MERTZLIG TILLYKKE
Har du brug for et farvepift? Så besøg Sorø Kunstmuseum, der for tiden viser særudstillingen ’Alt dette er Deres’ for at fejre 100-året for Albert Mertz’ fødsel. Den danske kunstner debuterede som 14-årig, blev optaget på Kunstakademiet i København som 15-årig, men gik ud igen før tid, fordi han syntes, man underviste for gammeldags. Han vendte dog tilbage for at undervise som professor i mange år frem til sin død som 70-årig i 1990. Mertz nåede igennem sin karriere at producere mere end 1.000 malerier og tegninger – samt collager, film og artikler – og kastede sig ud i strømninger som surrealisme, abstrakt realisme og popkunst. Er du stadig farvesulten efter besøget, så få fingre i den 336 sider lange Mertz-monografi ’Forskellen er ens’, der udkom i oktober i år.
Sorø Kunstmuseum frem til 31. januar 2021. Til foråret også på Holstebro Kunstmuseum.
NÅR DU HAR LÆST …
… Ud & Se færdig og har lyst til at hvile øjnene, men også til stadig at blive klogere, kan du logge ind hos Strillo og få leveret udvalgte nyhedshistorier fra medier som Altinget, The Economist og Der Spiegel lige i øret. Strillo er startet af folkene, der udviklede e-bogsplatformen Riidr, og holdet bag den nylancerede app udvælger dagligt 3-5 grundige artikler, long reads på mediedansk, fra en række danske og udenlandske samarbejdspartnere. Artiklerne bliver oplæst af både mænd og kvinder, og der differentieres mellem amerikansk og britisk accent (Der Spiegel oplæses på engelsk).
Find indhold, og se priser på strillo.com
NU MED EKSTRA JAZZ
Det er i år 425 år siden, at William Shakespeare skrev ’Romeo og Julie’. Men det (varm)blodige drama om den forbudte kærlighed har vist sig pænt sejlivet. Her til efteråret sætter Vendsyssel Teater klassikeren op i en ny, musikaliseret version. Manden bag musikken er saxofonist og komponist Benjamin Koppel, og David Grue, der tidligere har sat ’West Side Story’ op i Aarhus og Aalborg, står for iscenesættelsen.
19. november – 19. december.
DA SKAGEN VAR VILD
Dengang det stadig krævede en indsats at bevæge sig hele vejen fra København til Skagen, tog landskabsmaleren Vilhelm Kyhn af sted for at dokumentere naturen på toppen af Danmark. For et par år siden endte hans maleri ’Skagens klitter’ fra 1845 så på Den Hirschsprungske Samling, hvor man gav sig til at restaurere billedet og bag nogle senere overmalinger fandt et lig, en grav og en graver. I en miniudstilling om guldaldermaleren sætter museet for tiden fokus på maleriet, som man mener forestiller en druknet fra et forlist skib, der bliver begravet ved det, man i Skagen kaldte ’Dødemandsklippen’.
Frem til 30. december.
OP MED HUMØRET
Har dine børn også surmulet over, at de ikke kom til London eller Sri Lanka dette efterår? Så stik dem ’Rex rejser rundt’. I bogen besøger drengen og rimsmeden Rex små og store lokaliteter i Danmark, mens han morer sig over autentiske navne som Hørmested, Storvorde og Fæby og bliver klogere på så forskelligartede seværdigheder som Gåsetårnet i Vordingborg og I Am Queen Mary i København. Rex’ rejseeventyr er skrevet og illustreret af dansklærer og debuterende forfatter Gitte Søby Madsen, der også forsøger at lege lidt geografisk viden ind i de små læsere undervejs.
Er udkommet på Byens Forlag.