DE HAR ALTID hørt masser af musik hjemme hos Clara Bjerre Dansbo, men aldrig klassisk.
”Min far hører rigtig meget jazz og blues, rigtig far-musik,” siger den 15-årige efterskoleelev, der for fem år siden gik i sin egen musikalske retning, da hun besluttede sig for at få celloundervisning.
”Fem år er ikke ret lang tid. Mange her på skolen har spillet deres instrument dobbelt så længe. Mange har også forældre, som er klassiske musikere eller dirigenter.”
Det slår dog ikke Clara Bjerre Dansbo ud, at hun kommer med andre forudsætninger end mange af de 69 øvrige elever på OrkesterEfterskolen, som ligger i Holstebro og tilbyder undervisning i klassisk musik og folkemusik af konservatorieuddannede lærere, men som ikke stiller krav til eleverne om forudgående erfaring med et instrument.
”Jeg gik til celloundervisning i Allerød, hvor jeg kommer fra, i nogle år. Sidste år begyndte jeg at spille med i et symfoniorkester på musikgymnasiet Sankt Annæ i København. Mange dér havde gået på OrkesterEfterskolen. Da jeg var i tvivl, om jeg også skulle søge ind, og om efterskole overhovedet var noget for mig, sagde de: ’Gør det! Det bliver det bedste år i dit liv.’ Det holder foreløbig stik. Jeg har det, som om vi er i Tivoli hver dag, hvad enten vi spiller en koncert eller bare sidder og spiller kort.”
Som led i hendes 10.-klassesforløb modtager hun undervisning i fag som musikhistorie og musikteori/hørelære, mens hun blandt andet spiller i symfoniorkester og strygeorkester, synger i kor og får soloundervisning i cello og sang. Derudover arbejder eleverne projektorienteret i mindre grupper, hvor de danner små ensembler eller spiller kammermusik. Og hver fredag er der fællesmøde på skolen, hvor eleverne har mulighed for at give prøver på den musik, de arbejder med i deres solotimer, for alle de andre.
Clara Bjerre Dansbo har selv prøvet at stille sig op ved sådan et møde for at synge den længselsfulde ’Mån tro? Jo jo!’ af den svenske 1800-talskomponist Adolf Fredrik Lindblad.
”Det er en ret krævende sang, og jeg var selvfølgelig nervøs. Men da jeg stod der, var alle opmærksomme. Der var ingen, der virkede, som om de bare sad og ventede på, at jeg blev færdig. Når man så har spillet eller sunget for de andre, så hujer og skråler folk. Folk støtter virkelig hinanden. Her er en god kultur.”
I SIN FOLKESKOLE følte Clara Bjerre Dansbo sig med egne ord som mere og mere af en weirdo. Hun interesserede sig for klassisk musik og gik til spejder og drama, hvor mange af de andre piger gik til springgymnastik, og drengene gik til fodbold. ”Det gjorde jeg nu også, men så faldt jeg lidt ved siden af, for mange af pigerne var meget pigede,” siger hun.
Før i tiden skete det også, at hun ikke fik øvet nok på celloen, men på efterskolen oplever hun aldrig, at det kniber med motivationen, og hun tror, det skyldes, at hun er omgivet af andre unge, der er ivrige efter at lære:
”Vi er nok alle sammen lidt nogle stræbere. I min klasse har vi ikke nogen afsluttende 10.-klasseseksamen, så nogle gange prøver vi at slacke lidt med de boglige fag som dansk og matematik. Men det kan vi heller ikke rigtig finde ud af.”
Begge forældrene er ingeniører, og siden hun var lille, har hun overvejet at gå i samme karriereretning. Men ikke længere, nu er målet at leve af musikken. At gøre hobbyen til et arbejde.
”Jeg elsker musikken, og jeg drømmer om et liv med forskelligartede dage, men ikke om et job, hvor man holder fyraften og glæder sig over, at man fik sendt den og den mail eller trykket enter på det og det dokument,” siger Clara Bjerre Bangsbo, der har tænkt sig at søge ind på den konservatorieforberedende fireårige gymnasiale uddannelse Musikalsk Grundkursus. Optagelsen foregår gennem en audition, hvor ansøgerne demonstrerer deres musikalske færdigheder, og markerer det første af flere nåleøjer, cellobuen skal igennem, hvis drømmen om musikerkarrieren skal overleve. Alligevel prøver Clara Bjerre Bangsbo ikke at lade det gå ud over, hvordan hun opfatter de andre elever på OrkesterEfterskolen:
”Jeg føler, at jeg bliver bedre hele tiden. Men de andre har også rykket sig. Nogle gange tænker jeg, at vi er hinandens konkurrenter, andre gange tænker jeg, vi har et fantastisk fællesskab.
Vi er alle på hvert vores punkt i vores læring og på vores rejse i musikken. Og ingen er komplette, men alle har talenter. Nogle er gode til intonation, nogle har en flot klang, nogle er gode til at bladlæse noder,” siger hun og giver sin opfattelse af fremtidens jobsøgning:
”Der er så meget forskelligt at udforske inden for klassisk. Fra barok til wienerromantik. Hvis man ikke specifikt tænker: ’Jeg skal være med i et stort symfoniorkester’, tror jeg, at der er en plads til os alle sammen. Man kan altid blive freelance-musiker.”