Oven på et flop stod MADS LANGER og skulle genfinde melodien, da et vikariat som højskoleunderviser bød sig til. Popstjernen sprang ud i det og endte med at lære lige så meget som sine elever.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

“DET GIK IKKE rigtig med min første plade. Jeg var kommet til København med firetoget efter gymnasiet og havde fået en stor pladekontrakt med Copenhagen Records, der havde Nephew, Carpark North, Nik & Jay. Alt, de rørte, var blevet kæmpestort. Men jeg skulle være endnu større, sagde de. Jeg fik et ’Ugens uundgåelige’-hit på P3, men da pladen kom, gik gassen af ballonen. Det var på mange måder et chok. Men samtidig mit held, at jeg blev tvunget til at finde ind til, hvorfor jeg elskede at skrive sange. Det var jo, fordi jeg elskede at tage ud at spille dem. I 2007 tog jeg guitaren under armen, ringede til en masse efterskoler og højskoler og spurgte, om jeg ikke måtte komme forbi og spille for et måltid mad og en seng for natten. 

En turné førte Mads Langer ind på Engelsholm Slot, tæt på Vejle. Han giver stadig koncert på højskolen hver sommer.

EN DAG KOM jeg til Engelsholm Højskole. Et ubegribelig skønt sted på et gammelt slot, langt fra by og trafik. Jeg blev gode venner med musiklæreren og endte med at blive hængende nogle dage. Da han efterfølgende måtte på sygeorlov med en diskusprolaps, tog jeg vikariatet. Dengang spillede eleverne coversange, men jeg fik lov til at starte en decideret sangskriverlinje op, som jeg endte med at stå for i halvandet år. Jeg havde min egen lærerlejlighed, men agerede langt hen ad vejen som elev. Jeg skældte ikke ud og irettesatte. Det havde jeg slet ikke nogen interesse i. Jeg fik venner, men var også opmærksom på at lægge lidt afstand. For eksempel kunne jeg ikke få kærester. Det ville blive for weird. Når jeg møder dem i dag, er jeg stadig læreren, selv om vi er lige gamle.

”I begyndelsen af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt.”

JEG VAR 22, og det var grænseoverskridende at skulle undervise folk på min egen alder. Men jeg kunne mærke, de var sultne. Folk har jo selv valgt det og betalt for det, uden at der er en præmie for enden i form af et eksamensbevis. Det er et godt udgangspunkt. De troede på, jeg havde noget at give dem, så jeg strammede mig an. De fik en masse indspark at komme i gang på: Gå rundt om søen, og skriv en sang om den. Tag tre linjer fra din yndlingsbog, og skriv rundt om dem. Begynd med melodien. Begynd med teksten. Derfra brugte jeg mit musikalske kompas til at hjælpe med den enkelte sang. Jeg kan mærke, når den er, hvor den skal være. Men der er ikke nogen opskrift på den geniale sang. Det gør det sjovt at blive ved, at du ikke kan regne det ud.

Mads Langer fik stillet en lærerbolig til rådighed, hvor han indimellem kunne trække sig tilbage fra det fælles liv.

DET GIK OP for mig, at det er i mødet med andre mennesker, at man udvikler sig. Siden har jeg rejst til både Stockholm, L.A. og London for at skrive med andre sangskrivere, og jeg opsøger hele tiden nogle, der på papiret ikke er mit mest oplagte match. Mit album ’Reckless Twin’ lavede jeg sammen med Sune Wagner fra Raveonettes, der er fra et indie-segment og har lavet støjrock, mens jeg kommer fra en mere poppet singer/songwriter-baggrund. På det seneste har jeg arbejdet sammen med Kewan, der producerer hiphop, er skolet cellist og kan lave et beat, der swinger på sin helt egen måde. I mit orkester har jeg en cubansk percussionist og en gospelsanger fra London. Folk med et andet musikalsk dna, der gør livet og det kreative spændingsfelt interessant. 

Ved Mads Langers årlige koncert på Engelsholm uddeler han legater til musikalske talenter, blandt andet i form af gratis ophold på højskolen.

I BEGYNDELSEN af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt, selv om der er noget af rejsen, du er nødt til at tage alene. Højskolen kan rumme både fællesskabet og den enkelte. I min optik burde et højskoleophold være obligatorisk for alle. Eleverne investerer i det på en anden måde end til en stor forelæsning på universitetet. Og det smitter af på lærerne, der får ekstra lyst til at være noget for deres elever.

I DAG kan jeg indimellem savne følelsen. Det er selvfølgelig fedt at spille for mange tusind mennesker, men man kan også godt føle sig lidt distanceret som artist oppe på scenen. Det er en meget livgivende og lærerig ting at agere direkte med en anden person og give noget videre. Og jeg kunne godt se mig selv tage et sabbatår fra ræset og gøre det igen en dag.”

Mads Langer er aktuel med sin nye single, ’Mellem linjerne’.

Tags: , ,
SE MERE