På Anholt midt ude i Kattegat var det engang øens fyrtårn, der blev kæmpet om. Men nu knokler øen og dens få beboere mod klimaforandringer, ekstremt vejr og et sultent hav, der bare æder og æder. Ud & Se tog til Danmarks mest isolerede ø, som 50.000 feriedanskere besøger hvert år.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Kim Frost

GRUSET KNASER UNDER cykeldækkene på Bygaden i Anholt By, vasketøj vajer i vinden i de blomstrende haver, og en plæneklipper brummer et sted. Det må være en god dag for ejendomsmæglere, det sprudler af forår i Danmark, og midt ude i Kattegat, tre timers sejlads fra fastlandet, viser Anholt med sine 130 fastboende borgere og sin lavhede kaldet ’Ørkenen’ sig fra sin smukkeste side. 

Bag et sort plankeværk i midten af øens eneste by ligger Kammerherregaarden. Det gamle hvide murstenshus signalerer ikke herregård eller gods, kun en lille messingplade på plankeværket afslører, at huset har en anden historie end de andre på Anholt. Jens Christian Rostgaard von der Maase tager imod med et hjerteligt håndtryk, han er godsejer og 10.-generationsarving til godset Anholt. Helt tilbage fra midten af 1600-tallet var Anholt et gods, ejet af von der Maases forfædre, som forpagtede jorden ud til småbønder og fiskere, indtil de i starten af 1900-tallet begyndte at sælge grunde fra. Kammerherregaarden er ikke meget større end en stor villa i byen, men stuerne em- mer af historie og nostalgi. Guldindrammede portrætmalerier på væggene skildrer forfædrene, et sted stikker et farvefoto af Jens Christian Rostgaard von der Maase og dronning Margrethe ud, og en kakkelovnsskærm med signerede portrætter vidner om en svunden tid, hvor omgangskredsen bestod af kongelige og adelige familier.

Han og kæresten Elisabeth Millang serverer mousserende vin i haven under en majestætisk blodbøg, mens godsejeren fortæller, at øens centrale placering i Kattegat har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Fyret på øens nordøstspids var et vigtigt pejlemærke, når sømagter skulle passere Kattegat på vej ind i Østersøen. Under Englandskrigene i starten af 1800-tallet slukkede danskerne for fyret med det resultat, at et engelsk orlogsskib strandede på øen. Det fik den engelske flåde til at besætte Anholt og tage kontrol med fyret. Trods forsøg på at generobre øen holdt englænderne den besat frem til Kielertraktatens indgåelse i januar 1814.

”Det var ret pinligt for danskerne, for englænderne vidste fuldstændigt, hvad der ville ske, fordi de havde spioner på Djursland, hvor danskerne sejlede ud fra. Englænderne lå og ventede på Sønderstrand og i Pakhusbugten, og da danskerne kom, blev de mejet ned. Men englænderne behandlede faktisk anholterne godt. Og de fine generaler kunne jo ikke sidde derude på fyret, de skulle være inde i byen, så de bemægtigede sig huset her,” fortæller Jens Christian Rostgaard von der Maase, men her slutter historien ikke. 

”Mange år senere sænkede gulvet i huset sig, og man måtte grave ud til støttebjælker. Man fandt et skelet, og man mener, det må have været en af de engelske generaler. Man lagde skelettet ud på en avis, for at det kunne tørre, og så var der nogle herovre, der solgte fingrene. Det er derfor, det spøger.”

”Ja, siger Elisabeth Millang, ”her er meget stille. Men om morgenen er der bare lyde nedenunder. Og når jeg så går ned, så er der ikke nogen.”

Jens Christian Rostgaard von der Maase og Elisabeth Millang.

