TONELÆRE
I 1984 engagerede DSB den kendte komponist Niels Viggo Bentzon til at skabe den lyd, der skulle bruges som udkaldslyd i tog, på stationer og færger. Han tog udgangspunkt i de tre bogstaver D-S-B, som blev lavet om til tonerne D, Es (skrives også Eb) og B, som man kan finde på et klaver. Udkaldslyden blev indspillet på en Juno-60 synthesizer og havde en karakteristisk 80’er-klang. Niels Viggo Bentzons tonefølge blev med tiden en lydlig signatur, man instinktivt forbinder med DSB
LYDENS HASTIGHED
Det nye lyddesign starter med en kort, dyb brummelyd, der symboliserer acceleration, så kommer selve DSB-lyden. Til kundeservicetelefonen er der desuden indspillet et stykke underlægningsmusik inspireret af udkaldslyden med instrumenterne celeste (også kaldet klokkeklaver), bas, strygere og trommer.
I DIT ØRE
Med fornyelsen af udkaldslyden bevæger tonerne sig nu også ind på DSB’s sociale medier, i reklamefilm og i appen sammen med kvitteringen for en købt billet. DSB arbejder for tiden på lanceringen, men vil du høre lyden med det samme, kan du få den i øret i telefonkøen, når du ringer til kundeservice.
TIDENS LYD
DSB har pudset sin lydsignatur af, da der var brug for en mere tidssvarende klang. I samarbejde med firmaet Sonic Minds, der er specialister i lyd og branding, har man beholdt tonerne D, Eb og B, men i en ny indspilning.