“DER ER SIKKERT mange mænd, der godt kan lide de her store biler, og at man skal tage lidt fat, for det er hårdt arbejde nogle gange,” siger 68-årige Dorrit Nødlund og kigger på Mogens Toft Jensen.
Men det var nu ikke kun det tunge køretøj, der trak, da han blev en af de mange frivillige hos FødevareBanken.
”Den simple årsag er, at jeg ikke kan fordrage at sidde stille,” fortæller den 67-årige pensionerede agronom, der sidder bag rattet og styrer kølebilen mod Coops lager i Vallensbæk, hvor de to frivillige skal slæbe kasser, løfte paller og hente mad, der er på vej til at blive for gammel, men som stadig er værd at spise.
Mogens Toft Jensen siger selv, at han var forlovet med sit arbejde i de 38 år, hvor han rejste verden rundt og solgte frø for en af verdens største frøproducenter. Så der skulle ske noget, selvom han var gået på pension. Og da arbejdet i en sprogcafé for flygtninge, formandskabet for en folkemusikforening, medlemskabet af domsognets menighedspleje i Roskilde og indsatsen på mødestedet og den rekreative have Sct. Hans Have ikke kunne sluge al hans tid, blev han frivillig hos FødevareBanken.
Dorrit Nødlund havde det på samme måde. Hun var dansklærer på Sankt Annæ Gymnasiums folkeskole i 34 år. Og da hun skulle pensioneres, kunne hun slet ikke forestille sig, at hun bare skulle sidde derhjemme med fjernbetjeningen.
”Som lærer har jeg været vant til at arbejde med litteratur og bruge hovedet. Pludselig havde jeg brug for at lave noget lavpraktisk,” siger Dorrit Nødlund.
”Mit frivillige arbejde skulle ikke bare være en fortsættelse af mit arbejdsliv, for så kunne jeg lige så godt have fortsat som lærer.”
FødevareBankens frivillige uddeler mad, der ellers ville blive smidt ud. Maden bliver doneret af en lang række fødevarevirksomheder.
PÅ LAGERET i Vallensbæk sorterer Mogens varerne og inspicerer datomærkninger, mens Dorrit tæller og scanner på livet løs. De skal vide præcis, hvad og hvor meget de tager med, og hvornår det udløber. Det er et krav fra fødevaremyndighederne, at der bliver ført kontrol med, hvor produkterne befinder sig. Så er det lettere at lokalisere eventuelt inficerede varer, hvis der for eksempel pludselig bliver fundet listeriabakterier eller en lille harelort i en sending ribsgelé.
”Det er lidt bøvlet, men det er jo smart nok,” siger Dorrit Nødlund.
De to kører mod Café Paraplyen i Taastrup med bilen fuld af blandt andet bananer, rødkål, mozzarella, rygeost fra Meyers, is fra Ben & Jerry’s, rugbrød fra Irma og sågar et par bakker sushi. De ville også gerne have haft en kasse med piskefløde med, men sidste salgsdato var overskredet, og så må den ikke bruges ifølge myndighederne.
”Det gør jo altid ondt at smide piskefløde ud,” siger Mogens Toft Jensen slukøret.
Piskefløde er da også det første, Kim Truesen efterspørger ved ankomsten til Café Paraplyen.
Han er daglig leder i cafeen, der primært får besøg af ældre, ensomme og i nogle tilfælde hjemløse.
”Sådan et sted her har ikke den bedste økonomi. Det betyder meget for driften, at vi kan modtage fødevarer på den her måde. Vi skal holde priserne i cafeen på et minimum for vores brugeres skyld,” fortæller han.
BASERER MAN sin menu på overskydende fødevarer, kan det være svært at planlægge, da man aldrig på forhånd ved, hvad der er for meget af. Den hjemlige handel påvirkes af mange ting. Også storpolitik. Engang fik FødevareBanken 26 tons flødeost med chokolade-, blåbær- og vaniljesmag, som Arla ikke kunne eksportere på grund af en russisk embargo. Osten stod pakket i emballage med kyrillisk indholdsbeskrivelse og var klar til at blive sendt af sted. Men så ændrede verdenssituationen sig, og pludselig stod FødevareBanken med flødeost til op over begge ører, som de så kunne køre ud og forsøge at afsætte til diverse bosteder og institutioner.
Oftere er det dog et bredere udvalg af pastrami, rullepølse, mælk, ost, morgenmadsprodukter, hakkekød og andre almindelige dagligvarer, der enten er ved at ramme sidste salgsdato, har skæmmende folder eller er pakket i forkert emballage, som tilflyder FødevareBanken.
Hvis der er slåfejl i etikken, vil et produkt ofte blive kasseret, fordi det ikke kan svare sig økonomisk at sende et helt parti frem og tilbage for at få det pakket om. FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen husker også et tidspunkt, hvor organisationen modtog pallevis af kammerjunkere, fordi producenten ikke kunne garantere, at der ikke lå en pebernød i en af pakkerne.