Et er dog datiden, noget andet er nutiden. Von der Maases lille dynasti på Anholt er blevet mindre, i takt med at både den nuværende godsejer og hans forfædre har solgt jord fra, og i dag er en stor del af matriklen fredet natur. Fredninger tager klima og vejrguder dog ikke højde for, og vind, vejr og vand har i stigende tempo spist af de fredede områder på øen. Havstrømme og vind får sandet til at flytte sig langs øen og ændre kystlinjen. Processen er naturlig, men er blevet forstærket både af mere ekstremt vejr, og fordi man i mange år har udvundet sand, ral og grus i havet ud for Anholt.

”Nede på Sønderbjerg er kysten virkelig hård mod landskabet, og juridisk set er det lidt interessant, fordi Sønderbjerg er fredet,” forklarer 74-årige Jens Christian Rostgaard von der Maase, der også er advokat.

”Sønderbjerg ryger lige så langsomt ud i havet. Det undrer mig, at fredningsmyndighederne ikke har grebet ind og sagt, at nu skal vi redde den jord, som vi har fredet for at bevare. Nu står vi og ser på, at den skrider ned i havet.”

Jens og Berit Rosendal.

ET AF DE STEDER, hvor erosionen har ramt hårdest, er strækningen ved Anholt Camping lidt nordøst for havnen. Foran et smukt træhus med græs på taget sidder campingpladsens ejere Jens og Berit Rosendal i skyggen og drikker kaffe. 

”Jeg kom til at læse Jyllands-Posten en søndag, og der stod, at der var en campingplads til salg. Og så sagde jeg til Berit, om ikke vi skulle prøve det. Vi var lige blevet færdiguddannet begge to, hun var på barsel, og vi havde sådan en udlængsel. Vi skulle i hvert fald ikke bo i en forstad til Aarhus i et parcelhus,” siger Jens Rosendal med et smil. 

På campingpladsen overnatter en god del af de cirka 50.000 turister, der hvert år lægger turen forbi Anholt. Nogle af dem er fastliggere, der netop har valgt Anholt Camping, fordi det er lidt mere råt, og der er lidt færre hoppeborge og lidt mindre minigolf her end på mange andre campingpladser.  Campingvognene står i et måneagtigt landskab, omsluttet af kridhvidt sand og klitter, der munder ud i en flad strand med roligt vand og næsten ingen bølger. Men Anholt Campings privilegerede adgang til stranden er dog ikke kun et trækplaster, den har også udgjort en konkret trussel mod dens eksistens. Kattegats bølger spiser støt og roligt af Anholts nordlige kyst, og i takt med at stormene på øen er blevet voldsommere, har havet ædt en hel hektar af campingpladsens areal.

VOLDSOMT VEJR

De hyppigere og voldsommere vejrhændelser medfører erosion, hvor havet spiser større og større stykker af kysten. Problemet er særligt udtalt på Anholt, der med sin placering midt i Kattegat er hårdt ramt, når stormene ruller ind over Danmark. De seneste 25 år er Anholts nordlige kystlinje blevet rykket 30 meter tilbage. Vandstanden i de danske farvande forventes at stige med 30-60 centimeter frem mod slutningen af dette århundrede, forventer Danmarks Meteorologiske Institut. På Anholt oplever man allerede mere hyppigt højvande og oversvømmelser, særligt af Anholt Havn.

Kilder: DMI, COWI

Anholt Camping.

Jens og Berit og de andre anholtere havde ellers længe forsøgt at råbe politikerne op og få hjælp til at lave et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte Anholts nordlige kyst. Men selvom havet år for år spiste mere af kysten, faldt øboernes nødråb for døve øren. 

”Vi havde snakket kystsikring i 15 år, men det lykkedes først at råbe politikerne op, da vejen var spist i 2011. Men sådan er det jo i mange tilfælde, der sker først noget, når katastrofen er sket,” siger Jens Rosendal med reference til en særlig slem novemberstorm i 2011, der rev store stykker af øens ene hovedvej, Nordstrandvej, med sig og gjorde det synligt helt ind til fastlandet, at Anholt havde et problem.

