SOM UNG UDDANNEDE jeg mig til koncertpianist. Det var en stor ting for mig at blive optaget på konservatoriet, og da jeg i 1993 debuterede som solist, troede jeg, det var her, jeg skulle excellere.
En musiker skal gerne øve sig 6-7 timer om dagen. Det gjorde jeg, også selv om jeg fik børn. Men da jeg var på barsel med mit fjerde barn, oplevede jeg glæden ved at skabe noget selv i stedet for at reproducere de store mestre.
Jeg begyndte at skrive på et kæmpe fantasy-eventyr om en dragedræber. 1.000 sider fik jeg produceret. Samtidig blev jeg grebet af vikingetiden. En dag i 2004, hvor jeg syntes, der skulle ske noget, tog jeg familien på tur til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her var de i gang med at færdiggøre Havhingsten, et langskib bygget af museets egne snedkere.
Skibet var ikke søsat endnu, men jeg mærkede en længsel. Hvordan mon det i virkeligheden har været at tage på langfart? Hvordan turde de?
Snart gik jeg i gang med at skrive om vikingekrigeren Arnulf. Da jeg havde skrevet 70 sider, sendte jeg både dem og mit fantasy-manuskript til Borgens Forlag. De rådede mig til at gå videre med Arnulf.
Året efter udkom ’Arnulf’. Det var en fantastisk følelse, at andre nu kunne sidde og læse min bog. Mærke mit hjerteblod. Det var som at være purung pianist igen.
Njordr Arnulf (t.v.) er opkaldt efter hovedpersonen i Susanne Clod Pedersens ’Arnulf’-saga. Hans forældre er tilbagevendende gæster på vikingemarkederne – og ’Arnulf’-fans.
I DAG SKRIVER jeg på ottende bind i sagaen, hvor Arnulf er blevet 32 år. I de første bøger er han en ubændig ung mand, der ville have fået en masse diagnoser i dag. Han stikker sin bror ned, flygter fra Danmark og kommer ud på store rejser, blandt andet til Konstantinopel, Syrien, England og Rusland.
Arnulf bliver en af jomsvikingerne, en gruppe af krigere, der menes at have bevogtet fæstningen Jomsborg et sted på grænsen mellem Tyskland og Polen. Nogle mener, at jomsvikingerne er en våd drøm fra middelalderen. Men de omtales i sagaerne, og enkelte af dem findes klokkerent i historiske kilder. Jeg tror på, at der var en form for elitært krigsbroderskab mod slutningen af vikingetiden.
Arnulf er splittet mellem kampen derude og familien derhjemme. Hans indre ulv repræsenterer krigeren i ham, og han har mange ulvenætter og ulvetanker. Det er en almen fortælling. Hvorfor bliver man ved med at tage i krig, selvom man har kone og børn? Hvorfor har man svært ved at komme hjem?
Jeg har en god ven, som er elitesoldat og har været det i snart 30 år. Ham spørger jeg tit til råds, ligesom jeg også opsøger arkæologer og historikere for at få den historiske korrekthed på plads.
En ringbrynje samler rust efter bare en enkelt nat ude, og hvis man smider den på jorden efter en kamp, vil der stå en rød sky fra den. Skulle man skubbe en vikinge-trævogn af sted langs med en russisk flod, smurte man typisk hjulene, for eksempel med skovsnegle eller afføring. At kende den slags detaljer gør det muligt for mig at skrive mere sanseligt.
ÉT ÅR VAR jeg på sommertogt med Havhingsten rundt i Danmark. Da jeg gik i land i Frederikssund, havde jeg det, som om vi havde været på langfart til Island, så stolt var jeg. På turen lærte jeg noget om, hvordan man interagerer på et skib. De hårdeste halse må sidde yderst og tage vinden og kulden. Og når der ikke er vind, og man skal ro, bliver det kedeligt. Så er man nødt til at fortælle historier og vittigheder.
Jeg har taget en buetime hos den internationalt berømte skytte Lars Andersen. Og jeg har købt mig et sværd, som jeg har fået undervisning i at svinge med. Men jeg har ikke været i kamp. Mine fingre skal stadig kunne spille klaver.
Jeg har stået på sidelinjen under vikingekampe på Trelleborg og Moesgaard. Mange af deltagerne er veteraner, der her under kontrollerede forhold kan genskabe slagsituationer. En af reglerne er, ulig i vikingetiden, at man ikke må ramme i hovedet. Alle vil være med til festen om aftenen.
Om sommeren lever jeg på vikingemarkeder, hvor jeg re-enacter vikingelivet. Jeg ved, hvordan det er at sove med lammeskind, hvad for noget fis, der kommer ud af munden, når man drikker for meget mjød, og hvordan uld og hør opfører sig i alt slags vejr. Hemmeligheden er, at det er superlækkert. I en uldkappe fryser jeg ikke som i mit normale tøj.
Telefoner og gummisko er bandlyst. Når folk møder ind, er de vikinger, uanset om de er tømrere, sygeplejersker eller læger til daglig. Ingen snyder. Når gæsterne er gået hjem, laver vi mad med historiske kogeredskaber, og der er altid nogen, der har noget klipfisk fra Island eller mjød fra Norge. Det er vores Roskilde Festival.
VI BLIVER STADIG flere. Vi er omkring 4.000 i re-enactment-miljøet i Danmark, og ny viden bliver delt lynhurtigt over internettet. Da jeg udgav min første bog om Arnulf, havde vikingebølgen ikke fat som i dag. Jeg tror, fascinationen går på de store eventyr om handlekraftige individer i en verden, der er helt anderledes end vores.
I dag kan vi ringe efter en ambulance. Du bliver ikke slået ihjel, hvis du gør noget forkert. Vi har et solidt demokrati, der holder hånden under os, gudskelov for det. Jeg er meget lettet over, at jeg kan være viking med tusind års forsinkelse. Jeg ville være død fem gange allerede – af sult, sygdom eller krig.
Man kan diskutere vikingerne. Jeg synes, det er synd, hvis man bare synes, de er forfærdelige. Kvinder havde det for eksempel bedre, end da kristendommen kom til. De havde arveret og skilsmisseret og blev taget alvorligt. Medmindre de var trælle, selvfølgelig.
Jeg har aldrig haft skriveblokeringer eller skullet lede efter inspiration. Har jeg to timer, skriver jeg i to timer. Som musiker skal man være disciplineret. Man skal kunne sætte hele følelsesregistret og sit indre liv i spil. I et stort værk skal du på et splitsekund være fortvivlet, forelsket, ulykkelig. Det samme i dag, når jeg skriver. Er jeg ikke selv rasende, bliver min hovedperson det heller ikke. Jeg skal investere mig selv 100 procent følelsesmæssigt.
Det er let at sidde på afstand og være humanistisk. Det er jeg også selv. Men når jeg skriver, lægger jeg det i en skuffe. Jeg har ingen moderne agenda. Jeg vil bare gerne have læseren med på skibet.
