I PRENZLAUER BERG står Mathias Gidsel og læner sig op ad en lygtepæl. Det er bestemt ikke med hans gode vilje, at han skal stå der og flagre. Han er for høflig til at sige det, men han vil helst være fri. Ikke fordi det er bidende koldt, og han måske har været lidt for optimistisk med sin påklædning. Heller ikke fordi han står foran et kamera og bliver bedt om at kigge den ene vej, så den anden. Men fordi han er i gang med noget af det, han bryder sig allermindst om: at tiltrække sig opmærksomhed.
”Folk må jo tænke: ’Hvem er ham den store idiot?’” siger han med et lille selvudslettende smil, så man netop kan ane en flækket læbe fra mødet med en rumænsk albue under en Champions League-kamp i Bukarest i torsdags.
Han må dog indrømme, at det er bedre, end da fotografen, den satan, fik ham overtalt til at kravle op på et teknikskab midt på gaden og sidde til skue for hele Berlin-bydelen med dens klunsede cafémøbler og third wave-kaffebarer. Og så kan det godt være, at der kun gik tre mennesker forbi på fortovet. Han ved godt, at det er noget, han får kørt op inde i sit eget hoved.
At flytte til Berlin, der denne lørdag i november er badet i efterårssolens sidste tynde stråler, har ellers været godt for ham. Mange undrede sig, da landets mest lysende talent for tre år siden valgte at spille i trofæløse Füchse Berlin frem for i storklubber som Barcelona, Paris, Flensborg eller Kiel. Det var bare ikke dét, der betød mest for den unge højre back, der på bare 14 dage under VM i 2021 gik fra at være stort set ukendt til at blive ’hele Danmarks nye håndboldhåb’. En enorm interesse og forventninger, han havde svært ved at håndtere, fulgte med: mennesker, der genkendte ham overalt, medier, der konstant trak i ham og hans familie. Hans krop var anspændt, og hans hoved fuldt af bekymringer. Da det var værst, blev han ramt af noget, der lignede en depression.
Alt det forsvandt med flytningen. Modsat derhjemme, hvor han er håndboldsensationen, OL-guldvinderen, topscoreren og Mikkel Hansens arvtager, kan han i den tyske hovedstad få lov til at være sig selv. Her ved de færreste, at ham den store idiot, der står på et gadehjørne og flagrer, er verdens bedste håndboldspiller.
DEN GAMLE BYGNING er fredet, og opgangen i Prenzlauer Berg, der jævnligt bruges som kulisse i tyske film og tv-serier, er ramponeret, fyldt med graffiti og står i skærende kontrast til det, der venter bag døren på femte sal: en nyrenoveret taglejlighed med parketgulv, fritlagte loftsbjælker og et hvidt HTH-køkken, som Mathias Gidsel har fået installeret som en del af en aftale, hvor han lægger sit kendte navn til en reklamekampagne for køkkenproducenten.
Her, med udsigt til fjernsynstårnet på Alexanderplatz, bor den 25-årige håndboldspiller med sin kæreste Katrine. De mødte hinanden på efterskolen i Oure, hvor de var ungdomskærester, og nu har de fundet sammen igen. Katrine flyttede til Berlin forrige sommer og er nu ved at uddanne sig til instruktør i reformer pilates, fortæller Mathias Gidsel, da hun er gået for at lufte lejlighedens tredje og måske vigtigste beboer, havaneseren Hermann.
I aften får de besøg af Mathias Gidsels onkel og tante, og han pakker sin taske, men glemmer at sætte sous viden over, som han ellers har lovet. Vi kører til træning i hans Mercedes, og mens han fører bilen ud ad en af byens brede boulevarder, roder han med Bluetooth-forbindelsen. ”Har I hørt Thomas Helmigs nye?” spørger han. ”Det er virkelig godt.”
På vejen taler vi om den tatovering af OL-ringene, Mathias Gidsel inden sommerens OL kom til at sige højt, at han skulle have, hvis Danmark vandt guldmedaljer i Paris.