”Men Bodil i 2013 var nok den værste storm,” fortæller 55-årige Berit Rosendal. ”Vandet slog ind over hele campingpladsen. Det undgik lige nøjagtigt at komme ind i vores hus, men vores butik stod under vand. Der stod stikflammer ud af vores el-stander, og jeg måtte ringe til 46 personer og sige, at deres campingvogne stod under vand. Det var altså ikke sjovt.” 

57-årige Jens Rosendal rykker lidt længere ind i skyggen og supplerer: ”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os halvanden meter højvande, vel? I hvert fald ikke for 10 år siden.”

Liselotte Arentz.

LISELOTTE ARENTZ VIRKER som en kvinde, der har svært ved at sidde stille. Hun svinger den hvide kassevogn, som udgør øens eneste taxa, ind i vejkanten, smækker døren op og fjerner i al hast en stak papirer og et par nøglebundter, så der er plads på passagersædet. Til daglig driver hun og manden Jan både Anholt Taxa, et entreprenørfirma, distribuerer øl og sodavand for Carlsberg, og, nå ja, så har de også en håndfuld køer gående. ”Vi laver stort set det hele på øen undtagen at passe folks børn.” siger hun med et grin.

Liselotte Arentz styrer med sikker hånd minibussen ad øens snørklede veje gennem fyrreskoven op mod øens højeste punkt. ”Jeg kan ikke huske, hvilken af stormene det var, men jeg kan huske, at de sagde, at det var en 100-årshændelse. Okay, så gik der ikke andet end et år eller måske kun et halvt, og så kom der en 100-årshændelse til. Og det grinte vi af, for nu kom der hele tiden de her 100-årsstorme. Men så blev vejen taget, og der var forsyningslinjer, vand og strøm, og det hele blev blotlagt.”

Som daværende formand for Anholt Borgerforening gik Liselotte til møder med Norddjurs Kommune og med Kystdirektoratet. Anholterne fik tegnet et bud på et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte øen mod de voldsomme bølger, men anlægget stod til at koste 16,7 millioner kroner – et beløb, der skulle betales af de kun tre grundejere, hvis ejendomme gik ud til kysten i de berørte områder. 

Det var en uoverkommelig pris, men stormene blev voldsommere og kom oftere, så noget måtte gøres. ”På et tidspunkt, da vi fik en af de her storme, måske var det Urd, tænkte jeg: ’Vi er simpelthen også nødt til at gøre noget selv.’ Og så fandt jeg på det her med crowdfunding. Jeg tænkte, at en crowdfunding på 500.000, det er lidt noller, vi var nødt til i hvert fald at samle en million kroner ind. En million ville jo ikke udgøre meget ud af de 16,7 millioner, projektet stod til at koste, men det ville trods alt gøre, at vi selv kom med noget.”

Liselottes crowdfunding tog hurtigt fart, og både øboere og sommergæster i alle aldre kom med forskellige kreative bidrag: ”Nogle børn samlede pant, og vores børnehavebørn samlede asfalt, der var gået i stykker oppe på Nordstrandvej, limede fyrfadslys på og solgte dem. Altså alt muligt mærkeligt fandt folk på.”

DET TOG ET år at nå millionen, de resterende penge kom fra en statslig ø-pulje, lodsejernes bidrag og kommunen, og i 2019 kunne Anholt indvie sit kystsikringsanlæg.

62-årige Liselotte Arentz holder ind på et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over Anholt Havn og sikringsanlægget. Tre lange stensætninger lidt ud for kysten danner to små laguner, og sammen med en høfde oppe på stranden knuser stensætningerne de største bølger, inden de når ind på land. Anlægget er bygget til at kunne holde i 50 år og til at beskytte mod såkaldte 50-årshændelser. 

