DEBUTSINGLEN ‘MAYBE I’M CRAZY’, KØBENHAVN 1979
”De danske pladeselskaber var ikke interesserede i at udgive ’Maybe I’m Crazy’. De sagde, vi skulle synge på dansk. Vores udstyr var ikke særlig godt, men vi allierede os med nogle, der havde et bedre studie, og kom ad den vej i kontakt med Jan & Kjeld, der engang havde været store barnestjerner. De anbefalede os at prøve hos et tysk pladeselskab, og der fik vi udgivet ’Maybe I’m Crazy’. Pladen blev så importeret til Danmark og blev et hit. Folk i Danmark troede, vi var en udenlandsk gruppe, men vi sad bare på vores loft i København og lavede musik. Der var i øvrigt nogle, der indspillede ’Maybe I’m Crazy’ på tysk, ’Lass uns fliegen’, og den blev også indspillet på norsk.”
STUDIET I KØBENHAVN, 1981
”Vi har haft det samme studie på Vesterbro i alle årene. Det er en ottesporsbåndoptager, man kan se til højre på billedet. Det var stort, da vi fik den. Vi var vant til firespors. Vi jammede altid to mand på ét spor, og så var det forfra, hvis den ene lavede en skævert efter tre minutter. Det gjorde jo, at man strammede sig an, men på en ottespors kunne bas, trommer og så videre få sit eget spor, og det gav en bedre lyd. Vi har alle de bånd, vi har lavet, siden vi startede, og der står bare ’Tim og John’ på de ældste af dem. Det var indtil den dag, der var en fotograf på besøg i studiet, som, efter hun havde været her lidt og set, hvordan vi var som personer, foreslog, at vi skulle hedde Laid Back.”
INDSPILNING AF VIDEO TIL ‘SUNSHINE REGGAE’, 1983
”Vi havde ikke set det komme. At ’Sunshine Reggae’ ville blive så stor. Det var blevet sommerens hit i 1982 i Danmark, og når sådan noget sker, begynder et pladeselskab at tænke i større baner. På det tidspunkt var normen, at så skulle man lave en video. Vi havde aldrig prøvet det før. Der var en charterrejse på ni dage til Sri Lanka, som lige passede med, at man kunne holde budgettet. Vi havde en drøm om, at den skulle indspilles på Jamaica for at være lidt mere autentisk, når nu det var et reggaenummer. Men det var sikkert for dyrt.
Billedet her blev bragt i det tyske pop-blad Bravo, og læserne kunne sende det ind til vores tyske pladeselskab, som sendte det videre til os, og vi skulle så skrive autografer bagpå. Vi fik flere flyttekasser med billeder og måtte tage det lidt ad gangen. Vi måtte sige til pladeselskabet: ’Vi kan ikke mere i dag, vi fortsætter i morgen.’
Der var masser af reggaeinspireret musik dengang. Gnags og Tøsedrengene i Danmark. Der var UB40, Boy George og Police. Vi ville også lave reggae, men ikke efter Bob Marley-forskriften, det skulle være vores egen version. ’Sunshine Reggae’ er forbundet med glæde og er en lidt skødesløs sang. Vi havde det sjovt den dag, vi lavede nummeret. Vi sad i vores studie, solen skinnede, og vinduet var åbent. Vi kunne høre rådhusklokkerne, og introen, dinggg dang dang, er faktisk hentet fra rådhusklokkerne. Så havde vi nogle akkorder, der skiftede lidt hurtigt, men vi besluttede at tage den med ro og strække sangen ud, så de skiftede langsommere. Og så jammede vi lidt over det. I introen bruger vi en lillebitte legetøjsharmonika, men det var ikke nok, da nummeret rigtig kom i gang, så vi lånte en harmonika og en steel drum. Sangen blev udbredt via MTV og blev et hit mange steder. Mange år senere – engang i 90’erne – kom ’Sunshine Reggae’ også til at ligge nummer ét i Jamaica, men vi fandt først ud af det et halvt år efter. Det nummer lever endnu og kører sin egen vej. Vi kigger bare på og ser, hvad der sker.”
