Hvad går dit arbejde ud på?
”Jeg arbejder med DSB’s miljøpåvirkning. Jeg har blandt andet ansvaret for de beregninger, der viser, hvor meget CO2 de forskellige lokomotiver og togsæt udleder, og jeg er med til at vurdere, hvordan vi kan reducere energiforbruget.”
Hvad kunne det være for tiltag?
”Vores tog bruger hele tiden energi. Når det kører, men også når det holder stille. Der er for eksempel varme på, så togene ikke bliver for kolde, og der er lys tændt, når rengøringspersonalet skal til. Nogle steder holder dieseltogsættene derfor i tomgang. Jeg er med til at undersøge, om det er muligt at koble dem på el, så de får strøm fra et kabel i stedet for. Vi arbejder også på at få bedre styring af indeklima og luftskifte i de forskellige materieltyper. Alt sammen for at spare energi.”
Hvorfor er dit job vigtigt?
”Det er afgørende at vise kunderne, at toget er en del af løsningen på klimakrisen. De beregninger, jeg er med til at lave, gør det nemmere at vise, at toget er et mere bæredygtigt alternativ til andre transportformer som for eksempel biler, fly og færger. Når jeg laver beregninger, er det gennemsnitlige størrelser. Man kan sagtens tage toget en søndag aften, hvor der ikke er så mange passagerer med, og udledningen per passager selvfølgelig er højere, fordi der er færre at fordele den på.”
Hvad lavede du, inden du blev miljø-konsulent?
”Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet i DSB i 33 år. Jeg har siddet i mange forskellige jobfunktioner. Jeg har både siddet med planlægning, passagertællinger og udliciteret rengøring, men jeg kan ikke huske, hvor mange stillingsbetegnelser jeg har haft.”
Det var mange år …
”Det var det første jobtilbud, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, og jeg tog bare imod det. Jeg fik hurtigt en god fornemmelse, fordi jeg er i en virksomhed, hvor produktet giver mening. Toget er et bæredygtigt valg, og det er på samme tid med til at reducere trængslen på vejene, specielt i de store byer. Derudover giver det mennesker, der ikke har bil, mulighed for at rejse. Desuden kan jeg godt lide, at alle har en holdning til DSB. Det har aldrig generet mig, at jeg skal diskutere rejsekort og forsinkelser til privatarrangementer – jeg synes, det er sjovt.”
Har du nogle fritidsinteresser?
”Jeg spiller backgammon. Jeg spillede rigtig meget i 90’erne og blev faktisk danmarksmester i backgammon i 1996 – men så fik jeg børn og lagde det lidt på hylden. Jeg har kun spillet i tre år, siden jeg genoptog det, men jeg spiller i 1. division, som er den næstbedste række. Det svinger lidt, hvor mange turneringer jeg deltager i, men målet, da jeg begyndte igen, var, at jeg skulle til udlandet og spille. Så jeg var i London i februar og Venedig i april. Derudover er jeg formand i Omø Brugsforening og er med til at drive en mindre købmand på den lille vestsjællandske ø, hvor jeg har sommerhus.”