”Jeg har ikke fået den lavet endnu, Jeg går stadig og tænker over, hvor stor den skal være, og hvor den skal sidde,” indrømmer manden, der nødigt forhaster en beslutning.
20 minutter og fire Helmig-sange senere drejer vi ind på det 45 hektar store Sportforum Hohenschönhausen i det nordøstlige Berlin. Her ligger Tysklands største olympiske træningscenter og Füchse Berlins træningsanlæg Füchse Town.
”Det var her, de hældte doping og steroider på atleterne i DDR,” siger Mathias Gidsel, mens han parkerer foran en klub, der siden 2007 har været fast inventar i verdens bedste håndboldliga, men alligevel træner i temmelig spartanske omgivelser. Efter en tur i styrkerummet og et spillermøde træder Gidsel ind i en gammel, lettere nedslidt håndboldhal med lyseblåt vinylgulv. Træpanelerne på væggene er gulnede, bænke og døre er sværtet sorte af gamle harpiksrester, og i loftet hænger et stort banner, som forestiller en ræv, der jager gæs – Füchse betyder ræve på dansk.
Det er den sidste træning, inden Füchse Berlin i morgen tager imod THW Kiel på hjemmebane i den større og mere moderne Max-Schmeling-Halle. Begge klubber har lidt to nederlag i otte kampe i den nye sæson, og det er lidt en ’vind-eller-forsvind’-kamp.
Füchse-spillerne varmer op med fodboldkamp. ”De fleste håndboldspillere mener jo selv, at de også kunne være blevet professionelle fodboldspillere,” siger Gidsel, der i løbet af halvanden times træning kun scorer ét mål – med venstre ben.
”Jeg gemmer dem til i morgen,” siger han med sit drengede smil, da vi forlader Füchse Town til tonerne af Thomas Helmig.
HAN PLEJER AT sige, at han startede til håndbold, ugen efter han blev født. Mor Helle var ikke bare ansat i Skjern Håndbold, hvor hun tog sig af alt fra kommunikation og klubbens hjemmeside til afvikling af hjemmekampe og udebaneture, hun var på mange måder Skjern Håndbold og havde derfor ofte sin nyfødte søn med på arbejde. Om hun var gravid eller på barsel, om det var hverdagsaften eller weekend, var der altid noget i klubben, der skulle ordnes.
Helle Gidsel var også holdleder, da Mathias som seksårig startede sådan rigtigt. Når hans eget hold var færdige med at spille, blev han ofte hængende i Skjern Hallen og så storebror Christian træne med de ældre drenge. Manglede de en fløj, og det gjorde de af og til, trådte Mathias til, selvom han var tre år yngre. I forvejen var der både en anden Christian og en Mathias på holdet, og da storebror blev kaldt ’Gidsel’, kom den klejne Mathias til at hedde ’Mini’. Det kalder hans mor ham stadig.
Efter 17 år i klubben – fordelt over to omgange – forlod Helle Gidsel i august 2024 Skjern Håndbold for at blive salgskoordinator i EDC Skjern & Tarm. 500 sæsonkortholdere klappede hende ud, da hun fik overrakt blomster iført sin grønne Skjern-trøje med et stort, hvidt logo på maven. ’Skjern Bank’ stod der med store, hvide bogstaver, klubbens hovedsponsor, hvor hendes mand Ole Gidsel er erhvervschef.
”Hjemme ved middagsbordet talte vi stort set ikke om andet end håndbold, og hvordan det gik i klubben,” siger Mathias Gidsel, da vi efter træningen har sat os på Preeda, en thai-restaurant og cocktailbar i Prenzlauer Berg, der er et af hans stamsteder.
