Vi har samlet de bedste kulturnyheder i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:Værker fra Michael Kviums værkserie Akademi, 1991.

MENNESKETS MØRKE INDRE

’Chokfund i Tarm’. Sådan lød for nylig en overskrift i Ekstra Bladet. Historien drejede sig om et narkofund i byen af samme navn, men kunne også være en slags overskrift på udstillingen ’Michael Kvium – Knudepunkt’, som kan ses på Kunsten
Museum of Modern Art Aalborg. 60 af Kviums oliemalerier og skitsebøger, der er inspireret af vores indre organer, vises sammen med præparater udlånt af Syddansk Universitet. Med nutidens viden om tarmes betydning, får man en helt ny oplevelse af Kviums værker, mener museet.

’Michael Kvium – Knudepunkt’ vises indtil 21. april.

Foto: Ulrik Pedersen, Tønder Kommune

TØNDER BULDRER

Så er det tid til atter at kigge op. Især i Tønder og omegn, hvor stærene er ved at gøre himlen svævende martsklar. Er du ikke lige i nærheden, men vil vide mere om både himlen og jorden og dykke ned i områdets historie og særegne landskab, står forfatter Gunhild Riske bag bogen ’Tøndermarsken – Født af havet, formet af mennesker’, der tager dig tilbage til kniplingskøbmænd og frem til vor tids klimaforandringer.

Er udkommet på Politikens Forlag.

Vanessa Bell (1879-1961) ’Stilleben med vilde blomster’, 1915. Olie på lærred. Foto: The Charleston Trust

WOOLF’EN KOMMER

Den engelske forfatter Virginia Woolf og hendes søster, maleren Vanessa Bell, var centrum i Bloomsbury-gruppen, der i 60 år holdt sammen om fritænkning, forkastning af normer og fascinationen af det, de kaldte livets kunst. Bloomsbury bestod af malere, forfattere og filosoffer, og på en særudstilling på Nivaagaards Malerisamling kan du – for første gang i Danmark – opleve gruppens kunst og tanker.

6. marts – 10. august.

Generative Plants, 2023. Installation, Kesselhaus, KINDL, © Emma Talbot. Foto: Jens Ziehe

EMMAS DILEMMA

Den britiske kunstner Emma Talbot laver personlige (hånd)værker, der kombinerer maleri, tegning, animation og tekst, og du kan opleve hende og hendes universer på Copenhagen Contemporary, hvor en række nye værker i udstillingen ’Are You a Living Thing That Is Dying or a Dying Thing That Is Living?’ sætter fokus på menneskets indvirkning på naturen.

Vises indtil 31. august. 

Jens Juel var i starten af tyverne, da han malede dette selvportræt, der er blevet kendt som ’Det måbende’. Foto: Kunstmuseum Brandts

HVID JUEL

1700-tallets store portrætmaler Jens Juel blev i 1780 udnævnt som kongelig hofmaler, og alle, der var noget dengang – i en tid med slavehandel, dansk kolonimagt og uhyrlige sociale forskelle – ville males med marcipanhud og æblekinder af den store mester. Med udstillingen ’Jens Juel – Under huden’ kaster Kunstmuseum Brandts i Odense et undersøgende blik på perioden, portrætterne og manden bag penslen.

Se mere på brandts.dk

En ørneunge fodres, fra ØrneTV 2021.

REALITY-TV FOR ROVFUGLE

Vil du have ørnene i maskinen, så gør som titusindvis af andre danskere, og stil ind på Dansk Ornitologisk Forenings ØrneTV, som sender live fra Hyllekrog på Lolland, hvor det lokale ørnepar bygger forårsrede. Via to webkameraer kan du – som i menneske-tv – følge med i æglægning, parforholdsplanlægning og redebygning.

Se mere på dof.dk/oplev-fuglene

Hella Jacobs’ ’Orgie’ fra Dr. Maike Bruhns private samling. Foto: Hayo Heye

DANSK-TYSKE FORBINDELSER

For 100 år siden var Tyskland – og Hamborg – samlingspunkt for frigørelse og fandenivoldskhed fanget mellem både fortidig og fremtidig Untergang. Hvad sker der, når tysk kunst fra 1920’erne møder otte danske samtidskunstnere? Er der ligheder mellem dengang og i dag? Find ud af det på Sophienholm Kunsthal i Lyngby, der i udstillingen ’Genklang’ blandt andet viser 40 malerier fra hamborgenseren Maike Bruhns private samling. 

Vises indtil 21. april. Se mere på sophienholm.dk

Tags: , ,

SE MERE