IBIZA, 60’ERNE
Min mor var fotomodel og havde forskellige job, og hun var alene med mig og min lillesøster. Min far boede i Kalundborg, hvor jeg var hos ham nogle somre, men senere flyttede han til Jylland. Allerede hjemmefra var det sådan lidt anderledes, og jeg ville så gerne bare have haft en helt almindelig familie. Jeg gik i syv forskellige skoler i Frederiksværk, København og Nordsjælland og var altid ny i klassen og havde svært ved at blive accepteret af gruppen.
Min mor tog os ofte med ud at rejse. Når jeg kom hjem efter en sommerferie, var det noget med, at alle de andre i skolen havde været på Bornholm. Så spurgte de: ”Har du ikke været på Bornholm, Laila?” ”Nej, vi har været på Ibiza,” svarede jeg og var igen udenfor. Det var nærmest indspist.
Da jeg var otte år, tog min mor os med til Mallorca på en charterferie. Vi skulle bare være af sted i 14 dage, men så ville min mor ikke hjem. Vi tog atter til Ibiza og blev der tre måneder, og det var ikke sjovt for mig. Jeg var væk fra alle mine ting, jeg gik ikke i skole, og hun underviste mig. Jeg ville hellere være hjemme, og jeg var skideirriterende i min kedsomhed. En dag sad vi på sådan nogle små spanske stråstole ved et ildsted, og så sagde min mor: ”Nu sætter du dig der!”, mens hun trådede en nål og tog et lille stykke rød- og hvidternet stof. ”Og så syr du!” Jeg blev helt bange. Jeg kunne godt se, at hun mente det alvorligt. Så tog jeg de første sting, og jeg elskede det. Jeg har syet lige siden.
Laila Jensen i sin lejlighed på Vesterbro, København.
SVERIGE, BEGYNDELSEN AF 70’ERNE
Som 14-årig begyndte jeg at gå i byen hver dag, og jeg kendte alle danske bands og en hel masse udenlandske. Da jeg var 17, fik jeg en kæreste fra Aarhus, som spillede og sang i et rockorkester. Jeg blev gravid, og det var meningen, at jeg skulle bo hos ham i Aarhus, men jeg havde hele mit netværk i København. Så jeg forlod ham. Jeg skrev en seddel til ham: ”Jeg er taget hjem til min mor.” Jeg skrev det i den overbevisning, at han ville komme over til mig i København, men det gjorde han ikke.
Jeg fødte min datter som 18-årig, og hun var et ønskebarn. Lige inden hun blev født, havde jeg fået en bolig på Nørrebro for enlige mødre. Der boede nogle i den næste gade, som havde en lille søn på samme alder som mit barn, og vi blev så gode venner. Da de skulle flytte til Sverige på en ødegård, var min verden ved at falde sammen. Så sagde de: ”Du kan bare komme op og besøge os.” Og der begyndte skæbnens højere magter at træde i karakter.
Min mor havde haft nogle bundne penge i hele min barndom, nogle obligationer, som var låst, og vi havde gået og fantaseret om, hvad vi skulle med de penge. Men da de endelig blev frigivet, var de intet værd, så alle de drømme faldt bare sammen. Jeg ringede hjem til min mor og sagde: ”Heroppe i Sverige kan du få et hus for 40.000.” Hun købte en skole med 11 værelser, og jeg fik min helt egen afdeling, tapet med gamle svenske tapeter, og nede i laden stod der alle mulige loppefund, vi bare kunne gå og tage, det var den rene svir.
Jeg var der kun halvandet år, men min mor blev deroppe det meste af sit liv. Den første nytårsaften var lidt speciel. Vi havde fundet et gammelt snitmønsterark ude i skunken, og jeg brugte min nytårsaften på at afprøve snitmønstrene. Man tegner stregerne af, og så får man en figur. Jeg elsker at følge stregerne og sy for at se, om den sidder godt. Og så spiste jeg en appelsin klokken 12.
Næste nytårsaften holdt alle danskerne i området en fest. Det var hipt at tage op og få en ødegård og leve primitivt med brændekomfur og så videre, og der var mange danskere. Vi var 40 mennesker til festen. Min datter lå i sin babylift, alle børnene sov i et rum, og så fik jeg øje på ham, Walther. Han sad og trommede på sådan nogle congaer og slog med håret. Jeg gik så hen og bagte på ham.
