STOP EN HALD
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot viser danskerne, som de ser ud uden filter, i særudstillingen ’Udstillet’. Det er den prisvindende fotojournalist Marie Hald, der har fotograferet kvinder i alle aldre og størrelser, mænd, børn og kendte såvel som ukendte danskere – og sig selv. Portrætterne er sårbare og gør op med kropsidealisme og perfekthedskultur. Det handler om at (turde) være den, man er. Særudstillingen kan ses frem til 17. september.
Se mere på dnm.dk
HELT STENET MUSIK
Når fossiljægere er på jagt, hører de ofte rockmusik. Og det er ikke engang løgn. En gruppe dinosaurforskere opdagede for eksempel, at de fandt flere knogler, når de hørte Dire Straits, og derfor navngav de et af deres fund ’Masiakasaurus Knopfleri’. Det og mange andre stensikre fund kan du opleve på Naturama i Svendborg i udstillingen ’Rock Fossils on Tour’. Få Frank Zappa, Metallica, Slipknot, King Diamond eller Sid Vicious og Sex Pistols i hørebøfferne, mens du stener rundt og tager en selfie med rockstjernerne. Vises indtil 30. november.
Se mere på naturama.dk
EEMIIIL!
Tænk engang, at sådan en lille, klog, stædig og gæv svensker-starut kan blive så gammel. Men det bliver han. I maj er det 60 år siden, Astrid Lindgrens første bog om den charmerende børneballademager kom på gaden, og i den forbindelse udkommer ’Emil fra Lønneberg – En samling af sjove skarnsstreger’. Bøgerne om Emil har solgt mere end 30 millioner eksemplarer verden over, og de er oversat til 52 sprog – oftest med Björn Bergs klassiske illustrationer. Læs bogen (for dig selv igen, for dine børn og børnebørn), eller tag et forårssmut til Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby i Småland, hvor voksne bliver mindre, og børn kan føle sig store.
Se mere på gyldendal.dk og astridlindgrensvarld.se
HØJ I HERNING
Engang var Herning Højskole den jyske hedes kulturelle hotspot. Fra hele landet valfartede folk til det pludseligt høje hus for at give den kreativt gas på alle etager, og selvom højskolen i dag er fortid, lever fællesånden, tiden og udsigten videre i Højhuset, Danmarks første såkaldte kulturhotel. Stedet tilbyder kunst, kulturaktiviteter, events, café, konferencer og familiefester – alt sammen med overnatning i de gamle elevværelser – og byder på god, gammeldags, åndrig fællesspisning (på nutidsdansk: social dining) i et økologisk jord til bord-koncept i restauranten. Tag med tilbage til fremtiden, når de nye, men gamle højskoledøre åbnes i Højhuset fra 28. april.
Se mere på hojhuset.com
FLOWERPOWER
’Storbyens små oaser’ hed et berømmet rockalbum engang, og på Frederiksberg, i Søndermarken, fejres den naturlige natur (i byen) med festivalen Bloom, der tilbyder talks, forfattere og tænkere og et blomstrende festivalunivers med kunstoplevelser, koncerter, mad, vandringer og frisk luft til sjælen. Lad dig inspirere under planternes spiren, udforsk tankeudfordrende, friske perspektiver på tilværelsen, og nyn måske pludselig med på ’Det var på Frederiksberg, det var i maj’, når Bloom-festivalen springer ud 25.-26. maj.
Se mere på bloom.ooo eller på facebook.com/bloomfestivaldk
DET SIDSTE LYS
På tværs af materialer, tid og rum går Horsens Kunstmuseum tæt på den tidligt afdøde danske skulptør- og samtidskunstner Emil Westman Hertz (1981-2016). Det sker i dialog-udstillingen ’Last Light’, der præsenterer museets store samling af Emil Westman Hertz-værker i samarbejde med den amerikanskfødte kunstner Nick Theobald, der er inspireret af religioner, verdensbilleder og tidsaldre. Udstillingen vises frem til 13. august.
Se mere på horsenskunstmuseum.dk