Hjemme hos forældrene findes der billeder af Mathias Gidsel, hvor man kan se, at han var et buttet barn. Hvalpefedtet løb han hurtigt af, men centimeterne lod vente på sig, og han var ofte den mindste både på håndbold- og fodboldbanen. Fra Skjern Hallen var der bare 800 meter hjem til familiens lille, røde murstenshus, og når Mathias Gidsel ikke befandt sig i hallen, var han ude i haven med trampolin, håndboldmål og et drivhus, som flere gange måtte have nye ruder efter nærkontakt med en bold.
”Det fik vi virkelig meget skældud for. Vi er opdraget strengt, men på en kærlig måde. Man skulle opføre sig ordentligt, sige pænt tak for mad, og man kunne lige vove på at slå en bøvs ved middagsbordet.”
HAN VAR 158 centimeter og vejede 50 kilo, da han begyndte i 9. klasse på Oure Efterskole. Knud, en stregspiller, der gik i 10., var 204 centimeter og vejede 108 kilo. Så Gidsel, der var vant til at være den bedste hjemme i Skjern Håndbold, blev sendt på andetholdet af træner Carsten ’Stump’ Langager (der er 180 høj, men stadig hedder sådan, fordi han var 148,5 centimeter i 8. klasse). Træneren kunne godt se, at den unge vestjyde havde talent, en god boldfornemmelse og en veludviklet spilforståelse.
”En fin, lille håndboldspiller,” som han siger, ”men også ekstremt lille.”
Mathias Gidsel var 15 år gammel og havde, før han kom til Oure, aldrig prøvet at overnatte væk fra sine forældre. Til sleepover hos sine kammerater ringede han altid hjem ved midnatstid og sagde, at han havde mellemørebetændelse eller en anden sygdom, han fandt på. Hans mor vidste godt, at det var løgn, men hun sagde ikke noget. Hun startede bare bilen og hentede sin søn, så han kunne komme hjem og sove.
Egentlig var Mathias Gidsel skrevet op til den lokale efterskole Dejbjerglund mellem Skjern og Lem. Dér skulle de fleste af hans venner gå, og så var der jo også kun 10 minutter hjem til far og mor. Men han havde hørt, at hvis man gerne ville spille håndbold, skulle man til Sydfyn, 200 kilometer væk hjemmefra.
Kan du huske den første dag på efterskolen?
”Ja, det var en hård første dag. Nogle hårde første uger. En hård første måned.”
På Oure Efterskole, der ligger lidt uden for Svendborg, var der dengang fem håndboldhold og 500 elever. Mathias Gidsel blev indlogeret på et firemandsværelse sammen med tre drenge, han ikke kendte, og allerede den første aften ringede han til sin mor og sagde, at han ville hjem.
”Det kommer du ikke,” svarede hun. ”Sådan gør vi ikke i vores familie.”
På banen var der heller ingen kære mor. Carsten Stump husker håndboldspilleren fra Skjern ”som en pivskid, for nu at sige det rent ud”.
”Så slog han sig, så var der noget galt med dommerne. Fingrene pegede alle andre steder hen end på ham selv. Men han havde omvendt også en enormt stærk disciplin, som han nok havde med sig hjemmefra. Han skulle aldrig motiveres til at træne.”
TRE MÅNEDER INDE i skoleåret blev førsteholdets højre fløj langtidsskadet. Carsten Stump skulle bruge en afløser og tænkte, at ”nu tager jeg sgu chancen med ham den lille lort”.
Spørger man spilleren selv, var hans rolle til at begynde med temmelig ligegyldig: ”De spillede bare uden om mig,” husker han.
”Det var jo ungdomslandsholdsspillere, de var pissegode, og selvom jeg havde flair og en spilforståelse som ingen af de andre, kunne jeg ikke føre det ud i livet, fordi fysikken satte en stopper for det.”
I det mindste var han nu på skolens bedste hold, og uden for banen gik det også bedre. Mathias Gidsel fik nye venner og mødte Katrine. Telefonen holdt op med at ringe hjemme i Skjern. Og da han kom i 10. klasse, begyndte han langt om længe at vokse.
