Vi har samlet novembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Jose Manuel Grandío © / Wildlife Photographer of the Year/ Statens Naturhistoriske Museum

KRUMSPRING

Fotografen, der har knipset denne hermelin i østfranske Bourgogne-Franche-Comté, mener selv, at dyrets spjæt er udtryk for overstadighed. Og det ser da også ud, som om den lille fyr glæder sig over den nyfaldne sne, lyset og den friske luft.

Reelt kan vi dog ikke være helt sikre på, hvad der rører sig i hermelinen, når den ’danser’, som forskerne kalder det. For hvor nogle mener, at det er et forsøg på at forvirre småfugle og andre byttedyr, tror andre, at adfærden kan være fremprovokeret af en parasitinfektion. Se nærmere på denne og 99 andre situationer fra dyreriget, når Statens Naturhistoriske Museum for femte gang blænder op for verdens bedste naturfotos.

Wildlife Photographer of the Year, 22. november – 7. september 2025.

Jeppe Madsen Ohlsen: ’Den månesyge’, 1940.

NATTERGAL

Natten er roens, søvnens, nydelsens, angstens, åndernes, underbevidsthedens og kreativitetens domæne. Den lukker ned, og den åbner op. Den hvisker, og den hviner. Og sådan har det vist altid været. Nord for København kan du for tiden få nattesyn for sagn på Øregaard Museums udstilling om natten som tema for danske billedkunstnere. Fra det sene 1700-tal frem til modernisterne i det 20. århundrede.

’Mareridt og lyse nætter – Natten i dansk kunst’ vises frem til 16. februar 2025.

Foto: Taylor Crothers

100 % KASHMIR

Manges liv, inklusive bandmedlemmernes egne, blev mærkbart bedre, da Kashmir i 1999 udgav pladen ’The Good Life’. Gruppens tredje album, indspillet i Californien hos producer James Guthrie (Pink Floyd, Kate Bush, Toto), blev rost vidt og bredt, bandet fik seks statuetter med hjem fra Dansk Grammy 2000, og udgivelsen blev så skelsættende, at Danmarks rockmuseum Ragnarock i Roskilde nu, 25 år senere, hylder den med en hel udstilling, der falder sammen med en portrætbog om tilblivelsen af ’The Good Life’ i serien ’Danske albums’ fra forlaget Multivers.

Udstillingen er åben og kan ses ind i 2025 – slutdato endnu ikke fastsat.

Foto: PR

KRISEHÅNDTERING

Hvad sker der, når ens partner pludselig og ud på de sene timer hen over køkkenbordet siger ordene ”Jeg tror ikke, jeg elsker dig mere”? Ægteparret i den britiske dramatiker David Eldridges forestilling ’Midt i livet’ forsøger at få talt ud. Om forhåbninger, hverdage og (manglen på) sex og intimitet. Spørgsmålet er, om de ender med at finde hinanden på midten. Få svaret i Aarhus på Teatret Svalegangen.

’Midt i livet’ spiller fra 9. november til 7. december.

Foto: HOFOR

KIG NED

Er det majestætsfornærmelse at træde på kongen og dronningen? Ikke hvis du nøjes med at gøre det på et af de 400 nye kloakdæksler, HOFOR har installeret på Amalienborg Slotsplads og rundtomkring i København – og som du måske allerede har set eller endda trådt under fode. Motivet med kong Frederik og dronning Marys silhuetter er tegnet af Blanka Erös, vinderen af en tegnekonkurrence udskrevet af hovedstadens forsyningsselskab for at fejre kroningsåret.

Tags:

SE MERE