Vi blev kærester, og jeg flyttede hen til ham i et kollektiv i Elmeboda, en kæmpe købmandsgård ikke så langt fra min mors hus. Det var et rejsekollektiv, hvor de alle sammen hellere ville være blevet i Indien. Om aftenen sad de om det runde bord og fortalte om alle deres rejseoplevelser. Jeg sad selvfølgelig og syede, mens jeg lyttede. Jeg syntes, det lød meget spændende, men det var ikke, fordi jeg havde stor trang til selv at rejse.
Laila Jensen og datteren Mille, Bombay, 1977.
INDIEN, MIDT-70’ERNE
På et tidspunkt blev rejsekollektivet splittet. Den ene rejste, den anden rejste, og så rejste Walther til Asien. Det var den helt store tudetur på Hovedbanegården. Det kom aldrig på tale, at jeg skulle med. Men der var en i kollektivet, der havde nogle hylder med stof, som hun havde købt i Nepal, og nej, hvor ville jeg gerne eje det.
Efter nogle måneder savnede jeg Walther, og så tænkte jeg: ”Jeg tager af sted! Han skal ikke tro, at lille Tutta ikke kan finde ud af det! Og med lille baby!” Han kaldte mig altid Tutta. Jeg ville ned og kigge efter det der nepalesiske stof, og jeg ville finde Walther, selvom jeg godt vidste, at det var urealistisk.
I den periode var jeg med i en kollektivforretning i København, hvor jeg solgte det tøj, jeg syede, men jeg kunne ikke vente, til jeg havde sparet op til en returbillet. Så jeg tog af sted på en enkeltbillet til Delhi med min datter på tre år på armen. Men da vi ankom, kunne vi ikke komme ind i Nepal, der midlertidigt var lukket for turister, fordi kongen skulle krones. Uden for lufthavnen i Delhi kom de stormende, alle de her taxachauffører. En australsk mand så det. ”Kom med mig,” sagde han. Vi skulle være i Delhi en måned, og han havde været der før og kendte stederne. Han var en engel. Vi kom til en have med nogle små huse, man kunne leje for fire kroner om dagen. Der gik påfugle, og der sad papegøjer i træerne. Vi lavede mad over ildsted på indiske gryder, der er spidse i bunden. To aftener sad jeg og snakkede på engelsk med en fyr, før det gik op for mig, at han var dansker. Jeg ser ham stadig nogle gange, han bor ude på Christiania.
Katmandu, 1977-78.
NEPAL OG SYDØSTASIEN, SLUT-70’ERNE
Endelig kunne min datter og jeg komme til Nepal. Jeg har altid sagt til min mor, at jeg gerne ville leve som i gamle dage, og hun sagde: ”Det kan du ikke.” Men Katmandu lignede København i gamle dage, og jeg var som en fisk i vandet. Efter noget tid sagde folk til mig, at nu ville monsunen komme, og at det var bedst, at vi tog til Sydøstasien. Jeg havde en aftale med min mor om, at hun sendte penge til mig fra tøjsalget hjemme i kollektivforretningen i København, som vi kunne rejse for.
Vi tog til Bangkok, og jeg spurgte altid, når jeg kom et nyt sted: ”Har I set Walther?” – med visheden om, at det havde de jo nok ikke. Men i Bangkok var der bingo. Jo, han var taget til Bali. Jamen, så tog vi til Bali. Ikke kun for at finde ham, jeg ville også gerne se de steder, vi kørte forbi, og studere de snit, de havde i bluserne. Og tænk engang, med tog og færger hele vejen ned over Thailand, Malaysia og Java, det var fantastisk. Halvvejs gennem Thailand kom vi ud på Koh Samui, hvor vi boede på et kloster, som var et halvtag på pæle. Der lå nogle gamle bøger, som jeg rodede i. Tænk, så lå der sådan en lap, hvor der stod ”Walther Rex Jensen, Elmeboda, Købmandsgården”. Jeg stormede ud til munken: ”Hvad er det her?” Jamen, Walther havde været der og var på vej sydpå. Og det var kun 14 dage eller tre uger siden. Så vidste vi, at vi var på rette vej. Vi kørte over Java og landede på Bali og blev installeret i en hytte. Hende, der ejede hostellet, tog sin trampesymaskine ud, og så sad vi og syede kebayaer sammen.
