EN SOLRIG FORMIDDAG ruller Peder Christian Mikkelsen op foran indgangen til Strandingsmuseum St. George på sin crosser, et all-terrain vehicle, iført rød og blå flyverdragt. Foran på den firehjulstrukne motorcykel hænger et lille papskilt, der afslører, at her kommer strandfogeden.
”Det river godt i det derude i dag,” siger strandfogeden med det blændende hvide hår, inden jeg sætter mig op bagpå. Heldigvis har jeg også iført mig flyverdragt og gummistøvler. Et par forbipasserende museumsgæster stopper nysgerrigt op. Der bliver hilst kort og udvekslet et par ord, inden vi sætter af sted mod stranden. Så snart hjulene møder sandet for foden af klitterne, slår han firehjulstrækket til på sin crosser. Så suser vi af sted, op over klitbankerne og ned mod æ haw. Nede ved havet udlever den 78-årige pensionerede fiskeskipper sin hobby, som han selv omtaler det, selv om strandfoged er et regulært embede under politiet. P.C., som han kaldes blandt venner, har sit eget lille strandlen på godt tre kilometer fra indsejlingen til det lille fiskerleje Thorsminde og sydover til mindestenen for strandingskatastrofen i 1811. Men i dag går turen nord for Thorsminde. Vi skal igennem det len, som han foruden sit eget passer for en strandfogedkollega. Strandfogeden er en slags politimester, hvis opgave det er at føre opsyn, indsamle og indberette om strandinger og vragdele, der er skyllet eller bjærget i land.
MENS DE ROTERENDE hjul trækker synlige baner efter os i sandet, lyser det blåt fra himlen og fra havet, der ligger stille og tilbagetrukket, næsten lydløst, som en kat. Vi suser hen over sand og blotlagte sten, indimellem oppe på klitterne, indimellem helt nede i strandkanten. P.C. udpeger de steder, hvor man bedst kan finde rav. Han kender klitternes klare linjer, sandets mønstre og havets vuggen. Han kan berette om stenenes formationer, når de ligger som våde tunger på rækker. Han kan afkode hvert et hul og hver en skålformet fordybning – dér en fuglerede, dér en hund, der har gravet et hul. Og han kan spotte præstekraver (kortnæbbet vadefugl, red.) og pytter med kviksand på lang afstand.
Indimellem gør vi ophold og trasker lidt rundt med hovedet bøjet og blikket rettet ned, på udkig efter noget, der er værd at samle op og tage med hjem. Måske en sten, en klump rav, et forstenet søpindsvin – eller sneglehusstumper, som han altid skulle samle til sin kone, dengang hun levede. Eller bjergarten porfyr med sine karakteristiske fregner, der engang for millioner af år siden blev dannet i svenske og norske vulkaner og bragt hertil med isens fremstød under istiden. Skabe og kasser er allerede fyldt til bristepunktet derhjemme, men man kan jo aldrig vide, om det lige var i dag, der skulle dukke en særlig interessant sten op.
P.C. ER PÅ stranden så godt som hver dag. Nogle dage to gange, hvis vinden har rusket godt i vest med pålandsvind, for så er der størst chance for, at havet har kastet noget af sig. Han er født og opvokset på egnen og har brugt det meste af sit arbejdsliv på at fiske – som de fleste andre mænd i Thorsminde. Strandfoged har han ’blot’ været de sidste 25 år. Hans far var også strandfoged, og før ham P.C.s bedstefar. Alligevel var det ikke farens strandlen, P.C. overtog – det gik nemlig til storebroren. Derimod var det på konens side, at der kom en åbning.
”Jeg fik det fra en arving til min kones bedstefar. Et barnebarn. Han døde, da han ikke var ret gammel. Og så fik jeg det. Jeg kan love dig for, at jeg har været glad for det. Der findes ikke et sted så dejligt som langs æ Westerhaw.”
Vi tøffer videre i landskabet, spotter omsider et stykke drivtømmer højt oppe på forstranden og sætter kursen mod målet.
”Godt 12 meter langt,” vurderer P.C. tømmeret, der har ligget der længe, og som han har lyst til at vise frem. Vi sætter os skiftevis, banker lidt og stryger fingrene hen over et hul fra en nagle. På afstand kan det godt ligne et stykke tømmer fra et skib eller en coaster, men dertil passer den firkantede form og de sparsomme naglehuller ikke. En havnepæl? Måske! Fra et bolværk? Muligvis! Et godt fund er det i hvert fald, hvis man spørger P.C.
”Der kan blive meget godt ud af sådan et stykke. Måske en bærebjælke.”