VERONA, 1983
”Det var i Italien, at det rigtig begyndte at blive stort med ’Sunshine Reggae’. Første gang, vi skulle optræde, var ved et stort tv-show i Arena di Verona foran 32.000 tilskuere. Indtil da havde vi kun indspillet og lavet videoer. De havde samlet alle dem, der havde været nummer ét i Italien i løbet af året. Boy George, Paul Young og Elton John var med, men dem mødte vi ikke. De kom i limousiner og var inde og optræde og så ude igen. Da vi selv ankom til lydprøve om eftermiddagen og steg ud af bilen, var der allerede så mange mennesker ude foran, at John blev løftet op i luften og båret 10 meter væk. Om aftenen skulle vi ud ad en bagdør på hotellet og ind i en bil, der kørte os til arenaen. Da vi kom frem, begyndte folk at banke på bilen i begejstring, men politifolk spærrede af, så vi kunne gå fra bilen til indgangen.
Arrangørerne havde foreslået, at der skulle sidde 20 små børn i baggrunden på scenen, og at der skulle være dansere og en sol, der gik op og ned, og alt muligt. Vi sagde: ’Glem alt det der, vi går bare ind og er os selv.’ Vi havde vores guitar og lille harmonika. På den måde skilte vi os nok ud fra de andre. Efter det show var vi popstjerner.”
INDSPILNING AF VIDEO TIL ’WHITE HORSE’, 1983
”Instruktøren havde den idé, at vi skulle indspille på Politigården i København, og fik tilladelse til det. Vi blev stylet, og der var en sminkør med, der gav os makeup på. Det er meget 80’er-stil.
Inden Laid Back havde vi været en del af et band, der hed Starbox Band. Vi kendte en engelsk sanger, der også havde været med i Starbox Band, og som boede på Vesterbro tæt ved vores studie. Vi så ham ikke så tit, men en dag kom han forbi og sagde, at han var begyndt at ride the white horse. Vi vidste ikke, hvad det betød, men det lød skidegodt. Der er musik i de ord. Da vi fandt ud af, hvad han mente, nemlig at tage heroin, var det ikke sådan, at vi sagde: ’Det må vi også prøve.’ Vi tænkte, at han var kommet ud i noget dårligt selskab. Vi tog kokain (som bliver kaldt white pony og også indgår i sangteksten, red.), fordi vi havde brug for noget krudt. Vi arbejdede om dagen og lavede musik om natten. Hvis vi løb tør, kom der en med noget mere, så vi kunne køre videre. Vi så ingen problemer i det, og vi kunne ikke se, hvad vi skulle med heroin, for det var for folk, der havde problemer. Vi kunne også godt lide at ryge en joint, men vi tog ikke noget for at sidde og kokse. Vi brugte det til noget, til at lave musik. Da der senere kom nye instrumenter på markedet, som man skulle læse tykke manualer for at bruge, lagde vi det bag os. Også vores drikfældighed. Vi drak øl, vin og spiritus i et omfang, der nok svarede til en flaske spiritus hver om dagen. Man kunne vist ikke se det på os, men det satte sit præg. Det var nok heldigt for os, at vores popstjernestatus løjede lidt af. Vi skulle videre.”
PROMOTION I ARGENTINA, 1984
”Da vi tog til Argentina, var der kraftige devalueringer i landet. Vores pladeselskabsmand i Italien fulgte med i det, og da han var på besøg i Danmark, sagde han til os: ’I har solgt dobbelt platin derovre. Skynd jer at hente jeres penge, og tag hjem igen.’ Vi tog af sted og fik udleveret platinpladerne på pladeselskabets kontor i Buenos Aires. Der var ikke ret mange penge tilbage, men vi fik råd til at hyre nogle fotografer og indspille en video ved et vandfald på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Vi fik også udleveret en lang liste med alt muligt, vi skulle nå hver dag fra klokken ni om morgenen, men vi sagde til dem, at vi ikke ville lave noget før klokken 11. Vi nåede alligevel at være med i 10 tv-shows og 20 radioudsendelser på de 12 dage, vi var der. Der var store frokoster med folk, vi ikke anede, hvem var, og der var pressekonferencer. Vi var ret opmærksomme på ikke at lette fra jorden. Et sted stod der en stor glasbowle, og fotograferne sagde: ’Kan I ikke smadre den? Smid den ud ad vinduet. Do something.’ Vi var alt for søde og flinke. De ville have noget rock and roll. Vi fik også overrakt nogle kæmpe askebægre, som de ville have os til at smide ud ad vinduet, og vi sagde ’oh no’. Det var ikke lige os.