Walther var dog lige taget af sted nordpå igen. Vi havde fået visum til en måned, da jeg ankom, og det brugte vi op, så vigtigt var det jo heller ikke at finde ham.
Vi tog tilbage til Bangkok og fandt ud af, at han var taget nordpå til Chiang Mai, og så tog vi derop. Det var en fantastisk tur, hvor toget kørte i bjergene. Da vi ankom, gik jeg hen på et af de over 100 hostels i byen, et sted skulle vi jo sove. Som sædvanlig spurgte jeg efter Walther. Jamen,
han havde lige været der, og han ville komme tilbage i morgen klokken to. Jeg hoppede rundt af begejstring, nærmest som en toppet høne. Næste dag blev klokken to, og han kom ikke. Så gik der en halv time, måske halvanden, og lige pludselig stod han der med ryggen til. Der var ikke noget at tage fejl af. Så råbte jeg: ”Walther?”, og han vendte sig om. ”Hvad laver du her?” ”Jeg leder efter dig.”
Vi tog til Laos sammen, og bagefter mødtes vi i Nepal. Jeg fløj, han tog over land. Vi var sammen i 3-4 måneder i landet. Men jeg kunne godt se, at det ikke nyttede noget, da han sagde, at han skulle i tempel og studere. Så vidste jeg, at kapitlet var slut. Jeg ville ikke rejse for meget rundt med min datter, så jeg bosatte mig i Nepal og blev der i ni måneder. Det var fantastisk, men jeg fik hjemve til sidst.
Laila og sønnen Julian, London, 1989.
LONDON, 80’ERNE OG 90’ERNE
Det tog mig en del år at falde til i Danmark igen. Jeg fik en søn i 1979 med en kæreste, jeg havde efter Walther. Jeg gik på loppemarked og samlede historisk tøj og pynt, men jeg syntes ikke rigtigt, jeg fandt noget. Og så var der flere, der sagde til mig: ”Tag til London, der kan du vælge og vrage.” I den periode arbejdede jeg på et lille teater på Vesterbro, hvor jeg sparede op til rejserne med turistbus, det var den billigste måde. Gennem nogle bekendte fra Roskilde Festival fik jeg en kontakt derovre, som jeg blev ved med at komme hos de næste år. Det blev til 13 rejser i alt.
På den første rejse var der ikke bid, men på vej hjem igen var der en på hotellet, der sagde: ”Du skal på Portobello Road.” Dér tog jeg over anden gang, og det blev lykkens gang, for da vi gik ned ad Portobello Road, fik jeg øje på en jakke fra 1840. Det vidste jeg med det samme, da jeg så den. Jeg skyndte mig at købe jakken, og kvinden, der havde boden, og jeg blev gode venner med det samme. Jeg blev inviteret hjem til hende på alle de andre rejser derover. Hun havde to værelser fyldt med gamle dragter. Det kunne tage mange timer at gå igennem, der lugtede af naftalin, og nogle gange blev jeg helt bimmelims af al den gift. Men på den måde fandt jeg et quiltet skørt fra 1700-tallet, som jeg havde ledt længe efter. 160 kroner!
Vi var også på Camden Market, hvor jeg selv havde en bod. Jeg fik en anden kontakt nede på Covent Garden, og jeg havde broderier med til dem. Sådan nogle korsstingsbroderier kunne de godt bruge derovre, og min kontakt skaffede mig ting, som jeg kunne bruge. Det gik tjuhej vilde dyr.
NORDSJÆLLAND, 2020’ERNE
Jeg har ikke været uden for landet i 25 år nu, men jeg jager stadig gamle tekstiler. Jeg står på perronen på Hovedbanen hver dag klokken 9:00. På det tidspunkt må jeg bruge mimrekortet, og det passer fint, for forretningerne skal jo lige åbne. Jeg kører så langt, som mimrekortet kan føre mig. Til Helsingør, Dronningmølle, Frederiksværk, Roskilde, Køge, Ølby, Solrød. Jeg går på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og finder alt muligt. Jeg står ikke og prutter, hvilket også kommer mig til gode, for så vil sælgerne gerne finde mere til mig.