Carsten Stump prøvede Mathias Gidsel af på pladsen som højre back og tænkte, at der sikkert kunne blive en dygtig førstedivisionsspiller ud af det unge talent. Måske endda en habil ligaspiller. Så han overtalte den unge Gidsel – der troede, at han skulle hjem til Skjern, gå på HHX og blive bankmand som sin far eller måske tømrer – til at fortsætte i gymnasiet på Oure. På den måde kunne han fortsætte med at spille håndbold i klubben GOG, hvis mangeårige samarbejde med skolen har kastet en perlerække af landsholdsspillere af sig: Mikkel Hansen, Niklas Landin, Niclas Kirkeløkke, landstræner Nikolaj Jacobsen og så videre.
Når Mathias Gidsel i dag fra Berlin kigger tilbage på sine fem år på Oure, er han ikke i tvivl: ”Det er nok det vigtigste, der er sket i mit liv … at min mor ikke gav mig lov til at give op.”
SØNDAG EFTERMIDDAG i Berlin er der kø foran Max-Schmeling-Halle. Den futuristiske multihal, der er bygget oven på murbrokker fra anden verdenskrig, har plads til 10.500 tilskuere. Et par hund-rede af dem har indfundet sig tidligt for at hilse på Füchse-spillerne, der halvanden time før kampstart ankommer én efter én.
”Det er helt skørt at tænke på, at vi har verdens bedste håndboldspiller i Füchse,” siger 17-årige Nele, der er kommet til klubbens kampe med sin familie, siden hun var lille.
Få minutter senere triller Mathias Gidsels Mercedes hen foran hovedindgangen. En grønbluset kødrand af fans stimler sammen for at få autografer og selfies. Selv en håndfuld af de hvid- og sortklædte Kiel-fans stiller sig op for at få et billede med verdens bedste.
”Det er ligegyldigt, hvem Mathias Gidsel spiller for,” siger Johanna på 19, der har taget turen fra Kiel sammen med sin mor og bedstefar. ”Jeg håber selvfølgelig, vi vinder, men jeg har virkelig glædet mig til at se ham spille live.”
Inde i hallen er der øl og schorle – vin blandet med danskvand – og insisterende dance-musik i højttalerne. THW Kiel og Füchse Berlin har Bundesligaens højeste tilskuersnit, og dagens kamp er helt udsolgt. Der er cheer-leaders på gulvet, og flammekastere spyr ild 5-6 meter op i luften, da Mathias Gidsel og holdkammeraterne løber på banen til DJ Ötzis håndbold-nyklassiske udgave af ’Sweet Caroline’. Füchses maskot, ræven Fuchsi, springer op på pressebordet og får fansene til at synge med på omkvædet – ”Sweeeeeet Caroline, oh oh oh!” – mens han danser med armene i vejret, og publikums larmende klapvifter af pap pumper i takt med bassen.
Der går 10 minutter, før Mathias Gidsel melder sig ind i kampen. De næste 10 laver han fire mål, fremtvinger et straffekast og trækker en tominutters udvisning til modstanderne. Med sine 190 centimeter og slanke kropsbygning er den venstrehåndede højre back langtfra den største eller stærkeste på banen, men han er sandsynligvis den hurtigste.
I TV 2-dokumentarserien ’Vi er GOG’ kan man møde søstrene Ruth og Lillian, der kalder Mathias Gidsel for ’Gidsellen’, fordi de mener, at han løber som en gazelle, når han driver bolden gennem midten af banen. Med eksplosive retningsskift kan han drible både højre og venstre rundt om sin modstander, og står han over for to mand, finder han den lille åbning, der skal til for at komme til afslutning. Sådan en spillestil koster tæsk, og flere gange i løbet af første halvleg hamrer Gidsels lange krop i gulvet.