”Vi tog gladelig imod, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare lavede en konkurrence, hvor man kunne vinde en præmie, hvis man fandt en pebernød i sin koldskål,” siger hun.
”Jeg har lært at bruge en palleløfter og en håndscanner,” siger Dorrit Nødlund, der havde lyst til at lave noget lavpraktisk, da hun blev pensionist.
FØDEVAREBANKEN har 19 ansatte i Aarhus, Kolding og København. Derudover hjælper 218 frivillige med at køre mad ud til udsatte i hele Danmark. Dorrit Nødlund og Mogens Toft Jensen har vistnok aldrig kørt sammen før. Måske en enkelt gang eller to, de kan ikke helt huske det. Hun har normalt en ugentlig tur hver torsdag med en anden køremakker.
”Det må gerne være sat i system. Det kan jeg godt lide. Så ved mine børn også, at den dag kan jeg ikke passe børnebørn,” fortæller hun.
På Regnbuehuset i Taastrup efterspørger de økologiske og danske fødevarer. Det er det eneste sted på ruten, der gerne vil have ribsgelé, så de kan lave forloren hare eller farsbrød. Regnbuehuset er et sted, hvor psykisk sårbare voksne kan finde et arbejdsfællesskab og en social omgangskreds. Så snart Mogens Toft Jensen har tilbudt hver vare i vognen, og Dorrit Nødlund har bippet de afsatte ting ud af varelageret, kører de videre.
TRE MINUTTER DERFRA hos Blå Kors tager økonoma Pia Palmer imod. Hun står for madlavningen på stedet, hvor alkoholikere kan komme i dagbehandling i tre måneder ad gangen. Til i morgen har hun planlagt vegetarisk musaka, og hun beder om urter, salat, frugt, grønt og helst noget økologisk. Blåbær fra Sydafrika vil hun ikke have, selvom der er 21 kilo i bilen.
”Men du siger vel ikke nej til is?” spørger Mogens Toft Jensen.
”Jeg tror, de halshugger mig, hvis jeg siger nej,” svarer Pia Palmer.
Dorrit Nødlund deler overskydende mad ud for klimaets skyld. FN vurderer, at madspild står for 7 % af den globale drivhusgasudledning.
BÅDE MOGENS Toft Jensen og Dorrit Nødlund begyndte at arbejde i FødevareBanken, umiddelbart efter de gik på pension. Han har kørt i to et halvt år, og hun har kørt i fem år. Men selvom de på den måde har set undersiden af Danmark og mødt både narkomaner, psykisk syge og ensomme, overrasker det dem stadig, hvor mange udfordrede mennesker, der er i Danmark.
”Jeg kom fra det mørke Jylland og var slet ikke klar over, at der var så mange socialt udsatte, da jeg flyttede til København i 1974. På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde lært de forskellige steder at kende, men så begyndte jeg at køre for FødevareBanken, og jeg skal love dig, at jeg opdagede mange flere. Jeg var ikke klar over, hvor omfangsrigt det er,” siger Mogens Toft Jensen.
Han fortæller, at dagens tur ikke er så slem. Der er andre ture, der går til hårdere steder, for eksempel Sundholm, et herbergscenter på Amager. Eller Den Runde Firkant, et tilbud til stofmisbrugere og hjemløse på Halmtorvet på Vesterbro.
”Det er virkelig folk, der er ved sidste station. Alligevel kommer de hen og banker på bilen og siger, at vi gør det skidegodt,” fortæller Mogens Toft Jensen.
Dorrit Nødlund supplerer:
”Pludselig ser man, hvor meget af den sociale hjælp og støtte i Danmark der er betinget af frivillige. Der ville være rigtig mange funktioner, som ellers ikke ville kunne fungere.”
Mogens Toft Jensen håndterer en lille del af de i alt 1,3 milliarder tons mad, FN vurderer bliver kasseret årligt på verdensplan.
DORRIT NØRLUND har tidligere været aktiv i kommunalpolitik og været med til at starte gruppen Bedsteforældrenes Klimaaktion. På vejen tilbage til FødevareBankens kontor og varelager i Nordvest fortæller hun, at hun netop valgte at beskæftige sig med madspild, fordi indsatsen forhåbentlig kan slå to fluer med ét smæk. Dels hjælper den en udsat gruppe på kanten af samfundet, dels kommer det klimaet til gode, når vi mindsker madspild. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tegner madspild i Danmark sig for cirka 3,8 procent af vores CO2-udledning.
”Jeg tænker også mere og mere over klimaet,” siger Mogens Toft Jensen.
”Jeg flyver ikke meget, men jeg har sagomeleme også fløjet min del. Jeg har faktisk en uofficiel verdensrekord. Jeg har markedsført dansk frø fysisk i 40 lande over hele verden. Det er der ingen andre, der har.”
”Eeeeej, Mogens. Du må klimakompensere,” driller Dorrit Nødlund.
”Ja, jeg har brugt min kvote. Men nu råder jeg bod på det.”
