EFTER HF BEGYNDTE jeg på teologi på Københavns Universitet. Det var et spændende fag, fuldt af filosofi, historie og sprog. Jeg gik der en del år, men var i tvivl om, hvad jeg ville med det, og præst skulle jeg i hvert fald ikke være.
Da jeg blev gravid, fik jeg aldrig færdiggjort uddannelsen. Jeg uddannede mig i stedet til folkeskolelærer, men da jeg var færdig, trak det ikke så meget i mig at undervise. Jeg drømte mere om at være min egen chef. Så jeg skrev en krea-bog og byggede ting i affald og holdt workshops med børn på bibliotekerne. Det var sjovt, men jeg længtes stadig efter at finde det helt rigtige job – et, der virkelig ville gøre mig glad og give mening, år efter år.
EN DAG SNAKKEDE jeg med en veninde, der havde læst antropologi og nu var blevet ansat hos en bedemand. Hun fortalte om, hvordan bedemænd, som de er flest, har en alvorsfuld og diskret tilgang til deres fag. Det handler om at holde sig selv i baggrunden og blive så lidt bemærket som overhovedet muligt.
Når hun fortalte om det, fascinerede det mig, hvor stor mulighed en bedemand har for at hjælpe mennesker i sorg. Samtidig undrede det mig, at man åbenbart har vedtaget, at begravelsesforretninger gemmer deres lokaler væk bag skærmende hvide persienner, og at en bedemand er en, der står ovre i et hjørne i sort jakkesæt og siger: ”Jeg kondolerer.”
Her er en faggruppe, som vi næsten alle får brug for at komme forbi, i hvert fald to gange i vores liv, når vores fædre og mødre dør. Iværksætteren i mig besluttede at skabe en anderledes begravelsesforretning. En, jeg selv ville have lyst til at bruge, når jeg en dag kom i den situation.
MAN BEHØVER IKKE en formel uddannelse for at kalde sig bedemand, men jeg ansatte en kvinde med brancheerfaring, som blev min mester i et års tid og indførte mig i det praktiske, ikke mindst al logistikken og papirarbejdet, der opstår, når et menneske dør, og man skal i kontakt med kirkegård, kordegn, præst og krematorium.
Erhvervet hedder jo bedemand, uanset om man er mand eller kvinde, men for at signalere, at vi ikke er en traditionel forretning, valgte jeg navnet Bededamerne. Vi har kunst på væggene, og hos os er det som at komme ind i en stue, varmt og imødekommende.
Jeg gik med en idé om at anskaffe en flot Mercedes-rustvogn fra 60’erne, da jeg blev opmærksom på, at bedemændene i gamle dage brugte hestevogne, og det syntes jeg var endnu mere stemningsfuldt. Hvad er det moderne svar på en hestevogn, tænkte jeg og besluttede at få specialkonstrueret en ladcykel med plads til en kiste.
JEG VAR VANT til at cykle rundt med mine børn og min mand i min ladcykel på Vesterbro i København, hvor vi bor, så det føltes helt naturligt. Min rustcykel drejer på baghjulet i modsætning til de fleste ladcykler. Det gør den mindre tung at manøvrere og giver den en god balance.
Da cyklen var klar, og jeg lagde et billede af den på Facebook, gik den hurtigt viralt, og udenlandske medier som BBC kontaktede mig for at skrive om den.
Nogle af mine fagfæller syntes, det var useriøst med en cykel, døden er jo en alvorlig sag. Men jeg har lige siden fået masser af henvendelser fra folk, der skriver, at de gerne vil køre i sådan en, når de en dag skal herfra. Så vil jeg håbe, jeg lever længere end dig, plejer jeg at svare.
Bededamernes forretning ligger på Vesterbrogade i København. Foto: Privat
HVIS FOLK DØR på hospitalet, er det hospitalet, der opbevarer liget til at begynde med, inden bedemanden transporterer det til krematoriet.
Hvis folk dør i hjemmet, på hospice eller på plejehjem, er det bedemandens opgave at hente dem, komme dem i kisten og køre dem ud på krematoriet, hvor kisten står indtil bisættelsen, hvor vi så henter den igen. Vi har en normal rustvogn, som vi bruger, og vi får også hjælp fra en vognmand, der kører for alle bedemændene i København.