DENGANG STRANDFOGEDHVERVET så dagens lys tilbage i 1800-tallet, var der andre mængder af strandingsgods. Skibene slog sig ofte på kysten, og inddrevet tømmer kunne være en god indtægtskilde for befolkningen på kystlandet, hvor der var milelangt mellem træerne.
”Dengang min bedstefar var strandfoged, var de sommetider herude i tre dage ad gangen, fordi der var så meget drivtømmer,” fortæller P.C. Mikkelsen. Strandfogeden havde en særlig tilgang til drivtømmeret, og alt, også de små stykker, kom med hjem og blev tørret og savet op, så manglede der aldrig træ at tænde op med – hvis ikke klitbønderne havde været der og ’hugget’ godset fra et forlis på stranden, før strandfogeden kunne nå at bjærge det. Dengang foregik bjærgningen med hestevogn, så der var rig mulighed for at forsyne sig med gods og træ i nattens mørke, inden strandfogeden havde været hele sit strandlen igennem. Man kaldte det ’at malke den blå ko’.
”Men sådan er det jo ikke mere,” konstaterer P.C. Strandinger og skibsforlis hører i dag til sjældenhederne alene af den grund, at skibene er blevet meget bedre. De er udstyret med gps og elektronisk søkort, hvilket gør det langt nemmere at navigere på åbent hav og undvige katastrofekurs. Alligevel bliver havet ved med at bringe genstande i land fra gamle grundstødte og forliste skibe. Eksempler på udbytte: krukker, mønter, tønder, tømmer, en vinkøler, et skæfte af et gevær og en blokskive i pokkenholt, som P.C. fandt nogle dage før jul sidste år, og som han mener har tilhørt den engelske marine.
I 70’ERNE OG 80’erne, inden han blev strandfoged, var P.C. Mikkelsen fiskeskipper, men brugte også en del af sin tid på at sejle med dykkere fra frømandsklubben Delfinen, som det var lykkedes at lokalisere og senere bjærge gods fra vraget af St. George, et skib fra den britiske Østersø-flåde, der sammen med linjeskibet HMS Defence under en orkan 24. december 1811 gik på grund ud for Thorsminde.
Omkring 1.400 mennesker omkom, til dato den største og værste stranding på den jyske vestkyst. P.C. kom ind i billedet en dag efter at have været på havet for at fiske. Han havde skib og kunne sejle dykkerne, der ofte havde hjulpet fiskerne på havnen med at rense fiskegarn, ud til St. George. Siden hen blev det til mange andre gamle skibsvrag for skipperen såsom damperen Hermod, hvor det lykkedes frømændene at bjærge skibsklokken, og Bark Louisiana, hvis last var fyldt med alt fra blybarrer til porcelænsdukkehoveder og skrivegrifler. Mange af vragfundene ligger i dag på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.
To kilometer syd for Thorsminde og umiddelbart ud for det sted, hvor St. George gik ned, ligger i Dødemandsbjergene et monument for de omkomne fra St. George. Det anslås, at mere end hundrede engelske søfolk blev begravet her. Monumentet minder samtidig om de mange andre omkomne sømandssjæle, der er sunket til bunds som sten heromkring eller undertiden er blevet bjærget eller drevet i land. Blandt andet under første verdenskrig.
”Der er en lov, der siger, at når der er pålandsvind, skal vi strandfogeder mindst én gang i døgnet gå igennem vores strandlen. Og under første verdenskrig, da min bedstefar var strandfoged, kom der så mange lig op på stranden, at, ja, uha, det var helt tovligt. Den krig, der var derude … De sagde til mine forældre, at hvis der kom lig ind med havet, måtte de ikke vise dem til børnene, fordi de så forfærdelige ud.”
LOMMERNE ER VED at være fyldt op med porfyr, sten, sepiaskaller, rav og sneglehusstumper. Vi har forsøgt at bestige en sandbanke, har set et vindmølletestcenter og er sågar stødt på et glas med rådne rødbeder. Men der er stadig et sidste sted, som P.C. gerne vil vise frem. Så vi fortsætter tilbage over klitterne og ned på Vesterhavsgade. Dér, lidt uden for byen, ligger fødegården, indrammet af grønne marker og med udsigt til fjorden. I dag bor P.C.’s datter i huset, men marken med egen etableret sø tilhører ham. Vi fortsætter et godt stykke hen over sletten, inden vi gør ophold. Det er tydeligt, at gæssene har været på besøg – marken er hyllet ind i deres efterladenskaber. Og just som vi taler om solen, kommer en flok gæs flyvende gennem luften som en endeløs slange og lander på fjorden. Vi iagttager optrinnet, mens det står på. Så vender vi crosseren og kører tilbage gennem byen.
