Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:Redaktionenfoto:

STJERNESTUNDER

I Christian IV’s gamle observationstårn på Købmagergade i København – også kaldet Rundetaarn – kan du på festivalen Kosmos komme tættere på den vintermørke himmel. Oplev blandt andet billeder af astrofotograf Jakob Arthur Andersen, talks med Anja C. Andersen og Frederik Dirks Gottlieb, astronomi-gastronomi, og hør et kosmisk kærlighedsevent og himmelsk jazz med duoen Bremer/McCoy.

Fra 7. februar til 21. marts. Se mere på rundetaarn.dk

Foto: PR

FLERE STJERNESTUNDER

Vinternætterne er ofte fyldt med spørgsmål fra de små om det store. Og fra de store om det endnu større. Tag dig selv, dine børn og din univers-undren med på Kunstmuseum Brandts i Odense, hvor du i sanseudstillingen ’Himmelspjæt & tankespring’ kan mærke det store kosmos – og pille, røre, klatre, udforske og lege på alle udstillingens elementer.

Udstillingen vises indtil 19. oktober. Se mere på brandts.dk

Foto: PR

BYRUMMELIG BEGEJSTRING

ARoS i Aarhus tryktester sammen med kunstneren Barbara Kruger det offentlige rum. På selve museet kan du på udstillingen ’Barbara Kruger – No Comment’ se den første soloudstilling i Skandinavien af Barbara Kruger, der med sine iøjnefaldende værker i 40 år har prydet bygninger, billboards, skolebusser og skateparker. Og udenfor i byen er to af Aarhus Letbanes tog på linje L2 mellem Odder og Lisbjergskolen/Lystrup forvandlet til kørende Kruger-kunst. 

Udstillingen vises indtil 21. april. Se mere på aros.dk

Foto: Kenneth Stjernegaard

KOLDING, KVINDER OG KJÆRGAARD

Er du til værker, der udfordrer fremstillingen af kvinder i kunsten, var det måske en idé at tage til Kolding og ind på Trapholt, der viser den hidtil største danske museumsudstilling af Mie Olise Kjærgaard, der er vild med vilde kvinder. ’Agile Aggressions’ hedder udstillingen, og voldsomme penselstrøg, en installation med et 275 m2 lærred, spejlgulv og kvinder, der står på skateboard, spiller rockmusik, rider på drager og løber hækkeløb i klipklapper, er blandt det, der venter dig.

’Agile Aggressions’ vises indtil 23. november. Se mere på trapholt.dk 

Foto: Ursula Bach

ISKOLD LYKKE

Februar nærmest læbedirrer på R’erne i månedens navn, men hvorfor ikke gå all in på kulden, smide tøjet og hoppe ud i det kolde vand? Vinterbadning er ikke kun for hårdføre havtasker, men ifølge forfatter Ursula Bach også for lykkesøgende humorister. I bogen ’Et selvkærligt frirum med vinterbadning’ guider hun dig og andre frossenpinde til at springe ud i gyset og finde den indre varme.

Udkommer i begyndelsen af marts på forlaget Tribune. 

Tags: , ,
SE MERE