sorte svin.” Jeg var sammen med en veninde, som kendte gæsten, og hun svarede ham: ”Gurpaul er født på Riget (Rigshospitalet, red.), han har taget studentereksamen, han har spillet på danske elitehold i basketball og været leder i Danske Bank, mens du hæver understøttelse og ikke har fuldført folkeskolen. Så hvem er mest dansk?”
Jeg føler ofte, at jeg må forsvare den del af mig, der er indisk. Et eksempel kunne være de groteske mishandlinger og voldtægter begået mod kvinder i landet. Men langt hovedparten af den indiske befolkning behandler kvinder med stor respekt. I Danmark har vi haft både ’Ubåds-Madsen’ og Peter Lundin, og det betyder jo ikke, at alle danskere er som dem. Sådan er det også med indere.
Samtidig med at jeg forsøger at forsvare Indien, har jeg også selv haft en masse fordomme. Krævementaliteten, som jeg oplevede på min barndoms ferier, og køkulturen, for at nævne et par ting. Jeg kan også le, når folk laver grin med den indiske måde at tale engelsk på, men med 1,4 milliarder indere er der faktisk flere, der taler engelsk med indisk accent, end der er amerikanere og europæere tilsammen. Så hvad er egentlig den korrekte udtale?
Det var nogle af de fordomme, jeg ville konfrontere, da jeg kom igennem øjenoperationerne og ved gode venners hjælp fandt fodfæste i mit liv igen. Tanken om en motorcykeltur i Himalaya-området tog form med min ven, Anders Monrad Rendtorff. Hans søn Frederik og hans ven, motorcykelentusiasten Jan Lynge, var med på ideen. Vi samlede et hold, der derudover bestod af min fodboldkammerat, journalist Bo Gabriel Karlsen, og min selvudnævnte ’onkel’, Manjit Singh Sahota, der har haft Sahotas Pladeværksted i Rødovre i evigheder, og hvor jeg har tilbragt en del af min barndom med at skrue på biler. Yngste mand var ’onkels’ søn, Jasminder, og sluttelig tre lokale chauffører til følgebilen.
5.
Turen gik til Himalaya-området i Himachal Pradesh-staten, også kendt som ’Dev Bhoomi’, der betyder ’Guds Land’. Ruten hed København-New Delhi, derfra med et mindre fly til Amritsar i delstaten Punjab og til sidst bus til provinsbyen Phagwara, hvor ’onkel’ Manjit har et hus.
En forårsdag i 2019 stod vi forventningsfulde foran udlejeren af en stribe klassiske Royal Enfield-motorcykler. Min erfaring med Indien – og mine fordomme – betød, at jeg havde besøgt udlejeren et halvt år før vores rejse og efterfølgende haft løbende kontakt med ham pr. mail og telefon for at sikre, at motorcyklerne var klar, når vi dukkede op.
Da vi nåede frem, stod en stribe prægtige maskiner og ventede på os, og mine fordomme om inderes manglende effektivitet og troværdighed blev tilsyneladende gjort til skamme. Tilsyneladende – for ved nærmere eftertanke var 2-3 af cyklerne alligevel ikke helt klar, forklarede udlejeren.
Det lykkedes at komme af sted på dag to efter forviklinger omkring lejebilen, som udlejeren havde givet til en anden kunde. I stedet fik vi mast chauffør, fotograf og udstyr ind i en langt mindre bil og kørte ud over Punjabs flade, støvede landskab med mennesker overalt. Når asfalten slap op, blev vi omringet af støvskyer så tætte, at vi næsten ikke kunne se cyklen foran os.
Kort før vi nærmede os bjergene og nåede hotellet i Anandpur Sahib, snittede bilen en scooter i mylderet. Der opstod en højrøstet stemning, som dog faldt til ro, da der ikke var sket større skade. Værre var det, at bilen var stået af. Problemet viste sig at være en defekt benzinpumpe.
Fotografen foreslog at skubbe bilen hen til hotellet, der lå en kilometer fra uheldsstedet. Men i Indien skubber hvide mennesker ikke biler, den slags har de folk til. Heller ikke indere med respekt for sig selv skubber en bil, det får de andre indere til. Det er den slags, man lærer gennem nogle tusind år med et kastesystem og et par hundrede år med hvidt kolonistyre oveni.
