Hvornår startede din interesse for tog?
”Den har altid været der. Da jeg var helt lille, tog mine forældre mig ned på Ballerup Station for at se på tog, når jeg ikke ville spise. Jeg var så opslugt af togene, at de kunne proppe alt i mig. Det er fascinerende, at de kører stærkt, og jeg elsker lyden, når det suser forbi. Jeg bor tæt på jernbanen og kan høre togene fra min altan. Jeg kan høre, hvilket tog der kører forbi, og er det et tog, jeg ikke kender, skynder jeg mig ud på altanen for at se det.”
Hvordan var det at gå fra togentusiast til at være lokomotivfører?
”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Fra jeg begyndte i skole, har jeg altid gået målrettet efter det. Dengang var kravene for at blive lokomotivfører hårdere. Man skulle have en uddannelse inden for el eller metal, så jeg gik på industriteknikeruddannelsen i fire år. Da jeg var færdig, havde jeg tre fridage, så startede jeg hos DSB. Det passede perfekt.”
Var det nemmere for dig at lære at køre tog, da du allerede havde så stort kendskab til tog?
”Det kan godt være. Inden jeg startede, spillede jeg meget Train Simulator, et spil, hvor du kører tog og selv kan lave dine egne ruter. Jeg ved ikke, om det har gjort, at jeg er god til det, men mange af mine kørelærere har sagt, at jeg kører rigtig fint, med god komfort for passagererne og er god til at overholde tider.”
Hvad er det bedste ved at være lokomotivfører?
”Udsigten! Især om efteråret, når man kan se årstiderne skifte. Derudover elsker jeg også, at det hele går som en leg, bare du passer dit arbejde. Du kan sidde for dig selv i førerrummet og koncentrere dig om dit arbejde, uden at der er nogen, der snakker og forstyrrer. Jeg arbejder nok bedst alene.”
Det værste?
”Jeg har heldigvis ikke oplevet det, men frygter stadig at komme til at køre en ned. Statistikken siger, at hver eneste lokomotivfører får mindst én personpåkørsel i sit arbejdsliv, så jeg frygter, at det vil ske for mig. Det ville være det absolut værste.”
Har du et favorittog?
”Det elektriske EA-lokomotiv, som kører på Sjælland og trækker dobbeltdækkervogne, er så flot, og jeg elsker at køre med det. Jeg har prøvet det med en kørelærer, men ellers ikke. Det er mere de garvede lokomotivførere, der kører det.”
Hvad laver du i din fritid?
”Jeg kan godt lide at klippe og redigere film og har en YouTube-kanal, som hedder Kennys Film, hvor jeg laver videoer og reportager. Jeg har lavet en om Ringsted Station med en masse research og historie og også en om metroåbningen her i efteråret, som jeg er glad for. Og da min kæreste og jeg var på Interrail, havde vi en video-log, hvor mange så med.”
Hvilke ruter vil du så anbefale?
”Tag til Schweiz og Østrig, og se bjergene. Særligt udsigten omkring Innsbruck er fantastisk. Hvis man er til højhastighedstog, skal man til Italien, hvor de kører 300 km/t mellem Milano og Rom. Eller til Tyskland, hvor man kan prøve det mellem Frankfurt og Køln.”