Alle medarbejdere i DSB’s togdrift har et nummer, der er koblet til deres identitet, som de kan opgive i tilfælde af, at kunderne vil klage. På den måde kan de beholde deres anonymitet, så de undgår at få kunderne i røret i deres fritid. ’R68’ har været S-togsrevisor siden februar 2017.  I oktober 2019 var hun på kursus i menneskelig adfærd, som gav hende lov til at arbejde som civil S-togsrevisor.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”At kontrollere billetter og hjælpe kunderne i toget, hvis de har spørgsmål. Det kan både ske i civil og uniform. Hvis vi ikke er i togene, kan man finde os i Københavns Lufthavn på DSB’s områder, hvor vi blandt andet hjælper politiet med grænsekontrollen. Andre gange hjælper vi på Københavns Hovedbanegård, hvis de mangler infoguider i ankomsthallen i orange vest. Nogle gange hjælper vi lokomotivførerne med at give signal til afgang.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Tale med mennesker, være rummelig og tålmodig. Vi hører rigtig mange undskyldninger hver dag om manglende billetter, men det er vores opgave at nedtrappe konflikterne i stedet for at skabe dem. Jeg forsøger at tale på lige fod med den, der ikke har en billet. Det er en af fordelene ved at være i civil, fordi uniformen virker mere autoritær.”

Hvad er det bedste ved jobbet?

”Friheden. Der er ikke nogen chef, der kigger mig over skulderen, når jeg arbejder. Vi får at vide, hvilken linje vi skal billettere på, men det er op til os, hvornår vi stiger af og på, hvilket også afhænger af kunderne. Nogle gange kan vi være nødt til at stå af toget for at udstede en kontrolafgift, og så hopper vi på det næste tog.”

Hvordan klæder du dig, når du er i civil?

”Vi har ikke nogen bestemt dresscode, vi skal følge, men vi skal se anstændige og ordentlige ud, og det skal være noget, vi kan røre os i. Der er flere, der tror, at vi er fra politiet, men når vi træder ind i toget, fortæller vi, at vi kommer fra DSB, og at vi er civile billetkontrollører. Det er langt de fleste, der har en billet, så det betyder ikke så meget for dem. Indimellem kan vi få en negativ kommentar med på vejen, som ofte handler om, at DSB kan tjene flere penge på civilkontrol. Men det er ofte dem, som bevidst kører uden billet, der udtrykker deres ærgrelse.”

Hvilke teknikker bruger du til at spotte gratisterne?

”Det er sjældent, at vi ikke kan spotte dem. Der er nogle typiske mønstre, de bruger gang på gang. Nogle begynder at gå ned i den anden ende af toget, når de får øje på os, mens andre stiger ud, går længere ned ad perronen og stiger ind i toget igen. Jeg tror ikke, de ved, at vi ser dem, men når de nærmest flyver ud ad døren, når vi træder ind med vores uniform på, bliver det meget tydeligt. Når vi billetterer i civil, er det dem, der går i fælden, fordi de ikke kan se os, før det er for sent.”

Føler du dig nogensinde utryg?

”Det er sjældent, jeg ender i ubehagelige situationer med kunder, der vil diskutere eller ikke fjerner deres sko fra sæderne, når jeg beder dem om det. Jeg har altid en radio på mig, hvor jeg kan få kontakt til mine kolleger, lave nødopkald til en indsatsleder eller få politiet med på linjen, så nej, jeg føler mig aldrig utryg på arbejde.”

 

Tags: , ,
SE MERE