Men da først vi tog fat, gik der ikke længe, før en voksende flok af tilskuere hjalp os, og efter få minutter trillede vi ind foran hotellet, hvor chaufføren trak i håndbremsen. Fodbremsen var stået af for flere timer siden, forklarede han. Vi var så heldige at få fat i en ny bil.
Da mine kammerater for første gang så Himalaya-bjergene, var det et imponerende syn. Også for min gode ven Bo, der har været guide i Alperne. Selvom vi kørte i timevis mod dagens mål, McLeod Ganj, syntes den massive bjergvæg ikke at komme nærmere. McLeod Ganj har siden 1960 været hjem for Dalai Lama og den tibetanske eksilregering. Byen kaldes i folkemunde ’Lille Lhasa’ efter hovedstaden i Tibet, og mens vi andre var turister, var ’onkel’ ophængt på grund af familiestridigheder, og han og hans søn Jasminder måtte vende tilbage til Phagwara for at forsøge at rede trådene ud.
Dagene bød på storslåede landskaber, hårnålesving og trafikale udfordringer med den indiske vejbelægning og uforståelig skiltning. Nær byen Shimla brød den nye bil uhjælpeligt sammen. Efter timers frustration og magtesløs venten dukkede en mekaniker pludselig op og tilbød os at køre bagagen og chaufføren det resterende stykke, og han skulle nok hjælpe med en ny bil. Typisk Indien var vi endt i en tilsyneladende håbløs situation, men også typisk Indien dukkede en ny ven op og reddede os.
Mine følelser for Indien skiftede på turen mellem had og kærlighed. Flere af mine fordomme blev bekræftet, og vi oplevede både diskrimination og korruption, men den største oplevelse var alligevel gæstfriheden. Indien viste sig at være et større og langt mere mangfoldigt land, end jeg tænkte og troede. Jeg oplevede inderne som rare og venlige, åbne og nysgerrige i forhold til Danmark, og på deres egen måde får de jo tingene til at fungere.
6.
Med min rejse tilbage har jeg genopdaget en del af mig selv. I finansverdenen fandt jeg ud af, at det ikke var pengene, der drev mig. Derfor har jeg altid arbejdet med unge mennesker og børn ved siden af. Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker, jeg står over for, og jeg tror på karma. Hvis tingene lykkes, er det en del af Guds plan. Når de ikke lykkes, er det Guds måde at beskytte dig mod at komme i en situation, der ikke er god for dig.
Jeg har altid været mors dreng, fordi min mor er den udadvendte af mine forældre. Hun er en streetsmart hjemmehjælper, som cykler rundt og taler med alverdens mennesker og er vant til at gebærde sig i det danske samfund. Men med årene er jeg begyndt at forstå min introverte boglige far, og hvorfor han var efter mig med lektierne. Nu er det ham, jeg søger.
Min far siger kun noget, når det er strengt nødvendigt. Når vi sidder over en lørdagskylling, og han får en lille whisky – jeg drikker ikke alkohol – kan han blive sentimental og fortælle de gamle historier om, hvordan han kom til Danmark. Jeg er 41 år og har hverken kone eller børn. Jeg er heller ikke blevet læge, arkitekt eller ingeniør, som mine forældre og især min far håbede på. Men jeg tror og håber, at mine forældre alligevel er stolte over, at jeg er den, jeg er i dag.
For tre år siden blev jeg arbejdsløs, og jeg søgte langt flere end de to job om ugen, jobcentret krævede. Men jeg hørte sjældent noget fra de arbejdspladser, jeg søgte hos. Jeg begyndte at spekulere på, om det mon var mit navn eller min hudfarve, der fik arbejdsgiverne til at vrage mig, selv når jeg søgte stillinger langt under mit uddannelsesniveau. Jeg tror godt, jeg forstår børn og unge med udenlandsk baggrund, som bliver påvirkede og forurettede, når de igen og igen oplever nederlag.
Da jeg stod og havde allermest brug for hjælp og forventede det allermindst, rakte en skolekammerat fra gymnasietiden hånden ud og gav mig et jobtilbud. Det vil jeg aldrig glemme ham for. Den tillid og respekt, min ven viste mig, får mig op hver morgen og gå ud og yde 200 procent for at give bare en flig tilbage.
Vi skal prøve at give andre en chance på vores vej gennem livet. Et lille skub kan betyde alverden. Det er sådan, jeg forstår karma.