For ikke så lang tid siden tog jeg ud på Holte Loppemarked. Jeg regnede ikke med at finde det store. Sidst jeg var derude, kom jeg hjem med ingenting – ikke så meget som en rulle sytråd. Men denne gang fandt jeg først en banketærskel, som man brugte til at vaske tøj med i gamle dage. Jeg elsker gamle bemalede ting. Så gik der et sekund, så fik jeg øje på én til fra 1792. Jeg fik dem til 100 kroner stykket. Efter fem minutter fandt jeg i en anden bod en barselsbakke, som man engang brugte til barnets udstyr, når man ventede en lille ny.
Jeg gik videre, det var jo gamle kjoler, jeg ledte efter. Jeg gider normalt ikke gå tøjstativerne igennem, for det er ren Zara og lort. Men så hang der den yndigste hvide broderede kjole for enden af et stativ. Der bliver lavet så mange kopier, men jeg så, at der ikke var noget mærke i, og jo tættere jeg kom, jo mere sikker var jeg. Hun skulle have 500 for den.
Bagefter tog jeg videre til Charlottenlund Loppemarked, mens jeg slæbte rundt på alt det, jeg havde købt. Jeg havde kun 100 kroner tilbage, og jeg tænkte: ”Det gør ikke noget, jeg finder alligevel sjældent noget på Charlottenlund.” Men så fik jeg øje på en masse fint pynt. Jeg fik broderede kraver og ting med perlevedhæng, og så var det ellers bare hjem og lægge det frem på parade i systuen. Det var den bedste weekend.
Laila Jensen på Roskilde Festival i 80’erne.
VESTERBRO, KØBENHAVN, 2023
Jeg flyttede ind her i bygningen i 1986. Efter min søns far og jeg gik fra hinanden, stod jeg pludselig hjemløs med to børn. Jeg havde ikke så mange ting dengang, så jeg havde arrangeret, at vi kunne bo i en pose, som det hedder, og havde opmagasineret det hele i min mors sommerhus i Frederiksværk. Vi gik straks på kommunen for at søge en lejlighed, og så ville skæbnen, at der lige nøjagtig var en lejlighed ledig. Det var i denne her opgang, bare nede i stuen. Otte måneder senere flyttede vi op i den her lejlighed. Her kunne jeg udleve alle mine drømme om at lave et museum.
Jeg har mere end 100 originalkjoler – og et tilsvarende antal kopier, jeg selv har syet. Jeg går ikke med mine originalkjoler mere, det har jeg gjort. Den vigtigste regel er, at de aldrig kommer på menneskekroppe mere, men jeg har alle kopierne, værsgo og spis!
Lejligheden er mit museum over modens historie, men det hele kan jo ikke være her, så jeg har et dobbelt tørreloft, hvor jeg har alt det efter 1935, for der slutter min interesse. Men jeg kan jo ikke lade tøjet være – når det ligger på et bord på loppemarkedet, køber jeg det.
Laila med et af sine mange historiske snitmønstre.
Jeg har en rimelig fast døgnrytme. Jeg kan bedst lide, når jeg går i seng ved firetiden. Jeg elsker nætterne til at sy. Men jeg skal stadig stå på sporet klokken 9:00, så nogle gange må jeg indhente det forsømte med en middagslur. Ofte er jeg ude i fire timer hver formiddag, og så har jeg noget håndsyning klar til, når jeg kommer hjem. Så sætter jeg mig i lejlighedens havestue, og når det bliver mørkt, går jeg ind i systuen. Det passer fint med årets vekslen.
Jeg plejede at sy syv bluser på en dag. Men det blev jeg ikke lykkeligere af, så for et par år siden besluttede jeg mig for, at jeg ville se, hvor længe jeg kunne være om at sy en kjole. Og det princip har jeg overført på alt andet. Jeg har jo altid tid nok. Jeg har måske én aftale om ugen, nogle gange to, andre gange slet ikke nogen. Jeg har ingen kalender, og det er helt med vilje, for jeg vil ikke hvirvles ind i det. Det giver det frie liv, så det hele kan være spontant. Præcis som dengang jeg var ung.