Vi bruger kun cyklen til paradekørsel, altså det stræk, hvor kisten efter bisættelsen skal fra kapellet eller kirken og videre til kirkegården eller krematoriet. Det plejer at udvikle sig til en form for optog, hvor de efterladte går med ved siden af. Så ja, cyklen er tung at træde, men det gør ikke noget, jeg har ikke brug for at køre stærkt. Mange har spurgt, om jeg ikke skal have mig et batteri, men jeg kan lide at cykle på benkraft.
JEG HAR ET sted mellem én og fem begravelser om ugen. Vinteren er en slags højsæson. Det er her, flest ældre bukker under for influenza og den slags. Men man ved aldrig, præcis hvornår døden indfinder sig, så jeg ved heller aldrig, hvornår telefonen ringer. Jeg tager den altid, og mine børn har vænnet sig til, at så skal de være stille, nu har mor en seriøs samtale.
Vi er altid to om at hente en afdød. Hvis det er i et krematorium, ligger den afdøde på en metalbænk, og vi har så kisten på en vogn ved siden af, 10 centimeter under bænkens kant. Ved hjælp af et lagen trækker vi den afdøde helt ud til kanten, inden en af os tager fat i armen, og den anden i benene og forsigtigt løfter kroppen over i kisten. Det er slet ikke så tungt, som man skulle tro.
DE FØRSTE PAR år var det grænseoverskridende at være sammen med så mange døde mennesker. Efterhånden har jeg vænnet mig til det. Der er enkelte, der ikke er i så pæn stand, særlig hvis de har ligget længe. Men jeg vil sige, at størstedelen af de døde faktisk har noget mildt og fredfyldt over sig.
De første mange gange, jeg skulle møde de efterladte, sad jeg på nåle for at bevare overblikket og huske alt. Som årene gik, blev jeg bedre og bedre til at se og forstå dem, som sad over for mig, og bedre og bedre til at finde frem til de ting, som er meningsfulde for netop den familie.
Det er en fed følelse at kunne give folk det i deres sorg og utryghed og forsøge at finde frem til, hvad der vil gøre det til en smuk dag for dem. Nogle ved, hvad de vil, men langt de fleste er usikre.
En dag sad der en kvinde, der havde mistet sin far, som havde boet i et stort hus, og nu var hun stresset over at skulle tømme det. På et tidspunkt nævnte hun den enorme syltekælder. Hvad skulle hun stille op? Jeg foreslog, at syltekrukkerne skulle med ind til bisættelsen, så alle kunne få én med hjem og tænke på ham, når de sad med jordbærmarmelade til morgenmaden. Det er ikke alle, jeg ville foreslå det. Nogle ville nok synes, det var for pjattet, men her blev det en stor succes. Nu har jeg været bedemand i godt 10 år og synes efterhånden, jeg er ret god til det. Taknemmeligheden, som vi får tilbage fra familierne, der bruger os, er det, der får os til at blive ved at gøre os umage.
VI ER KUN kvinder i min forretning, og måske betyder det, at hvor mænd kan være mere nøgterne, forsøger vi at involvere os i familierne, så meget det nu lader sig gøre. For eksempel har jeg flere gange opfordret hele kirken til at deltage i udsmykningen af kisten. Så har alle de måske 300 fremmødte en blomst, en fjer eller en gren med, og så dekorerer vi sammen, mens jeg styrer det. En af mine ansatte er forhenværende teaterinstruktør, og hun siger, at bedemandsjobbet er som at have premiere hver uge. Det passer. Den dag er så vigtig. Der er ikke noget, der må gå galt, så alt er virkelig dobbelttjekket og tjekket igen.
Jeg tror ikke, mit arbejde har gjort mig selv bedre forberedt på døden. Min far er desværre syg og dør nok inden for nogle måneder. Selvom jeg har tænkt en hel del over bisættelse, begravelse og ritualer gennem årene, synes jeg stadig, at tanken om, at han skal dø, er lige så forfærdelig, som den altid har været.