”Mathias Gidsel har revolutioneret håndbolden,” siger DR’s håndboldkommentator og tidligere landsholdsspiller Lars Krogh Jeppesen senere i telefonen; ”Dengang jeg spillede, skulle en bagspiller være to meter høj og veje 100 kilo for at blive rigtig god, men Mathias Gidsel har banet vejen for en ny type spiller, der er mere atletisk og hurtig på fødderne. På den måde mener jeg, at han har været med til at ændre selve spillet.”
DA MATHIAS GIDSEL tog med landsholdet til VM i Egypten i 2021, var han en ung, talentfuld højre back, der i løbet af tre år var gået fra tredjevalg i GOG til at blive en profil i Herreligaen og nybagt landsholdsspiller. Men det var en overraskelse for mange – ikke mindst ham selv – da han blev indlemmet i landstræner Nikolaj Jacobsens trup til slutrunden. Forventningen fra de fleste eksperter var, at han kun var med som reserve, men da startopstillingen til den første gruppekamp mod Bahrain blev offentliggjort, stod der et nyt navn på holdkortet.
Lars Krogh Jeppesen, der dækkede VM for DR og kun havde set den unge GOG-spiller i aktion få gange, husker opgøret tydeligt: ”Han burde have været rystende nervøs, men i stedet scorede han 10 mål på 11 forsøg og blæste mig – og resten af Danmark – bagover med sin spektakulære spillestil.”
Mathias Gidsels imponerende præstationer fortsatte hele vejen til finalen, som Danmark vandt 26-24 over Sverige. 2,6 millioner danskere så ham blive verdensmester og komme på turneringens All Star-hold, og da han vendte hjem efter to uger i Egypten, vidste hele nationen, hvem han var.
Set udefra levede han enhver 21-årig håndboldspillers drøm. Men landet var lukket ned på grund af COVID, der var ingen rådhuspandekager, og blot seks dage efter VM-finalen stod han foran tomme tribuner i Gudme-hallerne til forårssæsonens første ligakamp mod TTH Holstebro. GOG tabte 30-35, og Gidsel spillede forfærdeligt.
”Jeg havde lige spillet mit livs håndbold, men i den kamp faldt det hele fra hinanden. Intet lykkedes for mig, og jeg fik en mærkelig følelse. ’Hvordan kan det lade sig gøre?’ tænkte jeg. Jeg havde lige kørt rundt med nogle af verdens bedste spillere nede i Egypten.”
”Vi sportsfolk bliver set som maskiner, der skal præstere, og hvis vi ikke gør det, får vi hug. Men vi er jo også bare mennesker, der kan have bøvl i parforholdet eller en hund, der er syg og skal til dyrlægen.”
DE DÅRLIGE PRÆSTATIONER fortsatte, mens fans, sponsorer og medier hev og flåede i ham. I de første uger efter hjemkomsten fra Egypten sagde Mathias Gidsel ja til det hele, og den enorme opmærksomhed sled på ham. De fleste dage, når han kom hjem, var han så udkørt, at han gik i seng klokken 19.
Nogle gange, når hans daværende kæreste ikke var hjemme, sad han i lejligheden i Odense og græd, men han sagde det ikke til nogen. Og når folk i GOG – blandt andre klubbens (og landsholdets) fysioterapeut Anja Greve – bemærkede, at han så træt og slidt ud, og at han måske burde tage en pause og tale med nogen, slog han det hen.
”Det var en form for mentalt nedbrud eller en depression. Jeg var helt tom indeni, men verden fortsatte jo, selvom jeg var gået i stå. Pludselig var der forventninger til, at jeg skulle præstere, der var rygter om udenlandske klubber, og jeg kunne godt fornemme den der hvisken i krogene: ’Er han bare et one-time wonder?’ Samtidig med at jeg havde svært ved at håndtere det hele, blev jeg også ramt af en form for selvfed egoisme. Jeg havde lige været med til at vinde VM, så ingen skulle komme og fortælle mig, hvordan jeg havde det.”