Anholterne er godt tilfredse med deres nye anlæg, men de ved også, at det ekstreme vejr er kommet for at blive. Stormene bliver voldsommere og hyppigere, og det, der for blot få år siden var en 50-årshændelse, kan nu forekomme flere gange på et år. 

”Vi er jo vant til det, så det er ikke sådan, at vi bliver bange. Men når det stormer, kører min mand Jan rundt om natten og holder øje med væltede træer. Er det sket, kan ambulance og brandberedskab ikke komme frem. Og det er lige præcis i ekstremt vejr, at der pludselig sker et eller andet, hvor det er nødvendigt, at beredskabet kan komme ud. Vi kan jo ikke bare kalde på hjælp. Så på den måde skal vi være lidt …” Hun trækker på det og fortsætter: ”Man skal tænke: ’Hvad kan gå galt?’, og så gøre nogle ting, så det ikke går galt.”

Anholt har altid været udsat og sårbar, og anholterne er vant til at klare sig selv. Og for Liselotte Arentz er det en af de gode ting ved at bo på øen.

”Vi er jo nødt til at hugge en hæl og klippe en tå og finde en løsning. Det er den mentalitet, vi har herovre. Man lærer at klare tingene, og man finder ud af, at man kan mere, end man tror.”

Storm og erosion er dog ikke den eneste konsekvens af klimaforandringerne. Den kraftigere blæst presser store vandmasser ind og ud af Kattegat og Øresund med hyppigere oversvømmelser af Anholt Havn til følge. Anholterne har de sidste par år stadig oftere oplevet, at vandet står ind over kajen, og så må Liselotte og Jan køre ud med sandsække til de restauranter, der holder til på havnen.

Morten Abildstrøm.

FLERE ØBOERE ER begyndt at spørge sig selv, om øen er rustet til at beskytte sig mod naturens kræfter og det voldsommere vejr. En af dem er Morten Abildstrøm, der på en gårdsplads byder indenfor i et hus i skovbrynet et par hundrede meter fra Anholt By. De eneste lyde, der når herud, er vindens susen i trækronerne, et par solsorte, der synger aftensang, og en enlig bil, der triller forbi på vejen i ny og næ.

”Jeg kom herover for 32 år siden med min kone Lotte, der desværre er død nu. Hun sad i 17 år på TV-avisen som nyhedsjournalist, og jeg kom fra en baggrund i teater- og reklamefilmbranchen. Vi ville ikke blive gamle i vores mediejobs, og da vi var i slutningen af trediverne, sprang vi ud på dybt vand, og det lykkedes os at bygge en levedygtig business på Anholt. Vi havde begge to lyst til at arbejde med vores hænder, og vi var interesserede i naturen, så vi etablerede Anholt Gartneri og Naturpleje.”

Parallelt med gartneriet blev Morten Abild­strøm for 20 år siden leder af brandstationen på øen, der blandt andet har ansvar for at slukke brand og håndtere olieforurening. I Danmark er det lovpligtigt, at alle småøer har et beredskab, der kan slukke brand, og på Anholt består beredskabet af ni frivillige brandmænd.

KLIMØ-ÆNDRINGER 

De danske småøer kan blive særligt hårdt ramt af fremtidens ekstreme vejr. Mange af øerne er lavtliggende og særligt udsatte for stormflod og havvandsstigning, De har også længere til hjælp ved ekstreme vejrhændelser. Øerne er forpligtet ved lov til at have eget redningsberedskab, men ifølge sociolog Nina Baron fra Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole er de lokale beredskaber på øerne sjældent klædt ordentligt på til at håndtere ekstremt vejr. Samtidig står øerne ofte bagerst i køen, når det kommer til finansiering af forebyggende tiltag.