Turen handlede om at promovere en plade, ikke om at spille live og vise, hvad vi kunne. Vi var virkelig på udebane, men det var sjovt at prøve. Især så længe det kørte opad og blev vildere og vildere. Da vi havde prøvet det, og pengene begyndte at strømme ind, kom problemerne. Penge kan ændre alt. Vi havde en danser i bandet, Romano fra Polen. Han var en slags maskot for os. Han fik os til at grine, og vi holdt meget af ham. Han er blandt andet med i videoen til ’Sunshine Reggae’. Vi havde været vant til lige at have penge, så vi kunne klare, hvad der skulle klares. Når der så vælter nogle millioner ind, kan det gøre folk kulrede. Romano ankom i Rolls-Royce med privatchauffør til studiet. Det er skidesjovt i starten med de penge, og man møder en masse mennesker, der gerne vil klappe én på skulderen. Men vi fandt ud af, at vi ville noget andet. Vi trak os lidt fra det og begyndte at sige nej til nogle ting og fokusere på at være komponister og lave musik. På et tidspunkt midt i 80’erne ville Romano lave sin egen musik. Han flyttede tilbage til Polen, men vi hørte nogle år senere, at han havde taget sit eget liv. Det var tragisk og et mysterium for os.”
INDSPILNING AF VIDEO TIL ‘BAKERMAN’, 1990
”Da vi skulle indspille video til ’Elevator Boy’, gik det helt i smadder, og nogen anbefalede os at spørge Lars von Trier, der gik på filmskolen, om han ville hjælpe. Han hjalp os med nogle nye optagelser og klippede videoen færdig. Vi fornemmede, at han var i den tossede afdeling, og det kunne vi godt lide, så vi spurgte, om han ville lave videoen til ’Bakerman’. Vi mødtes på Nordisk Film, hvor han og Peter Aalbæk sad og arbejdede i en skurvogn mellem de andre bygninger. Han sagde: ’Det der med, at I er popstjerner, fuck det, vi skal bare have det sjovt.’ ’Yes! Den er vi med på,’ sagde vi.
Det var hans forslag, at vi skulle springe ud fra en flyver. Det meste blev optaget ved Vamdrup Lufthavn, og de sidste scener ved Roskilde Lufthavn. Der blev taget nærbilleder af os, og vi var med i flyet, men så havde man fundet stand-ins, der sprang ud sammen med de andre medvirkende i videoen. De havde blandt andet guitar, saxofon, highhat og forskellige rekvisitter med. En dag fik en af dem highhatten i panden, mens de var i luften, så blodet flød, da han kom ned.
Lars fik et ret stort budget at arbejde med af pladeselskabet. Han var på flyvepladsen én gang, men skulle ikke selv med op at flyve. Det foregik på den måde, at han sad hjemme og så optagelser igennem, og så sagde han måske: ’Skyggerne falder ikke helt rigtigt i den scene, det er vi nødt til at tage om.’”
Så måtte de op og flyve igen klokken fire om morgenen. Der var frostgrader, og en af de medvirkende skulle være i korte bukser og have en drink i hånden. Lars var krævende og sked på, hvad det kostede. På et tidspunkt var pengene brugt, men Peter Aalbæk pantsatte sin Volvo, så Lars kunne få de sidste scener hjem.