I starten af marts, da det havde stået på i en måneds tid, trak fysioterapeut Anja Greve ham til side. Hun overtalte ham til at tage bare en enkelt samtale med en mentaltræner i Team Danmark.
”Hvis jeg gjorde det, lovede hun, at hun ville stoppe med at plage mig. Jeg sagde ja og tænkte, at det ikke ville komme til at ændre en skid. Men det endte med at blive det, der ændrede … nok ikke mit liv … men hele min forståelse af at være sportsmand.”
Hvad sagde mentaltræneren til dig?
”Jeg troede, vi skulle sidde og meditere og lave mærkelige øvelser. Men vi snakkede bare. Om hvordan det havde været at komme hjem fra slutrunden. Han fik mig virkelig til at åbne op. Jeg tror, vi havde én samtale mere efterfølgende, og siden har vi faktisk ikke talt sammen.”
Hvorfor kunne du ikke fortælle det til dine nærmeste?
”Jeg tror, det kan være svært for en mand – og måske især en vestjysk mand – at åbne op og tale om det, der er svært. Da min mor fandt ud af, hvordan jeg havde haft det, knækkede hun helt sammen. Men jeg sagde til hende, at det ikke var hendes skyld. Jeg havde lukket mig inde i mig selv og ignoreret faresignalerne. Hvis der er noget, jeg har taget med mig fra den oplevelse, er det at være åben om, hvordan jeg har det.”
Fire måneder senere spillede Mathias Gidsel bedre end nogensinde. Han blev kåret til turneringens bedste spiller, da Danmark tog sølv ved OL i Tokyo. Alt var godt igen. Tilsyneladende.
Men hjemme i Danmark brød han sig ikke om, at alle – ikke bare i Odense, men i hele landet – kunne genkende ham, og når han var ude at spise, kunne han ikke slippe fornemmelsen af, at folk gloede på ham: ”Se, det er Gidsel!” Måske pegede de ikke ligefrem, men sådan føltes det.
I BERLIN ER GIDSEL bare Mathias, og han kan sagtens gå ud at spise, drikke en øl eller gå tur med Hermann uden at blive genkendt. Jojo, han har da oplevet at blive stoppet, især i efterårsferien, hvor det vælter med danskere i Berlin, men ikke en eneste gang i løbet af lørdagen bliver vi forstyrret. Det ville have været utænkeligt, hvis vi var gået en tur ned ad Strøget i København.
”Da jeg kom herned, gik det først for alvor op for mig, hvor meget det betyder at have et liv uden for banen.”
Den gængse fortælling om moderne elitesportsudøvere – især dem, der vil være de allerbedste – er, at ethvert minut tæller i jagten på de afgørende procenter, der adskiller nummer ét fra nummer to. Men Mathias Gidsel, der i marts 2024 blev kåret til ’Verdens bedste’ af Det Internationale Håndboldforbund, mener selv, at han er blevet en bedre spiller, fordi han bruger mindre energi på håndbold.
”Inderst inde har jeg nok altid villet bevise, at jeg godt kunne, selvom jeg ikke var den største på banen. Håndbold har været nummer ét i mit liv, men hernede har jeg lært at forstå, at håndbold ikke er hele mit liv. Jeg skal også have en identitet uden for banen, og det er den, der skal fylde mest. Når man spiller på højeste niveau, bliver man konstant målt, vejet, kritiseret og rost, og hvis man ikke har andet end håndbolden i sit liv, ender det med at opsluge én. Det skete i hvert fald for mig.”
Er der nogle, der spærrer øjnene op, når du siger sådan?
”Ja, min sportsdirektør synes, det lyder vildt dumt, at jeg prøver at fokusere mindre på mine resultater og præstationer for at blive bedre. Nogle af mine holdkammerater undrer sig også over, at jeg ikke bruger lige så meget tid på at se video af vores modstandere, som de gør.”
Alligevel er Mathias Gidsel nået frem til den konklusion, at hvis han skal præstere to gange om ugen og spille over 80 kampe om året med det pres, han har på sig, er han nødt til ikke at tænke på håndbold hele tiden.