Kilder: Sammenslutningen af Danske Småøer, Nina Baron

Da Morten Abild­strøm i sin tid blev en del af beredskabet, var det meget begrænset, hvad øen rådede over af slukningsudstyr, og han fortæller med stolthed, hvordan han har været med til at styrke øens brandberedskab. Med støtte fra blandt andet TrygFonden anskaffede han og kollegerne en ATV med højtrykspumpe og andet udstyr, der kan slukke brande i de svært fremkommelige fredede områder på øen.

Men når snakken falder på det voldsomme vejr, som de senere år har ramt øen, bliver 67-årige Morten Abild­strøm mere afmålt. Mens beredskabet på Anholt er rustet til at slukke brande i de fredede ørkenlandskaber, mangler øen stadig den fornødne støtte til at håndtere de ekstreme vejrhændelser. 

”Vi har ingen watertubes, vi har ikke nogen flydespærringer, vi har ingen sandsække, alt det der har vi slet ikke. Vi har snakket om det, og politikerne har lovet, og du ved, hvordan det er. Så bliver de valgt, og så glemmer de hurtigt, hvad de lovede, inden de blev valgt.”

For Morten Abildstrøm hænger spørgsmålet om kystsikring sammen med en langt større diskussion om, hvad man vil med øen i en fremtid, hvor klimaforandringer og ekstreme vejrhændelser er hverdag, og hvor det, der plejede at være 100-årshændelser, pludselig indtræffer med jævne mellemrum. 

”Jeg tør vædde med, at hvis du spørger rundtomkring i Norddjurs Kommune, er der rigtig mange, der er skidetrætte af at høre om de der 130 mennesker ovre på Anholt. Og så skal du huske en anden ting: Anholt-færgen, som sejler fra Grenaa og herover, er jo en kæmpe CO2-udleder for Norddjurs Kommune. Og den kører også med underskud hvert år. Men man skal jo tage en beslutning. Vil du have et helårssamfund herovre, eller hvordan vil du gøre det? Grunden til, at folk synes, at Anholt er interessant, er jo blandt andet fordi der er et helårssamfund herovre. Man kan også lave det om, og så kan man bare sige, at den første turist, der kommer til påske, henter nøglen ovre på borgmesterkontoret, og den sidste afleverer den igen efter efterårsferien i uge 42.”

I DET SKINNENDE orange redningsfartøj, der optager størstedelen af pladsen i dokken på Anholt Redningsstation, kravler Bent Rasmussen op i styrehuset. Båden er omgivet af slanger, pumper og værktøj, alting har sin faste plads og er klar til at blive taget i brug, når Bent Rasmussen og hans kolleger med under 20 minutters varsel rykker ud for at hjælpe skibe i havsnød.

”Jeg er født og opvokset på Anholt og flyttede herfra, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg tog ud at fiske nogle år og boede på Vesterbro i København. Min kone og jeg er begge fra Anholt, vi gik i skole sammen, og vores familier har boet herovre de sidste 6-7 generationer, så vi endte med at flytte tilbage.” 59-årige Bent Rasmussen griner lidt, mens han letter på kasketten med Søværnets logo og kører hånden gennem det gråsprængte hår. 

”Det er 30 år siden, og vi fik fire børn, den sidste bor stadig hjemme. Jeg søgte ind i redningsstationen frivilligt, blev bådfører kortvarigt, og så blev jeg stationsleder for et par og 20 år siden.”

Redningsstationen på Anholt er en af 21 redningsstationer, som Forsvaret driver rundtomkring i Danmark, og som har til opgave at assistere folk, der kommer i havsnød.

ØEN MIDT I SØEN

Anholt er Danmarks mest isolerede ø-samfund. Øen har cirka 130 indbyggere og et areal på 22 kvadratkilometer, hvoraf omtrent 85 procent er fredet natur. Størstedelen af øen er dækket af lavheden ’Ørkenen’, og den eneste by er Anholt By. Øens beboere arbejder mest med turisme, fiskeri, byggeri, gartneri, undervisning, børnepasning og ældre- og sygepleje. Hvert år i sommersæsonen besøger cirka 50.000 turister Anholt, og turen dertil går enten med færge fra Grenaa eller med taxa-fly fra Roskilde – hvis man ikke sejler selv.

