FREDENSBORG STÅR I ravruskende efterårs-flor med brændende orange trækroner tilsat en stiv vind, der trækker våde, grå skyer ind over landskabet. På en stikvej i byen folder enklaver af rækkehuse sig ud med haver vendt ud mod en fælles parkeringsplads. Bag en af havelågerne gemmer der sig en eventyrlig og vild have, hvor græsset har vokseværk, og hvor kulørte lamper og plirrende vindspil emmer af sommerfest, selvom kalenderen for længst har ramt efteråret.
Døren går op, og frem kommer den produktive forfatter Maria Helleberg, der igennem årtier har kastet lys over danmarkshistorien og dens betydelige personligheder, med glitrende broche, gulvlang kjole og perler i håret.
Hun og den ruhårede terrier på hendes arm smiler og vinker. Hunden hedder Lillemand. Egentlig havde Maria Helleberg og hendes mand valgt et andet og ifølge hende flottere navn, Cicero, men hunden reagerede simpelthen ikke på det. En dag sagde hendes mand pludselig: ”Kom så, Lillemand”, og så lystrede hunden for første gang.
En flig af Maria Hellebergs samling af håndplukkede artefakter.
”JA, HAN HAR SELV valgt sit navn,” siger Maria Helleberg, der byder indenfor og gelejder ind i sin stue, hvor endnu en eventyrlig Narnia-agtig lomme åbner sig. Hun anretter sig i en rød lædersofa sammen med Lillemand, der søvnigt slænger sig.
”Børn elsker at være her,” siger forfatteren fra sin bløde plads i sofaen, hvorfra hun har skrevet en stor del af sine mange romaner. Foran hende på et lavt sofabord med gyldne mosaikfliser retter hun lidt på sin musemåtte – et persisk tæppe i størrelse miniature – der ligger ved siden af den bærbare computer, som hun hamrer sine historier ind på.
Man forstår instinktivt godt børnene. For der er ikke plads til meget af den solgule vægfarve, der indimellem kigger frem i stuen. Pladsen er blandt andet stjålet af hyldevis af sjældne og nydeligt tilrettelagte porcelænsdukker i håndsyet tøj, som Maria Helleberg selv har lavet. Hvorfor? Jamen, fordi deres oprindelige beklædning ikke var helt historisk korrekt.
Ægte samuraisværd importeret fra Japan hænger i linjer over fjernsynet. Sværdene skaffede hendes mand hjem for år tilbage, og dengang måtte de ned på den lokale politistation og indhente en våbentilladelse for at få lov til at have dem hængende.
Fra gulv til loft strækker sig en bogsamling, som er udgjort af en god portion leksika og encyklopædier. Dem bruger Maria Helleberg i arbejdet med sine romaner.
”Det ville være nemmere, hvis man bare kunne slå det op på computeren,” siger hun og kvæler et hurtigt hosteanfald i en tår appelsinvand. Da hosten har lagt sig, peger hun og forklarer, at lige præcis de værker med lige præcis de oplysninger altså ikke findes digitalt. Hun har tjekket.
DEN STORE STUEREOL er også fyldt med lp’er. En samling, hun er begyndt på helt forfra. Dengang lp’en led den visse nyheds-død til fordel for cd’er og senere musik fra streamingtjenester, skilte Maria Helleberg sig af med alle sine plader. Efter en årrække fortrød hun som mange andre, så nu står Mozart og russisk opera igen side om side med tynde rygge blandt et væld af andre klassiske vinyler, klar til at hive ud.
Vindueskarmene bugner af figurer af pindsvin, porcelænsgrise og glaspapegøjer, der reflekterer eftermiddagssolen, og et sted stikker en vase med fuglefjer i forskellige farver og længder op. Uret i stuen tikker, og radioen spiller klassiske musikstykker, kun afbrudt hver halve time af nyhedsoversigter.
Maria Helleberg har en imponerende række romaner på cv’et og en ditto imponerende samling i sit hjem.
RÆKKEHUSETS UTAL AF artefakter har alle deres helt egen historie, som Maria Helleberg kan fortælle om med stor præcision. De stammer fra hele verden – hun har blandt andet boet i New York og Italien ad flere omgange – og mange af dem har fået prima skueplads i hjemmet. Den store samling til trods hersker der ikke museumsagtig stemning i hjemmet, og man skal ikke gå med armene nede eller sidde forsigtigt og musestille og tænke: ”Nok se, men ikke røre.”
For her må man gerne være barn, og de – og andre – må gerne lege i Maria Hellebergs hus, også med samlerobjekterne.