Han ved også, at der på et tidspunkt kommer en regning oven på et år, hvor OL stjal hans sommerferie. Især hans hænder er ømme for tiden. Han har slidgigt i et par af fingrene, og begge hans tommelfingre har været brækket.
”De er nok færdige om 10-15 år,” siger han, kigger på et af sine skæve led og trækker på skuldrene. ”Jeg tror ikke, jeg kender en eneste håndboldspiller, der ikke har problemer med hænderne.”
DE PATINEREDE LOFTSBJÆLKER i berliner-lejligheden var malet hvide, da han og Katrine flyttede ind i foråret. Han sleb malingen af, men opdagede undervejs, at bjælkerne indeholdt spor af det miljøskadelige insektmiddel DDT. Parret fik derfor foretaget en prøve og måtte vente fire uger på svar.
Midt i det hele skulle Füchse Berlin spille på udebane mod Rhein-Neckar Löwen. En halv time før kampstart sendte han en sms til Katrine om lejligheden. Hun svarede tilbage, at han skulle koncentrere sig om kampen, så kunne de snakke om det senere.
Inde i SAP Arena Mannheim piftede 10.000 tilskuere ad gæsterne fra Berlin, og Mathias Gidsel havde svært ved at finde sit bedste spil frem. Midt i kampen, mens bolden var ude af spil, tog han sig selv i at stå og tænke på luftprøven.
Füchse Berlin vandt kampen, men ikke takket være Gidsel. Nogle dage senere kom svaret på prøven: Værdierne viste sig at være så lave, at han og Katrine sagtens kunne blive boende.
”Det var en kæmpe lettelse,” siger han og funderer over, hvad den episode siger om ham: ”Vi sportsfolk bliver set som maskiner, der skal præstere, og hvis vi ikke gør det, får vi hug. Men vi er jo også bare mennesker, der kan have bøvl i parforholdet eller en hund, der er syg og skal til dyrlægen. Der er sikkert nogle, som synes, at det er uprofessionelt at stå og tænke på fucking loftsbjælker midt i en Bundesliga-kamp, men jeg synes bare, det er menneskeligt.”
I MAX-SCHMELING-HALLE i kampen mod THW Kiel ligner han ikke en, der bekymrer sig om noget som helst. Efter pausen spiller han så suverænt, at Kiel de sidste 15-20 minutter af kampen sætter tyskerholdets danske Magnus Landin til at mandsopdække ham. Füchse Berlin vinder kampen 35-26, Gidsel bliver topscorer med ni mål, og da spillerne efter slutfløjt skal gennem interview, selfies og autografer, er verdens bedste håndboldspiller atter midtpunkt. Men så længe det er inden for hallens fire vægge, generer det ikke. Han har sagt, at hvis der fandtes en pille, som gjorde, at han kun var kendt på håndboldbanen – ja, så ville han tage to.
Da det hele er slut, sætter han sig ind i sin bil og triller hjem til Prenzlauer Berg for at pakke en taske og den madpakke, Katrine har smurt. Derefter kører han de 650 kilometer hjem til Skjern og ankommer hjemme hos sine forældre klokken to om natten. Når Mathias Gidsel er i Danmark, overnatter han helst hos far og mor. Stadig nede i kælderen, hvor han og storebror Christian havde deres værelser, da de var børn.
Mathias Gidsel har fundet sig til rette i Berlin, men der er ikke noget sted i verden, han føler sig bedre tilpas end hjemme hos Ole og Helle Gidsel. Denne gang skal han direkte til landsholdssamling i Holstebro, når han vågner, men ellers plejer han at kigge forbi hallen og håndboldklubben, hvor han spillede som barn. I Skjern behøver han ikke at bekymre sig om lange blikke og folk, der hvisker.
”Godt at ha’ dig hjemme, knægt,” siger de blot.