I dag dækker Bent Rasmussen og hans kolleger et stort område af Kattegat, og de bliver sendt til opgaver både ved Læsø, Aarhus Bugt, Nordjylland og Sverige.

Ligesom de fleste andre anholtere har Bent Rasmussen dog adskillige jobs. ”Tingene skal jo løses herovre,” som han siger. Han henter og afleverer post ved færgen, passer en vejrstation for DMI, og så er han ansat som sognefoged – en tjans, der blandt andet indebærer, at han fungerer som politimyndighed på øen størstedelen af året, hvor der ikke er noget fast politi til stede. 

”Sognefogeden er den øverste myndighed. Det handler om at få øen til at køre om vinteren og tage tingene i opløbet. Vi plejer at kunne finde ud af det sammen. Der er selvfølgelig nogle gange, hvor man siger: ’Nu får du ikke flere chancer’, men det meste kan løses med en rolig tilgang og lidt sund fornuft,” forklarer Bent Rasmussen, der kan tilkalde forstærkning fra politiet på fastlandet, hvis det skulle blive nødvendigt. 

”Det er trygt for øen at vide, at vi ikke er glemt herude, men vi er også rigtig gode til at passe på hinanden, synes jeg,” siger Bent Rasmussen, der klør sig i skægstubbene og tænker sig lidt om, før han fortsætter: ”Man er også god på øen til ligesom selv at justere, hvor grænsen er henne, hvad der er acceptabelt. Et sted som her skal du ikke gøre ret meget forkert, så er det et træls sted at være. Du kan jo ikke bare lige flytte. Der er ikke noget hærværk eller graffiti, og hvis der er et eller andet, finder vi ud af det. Nu har jeg været sognefoged siden 2004, og jeg har aldrig brugt magt, og jeg har aldrig anholdt nogen. Det handler om ikke at piske en stemning op. Jeg tror, at alle med en fornuftig tilgang til tingene vil kunne løse sådan en opgave her. Det handler om at se løsninger i stedet for problemer.” 

Redningsbådens radio skratter, og sognefogeden skruer ned for lydstyrken, inden han fortsætter: ”Sådan en stilling kan jo misbruges frygteligt. Politiet har myndighed, men den skal helst være til gavn for borgerne … Uden at vi sidder knæene af hinanden herovre er det vigtigt, at vi giver folk samme behandling. Man kunne lave rigtig meget lort som øvrighedsperson sådan et sted her.”

PÅ HAVNEN HAR et par ældre mænd i arbejdstøj indfundet sig foran købmanden med hver deres kolde dåseøl, og en enlig hundelufter tusser ned ad vejen mod Casablanca Hostel. Det er mandag morgen i maj, og havnen er stille, færgen er sejlet til Grenaa 07:50, og den kommer først tilbage i eftermiddag. 

Færgen bliver igen og igen fremhævet som øens livsnerve – det er den, anholterne tager, når de skal besøge deres familie på fastlandet, når skoleeleverne skal i svømmehal i Grenaa, når der skal julegaveshoppes i Aarhus, når børnene skal til bøjletandlæge, eller når øboerne skal til familiefester.

Den seneste tid er færgen dog stadig oftere blevet aflyst på grund af højvande i Anholt Havn, og anholterne har måttet ændre planer i sidste øjeblik eller rejse en dag før, når der er udsigt til kraftig vind, højvande og risiko for aflysninger.

Problematikken ligger mange anholtere meget på sinde, deriblandt Liselotte Arentz: ”Havnen er ikke højvandssikret. Og det kunne være lige meget, hvis det bare er en gang imellem, men hvis det er hele tiden, får man jo et problem.”