”Jeg har aldrig forstået, hvorfor børnene ikke må være med – de er da så sjove!” siger Maria Helleberg på en dialekt, der er svær at stedbestemme. Måske fordi hendes fars job som fjernsynssælger betød, at familien rykkede en del rundt i landet i hendes opvækst.
Egentlig ville hendes far gerne have været pianist, men af økonomiske årsager blev det aldrig sådan. Til gengæld fik han øjnene op for det nyeste nye på en rejse til USA: fjernsynet. Faren blev betaget og satte sig for, at han skulle udbrede den nye elektroniske herlighed i Danmark – inden der overhovedet fandtes danske udsendelser.
Fjernsynssælgeren kom vidt omkring, og derfor er Maria Helleberg vokset op på Frederiksberg og i Vejle og nogle steder derimellem. Det bedste barndomsminde står dog stadig klart for forfatteren.
”Når mor stod og lavede aftensmad, jeg selv sad ved bordet og lavede lektier, og vi sammen ventede på, at far kom hjem fra arbejde … Der var en stor tryghed og genkendelighed i det.” Senere blev forældrene skilt, adressen hed derefter Albertslund, hvor den dengang unge teenager boede sammen med sin mor, der – ifølge sin datter – blev en stærk, selvstændig kvinde, som var aktiv i et væld af tidens organisationer.
Skrivestationens udsigt til bibliotek og samuraisværd.
SELV SIGER MARIA HELLEBERG, at hun er barn af ’rødvinsgenerationen’, som hun har døbt sine forældres årgang. Generationen, der holdt selskaber, hvor de sad til bords i timevis og åbnede den ene flaske efter den anden, snøvlede mere og mere, og som forventede, at børnene forholdt sig i ro og ellers deltog i festlighederne, når de var gamle nok.
”Folk diskuterede hele tiden. Alting var i opbrud dengang i starten af 70’erne,” siger Maria Helleberg, der ikke selv var politisk aktiv, og som ikke gad sidde og marinere sig selv i alkohol. De stærke smage sagde hende ikke noget i hendes tidlige ungdom, hverken gorgonzola eller rødvin.
”Det har jeg så lært i dag, haha,” indskyder hun.
Når man spørger Maria Helleberg om, hvornår interessen for historiske fortællinger opstod, tænker hun et stykke tid og svarer så: ”Den har altid bare været der.”
Og lidt efter: ”Men den begyndte nok alligevel med en besættelse af renæssancen, da jeg ikke var særlig gammel.”
Som barn var hun desuden fascineret af, hvordan hendes mor kunne huske godnathistorierne fra ende til anden og fortælle dem på præcis samme måde hver eneste aften. Hun troede, at moren fandt på ordene ud fra billederne, og anede ikke, at der faktisk fandtes tekst. Da det gik op for hende, at man kunne gengive tale på skrift, åbnede en ny verden sig, og hun lærte lynhurtigt at skrive.
UNDERVEJS HAR HUN tendens til at fortabe sig i løsrevne livs-anekdoter med smil og øjne, der graver i hukommelsen og fisker alverdens detaljer op. Frit fra hukommelsen citerer hun Heiberg, den berømte danske dramatiker, eller forklarer, hvorfor det var forkert at beskrive et trojansk skjold som ottetalsformet i en af hendes bøger, og at det tog hende en hel nat at finde på et nyt og mere korrekt ord.
Den allerførste historie, hun skrev, husker hun dog ret klart. Den handlede om en død mand, og den fik hendes forældre til at skraldgrine. Og så skrev hun ufortrødent videre. Terpede latin i gymnasiet, senere dansk og teatervidenskab på universitetet. På en af de første primitive computere skrev hun sin første roman, som hun gemte på en stor floppy-disk, printede ud og sendte ind til forskellige forlag.
Da hun som 30-årig blev ringet op af en forlagsredaktør, der sagde, at han gerne ville udgive romanen, blev hun fuldstændig paf.
”Jeg var dengang på vej på min første og sidste skitur, og jeg stod og pakkede, da redaktøren ringede. Jeg kom til at tage fjernbetjeningen med i stedet for vanterne.”
I dag, 80 bøger senere, rejser hun sig fra sofaen og fortæller, hvordan hun brugte hele skiferien i Geilo på at snakke i telefon med forlagsredaktøren. Violinerne og trommerne fra radiohøjttaleren filer og banker løs, mens Maria Helleberg sammen med Lillemand gelejder ud mod entreen. Heldigvis har han ikke gnasket sig igennem nogen sko – endnu. De to siger pænt farvel og vinker i døren, på tærsklen mellem historiernes vingesus og den vindblæste have. Ude i Fredensborg venter nutiden.
