JEG VOKSEDE OP i Nyborg på Fyn med min mor. Hun var enlig forsørger og arbejdede på nedsat tid, og der var ikke så mange penge. Vi fik billig mad, men ikke dårlig mad. Hun vidste altid, hvor der var et æbletræ, der ikke blev plukket, hvor der lå valnødder, eller hvornår slåenbærrene havde fået frost. Vi gik ikke ud og samlede al vores mad i skoven, men der var en bevidsthed om, at alting kunne bidrage med noget. Der blev ikke smidt noget ud i mit barndomshjem. Det blev en livsstil. Det var enkle råvarer, enkelt tilberedt, ingen dyre udskæringer, men mere noget, der stod og simrede en hel dag lavet på lokale råvarer, og der var meget grønt. I dag ville man nok sige, at det var bæredygtigt.
Engang havde jeg nogle gymnasievenner på besøg, nogle drenge, og de der drenge var helt tydeligt vant til at få mere. Men vi overspiste aldrig, og det går helt tilbage til mine bedstemødre. Når jeg skulle spise hos dem, tænkte jeg sommetider: ”Der er sgu ikke nok mad.” Men det var der på en eller anden måde altid alligevel. Maden var af god kvalitet, man spiste langsommere, og så fik man måske et stykke frugt til dessert. Hos dem blev der heller ikke smidt noget ud. Det mindste lille stykke bacon kom i en tærte dagen efter, halvdelen af en kop te kom i bolledejen, og små osterester blev smeltet på et stykke brød.
Jeg tog dog en afstikker fra min mors madvaner. I de år, hvor jeg var studerende, levede jeg af pasta og flåede tomater ligesom de fleste andre, men da jeg i 90’erne blev selvstændig og begyndte at tjene gode penge, handlede det om, hvor eksotisk og avanceret det kunne blive. Jeg stod i køkkenet hele dagen og fulgte opskrifter til punkt og prikke for at imponere gæsterne. Jeg smed alt for meget mad ud. Og jeg var ligeglad. Jeg blev afkoblet fra mit gamle værdisæt, og jeg tror, der har været nogle år, hvor min mor har tænkt: ”Hold da op, er det hende, jeg har opdraget?”
Fra Trine Baadsgaards @nojsom på Instagram: ”Køleskabshylden i øjenhøjde er reserveret til det, der skal spises først. I disse dage er det æggemuffins, pesto, blåbær, citronskiver, ris og en æggeblomme.”
JEG ARBEJDEDE som selvstændig under finanskrisen. I kølvandet på krisen mistede jeg en stor kunde, og det kunne jeg virkelig mærke. Jeg begyndte at få udfordringer med at få arbejde nok, og jeg manglede simpelthen penge. I lang tid havde jeg skruet op for arbejdsopgaver og indtægt, men jeg kunne alligevel aldrig følge med. Der var altid mere, jeg gerne ville have. Jeg lod vandet løbe og lyset brænde. Men så blev jeg ret hardcore nødt til at skære ned på mit forbrug.
Den første beslutning, jeg tog, var, at jeg ikke ville smide mad ud mere. Det gav mig nye øjne. Jeg havde smidt så meget mad ud, fordi jeg ikke lige havde fået kigget efter i køleskabet. Og jeg fandt rigtig meget tøj, som lå bagerst i skabet med prisskilte på, som jeg havde glemt. En vinter købte jeg fem par støvler. Og lagde det endda op på Facebook. Åbenbart var jeg stolt af det.
Det var simpelthen så pinligt. Jeg blev flov og havde det dårligt med det, så det var fedt at føle, at jeg fik kontrol over det. På en eller anden måde var det som at få revet et slør væk. Pludselig kunne jeg se, at jeg sagtens kunne leve for meget mindre, uden at det overhovedet gik ud over min livskvalitet.
”Valnøddeskallerne bruger jeg som optænding – de er også gode som gødning i haven.”
DET ER EN aha-oplevelse at begrænse sit udvalg eller sætte snubletråde op for sig selv. Så bliver man kreativ. Man har det, man har. Mine bedsteforældre levede nøjsomt, fordi de ikke havde særlig mange penge, og fordi der ikke var det store udbud. Om vinteren var der ikke jordbær, og det gik jo uden. Vi kan lære meget af dem.
Jeg er ikke nøjsom, fordi jeg vil sidde i tran-lampens skær og kigge på min bankkonto, der bare stiger. Jeg gør det, fordi det giver mig en frihed og en følelse af at leve i overensstemmelse med nogle meningsfulde værdier. Det er sund fornuft. Min mor kan slet ikke forstå, hvordan jeg kan skrive bøger om nøjsomhed, for ”det er jo bare sådan, man gør”.
”Nedfaldsæbler, et par bløde blommer, løg, eddike og vand samt oprydning i krydderiskuffen med koriander- og sennepsfrø og chili. Så er der chutney.”
JEG HAR OPFUNDET et begreb, der hedder ’LILO’-faktoren, som står for ’ligegyldigt lort’. Når man går rundt i supermarkedet, er der så mange ting, hvor man tænker: ”Den er da meget sød, den der blomst, den koster kun 20 kroner, og der er jo også lige tilbud på kiks.” Men det giver jo ikke noget værdi.
Den nøjsomme måde at leve på kræver, at man lige skal være to minutter foran sig selv og sit liv. Men jeg gider ikke lave madplaner – selvom det er en god idé. Det er for kedeligt, for jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til på torsdag, eller hvor mange mennesker mine børn har med hjem. I stedet for har jeg altid en form for basislager. Jeg har altid tørret pasta, flåede tomater, et lille stykke god pølse og noget parmesanost, så jeg i løbet af et kvarter kan skrue en ret sammen.
Hjemme hos mig bliver det, der er tilovers, til en madpakke eller en frokost, eller også får vi resterne som en slags forret næste dag. Det er organisk og altid en del af et rul, hvor jeg kigger på, hvad der er i køleskabet. Hvis der for eksempel er nogle valnødder tilovers, tilbereder jeg dem med lidt honning og en lille smule rom, og så er der til osten, eller også laver jeg nogle kryddersnapse og hyldeblomstsaft. Det har jeg arvet fra min mor.
”Ærteskud er lette at dyrke og høste i køkkenvinduet – og smager godt på både rugbrødsmadder og i salaten.”
JEG GIDER IKKE lyde hellig, for det er jeg ikke. Vi kan sagtens finde på at købe en pizza, men jeg kan godt lide at gå i køkkenet. For mig er det også en hobby, og jeg kan godt lide at lave en stor portion og fryse ned. Hvis jeg har tid en weekend, laver jeg måske 2-3 retter, koger suppe på en kylling og får produceret nogle ting, så jeg har til travle tider i fryseren.
Det har givet mig en økonomisk ro i maven at leve på den her måde. Jeg har noget, jeg kan skrue ned for, og det, synes jeg bare, er en kæmpe frihed. Jeg har fået en god opsparing, det, nogle kalder ’fuck dig’-kontoen, fordi man har råd til at sige op. Jeg har skabt mig et økonomisk fundament, så jeg ikke er bundet af hamsterhjulet.
Jeg forsager ikke alverdens luksusting, men dybest set ved jeg, at det ikke er ting, der gør mig glad eller lykkelig. Bare jeg har min familie, kan jeg have det godt i en toværelses lejlighed. Det er en rar fornemmelse at have. Vi skal bruge vores penge på det, der gør os glade. Når man har fundet ud af, hvad det er, bliver det meget nemmere at sige farvel til andre ting.