Morten Abildstrøm stemmer i: ”Vi skal jo tage fat på det der klimatilpasning. Men det er en alt for stor opgave for kommunerne, alt for dyrt. Derfor skal kystsikring og klimatilpasning i Danmark løftes op på nationalt plan og finansieres nationalt. Hvis ikke man gør noget, er der jo ikke nogen havn på Anholt i år 2100.”

KYSTEN ER IKKE SÅ KLAR 

Danmark har cirka 8.000 kilometer kystlinje, der med havstigninger og voldsomme vejrhændelser mange steder står til at blive markant forandret i de kommende år. I 2023 lancerede regeringen en plan for klimatilpasning, der fordelte 1,3 milliarder kroner til udsatte kystområder. Særligt den jyske vestkyst blev prioriteret med 1,1 milliarder kroner. De resterende udsatte kystområder fik en mindre pulje på 168 millioner kroner. I Danmark er det hovedreglen, at det er den grundejer, der har brug for kystsikringen, der skal betale. I mange tilfælde går grundejere derfor sammen for at eta­blere kystsikringsanlæg i fællesskab.

GÅTUREN FRA HAVNEN til Anholt By går langs enge med græssende heste og gennem en skov, hvor duften af fyrretræer og syrener rammer næseborene med fuld kraft. Både luften og drikkevandet smager umiddelbart renere her end i resten af landet. Ældgamle egetræer strækker sig mod en knaldblå himmel, en kongeørn cirkler et sted over trætoppene, og nogle børn cykler i fuld fart ned ad en bakke i tryg vished om, at øens få biler er på lang afstand i skovens stilhed.

Er Anholt det perfekte sted at være barn? Svarene blandt tre af de otte teenagere – ud af i alt 16 fastboende børn – er både-og. En af dem er Bent Rasmussens 15-årige søn, hvis far åbner den lave dør i bindingsværkshuset og råber, så det gjalder: ”Hans! Hans!” 

”Han er garanteret på toilettet med sin telefon. De unge mennesker!” Bent Rasmussen himler med øjnene, og efter lidt tid viser Hans sig i døråbningen iført mørkt joggingtøj og et lidt forvirret ansigtsudtryk. Var det i dag, vi skulle snakke? Indenfor i hjørnesofaen får han dog hurtigt talt sig varm, når snakken falder på, hvad der er det bedste ved at være barn og ung på Anholt.

”Sammenholdet. Man kan sige, at jeg er venner med alle på skolen. Og man er også gode venner med mange af de voksne. Hvis man boede i en storby, ville man ikke kende hinanden på den måde.” 

Alba, Mille og Hans.

To af klassekammeraterne, 15-årige Alba Esperanca Trolle Smed og 13-årige Mille Egelund Pedersen, deler Hans’ opfattelse. 

”Fællesskabet! Sammenholdet!” udbryder de i munden på hinanden i den villa, Alba deler med sin mor, efter at de flyttede hertil fra Odense for fem år siden. Ligesom Mille, der har boet i Grenaa som yngre, kender Alba til forskellen på at bo på fastlandet og på en lille ø som Anholt: ”Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var is og sol det hele, det var også vinter og skole,” siger Alba, mens de røde negle piller ved hendes guldhalskæde.

”Vi har sådan en leg, der hedder gemme-fange. Om aftenen mødes vi alle sammen henne på noget, der hedder Jordemoderpladsen. Vi har en Snapchat-tråd, hvor vi aftaler det, og så går vi rundt og banker på dørene hos dem, der ikke har telefon, og spørger, hvem der vil være med,” fortæller Mille, der i sin mørke sweatshirt og store guldøreringe lige så godt kunne befinde sig på Strøget i Aarhus eller på Fisketorvet i København.

Alba og Mille er øens eneste teenagepiger, og de er tætte veninder. 