Vi kendte en sydafrikaner, der hed Arthur, som vi havde lavet noget musik med, og derfor er sætningen ’Sagabona kunjani wena?’ med i sangen. Det betyder ’Goddag, hvordan går det?’
For nylig fik vi en mail fra en bager i Johannesburg. Han havde hørt nummeret og skrev, at han bare var nødt til at undersøge, hvem der havde lavet det. Der er mange, der har skrevet til os, især om det nummer. Det var bare en jam, noget, vi fyrede af lidt tilfældigt. Bakerman-teksten havde vi lavet med Arthur måske 10 år tidligere. Vi havde aldrig brugt den til noget, men pludselig kom det til os igen. Vi har fundet ud af, at vi arbejder bedst på den måde. Vi indspiller noget, og så lægger vi det væk i uger, måneder eller år, og så tænker vi måske: ’Hold kæft, det er godt’, når vi hører det igen. Vi arbejder bedst, når vi bare giver slip og finder en rytme og et par akkorder, så den ægte vare kommer direkte fra os ind i båndoptageren. Vi laver det altid helt færdigt, men det kan godt være, vi siger: ’Nej, det kan vi sgu ikke byde folk.’ Omvendt hører vi det måske to år senere og siger: ’Det fejler sgu da ikke noget. Hvorfor har vi ikke brugt det?’ Så har vi måske bare været i et andet lune den dag. Vores tekniker finder stadig ting i arkiverne, som vi har lavet for længe siden.”
Ifølge World Airplay Radio Monitor, der registrerer afspilninger på mere end 25.000 radiostationer i 131 lande, bliver ’Sunshine Reggae’ spillet mere end 5.000 gange om måneden.
BERLIN, 2015
”I Berlin spillede vi på hotellet Soho House. Vi har spillet ofte i Tyskland. Vi har et setup med elektronisk backing, som vi har rejst med i fem-seks år. Det fylder ikke meget, så vi er mobile, kan let rejse og kan spille mange forskellige steder. Vi har også spillet for en russisk familie, der holdt en fest i Alperne, hvor der var flere forskellige bands og piger, der dansede i badetøj. Det var som en fest for konger i gamle dage, hvor de sad og spiste, mens nogen optrådte. Vi kommer stadig meget rundt. Vi har for eksempel spillet i Brasilien, Mexico, Georgien, Færøerne, Letland, Japan, Portugal, Rusland, på Madeira og Ibiza og til et beach party, hvor der var strøet sand ud over et kæmpe område midt i London.”
Ifølge World Airplay Radio Monitor, der registrerer afspilninger på mere end 25.000 radiostationer i 131 lande, bliver ’Sunshine Reggae’ spillet mere end 5.000 gange om måneden.
MEXICO, 2018
”I december spillede vi til festivalen ’Trópico’ i Acapulco. Vi har spillet i Mexico før, men ikke på den festival. På den scene bliver der kun spillet to gange om dagen. Når solen står op, og når solen går ned. Vi spillede solen ned. Det var sjette år, festivalen blev afholdt, men de havde aldrig oplevet, at et band var nødt til at give et ekstranummer. Vi spillede ’Uptimistic Music’ som ekstranummer. Det er åbenbart et nummer, de kender ret godt derovre. De var lige så begejstrede for det som for ’Sunshine Reggae’, som vi normalt slutter af med. Det var en kæmpe oplevelse.
Festivalarrangørerne er fra New York, og de viser interesse for, at vi skal komme til USA og spille. Det vil være første gang. Vi havde ellers muligheden, da vi lå nummer ét på deres dance chart med ’White Horse’, som var et stort hit på klubber i USA. Bossen på pladeselskabets amerikanske afdeling hed Seymour Stein og var lidt af en legende i branchen. Han havde set os optræde i Cannes, så han vidste, hvordan vi så ud, og han vidste, hvilket publikum der tog ’White Horse’ til sig i USA. Han sagde: ’Stay away, they think you’re black.’ Det var sikkert en udmærket strategi, at vi to blege gutter blev væk.”
