Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i juni.
Tekst:RedaktionenFoto:dis.art

STREAM DIN KUNST

’Kunstens svar på Netflix’ kalder Kunsthal Charlottenborg en stor samling af nye kunstfilm, som udstillingshallen har lagt ud gratis. Nogle film er pædagogisk-dokumentariske, for eksempel ’The Drone Is the Message’ af Jacob Hurwitz-Goodman (USA), der forbinder Marshall McLuhans kunstteori med droneteknologi. Andre er genreoverskridende syre, som for eksempel ’The Restaurant’ af Will Benedict (USA) og Steffen Jørgensen (Danmark), en slags madprogram, der blandt andet serverer syltede politi­biler, blodketchup og opskrifter baseret på afløbsrens. Velbekomme!

Find dem på platformen dis.art frem til 1. september.

FUGLS FØDE

’Fang din by’, en årligt tilbagevendende amatørfotokonkurrence, har i år ’hverdagsmagi’ som tema. Vi gætter på, at magien for denne fiskehejre består i at kigge ned i en indkøbspose fuld af gammelt brød. Konkurrencen munder ud i en udstilling, hvor gæsterne grundet de mange uger med tomme forårsgader nok vil kunne forvente en del variationer over temaet ’Palle alene i verden’.

Dansk Arkitektur Center, 25. juni – 7. oktober.

FLASKEPOST

Nye tider planter nye begreber i vores bevidsthed. ’Værnemidler’ har vundet stor udbredelse, selvom det smager af værnemager, og ’samfundssind’ er den nye, knap så ’røde’ måde at sige solidaritet på. Samtidig myldrer det i underskoven med uofficielle nye ord, og designer Junette Bay gav sig tidligt i karantænedagene til at kompilere et kunstværk, der registrerer orddannelsen, men også forbruget af rengøringsmidler. Kunstværket viser ordene som labels på den fiktive rengøringsmiddelproducent #FLATTENTHECURVE’s mange produkter, og designeren, der selv er kronisk syg og derfor kunne se frem til en lang karantæne, bad sine følgere på Instagram om at sende deres tomme rengøringsdunke sammen med bud på nye ord. Ud over på Instagram vil Junette Bays værk kunne ses på Vejle Kunstmuseum.

GENFORENING – TRODS ALT

10. februar 1920 blev det afgjort. Den nordlige del af Slesvig ville ikke længere være tysk. Selvom visse nordslesvigere, også nogle dansktalende, følte sig tyske, stemte cirka 75 procent, at de foretrak at blive indlemmet i Danmark. I begyndelsen af maj 1920 overtog danske soldater kontrollen med de nye sønderjyske landsdele, og i løbet af 2020 var fejringen af 100-året for genforeningen stort anlagt med hundredvis af kulturelle arrangementer. Nogle er ­allerede afholdt inden coronaudbruddet i Danmark, men mange flere er blevet aflyst, ændret eller udskudt. I mellemtiden kan man blandt andet gå på webudstilling hos Rigsarkivet – eller kigge nærmere på Danmarks omkring 600 såkaldte genforeningssten.

genforeningen2020.dk

DE GODE, GAMLE DAGE

Hvis du ikke er mæt på majestæten, kan du hygge dig med en række små film, der skildrer Dronning Margrethes barndom og ungdom. Filmene, der er skudt i perioden 1940-76, er nu, som en slags fødselsdagsgave, blevet digitaliseret og tilgængeliggjort af Filminstituttet. Tag for eksempel med tronfølgeren på statsbesøg i Latinamerika i 1966, til eftermiddagste på Amalienborg med Frederik IX eller mød Dronning Ingrid og prinsesserne i 1957, alt sammen præsenteret med klar, rigsdansk diktion og på strålende farvefilm. 

Filmcentralen.dk: ’De omvæltende år i Dronningens liv’.

 

Tags: ,
SE MERE