”Det er egentlig ret mærkeligt, fordi vi bliver jo nødt til … Hvis vi nu bliver uvenner, så bliver vi nødt til at blive venner igen. Ellers går det jo ikke,” siger Alba og tager en slurk sodavand.

De særlige venskaber kan Hans tale med om: ”Man kan jo ikke bare sådan få nye venner, så hvis man bliver uvenner med sine venner, glemmer man det hurtigt. Og så skynder man sig at blive gode venner igen.”

ØENS UNGE HAR dog et netværk af venner på fastlandet, som de skriver sammen med på telefonen og tager ind og besøger med mellemrum. 

”Man kan godt have det lidt kedeligt i weekenderne. Jeg skriver meget med min veninde ovre på fastlandet, som skal til fest hver weekend, og så står jeg selv sådan … ja, hvad laver jeg? Jeg sidder med min telefon,” siger Alba. 

Mille supplerer: ”Altså, man kan da godt lige tænke: ’Ej, jeg gad sgu da godt være med lige nu.’ Men … man sidder jo fem timer væk. Nogle gange er det megafedt at være her, men andre gange er det også lidt træls.”

De tre teenagere er efterhånden vant til andre unges fordomme om ø-livet og til at skulle svare på dumme spørgsmål: ”’Har I nogensinde set en McDonald’s?’ kan de finde på at spørge om,” fortæller Mille med et grin. ”’Har I overhovedet internet derovre?’” tilføjer Alba. 

Netop internetforbindelse og smart­phones er med til at gøre de unges ø-tilværelse sammenlignelig med de fleste andre danske teenageres.

Hans mener selv, at han bruger omkring 5-6 timer på skærmen hver dag. Tiden går med gaming, serier, at holde kontakt med venner på fastlandet og netshopping, da Brugsen er den eneste butik på øen, der har åbent hele året. 

”Folk tror, at vi er sådan nogle naturbørn herovre,” griner Mille, mens Hans fortæller, at han ikke bruger naturen så meget, som da han var yngre: ”Jeg kan ikke rigtig se et formål med det. Det er lidt kedeligt, jeg vil hellere spille sammen med mine venner.”

DE DANSKES ØER 

Danmark har godt og vel 400 øer, hvoraf omtrent 80 er beboede. 27 af de beboede øer er organiseret i Sammenslutningen af Danske Småøer, der har det til fælles, at de har færre end 1.200 indbyggere, ikke har broforbindelse til fastlandet og ikke udgør deres egen kommune.

SKOLEN PÅ ANHOLT går til 9. klassetrin, og i 15- eller 16-årsalderen skifter langt de fleste unge derfor ø-livet ud med en tilværelse i Grenaa eller Aarhus med kollegie og ungdomsuddannelse. Det er tidligt at flytte hjemmefra, men er det noget, de unge glæder sig til eller frygter? 

Hans er ikke bekymret, selvom han ved, at det bliver hårdt: ”Det er selvfølgelig svært, men det er også med til at gøre én moden. Og man bliver på en måde stærkere, mere selvstændig.”

Alba er mest bekymret for alle de valg, hun skal træffe: ”Jeg tror, at det, jeg er mest bange for, er alle de planer, man skal lægge for fremtiden. Jeg havde ikke engang valgt, hvilken efterskole jeg skulle på. Og så skulle jeg sidde der og finde ud af, hvilken uddannelse jeg vil tage.”

Når snakken falder på de unges fremtidsdrømme, har både Alba, Mille og Hans planer, der ligger uden for Anholt. Mille drømmer om at blive frisør, Alba vil gerne være advokat, mens Hans 

ikke har besluttet, hvad han vil, ud over at blive noget andet end det, man kan blive på Anholt.

”Jeg drømmer meget om at komme ud i verden og bo og sådan,” forklarer Alba. ”Men jeg vil gerne vise mine børn øen og have sommerhus herovre. Jeg vil ikke tabe gnisten for Anholt nogensinde.”

Tags: , ,

SE MERE