UNDER MINE sygeplejerskestudier flyttede jeg til Bornholm, hvor jeg begyndte at ro kajak. Jeg mødte nogle roere, der snakkede om Det Rød-Hvide Bånd, en udmærkelse for folk, der ror hele vejen rundt om Danmark. Det satte tanken i hovedet på mig. Da jeg var ved at være færdig med min uddannelse, begyndte jeg at arrangere turen og få mit udstyr på plads. Tørdragt, sovepose, pagajer, varmt tøj, et Trangia-sæt at lave mad på. Jeg købte en glasfiberkajak i Wales, hvor de bygger dem mere robuste, end vi plejer herhjemme, fordi de har flere sten langs deres kyster. Jeg skaffede en GPS og en nødsender. Hvis jeg skulle falde i vandet, ville den kunne bruges til at sende et signal til en satellit. Den ville vise min position til redningsstationen. Bloggen Kajak-Lasse startede jeg, for at juryen for Det Rød-Hvide Bånd og andre kajakinteresserede kunne følge med i min tur.
Jeg stævnede ud 13. februar fra Vidåslusen ved Vadehavet. Herfra gik turen op langs Vestkysten. Jeg roede et sted mellem otte og 13 timer om dagen. Jeg levede af myslibarer og rugbrød, som jeg spiste uden noget på, fordi det var for besværligt at smøre på vandet. Hvis jeg var heldig, var der æg, jeg havde kogt aftenen før. Heldigvis sætter kroppen fordøjelsen lidt i bero, når man er meget fysisk aktiv. Derfor kunne jeg være på vandet hele dagen uden at skulle på toilettet. Kun én gang måtte jeg åbne tørdragten og tisse ud i båden. Jeg brugte fodpumpen i kajakken til at få det ud. Når jeg gik i land, skulle jeg lige finde mig til rette i den måde, folk kiggede på mig. I min store orange regnjakke, der har et ekstra stykke, man kan sprede ud over skødet i kajakken, så jeg ud, som om jeg havde telt eller kjole på. Nogle kiggede næsten skræmt. Alligevel bankede jeg på døren til et hus i Skagen for at høre, om jeg måtte sætte mit telt op i forhaven. Ejeren kiggede lidt mærkeligt på mig, som jeg stod der i min tørdragt, men jeg endte med at sove i annekset med eget bad og seng og blev inviteret indenfor på ost og vin.
Syd for Møn.
Andre gange kontaktede folk mig selv med tilbud om at overnatte hos dem, enten i mit eget telt eller i deres hjem. Der blev sat regnvejrsrekord i marts, og det var dejligt at opleve, hvor gæstfri danskerne er, hvis man tør sige hej.
Nogle af de mennesker, jeg var i kontakt med gennem min blog, var rigtig bekymrede, da jeg skulle krydse Kattegat på en 40 kilometers tur. Klokken otte om morgenen roede jeg ud fra Syddjurs. Jeg havde vinden i ryggen, men bølgerne var meterhøje og krævede alle mine kræfter og koncentration. Otte kilometer ude gik jeg i land på øen Hjelm, hvor jeg havde tænkt, at jeg kunne stoppe, hvis det blev for hårdt. Da vinden faldt, tog jeg af sted igen. Da bølgerne lagde sig, fik tankerne frit løb, og tiden føltes lang. Det var en mental udfordring at se land 10-15 kilometer ude i horisonten uden at føle, at jeg kom fremad. Klokken syv om aftenen var jeg fremme ved Sjællands Odde. De hårdeste dage er også de fedeste. Der mærker man sine fysiske grænser og finder ud af, hvor vild ens hjerne er. At man har en vilje til at sige ’Jeg skal igennem’.
Et par dage senere rundede jeg Helsingør. Her havde jeg to knobs modstrøm og otte sekundmeters modvind og endte med at ligge ude mellem færgerne og køre mig selv træt. Om aftenen kunne jeg ikke spise, så drænet var jeg for energi. Da jeg gik i land i Skovshoved næste aften, mødte jeg en kammerat, der senere fortalte, jeg ikke lød som mig selv og sagde mærkelige ting.
Derfra roede jeg 50 kilometer videre til Køge. Da jeg kom i land, var det hele sløret for mig. Da jeg begyndte min rejse, havde jeg ikke nogen tidsgrænse, men undervejs fik jeg tilbudt et job som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, der pludselig gav en deadline. Næste dag roede jeg videre til Møn, 30 kilometer, og glemte at drikke. På Møn mødte jeg en ven. Hans kone foreslog, jeg skulle tage en hviledag, men jeg roede videre. Jeg gjorde holdt for natten på en naturcampingplads. Jeg kunne næsten ikke stå på benene. Det næste døgn lå jeg i teltet. Det eneste, jeg kunne, var at spise, drikke og sove. Jeg var lidt bekymret. Alene i en skov i regnvejr og næsten uden mobildækning. Men hvis jeg bad nogen om hjælp, ville jeg ikke få Det Rød-Hvide Bånd.
Dagen inden Kattegat skal krydses.
Jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at give op. Jeg er altid gået 100 procent ind i ting. Da jeg gik til fodbold, kom jeg altid til kamp og træning. Jeg gennemførte gymnasiet, selv om jeg ikke var specielt glad for skolen. Jeg vil ikke give op. De næste par dage begyndte jeg så småt at ro igen.
28. marts, rodag nummer 44, lagde jeg hånden på grænsesten nummer 1, hvor Krusåen løber ud i Flensborg Fjord. Hermed var min tur færdig. Jeg nåede akkurat min deadline. 30. marts flyttede jeg til København, og 1. april begyndte jeg på mit nye job. En anden gang vil jeg nok give mig selv en uge eller to til at bearbejde sådan en tur. Min krop var meget mærket. Nu drømmer jeg om at ro fra København rundt om Bornholm og tilbage. Der skal man krydse Rute T, en transitrute fra og til Rusland og resten af østersøområdet. Det kræver planlægning. Og jeg vil have en anden roer med.
