Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

CAFÉ NICK, KØBENHAVN

”Jeg elsker at færdes ved Nikolaj Plads, hvor jeg er vokset op. Jeg møder altid nogen, jeg har gået i skole med – eller deres forældre. Café Nick er et værtshus fra dengang, området blev kaldt minefeltet og var berygtet for sit prostitutionsliv. Området er blevet pænere, og det er Café Nick også. Men man kan altid møde en kunstner, der er interessant at snakke med.”

HESNÆS, FALSTER

”Min søn går i gymnasiet, men jeg ses stadig med nogle mænd i en fædreklub fra hans folkeskoletid. For nylig var vi på udflugt til en spejderhytte på Hesnæs. Skoven gik helt ned til en smal strand. Bøgegrenene strakte sig ud over vandet, og man kunne se til Møns Klint. Det var som at stå i et guld­aldermaleri.”

GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’ og taleskriver for miljøministeren. Han er aktuel med pod­casten ’Skabelsen af Paradis’.

Tags: ,

SE MERE